Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8634Visninger
AA

8. Everything Keeps Us Apart

Kapitel 6: Harrys synsvinkel d. 19.03.18

Lokation: Købennavn, Danmark

"Er det ikke her, at Den Lille Havfrue er?" spurgte Maisie om med et begejstret blik i øjnene, da vi kørte over broen til Danmark fra Sverige.

Jeg nikkede hurtigt, men skiftede efterfølgende emne. "Min mor kommer og overværer koncerten i aften. Vi skal ud og spise senere. Vil du eventuelt med?" spurgte jeg om og krydsede fingre indeni for, at hun gerne ville med mig. Det ville være rent tortur at spise med hende alene. 

Maisie kiggede på mig med et overraskende blik, da hun formentlig ikke ligefrem havde troet, at hun skulle møde min mor. "Det er jo ikke noget stort, Maisie. Vi dater trods alt ikke," sagde jeg og smilede til hende.

Hun endte ud med at nikke. "Det er jo nok heller ikke fordi, at jeg ville få lov til at slippe alligevel, ikke?" spurgte hun om og hævede sit ene øjenbryn.

"Nej... Egentlig ikke. Men det er trods alt gratis mad på en af jordens fineste restauranter?" besvarede jeg og vidste, at hun næppe ville kunne modstå. Jeg vidste egentlig ikke, om det var den fineste restaurent i verdenen, men den fineste i Danmark i så fald: Noma. Det tog vist måneder at få en plads derinde og det var hamrende dyrt, men at være verdenskendt havde dets fordele.

Tanken om min mor kom fik gåsehuden på mine arme til at rejse sig. Det var ikke fordi, at jeg nogensinde havde haft et spektakulært forhold med hende. Hun stillede kravene, og jeg skulle forsøge at leve op til dem. Noget, som jeg aldrig havde været fantastisk til, og længe havde hun egentlig bare set mig som en mislykkes knægt. 

"Er du spændt på i aften?" spurgte Maisie om, og trak mig tilbage til virkeligheden og væk fra mine tanker.

Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor skulle jeg være det? Det er en af de mindre koncerter."

Maisie sukkede. "Jeg mente ikke koncerten," sagde hun. "Din mor. Er du spændt på at mødes med hende?" spurgte hun om, og jeg rynkede hurtigt med øjenbrynene for at sætte en facade op. Hvordan kunne hun regne ud, hvad jeg tænkte på? Det havde altid undret mig, hvordan Maisie var i stand til at vide, hvad der gik mig på.

"Jeg gentager mig selv. Hvorfor skulle jeg være det?" sagde jeg med et smil på læben.

Maisie rullede med øjnene og begav sig blik ud mod byen igen, som vi nu passerede. Jeg vidste godt, at hun hadede, at jeg åbnede op for hende. At jeg ikke fortalte, hvordan jeg havde det. Men jeg havde ikke ansat hende til at være min psykolog. Kun min assistent.

"Tag en kjole på i aften," sagde jeg som det sidste, før jeg rejste mig op og lagde mig ind i min seng for at hvile mig lidt. For at være ærlig... jeg var ikke spændt på at møde min mor. Jeg frygtede det nærmest.

* * *

Som timerne skred frem, blev det tid til at tage til restauranten, for at mødes med min mor. Jeg så ikke vitterlig meget frem til at blive skældt ud på og blive mindet om, hvor meget jeg havde skuffet hende. Hun havde ønsket en advokat som søn. Ikke en søn, der spillede og sang - det kunne man ikke leve af for evigt, havde hun sagt. Selvom jeg havde mindet hende om, hvor mange penge jeg egentlig indtjente, rystede hun bare på hovedet. Det var stadig ikke dét liv, hun havde ønsket for hendes søn.

Og måske var det derfor, at jeg havde medbragt Maisie. Så hun ikke behøvede at skælde ud. Hun ville formentlige have gode nok manerer til at opføre sig ordentlig foran andre.

Maisie kom gående ud til bilen, som jeg sad i, iført en grøn knælang kjole, der passede hende perfekt. Jeg tog mig selv i at smile en smule, før hun åbnede bildøren. Forsigtig satte hun sig og spændte sig op, og jeg stoppede ikke med at smile.

Hun kiggede på mig med et forvirret blik. "Hvad?" spurgte hun om og hævede øjenbrynet. 

Jeg rystede bare på hovedet og smilede fortsat. 

 

Maisies synsvinkel

Harry havde opført sig mærkeligt hele turen herhen, og jeg vidste, at der var mere på spil. Han var sikkert hamrende nervøs for at møde sin mor, selvom han ikke havde indrømmet det tidligere. Og jeg anede ikke hvorfor. For da jeg havde hilst på hende og sat mig ned, synes jeg, at hun virkede som et skønt menneske. Men der havde jeg selvfølgelig også kun kendt hende i 2 minutter.

At dømme fra hendes udseende virkede hun til at have meget magt. På en eller anden underlig måde. Bare hendes måde at tale på virkede så fornem. Og jeg følte mig helt utilpas.

"Så, Maisie. Fortæl. Hvordan er det at være med på tour med denne knægt?" spurgte Anne om - Harrys mor - med et smil på læben.

Jeg vidste, at jeg ikke kunne fortælle sandheden. Den ville hun næppe høre på. "Fantastisk," sagde jeg som svar. "Jeg har set steder af verdenen, som jeg kun har drømt om. Det hele er meget magisk." Jeg sendte hende et smil og kiggede ned på appetizeren, som blev placeret foran mig. Jeg anede ikke, hvad det var. Kaldte man det overhovedet for mad? 

Anne nikkede heldigvis til mit svar med et smil. Det lettede mig en smule, at jeg havde formået at svare på hendes spørgsmål ordentlig. Jeg anede ikke, hvorfor jeg pludselig var så nervøs.

"Og Maisie, du arbejder som assistent, korrekt?" spurgte hun yderligere om. Jeg nikkede tøvende og anede ikke, hvad jeg skulle svare. "Regner du med at gøre det for evigt?" spurgte hun om. Jeg kiggede over mod Harry, som sukkede kort.

"Det er rigelig med spørgsmål, mor," sagde Harry og sendte hende et forhastet smil. "Du kom formentlig ikke hele vejen hertil for at udspørge Maisie, ikke sandt?" Harry satte hende på plads, og jeg smilede for mig selv samtidig med, at jeg smagte på maden.

Da vi havde småsnakket et stykke tid, følte jeg en trang til at slippe for de mange spørgsmål, som Anne fortsat havde stillet, selvom Harry havde prøvet at stoppe hende. Hun var hamrende nysgerrig og ville vide alt om mig. Hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede og hvad jeg ville være. Og det virkede ikke til, at mine svar var gode nok til hende.

"Undskyld mig," sagde jeg og rejste mig op fra bordet, da vi havde spist hovedretten. "Jeg vil lige mine pudre min næste," sagde jeg og smilede til Anne og Harry. Jeg fattede ikke mine egne ord. Jeg ville lige pudre min næse? Det lød latterligt. Men åbenbart et krav i denne verden. Anne rejste sig op og insisterede på, at hun gik med mig.

Da vi kom ud til toilettet, stillede jeg mig foran spejlet og tog en dyb indånding. Anne stillede sin ved siden af mig og kiggede selv i spejlet, hvorefter hun rent faktisk begyndte at pudre sin næse. 

"Hold nu ikke dine forventninger alt for høje, min kære," sagde hun og skænkede mig ikke et eneste blik.

Jeg rynkede mine bryn sammen i forvirring. "Hvad snakker du om?"

"Harry," sagde hun åbenlyst. "Du ender ikke op sammen med ham. Hvad end han får dig til at tro, vil der aldrig være en plads til dig i hans verden. Du tilhører ikke her i vores verden," sagde hun og lukkede sin puder i med et smæk. Til sidst smilede hun bare til mig. "Og du vil aldrig komme til at tilhøre her. Lige meget hvor meget du prøver, vil man altid kunne se, at du ikke er andet end en bondepige, der kommer fra ingenting," sagde hun hårdt og bestemt. "Dessert?" Smilede hun til sidst, hvorefter hun efterlod mig på toilettet sønderknust. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...