Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8612Visninger
AA

4. Hopeless After All

Kapitel 2: Maisies synsvinkel d. 10.03.18

Lokation: Basel, Schweiz

Efter et par hektiske dage før afrejsen og selve rejsen til Schweiz, var vi endelig ankommet til hotellet, hvor vi skulle tilbringe de næste 2 dage, før turen gik til Frankrig. Det var muligvis en kæmpe bonus netop at være Harrys assistent, for det betød, at jeg fik lov til at se verdenen. Opleve steder, hvor jeg aldrig havde været førhen.

"Trives du i Europa, Prinsesse?" spurgte Alex om, da han hoppede frem i døren ind til mit værelse på hotellet.

Jeg smilede. Alex var ikke blevet fyret alligevel, og guderne måtte vide hvordan, at han havde fået overtalt Harry til at lade ham blive. Men det var mit held. Jeg havde nu i hvert fald en at snakke med og fortælle om de hundredvis af ting, som Harry tvang mig til at gøre.

"Det er ikke så slemt endda," sagde jeg med endnu et smil. "Chokoladen er yderst god i Schweiz," tilføjede jeg og tog endnu et stykke af chokoladen, der stod inde på mit hotelværelse.

"Det ville ikke være Schweiz uden god chokolade og... hvad end Schweiz byder på. Hvis du får noget fritid senere, skal vi så ikke se, hvad byen byder på?" foreslog Alex, og jeg nikkede hurtigt. Hvis jeg dog bare fik noget fritid. "Perfekt. Vi ses til lyd-tjek om 20 minutter."

Siden jeg havde snakket med Harry om min historie og at han var tæt på knække, havde han virket anderledes. Kold og... Han virkede ligeglad igen. Og så havde han tusind ting, som jeg skulle gøre. Han sørgede for, at jeg ikke fik noget fritid.

Jeg tog min taske på skulderen og gik i retningen af Harrys værelse for at sørge for, at han rent faktisk dukkede op til lyd-tjek. Han havde en dårlig vane med at blive væk fra ting disse dage. Jeg nænnede ikke at banke på og braste såmænd ind på hans værelse.

Harry satte sig med et sæt op i sengen. "Du bliver nødt til at lære at banke på, pigebarn," sagde han strengt og smed sig tilbage i sengen.

"Der er lyd-tjek om 20 minutter. Bilen kører om 10 minutter. Er du klar til den tid?" spurgte jeg om. Det var måske en forholdsvis hård tone, men det var tydeligt at se, at han havde drukket en smule. Det afslørede også den karaffel med whisky, der stod på natbordet. "Gosh, du drikker ved middagstid. Hvad er der galt med dig?"

"For det første, det er mig, der kommanderer med dig. For det andet? Det rager ikke dig," snappede han efter mig. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle svare ham igen og det tog alle muskler i min krop for ikke at gøre det. Derfor tog jeg en dyb indånding og tog fat i hans arm i stedet for. Jeg fik hevet ham op af sengen, men han væltede nærmest over mig og fik mig klemt op mod væggen.

Jeg havde aldrig været så tæt på ham før. Hans ansigt var kun få centimeter væk fra mig, og jeg kunne lugte whiskyen fra hans mund.

"Du er faktisk ikke så slem igen," sagde han og smilede lidt. Han lænede sig frem for at kysse mig og i panik skubbede jeg ham tilbage i sengen igen.

"Beklager. Jeg blander ikke fornøjelse og arbejde sammen." Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre og det var min bedste undskyldning for ikke at gøre noget dumt, som ville koste mit arbejde. "Jeg får rykket dit lyd-tjek, men du har bare af at være klar om 6 timer i stedet for så," beordrede jeg og fjernede whiskyen fra hans natbord.

 

6 timer stod vi til lyd-tjek, og Harry var nogenlunde ædru igen. Jeg fattede ikke, hvordan han kunne gøre det. Være så absurd ligeglad med alle andre mennesker, der knoklede hårdt for, at han kunne stå på scenen i morgen aften. For at han kunne bevare sit image og forblive stjernen. 

Desuden havde jeg heller ikke fået set byen Basel, som vi var i - takket være Harry. Alex og jeg havde kun hurtigt nået hen til en lille souvenirbutik, hvor jeg havde anskaffet mig en magnet til mit køleskab. Det var traditionen tro. Selvom jeg i øjeblikket kun havde en magnet, som var fra England, fordi det kun var der, at jeg havde været. Mit eget hjemland. Trist.

Jeg havde prøvet at ignorere Harry så småt hele vejen herhen og til mit held, så havde han heller ikke spurgt tusindvis af spørgsmål og kommanderet med mig. Lyd-tjekket gik også overraskende godt. Harry virkede professionel for en gangs skyld og vidste, hvad han lavede på scenen. Det var selvfølgelig heller ikke første gang, at han havde gjort det.

Før jeg vidste af, sad vi tilbage i bilen, som skulle køre os hen til hotellet. Mørket var faldet på, hvilket medvirkede til, at jeg ikke fik set særlig meget af Basel. Jeg sukkede højlydt uden rigtig at ane det.

"Er du udmattet?" spurgte Harry om og kiggede på mig med nærmest tomt blik. Jeg vidste ikke, hvordan han kunne lade som ingenting.

"En smule. Jeg er ikke vant til at flyve," sagde jeg for at holde samtalen i gang. 

Han nikkede. "I morgen tager vi tour-bussen og det forsætter sådan resten af touren. Eller næsten i hvert fald. Så slipper du for flyveturene," sagde han uden rigtig at trække en eneste mime.

Resten af køreturen foregik i mutter stilhed. Ingen sagde noget og ingen rykkede sig det mindste. Heldigvis var hotellet ikke særligt langt væk, men alligevel havde det følt som en evighed. Jeg fulgte Harry hen til sit hotelværelse, så jeg var sikker på, at han rent faktisk kom frem til det og ikke smuttede hen på en bar. Det kunne han selvfølgelig gøre bagefter uden, at jeg ville vide det mindste.

"Er der noget, jeg skal gøre i aften, før jeg går i seng?" spurgte jeg om, siden det trods alt var mit job.

Harry rystede bare på hovedet og forsatte ind på sit værelse.

"Godnat så," sagde jeg og rullede med øjnene af, at man kunne være så uhøflig. Hvordan var det overhovedet muligt, at han kunne forvandle sig til sådan en klaphat på to dage? Jeg lærte ikke at forstå drenge.

"Vent," sagde Harry hurtigt, da jeg var på vej ud af hans værelse. "Jeg er ked af, at jeg opførte mig sådan tidligere," sagde han. Jeg vidste ikke, om han mente det. Hans ansigt var stadig ikke præget af den mindste form for følelse. "Og jeg er glad for, at du ikke lod mig kysse dig. Det var uprofessionelt af mig," forklarede han og kløede sig akavet i nakken.

Et falsk smil blev placeret på mine læber. "Det er okay," løj jeg. "Vi ses i morgen, Harry."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...