L I G E G Y L D I G

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2018
  • Opdateret: 19 feb. 2018
  • Status: Igang
"`Hvad med vi bare er fuldstændige ligegyldige sammen`, hvisker hun ind i min øre, så hele min krop dirrer. Jeg smiler så meget, at min kæbe næsten springes, for den lille, meningsløse sætning betyder så meget mere, end hun nogensinde ville kunne forstå."

For Saga er hverdagen en mental kamp om overlevelse i et socialt hierki, der gentagende gange tramper på de svage. Der er ikke plads til hende, og sådan er det. Ingen udvej. Kun et fængsel af spøgelser, der følger den omklamrende strøm.

For Daisy er eksistensen langt mere kompliceret end for en normal populær pige i gymnasiet. Livet er en lang ligning med uendelige ukendte variabler, der umuligt kan gå op. I hvert fald ikke før hun møder Saga.

11Likes
32Kommentarer
635Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Saga - Fredag

 

Mørke og lys har altid været svært at skelne mellem.

Der hvor solen skinner allermest, vil der altid være en skygge. Til tider bare en lille bitte en. Andre gange er den nærmere en dæmon, der skærmer for glæden ved livet. 
​Men sådan er det jo altid. Dæmonen er der uanset hvad, mørket er der uanset hvad, livet er der uanset hvad.
Til tider overdøver dæmonen mine ellers larmende tanker og åbner døren til en uendelige tankespiral, som fortsætter og fortsætter. Efterhånden har jeg bare affundet mig med den, også selvom den for det meste er pisse irriterende.

Men lige nu, i dette akavede øjeblik, er det som om, dæmonen er flydt med det strømmende vand.

"Er vandet ikke ret koldt", siger den fremmede pige. Hun smiler akavet, mens hendes ord flyder ud i stilheden. Jeg er rimelig ligeglad, om vandet er koldt. Også selvom kulden niver i mine ben, og de måske er ved at blive lidt lilla. Men efterhånden er fysiske smerter bare små prikker, der danser på min hud. De skal være der, så jeg kan mærke et eller andet. Bare et eller andet for en gangs skyld.

"Mmm", tomheden triller ind over os som tordenskyer, der danner elektricitet ved varme og kulde. Jeg lader blikket glide ned på vandet igen, mens jeg overvejer at løbe væk, for jeg ved ellers ikke, hvad jeg skal gøre. Eller sige.
Sådan har det vel altid været - en magtesløs følelse som snører maven sammen og lader en ønske, man var usynlig. Lige nu ville det være nemmest at være usynlig, for så kunne jeg sidde i fred og lade tankerne flyve rundt.

"Når men, " siger hun, "hvorfor sidder du så her?". Hvorfor kan du ikke bare tie stille.
Jeg knuger håndfladerne mod det slidte træ, mens de små træsplinter ridser mine hænder. Det gør ondt, men på en god måde.

"Fordi", mumler jeg og har lyst til at råbe skrid eller løbe min vej, når hun skal være så snagende. Som om jeg skulle fortælle et fremmede menneske om MIT liv, når hun sikkert er ligeglad. Men det er ingen overraskelse, for det er alle mennesker jo.

"Okay," hun stepper forsigtigt på stedet, "du er altså ikke særlig god til smalltalk, bare så du ved det". Hendes ord gør mig irriteret, selvom jeg ved, de er sande. Jeg er IKKE god til at tale med mennesker overhovedet - min hud begynder at klø, min hals bliver til en tør ørken og så overvejer jeg utalige svar, som altid kommer på de forkerte tidspunkter. Jeg er bare... Malplaceret hele tiden.
Det er nok derfor, jeg ikke kan finde ud af at have venner. Jeg prøver virkelig, men jeg tror bare, at jeg ender med at skubbe dem væk igen.

"Når", kan hun ikke bare gå sin vej?
Selvfølgelig vælger hun at sætte sig lige ved siden af mig på træpladen. Det gør jo også alt meget bedre.
​Jeg stirrer tomt på vandet, lader det tære mine tanker, indtil de er opløst. Gid jeg bare kunne holde op med at eksistere.

"Vent lidt. Kender jeg ikke dig? Går du ikke også på Frederiksberg gymnasium?", siger hun, og jeg bliver helt overrasket over, at hun kan genkende mig. Nærmest ingen mennesker på gymnasiet ved, hvem jeg er.

"Ja, det gør jeg vel", mine ord lyder tunge i den forfriskende vind. Hun kigger nysgerrigt på mig og sender mig et lille smil. Et smil som giver mig et håb i maven, måske endda en ny start.

"Det gør jeg også. Måske har du set mig?", jeg kigger på hende, måske i lidt for lang tid. Men intet i min hjerne siger noget om en pige med mørkt pandehår og knaldrød læbestift.
Ud fra mine beregninger går hun sikkert i 2.g eller 3.g, og måske endda i en biotek klasse, ligesom mig. Og så er hun nok endnu en, der fester hver fredag og kysser en ny fyr for at få en smule opmærksomhed - total modsætning af mig.

"Det ved jeg ikke, måske", siger jeg. Hendes mundvige falder ned igen.

"Når, det er også helt okay. Jeg går i 1.m, altså musiklinjen, og så hedder jeg Daisy", helt forkert gæt.

"Fedt". Min tunge krøller sig sammen, og jeg kan mærke kvalmen trænger sig op i halsen. Fuck, hvor jeg hader sådan nogen situationer. Hvorfor skal jeg altid virke som en iskold bitch?

"Mhm... Er du okay? Du virker sådan ret stille", når men suprise, velkommen til min verden.

"Fint. Jeg har det fint", men jeg ved godt, det ikke er sandt. Jeg har det ikke fint, faktisk røv dårligt over at bruge endnu en fredag aften alene. 
​Noget stikker inden i mig. Noget som bare gerne vil ud. Men det må Daisy ikke se, for hvad nu hvis hun dømmer mig med det samme?

"Sikker?", hun smiler, og jeg kan ikke tyde, om det er ægte. 
​Jeg ser ned på vandet. Ser det strømme langs jordbunden ligesom tårerne, der presser sig på i øjenkrogene. En opgivende tåre triller ned over min kind. Den bliver efterfulgt af flere, og snart kan jeg ikke holde fast om følelserne længere. Jeg er som en lille porcelænsdukke, der er ved at krakelere styk fra styk.
Det er så længe siden, at nogen har virket oprigtig interesseret i mig eller bare i det hele taget spurgt ind til mig. Det føles rart men også aldeles skræmmende, som om en ny følelse der erobrer min krop.

Daisy siger ikke noget, hun kigger bare med et medlidende blik i sine hazelgrønne øjne, som man næsten kan drukne i.

Så krammer hun mig - tager forsigtigt en arm omkring mig og trækker min kolde krop indtil sig. Jeg bliver helt svimmel af den fysiske kontakt, som jeg sådan har længtes efter i flere år, men aldrig turde håbe på. 
​Hendes varme omfavner min krop, mens jeg sidder helt stift og skævt. Men det gør slet ikke noget. For vi sidder bare her i mørket og lytter til træernes hvisken.
To fremmede mennesker som måske længtes efter noget mere end den overfladiske opmærksomhed. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...