Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8591Visninger
AA

6. Miles Away

Kapitel 4: Maisies synsvinkel d. 14.03.18

Lokation: Amsterdam, Holland

Med nød og næppe havde jeg undgået Harry de seneste par timer. Det vil sige siden koncerten i aften og indtil nu. Jeg hoppede på den anden tour-bus, så jeg slap for at konfrontere ham. Jeg havde trods alt kaldt ham en idiot. Min egen chef. Men på den anden side - han havde jo overført sig som verdens største kujon. Og det stod jeg ved.

Men da de grønne øjne stod foran mig, virkede jeg ikke særlig tryg ved situationen. Var jeg ved at blive fyret for anden gang?

"Var idiot virkelig det bedste, som du kunne finde på?" spurgte han om, da han havde hevet mig med ind i et lille rum inde i arenaen i Amsterdam.

Jeg trak på skuldrene. "Jeg tror, du skal være glad for, at jeg ikke skrev mere end det," sagde jeg med en flabet tone. Jeg kunne sagtens have fundet på halvtreds ord mere i den retning. "Men jeg havde retten til det," sagde jeg og prøvede at forsvare mig selv.

"Havde du nu virkelig også det? Mind mig lige om hvem af os, der er chefen?" sagde han og lagde hovedet på skrå. Jeg behøvede ikke at svare hans dumme retoriske spørgsmål, for vi begge vidste det jo godt.

"Du var en idiot, Harry. Ærligt. Jeg kan sige det hundrede gange og det ville ikke være mindre sandt, end det er. Du havde en lydtjek, men vælger i stedet for at drage ud i byen og igen efterlade hele dit crew, som rent faktisk venter på dig," sagde jeg i en frustreret tone. "Ikke desto mindre modtager jeg et opkald, hvor jeg har 60 minutter til at finde dig i Paris. I Paris, Harry! Mit job stod på kanten. Hele mit liv stod på kanten, forstår du godt det?" Min stemme havde noget en høj tone, men for en gangs skyld var jeg ligeglad. Jeg havde brug for at få lettet det fra mine skuldre.

Men han svarede ikke på noget af det, som jeg sagde. Han stod bare og kiggede på mig. "Er der mere, du gerne vil sige?" spurgte han om og hævede et af sine øjenbryn. Idiot.

"Ja, det er der. Du er en kæmpe idiot. Hvorfor smider du det hele væk? Hvis du forsætter med at lave dine små numre, så vil ingen arbejde for dig længere, Harry. Det er kun et spørgsmål om tid. Så hvorfor begynder du ikke at respektere dem, der rent faktisk knokler løs for dig, så du hver aften kan leve din drøm? Som du i øvrigt spilder. Tusinde ville stå i dit sted, men du virker ligeglad," forklarede jeg løs som et vandfald. "Sig mig... Kan du overhovedet lide at synge og optræde længere?"

Spørgsmålet jeg stillede, fik noget til at ændre sig i de grønne øjne. En form for sårbarhed. Præcis som den forrige dag, hvor jeg troede, at han var ved at knække. Måske ramte jeg rent faktisk noget dybere, end jeg lige troede. Måske var Harry knækket indeni.

"Du kender mig ikke, okay? Du har mødt mig for et par dage siden og du knokler for at finde ud af, hvad der er galt med mig? Men lad mig spare dit hårde arbejde. Der er intet galt," sagde han og fandt et hårdt og bestemt blik frem i øjnene. "Og desuden sørgede jeg for, at du kunne beholde dit job. Så måske ville en lille taknemmelighed ikke være det værste. Jeg kan trods alt få dig fyret på ingen tid igen," sagde han og bekræftede, at det var ham, der stod med triumfen. Jeg var hans dukke, og han kunne styre mig, som han ville.

Jeg nikkede og mit blik faldt til jorden. "Javel, chef. Er der ellers noget, jeg kan gøre for dig?" spurgte jeg om og hævede mit ansigt rettet mod hans igen. Han skulle ikke se mig svag og udnytte det.

Han rystede på hovedet og gik ud af døren. Og her stod jeg. I Amsterdam i et pedelrum. Sønderknust og flere tusinde kilometer hjemmefra. Men hvem havde også sagt, at det nogensinde ville blive nemt?

 

Aftenens show var blevet fyret i gang, og Harry havde indtaget scenen med storm. De flere tusinde skrig var overdøvende, og det fik gåsehud på mine arme til at rejse sig. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det ville være at stå på sådan en scene. At have alle blikke rette mod en og at vide, at de havde betalt hundredevis af kroner - og sikkert rejst flere kilometer - blot for at se en synge. 

Den sidste sang blev spillet, og Harry løb ned af scenen og ud backstage, hvor jeg stod klar med en flaske vand.

"Klar til at køre videre?" spurgte jeg om og fremstillede et smil på mine læber.

Han nikkede hurtigt. "Kommer du tilbage i min bus?" spurgte han om, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Men jeg vidste, at jeg var nødt til det. Jeg var trods alt assistenten, der skulle opvarte ham.

"Selvfølgelig. Vi kører om 3 minutter," sagde jeg og begyndte at gå ud mod tourbussen. Det var med at få den første bus væk med det samme, så vi havde en chance for at nå frem til næste destination. Denne gang var det Belgien, hvilket egentlig kun tog en god halvanden time. Men hvis vi ventede 20 minutter med at tage afsted, ville det være umuligt at forlade arenaen grundet de utallige mennesker. Den næste tour-bus kørte dog først, når alt udstyret var pakket sammen.

Tour-bussen kørte og vi forlod arenaen. 

"Hvor er Kate egentlig?" spurgte jeg om, da der havde været stilhed i et godt stykke tid.

Harry løftede blikket fra hans mobil. "Jeg fyrede hende," sagde han i en kold tone.

"Hvad?" udbrød jeg og troede ikke mine egne ører. "Hvorfor?" spurgte jeg dernæst om, siden der måtte lægge en grund tilkende. Han kunne ikke have fyret hende uden videre. 

"Hun havde ikke retten til at fyre dig. Det viser jeg ved at fyre hende," sagde han med et lille smil på læben. "Desuden gjorde hun ikke sit job specielt godt," tilføjede han og rettede blikket tilbage mod sin mobil.

Jeg kastede en pude på ham for at fange hans opmærksomhed. "Du kan ikke bare gå og fyre folk, som om det var hverdag," sagde jeg, og løftede igen blikket fra hans mobil.

"Kast en pude mere og den næste bliver dig," sagde han i en seriøs tone. Men bagefter brød han dog ud i latter. "Tag ikke alt hvad jeg siger seriøst."

Et grin forlod mine læber. Måske var det her begyndelsen på venskabet. "Men hey, på en mere seriøs note. Jeg skal have nogle af dine logins. Specielt dit Apple-id," sagde jeg og sendte ham et seriøst blik.

"Og hvad skal du bruge det til?" spurgte han om i en mistænksom tone.

"Til at tracke dig gennem Find Min iPhone, når du beslutter dig for at lege gemmeleg," sagde jeg og sendte ham et flabet smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...