Rewrite The Stars | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Whiskey, ulykkelighed, fester og skuespil - bland det sammen og du vil have opskirften på Harry Styles' liv. I en alder af 23 år har han taget verdenen med storm, men havde samtidig tabt sig selv på vejen. Et skænderi med hans nyeste assistent, Maisie Hart, får ham til at indse, at han er fanget i et liv, hvor han egentlig ikke lever. Skænderiet bliver begyndelsen til deres historie, men i hvilken verden vil assistenten nogensinde ende op med verdenstjernen? Forskelligheder bliver deres kamp og når verdenen kigger med på sidelinjen, bliver man presset til at vælge ens sande jeg.

37Likes
37Kommentarer
8639Visninger
AA

13. Bound to Break

Kapitel 11: Maisies synsvinkel 01.04.18

Lokation: London, England

Jeg havde aldrig været fuldstændig indeforstået med min mors sygdom. Et eller andet sted havde jeg prøvet at benægte det. Min mor kan ikke have kræft, havde jeg fortalt mig selv flere tusinde gange - og jeg gjorde det stadig ind i mellem. Men for hver gang hun røg en tur på hospitalet, blev realiteten klarere. Jeg kunne ikke længere ignorere det.

Lydløst satte jeg mig ned på stolen ved siden af min mors seng på hospitalet. Jeg havde været her så længe i aftes, jeg kunne, men var til sidst blevet bedt om at tage hjem og hvile mig. Alex havde tilbudt, at jeg bare kunne komme hjem til ham, da han boede forholdsvist tæt på hospitalet, hvilket betød, at jeg slap for at køre et godt stykke. Bilen stod desuden derhjemme.

Jeg var listet ud af Alex' lejlighed i morges for at komme op på hospitalet så tidligt som muligt. Og det var så her jeg sad. Ved siden af min mor, som manglede sin styrke. Hendes hud var blegere end normalt, men lægerne forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. 

Da jeg næsten havde været her i en halvanden time, blev døren til værelset lukket op. Alex' hoved poppede ind af døren og han smilede en smule. I hans hænder havde han to kopper kaffe og et par croissanter. Synet af ham fik mig til at smile. Han havde været den bedste ven, man kunne ønske sig, i de seneste par dage. 

"Jeg tænkte, at du måske ville kunne bruge noget morgenmad," hviskede han og rakte mig en kop kaffe og posen med croissanter. Jeg tog glædeligt imod det og skyndte mig straks at vikle mine hænder omkring den varme kop.

"Tak Alex," sagde jeg med godhjertet smil og kort efter sank jeg den første tår af den sorte kaffe.

Alex satte sig på en stol ved siden af mig. "Så er der nogle opdateringer?" spurgte han om og stadig med et lav stemmeleje. Ingen af os ville vække min mor.

"En læge tjekkede ind tidligere og sagde, at hun måske ville være klar til at tage hjem i aften eller i morgen. Infektionstallet var faldet, viste blodprøverne, så det er jo et godt tegn," sagde jeg med et smil på læben.

Alex nikkede. Og i det næste stykke tid sad vi blot i stilhed. Der var ikke behov for at sige noget. Men Alex brød den, da han skulle på toilet. I mellem tiden brugte jeg tiden på at skrive til Lauren, at der styr på det hele, men at hun måske skulle hente os i aften. 

Få minutter efter Alex var gået ud af døren igen, åbnede døren til værelset igen. "Det var du hurtig om," sagde jeg, før jeg vendte hovedet om. Men det var ikke Alex, der stod i døren. Det var Harry. 

Han smilede forsigtigt. Automatisk smilede jeg og rejste mig op, så vi kunne snakke ordentlig ude på gangen. "Hvad laver du her?" spurgte jeg om med et overrasket blik i øjnene. Jeg forventede, at han ville være i Italien og forberede sig på i morgens show.

"Jeg var nødt til at se dig," sagde han med et lille smil på læben og rakte mig et par blomster, som jeg straks tog i mod, før jeg omfavnede ham i varmt kram. Selvom det kun var et par dage siden, at jeg sidst havde set ham, var savnet alligevel stort. Han var absolut det, som jeg havde brug for. "Hvordan går det derinde?" spurgte han om, da han havde trukket sig ud af krammet. Forsigtig lagde han en hånd på kind og aede den blidt.

"Hun er okay," sagde jeg med et smil. 

Ud af øjenkrogen så jeg Alex, som var på vej tilbage mod værelset. Men da han så Harry og jeg, stoppede han brat op. Harry fulgte mit bliks retning og han fik også øje på Alex. "Hvad laver han her?" spurgte Harry om. Jeg kunne ikke høre, om han var vred eller det blot var et simpelt spørgsmål. De havde trods alt haft deres kontroverser.

Alex lignede en, der sukkede, og få sekunder vendte han om. Jeg vidste, at han ikke var stor fan af Harry, men jeg havde brug for dem begge. "To sekunder," forsikrede jeg Harry om og løb efter Alex.

"Alex!" halvråbte jeg, da jeg var få meter væk fra ham. Han vendte sig om og lagde straks armene over kors. 

"Hvad vil du? Har du ikke alt den hjælp, som du skal bruge?" spurgte han om med en hård stemme. Han var virkelig ikke glad for at se Harry.

Jeg sukkede. Hvorfor kunne de ikke bare enes? "Alex, lad nu vær. Jeg har brug for dig her." Jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle sige.

"Maisie, jeg er ked af det, men jeg nægter at sidde i det rum sammen med jer to," sagde han og lagde et pres på det sidste, som han sagde. Sammen med jer to? Sætningen kørte rundt i mit hoved.

"Hvad mener du?" spurgte jeg om og hævede det ene øjenbryn af forvirring.

Alex sukkede tungt. "Hvorfor tror du, at jeg sagde op?" spurgte han om og kiggede på mig med et fast blik. "Fordi jeg ikke kunne enes med Harry? Fordi pengene ikke var gode nok?" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hver gang jeg prøvede at forme en sætning, kom der ingen ord ud af min mund. "Jeg sagde op på grund af dig, Maisie. Jeg kunne ikke holde ud til at se jer sammen hver dag, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte trække mig."

Det var først nu, at det for alvor gik op for mig. Jeg havde slet ikke tænkt over, at det var en mulighed. At Alex på et eller andet punkt kunne lide mig. Jeg havde altid blot set ham som en ven. Og det var sikkert der, at det hele var gået galt.

"Så hvis det er okay med dig, Maisie, så tager jeg hjem. Jeg har ikke lyst til at torturere mig selv mere end nødvendigt," sagde han og vendte sig om. Ingen ord forlod mine læber. Jeg var lammet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...