Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8593Visninger
AA

10. Our Hands Are Tied

Kapitel 8: Maisies synsvikel 25.03.2018

Lokation: Hamborg, Tyskland

"Jeg troede, vi var færdige med de her små lege," sagde Harry bag min ryg, da vi var trådt ind i tour-bussen. Jeg vendte mig om og kiggede på ham med et undrende blik. "Maisie, lad nu vær. Vi ved begge, hvad det her handler om," sagde han i en skuftfet tone.

Jeg sukkede og forstod tydeligvis ikke, hvor han ville hen med det her.

"Jeg troede ærligt, at vi var færdige med, at du konstant ignorerer mig. Vi snakker fint den ene dag og efterfølgende lader du nærmest som om, at jeg ikke eksisterer. At jeg bare er en du arbejder for," forklarede han med en lettere såret tone.

"Jeg er en, der bare arbejder for dig, Harry. Hvorfor lade som om, at jeg var noget andet?" sagde jeg bestemt. Jeg var ikke mere end hans assistent. Det ville jeg altid være.

Harry sukkede. "Hvorfor gør du det? Skubber mig konstant væk?" Hans blik virkede oprigtigt. Han virkede faktisk såret på et eller andet punkt. Men jeg anede ikke helt hvorfor.

"Harry, jeg er din assistent. Jeg kommer fra en helt anden verden end dig. Og i et kort øjeblik lod jeg som om, at jeg var en del af din verden. Men det er jeg ikke, okay? Så lad mig nu bare være din assistent og gøre mit arbejde." Jeg tøvede ikke med at sige det. Det var sådan, at realiteten var. Hvorfor løbe væk fra den og lade som om?

"Det er billederne, ikke? Af os to? Der skræmte dig?" spurgte han om, og jeg anede ikke, hvordan han vidste det. Det var præcis de billeder, som havde fået mig til at tage afstand. De seneste par dage havde jeg læst artikler om mig selv. Artikler hvor der stod, hvem var den ukendte kvinde i Harrys liv? Var det hans nye forelskelse?

Men jeg var ikke andet end hans assistent. Og det måtte jeg få på plads. "Ja, det var billederne. Jeg havde ikke lige forestillet, at medierne ville begynde at snakke om mig på den måde. At de troede, vi datede. At der overhovedet var noget i mellem os," sagde jeg i en tøvende tone. "Desuden ved de hvem jeg er nu. Den fattige assistent sammen med superstjernen. I hvilken verden ville det nogensinde eksistere?" sagde jeg med et grin, men jeg vidste ikke, om jeg muligvis løj for mig selv. 

"Men har de ikke ret?" spurgte han om med et følsomt blik i øjnene. Det intense grønne blik i hans øjne var fastholdt mod mine brune øjne. "Er der ikke noget her? Mellem os? Eller er det måske bare noget, som jeg har forestillet mig?"

Hans ord fik mit hjerte til at springe et slag over. Det føltes i hvert fald sådan. "Jeg..." mere kunne jeg ikke få udover mine læber. Harry løftede langsomt mit ansigt, som jeg havde vendt ned mod jorden. "Jeg kan ikke," mumlede jeg. "Det er ikke skæbnen det her, Harry. Vi kan ikke omskrive stjernene," sagde jeg lavt.

"Det er op til os," mumlede han forsigtigt mod mine læber.

Og i samme øjeblik gik døren op til tour-bussen, og vi trak os hurtigt væk fra hinanden. Alex stod i døren med et lille smil på læben. "Forstyrrer jeg?" spurgte han om.

Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Tager vi afsted nu?" spurgte jeg om med et smil. Alex og jeg havde aftalt at tage en lille tur ud i Hamborg, bare for at komme lidt væk fra det hele, før det begyndte igen.

Alex nikkede og lukkede døren tl tour-bussen igen. Og der væltede den akavede stemning over Harry og jeg. Vi havde stået så tæt få sekunder siden, men pludselig var der mindst to meter i mellem os. "Tag af sted. Vi kan snakke senere," sagde han med et påklistret smil på læberne.

* * *

"Så... Harry?" begyndte Alex og skubbede blidt til min arm. Jeg kiggede på ham med et forvirret blik, og han skar straks en grimasse. "Kom nu. Fortæl mig alt om det," sagde han med et tiggende blik.

Jeg trak på skuldrene og overgav mig. "Jeg ved det ikke, Alex. Det er så underligt. Det ene øjeblik kan vi snakke i flere timer, det næste øjeblik kan jeg rive hovedet af ham. Han er en tikkende bombe," sagde jeg med et suk. "Men vi hører ikke sammen. Det ved jeg. Hele verdenen ved det."

Alex kiggede på mig med et lille smil. "Hvem har opdraget dig til at tro på, at verdenen skal fortælle os, hvem vi er?" spurgte han om.

Et suk forlod mine læber. Jeg vidste godt, at det kun var ene undskyldninger, som jeg kom med. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det hele virkede så håbløst. Men jeg kunne nok ikke benægte det i længden. Der var noget i mellem Harry og jeg. Men jeg vidste ikke, om jeg turde udforske det.

"Maisie!" råbte en stemme bag mig. Af ren refleks vendte jeg mig om og kiggede mod to piger, som jeg ikke kendte.

"Undskyld, kender jeg jer?" spurgte jeg om med et lille smil af ren og skær høflighed.

De rystede på hovedet, da de var kommet op til mig. "Men er du ikke sammen med Harry Styles?" spurgte den ene pige med mørkt hår og grønne øjne. 

Jeg rynkede mine bryn sammen af forvirring. Hvor kendte de mig fra? Men det måtte selvfølgelig være de tidligere billeder og de utallige artikler. "Jeg er ikke sammen med ham, nej," sagde jeg og smilede endnu engang. "Jeg er bare hans assistent."

"Bare hans assistent som tager ud og møder hans mor på en fancy restaurent?" spurgte den anden pige om med en fed tysk dialekt under hendes engelske. Jeg kiggede på hende med et forvirret blik og forstod ikke helt, hvor de ville hen med det her.

Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Heldigvis brød Alex ind. "Hun er ikke sammen med Harry, okay? Hun er sammen med mig," sagde han i en bestemt tone og lagde en arm omkring min skulder. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, men spillede bare med på Alex' skuespil.

"Bevis det," sagde den mørkhåret pige med et utroværdigt blik i hendes øjne.

Før jeg vidste af det, pressede Alex sine læber mod mine i ømt kys, og hvis jeg ikke tog fejl, blitzede de to piger et billede af det. "Okay, vi tror på jer," sagde de, og Alex trak sig væk fra mig. Jeg anede ikke, hvorfor vi overhovedet behøvede at bevise overfor de to piger, at jeg ikke var sammen med Harry. Det var jo bare sandheden.

"Er der ellers andet, vi kan gøre for jer?" spurgte Alex og de to piger rystede blot på hovedet.

Få sekunder efter var vi efterladt alene igen. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte jeg om ganske roligt. Jeg var blot nysgerrig.

"Du sagde jo selv, at der ikke kunne være noget i mellem jer. Nu har jeg bare sørget for, at folk ikke tror, at der er. Giv det noget tid og det billede vil snart være på alle medier. Og de vil efterlade dig i ro igen," sagde Alex med et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...