Strangers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 3 apr. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er modsætninger af hinanden. Han gør akkurat som det passer ham og har bestemt ikke travlt med at komme væk fra fester, druk og piger. Bella derimod er typen, der er til faste forhold, arbejder mere end hun burde, samtidig med hun passer sin skole. En dag falder de tilfældigvis i snak over app'en 'Boring'. Kan man overhovedet være venner, når man er så forskellige? Og er det mærkeligt at få sommerfugle i maven, når man tænker på en, man aldrig har nødt? Mødes de nogensinde?

68Likes
85Kommentarer
27923Visninger
AA

10. 9. At skilles

Kapitel 9. - At skilles

Alexander’s synsvinkel: Søndag 11 Februar 2018, 09.37, gråvejr, koldt - Alexanders værelse, Hilhurst, England.

 

“Alex.. Aleex, vågn min skat.” Min mors stemme er lav, som hun rusker i mig. Hvad fanden er klokken? Hvad fuck foregår der? Hvorfor vækker hun mig sådan her? Det har hun sgu da ikke gjort, siden jeg var like 3 år. Jeg rykker på mig og slår øjnene op. Mors øjne er røde og der er mørke rander under dem, har hun grædt hele natten? Jeg gnider mig træt i øjnene og kvæler et gab, inden jeg får sat mig op i sengen. Mit værelse er stadig dunkelt, så jeg gætter på det er forholdsvis tidligt. Det er i hvert fald tidligere end jeg plejer at vågne på en søndag, men okay det er også først sådan klokken 13.00. Jeg kører en hånd gennem mit morgenhår og strækker mig træt, mens jeg betragter min mor, der bare kigger bedrøvet på mig. Hvorfor siger hun ikke noget?

“Hvad sker der?” Brummer jeg træt og bliver straks bange for, at der er sket noget alvorligt med Nora. Man ved sgu aldrig, hvad den tøs kan finde på. Min mor sukker og skal tydeligvis lige bruge 2 minutter på at samle sig og finde ord.

“Vil du ikke være sød at komme med ned, jeg skal snakke med Nora og dig,” fortæller hun endeligt. Er det bare det? Hun vil snakke, men hvorfor er hun så bedrøvet. Forvirret strækker jeg mig igen og kigger efter min mor, da hun forlader mit værelse. Jeg griber min Iphone fra natbordet og misser med øjnene mod lyset. Fuck no, den er kun 09.39, jeg kommer til at være så smadret i dag for fucks sake altså! Hun ved sgu da godt, at hun skal lade mig sove længe. Irriteret går jeg ind på min snap for at se om Bella har skrevet, men det er kun min godnat-snap fra i går, der ligger åbnet udfra hendes navn, men okay hvad kan jeg forvente selvfølgelig er hun ikke stået op. Aria har til gengæld skrevet eller vent nej den er også fra i går, jeg har bare ignoreret hende. Jeg åbner den hurtigt;

Aria: Skal du noget imorgen? Vi kunne evt finde på noget <3

Det er jo så i dag, hun mener og nej jeg skal ikke noget, men jeg magter hende ærligt ikke lige, så jeg går bare ud fra snappen og lader hende ligge, inden jeg hurtigt finder Bella og skriver til hende.

Alex: Sværger er lige blevet vækket på den mest sære måde. Min mor var uden pis ved at tude og klokken er ikke engang 10.00, hvad fanden foregår der? :o <3

Jeg lægger min Iphone fra mig igen og sætter mig op i min seng. Fuck, hvor jeg dog bare hader at stå tidligt op! Jeg griber hurtigt min sorte hoodie fra gulvet og trækker den over hovedet, efterfulgt af et par gamle træningsshorts, som jeg egentlig bare bruger til afslapning. Af en eller anden grund har jeg sovet med strømper på, men det er sgu bare ikke altid, at jeg magter at tage dem af. Der kan godt være langt ned til fødderne, især hvis man kommer hjem og er halvstiv. Apropos halvstiv, så er luften på mit værelse fucking tyk, fordi jeg virkelig stinker, når jeg har været i byen, så som det sidste, inden jeg forlader mit værelse ,åbner jeg vinduet og lukker døren efter mig.

 

Nora er allerede dukket op, da jeg kommer slentrende ned fra trappen. Matthew er her ikke og skrigeungen ligger og sover i sin barnevogn ude i haven. Dovent går jeg hen og smider mig i sofaen, inden jeg retter min opmærksomhed mod mor, der har sat sig i den ene lænestol. Nora sætter sig bare på sofa armlænet og vi retter begge to vores opmærksomhed mod vores mor. I et stykke tid er der ikke nogle, der siger noget og jeg kan mærke, at jeg er ved at blive mere og mere utålmodig. Jeg gider altså ikke bruge min tid på bare at sidde og glo ud i luften, mens jeg venter på min mor får taget sig sammen.

“Mor?” Brummer jeg gnavent, da hun bliver helt fjern i blikket og bare sidder og stirre på sofabordet.

“Alex,” siger Nora skarpt, som om det er mig, der har gjort noget forkert! Nu må de sgu da lige slappe af, bare fordi jeg ikke har tænkt mig at ligge her hele fucking dagen!

“Nej nej, jeg skal nok fortælle nu,” sukker min mor opgivende og lader blikket vandre fra bordet og over til Nora og jeg, der straks sender hinanden et bekymret blik ved synet af mors tomme øjne.

“Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte,” nærmest hvisker min mor og da går det op for mig, at det faktisk er ret alvorligt. Langsomt sætter jeg mig op i sofaen og bukker mig forover, mens jeg lader mine arme ligge på mine knæ. Nora glider ned ved siden af mig og læner sig bekymret op af mig. Tænk engang vi kan virke som et reelt søskendepar, når det faktisk gælder. Jeg kigger langsomt rundt i stuen og opdager, at der ligger en væltet stol. Mon det er Matthew, der har væltet den? Måske har de haft et skænderi. Han kan trods alt blive ret sur. Jeg sværger, hvis han så meget, som har rørt mor, så finder jeg ham og jeg tæver ham sønder og sammen. Mor sukker så igen, men virker denne gang en smule mere fast besluttet på at fortælle det.

“Det er Matthew og mig..” starter hun og jeg mærker med det sammen en bølge af vrede flyde gennem min krop. Hvis han har gjort noget, der har såret hende, hvis han har rørt hende, hvis han så meget som har løftet en lillefinger overfor hende, så ugh jeg ved ikke hvad jeg gør ved ham, men det bliver ikke rart. Det kan jeg forsikre! Min mor har fået tårer i øjnene, som hun fortsætter med at fortælle.

“..vi skal skilles,” snøfter hun og Nora og jeg spærrer øjnene op. Okay fuck den havde jeg sgu ikke set komme. Jeg forstår slet ikke hvorfor, de har jo haft det godt sammen? Ja, jeg kan ikke fordrage ham og jeg synes, han behandler mor som lort, men han gjorde hende jo glad og det var det vigtige. Nora er blevet helt stille og jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes lår og giver det et beroligende klem, der bare gør, at hun knuger sig hårdere indtil mig.

“Er du okay? Hvorfor? Hvad med Emma?” Spørger jeg hurtigt og bekymringen stråler ud af mig, da mine brune øjne søger mod min mors. Jeg har altid lignet min mor. Hun er en utrolig smuk kvinde, men lige nu ser hun intet mindre end knust ud, så jeg går næsten ud fra, at det ikke er hendes beslutning. Min mor kører frustreret hænderne gennem hendes lange hår, og jeg smiler et kort øjeblik over, hvor meget vi minder om hinanden. Det går også altid ud over mit hår, når jeg er frustreret.

“Emma kommer til at blive hos mig,” svarer hun langsomt og lader være med at besvare de to andre spørgsmål, og det går op for mig, at Matthew har såret hende ellers ville hun ikke besvare spørgsmålene på den her måde. Igen strømmer vreden gennem min krop og gør hver en celle varm og brusende.

“Mor, hvad har han gjort dig?!” Spørger jeg og må kontrollere min stemme for ikke at lyde alt for vred, men de har begge to hørt det. Nora strammer grebet om mig som tegn på, at jeg skal tage det roligt, men gu vil jeg ej! Han skal fandme opfører sig ordentligt, han er jo for fanden da en voksen mand!

“Alex vær sød at tage det roligt,” siger mor skarpt og jeg kan genkende hende igen, men lige så hurtigt som hun kom tilbage igen forsvinder hun og bliver erstattet af den triste kvinde, der er malet på hendes ansigt.

“Matthew har haft en affære over en længere periode. Jeg har godt vidst det, men i starten troede jeg det var det bedste. Så kunne han få det, jeg ikke kunne give ham og stadig være en del af vores familie, men han er forsvundet så meget fra os på det seneste, at jeg konfronterede ham og han undskyldte og sagde, at det aldrig var meningen og at det kun var en engangsting, også flød bægeret over for jeg er jo udemærket klar over, at det er mere end en engangsting også blev han vred på mig, fordi jeg ikke ville tage ham tilbage, men det er slut! Jeg hverken kan eller vil mere,” slutter hun af meget bestemt og Nora er begyndt at græde. Jeg er blot blevet mere vred, men jeg ville høre det hele, så jeg afbrød ikke, men nu kan jeg knap nok sidde stille længere. Fuck en syg klam stodder han er! Hidsigt skubber jeg Nora væk og rejser mig op. Jeg kan slet ikke rumme alt den vrede, jeg har i min krop lige nu. Hvordan fuck kunne han gøre det mod hende?

“Jeg sværger, han skal ud herfra nu! Jeg vil ikke have ham her!” Siger jeg hidsigt, men min mor har også rejst sig og og blidt tager hun fat i mig og puffer mig tilbage i sofaen.

“Alex rolig,” siger hun og kærtegner mig forsigtigt på kinden, men jeg slår hendes hånd væk. Det er fucking anden gang, hun skal skilles. Det betyder, at vi er nødt til at flytte til en eller anden lille pis lejlighed, fordi hun har i hvert fald ikke råd til at blive boende i det her rådne hus.

“Jeg vil ikke være rolig! Han kan fucking ikke være det bekendt overfor dig,” snerrer jeg og lader min vrede gå ud over dem. Det var jo ikke engang meningen, men hvor Nora bare begynder at tude, så bliver jeg vred. Det er stort set min eneste negative reaktion, jeg kan sgu ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet og tudet. Det er i hvert fald længe siden!

“Alex, jeg klarer mig. Tag det roligt, vi finder ud af det” prøver hun igen og aer mig i håret, men jeg er ikke i humør til alle hendes kærtegn. Dem kan hun fucking spare mig for. Jeg skubber hende fra mig igen og rejser mig op fra sofaen.

“Jeg skal have noget luft,” mumler jeg bare hidsigt og min mor sukker opgivende og lader mig gå, inden hun sætter sig ned i sofaen og trækker Nora indtil sig. Et eller andet sted ville det sgu nok også være nemmere, hvis jeg reagerede sådan, men det gør jeg så ikke. Jeg skal af med vreden på en eller anden måde. Hidsigt tager jeg trappen to trin af gangen op på mit værelse og smækker døren efter mig, inden jeg griber min lampe og kyler den gennem rummet, så den smadrer mod væggen. Han kan kraftedme ikke være det bekendt, ja det kan hun et eller andet sted heller ikke! Ikke nok med at hun har allerede har udsat Nora og mig for hendes pis engang, så gør hun det fandeme igen og nu skrigeungen med. Fucking sæk altså. Jeg skifter lynhurtigt til mit normale tøj og griber en pakke smøger og min Iphone. Jeg skal bare ud af det her klamme hus. Jeg sværger, jeg flytter hjemmefra. Jeg gider fucking ikke bo her længere! Måske kunne jeg flytte over til Bella, det ville jeg sgu ikke have noget imod, men det ville måske også bare være en smule påtrængende. Jeg styrter ned af trappen igen og går gennem køkkenet, hvor jeg hører min mor råbe “hvornår er du hjemme?” Men jeg lader bare døren smække uden at svare og begynder at gå mod Ethan. Han kan sgu sikkert finde på noget vi kan afreagere med, måske har han en joint eller et eller andet pis. Jeg ved det ikke, jeg skal fucking bare væk. Hurtigt fisker jeg min Iphone op og uden at tænker over det, men af ren og skær vane er Bella den allerførste jeg skriver til;

Alex: Sværger jeg kommer og bor hos dig. Er så vred, du forstår det ikke - jeg blev vækket for at finde ud af, at den klamme stodder til en stedfar har været min mor utro, og de skal skilles. Hvad fuck tænker han på? Hvad med mor og hvad med den unge han har bollet hende tyk med? Fandeme nej, det slipper han ikke godt fra. Fuck det, jeg skrider nu skriver i aften eller noget

 

Da jeg har skrevet til hende ruller jeg gennem mine kontakter og finder Ethan. Jeg er pisseligeglad med om vi tager på bar klokken 10 om morgenen, jeg skal fucking bare ud og væk og gerne være helt væk oppe i hovedet også.

Alex: Kommer om 10, gør dig klar

Jeg stikker min Iphone tilbage i lommen og tænder en smøg bare for at tage toppen af isbjerget, men det hjælper ikke en skid. Min mobil vibrere og jeg tjekker den, men det er fra Nora. Okay, hvis folk skal skrive til mig hele dagen, så fucking slukker jeg den og det er hvad jeg gør. Da jeg når Ethans hus, kører jeg fingeren hen over sluk knappen og stikker min Iphone tilbage på sin sædvanlige plads i min højre forlomme.

 

Isabellas’s synsvinkel: Søndag 11 Februar 2018, 10.11, gråvejr, koldt - Danselokalet bag fitness centeret, London, England.

 

Chad har inviteret alle pigerne fra holdet til brunch i vores dansesal og for at være ærlig, har han virkelig gjort meget ud af det. Han har sat et stort bord inde midt i dansesalen og dækket op til os alle sammen. Ude langs den ene væg er der også et bord, hvor der står fyldt med alt, hvad der hører til en brunch; æg, bacon, pandekager, brød, yoghurt med diverse slags forskellige mysli, frugt, pålæg, nutella, toastbrød osv. Ved siden af madbordet er der et bord fyldt med drikkevarer og ligesom mad maden mangler der intet, der er alt lige fra kaffe til vand til smoothie og hvad hjertet ellers begærer. I baggrunden har han sat lidt musik på anlægget og for en gangs skyld spiller det ikke på fuldt drøn, men summer bare stille i baggrunden. Jeg smiler imponeret til Madison, Chad kan virkelig meget med de rigtige mennesker, det må man give ham. Vi skulle være her klokken 10.00, så der er allerede dukket en del op, tror kun der mangler 2-3 stykker ud nu. Chad kommer gående hen imod os med sit charmerende drenge smil og Madison puffer med det samme til mig, så jeg må sende hende et surt blik.

“Hej Madi og Bells! Hvor godt I kunne komme,” udbryder han glad og vi takker for, at vi måtte komme.

“Madi, du kan bare tage for dig og holde en plads til Bella. Bella må jeg lige snakke med dig under 4 øjne?” Spørger han hurtigt og jeg nikker og smiler. Madison sender mig et lusket smil og jeg ruller øjne af hende, inden jeg følger efter Chad ud i, hvad der må være hans form for kontor. Jeg har i hvert fald ikke set rummet før, men der er en væg fyldt med pokaler, som jeg tror er hans. Derudover er der en lille sofa, samt et skrivebord og en tilhørende kontorstol og sidst men ikke mindst er der et lille skab. Måske overnatter han her sommetider, hvem ved? Chad læner sig op af sit skrivebord og betragter mig kort, mens jeg lettere utilpas over at være alene med ham, bider mig i læben og kigger ned i gulvet.

“Jeg ville bare lige høre om du er okay. Madi kommer jo sjældent til træning alene og jeg har ikke rigtig haft en mulighed for at snakke med dig før nu,” siger han roligt og jeg kigger op på ham. Hans øjne er behagelige at kigge i, og generelt er hele hans udstråling afslappet på en behagelig måde. Det gør mig langt mere tilpas, men han er nok alligevel lige en tand for gammel til mig. Han er 20, jeg er kun 18 og ja, jeg er moden, men jeg tror bare vi er to forskellige steder, så det er dumt at prøve på noget. Alex er 17, men hans sted i livet minder meget mere om midt. Gad vide hvordan hans samtale med hans mor gik? Han skrev i morges, hun ville snakke med ham. Jeg må nok hellere tjekke op på ham, når jeg er færdig med at snakke med Chad og nu gjorde jeg det igen; tænkte på Alex. Jeg kan seriøst ikke lade være, det er alle steder hele tiden. Den dreng er i mit hoved 24/7 og det er et eller andet sted sindssygt frustrerende!

“Jeg er okay,” svarer jeg efter lidt tid og sender ham et forsigtigt smil. Chad trækker på smilebåndet og ryster på hovedet af mig, inden han griner kort.

“Hvad?” Spørger jeg og må undertrykke et fnis over hans situation.

“Ikke noget. Lover du mig, du er okay? Det lød ret hårdt,” prøver han igen. Det er sødt af ham ingen tvivl om det, men jeg har det okay nu. Det er trods alt et stykke tid siden og Chris er i live. Han skulle eftersigende have det bedre, så det håber jeg inderligt er sandt.

“Ja, det var lidt af en omgang, men jeg mener det, Chad. Han har det bedre, og jeg er okay,” svarer jeg ham oprigtigt og smiler denne gang et lidt bredere smil. Han ser ud til at godtage det.

“Det er jeg glad for at høre,” siger han og slår ud med armene, som tegn på at han vil give mig et kram. Jeg ryster på hovedet af ham, så han griner, men går så over og giver ham et kram. Der går dog ikke specielt længe før jeg trækker mig igen. Ja, Chad er lækker og alt det der, men at indlede et forhold med en som ham, det er bare ikke en god ide og heller ikke noget, jeg har lyst til, så længere er den ikke, ligemeget hvor meget Madison presser på. Jeg smiler til ham og begynder at gå mod døren fra hans kontor, da han pludselig siger noget igen.

“Du Bella?” Siger han og jeg vender mig om mod ham igen. Han står afslappet med hænderne i lommen på hans sorte jeans, og den hvide lidt for stramme t-shirt sidder lækkert på hans overkrop. Han er lidt fræk.

“Chad?” Svarer jeg og bider mig i læben.

“Jeg tænkte på, om du måske havde lyst til at lave noget en dag? Vi kunne tage ud at spise?” Foreslår han og prøver at få det til at lyde henkastet, men det går ikke så godt eftersom det stråler ud i hele rummet, at han lige har inviteret mig ud og jeg har lige stået og tænkt på, hvilken dårlig ide det er.

“Som en date?” Spørger jeg drillende og kigger hen på ham. Hvorfor kan jeg ikke bare sige nej med det samme? Det er jo synd for ham, at jeg trækker den.

“Ja, det kan vi godt kalde det,” svarer han og blinker kækt. Og dér fik han mig, dum som jeg er, nikker jeg og siger;

“Jo, det lyder hyggeligt. Ring til mig.” En svag rødmen har bredt sig på mine kinder og jeg kigger hurtigt ned i jorden, inden jeg igen kaster et blik op på Chad, der står og betragter mig med et fjoget smil, også griner vi begge to kort.

“Vil du med ind?” Spørger han til sidst og jeg nikker, inden vi følges ind til de andre. De kigger ret meget, da vi kommer gående ud fra omklædningsrummet sammen og åh gud, hvad tror de ikke om mig nu? Madison kigger på mig med et blik, der siger, at jeg lige så godt bare kan gå hen og fortælle hende det hele. Så det gør jeg med lav stemme, så de andre piger ikke kan høre det. Jeg tror dog alligevel, at det får en fornemmelse af det, for hun hviner meget begejstret og omfavner mig.

“Madi, dæmp dig. Det er bare én date,” siger jeg lavt og hun smiler stort og ryster på hovedet.

“Pjat Bella, det udvikler sig! Jeg er SÅ sikker,” hvisker hun og fniser. Jeg griner af hende. Jeg kender ikke nogle, der går lige så meget op i folks kærlighedsliv som hende. Hvordan hun holder styr på både sit eget, mit og hvem hun nu ellers overvåger er altså lidt en gåde.

 

Vi er godt i gang med brunchen, og jeg må indrømme, at han har gjort det rigtigt godt. Maden er vildt lækker og selvom jeg er ved at være ret mæt, så kan jeg simpelthen ikke lade være med at spise, så godt smager det. Jeg lægger dog alligevel min gaffel fra mig, da jeg mærker min Iphone vibrere fra min lomme. Hurtigt vrikker jeg den ud af bukselommen, men jeg lettere diskret tjekker den under bordet.

Alex: Sværger jeg kommer og bor hos dig. Er så vred, du forstår det ikke - jeg blev vækket for at finde ud af, at den klamme stodder til en stedfar har været min mor utro, og de skal skilles. Hvad fuck tænker han på? Hvad med mor og hvad med den unge han har bollet hende tyk med? Fandeme nej, det slipper han ikke godt fra. Fuck det, jeg skrider nu - skriver i aften eller noget

Okay wow, hvad er der sket her? Det er Alex. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han kunne finde på at gøre, når han vred. Jeg ved jo ligesom godt, at han er ret aggressiv ellers ville han nok ikke have været oppe at slås før, men på den anden side er det alt sammen bare noget, han fortæller mig eller jeg gætter mig frem til. Vi har jo stadigvæk aldrig mødtes - åh, det er så forvirrende! Jeg beslutter mig for at ringe til ham. Diskret rejser jeg mig og forlader bordet for at gå ud i omklædningsrummet, hvor jeg hurtigt lukker døren efter mig og scroller igennem mine kontakter til jeg finder ham.

Dud.. Dud..

Please Alex tag den nu..

Dud.. Dud..

Tag den nu, tag den nu.

Dud.. Dud..

Også går den på svaren. Shit, nu skal jeg være bekymret. Han svarer altid, når jeg ringer og jeg mener altid. Hvis han ikke kan snakke skriver han en sms, men den burde være her nu. Jeg når mere eller mindre at panikke, da døren til omklædningsrummet går op og Madison kommer ind. Hun smiler stort, men det forsvinder straks, da hun ser mit ansigtsudtryk.

“Bella, er du okay? Hvad sker der?” Spørger hun hurtigt og kommer hen til mig. Jeg rækker hende bare mobilen og viser hende beskeden fra Alex. Et kort øjeblik rynker hun brynet, men virker så straks mere lettet.

“Skat, rolig. Han er sikkert okay. Det kan jo være, han ikke kan snakke lige nu,” siger hun og lægger en hånd på min skulder.

“Nej, du forstår det ikke. Han tager den altid, Madi, altid,” siger jeg og lyder helt desperat. Hvorfor bekymrer jeg mig så meget for ham? Det burde jeg ikke. Han bor jo for fanden da 5 timer væk altså.

“Bella, han har nok bare brug for at afreagere. Jeg lover dig, han ringer igen. Tag den nu med ro og kom med ind igen,” prøver hun og sender mit et opmuntrende smil. Måske har hun ret? Han skal nok bare lige have noget tid. Det er sikkert også bare mig, der overreagere. Alligevel sender jeg ham lige en hurtig besked.

Bella: Jeg er så ked af det, ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Ring til mig <33

Med et suk putter jeg min Iphone tilbage i baglommen og følger efter Madison tilbage til salen.

 

14.17

Okay så Alex har stadig ikke svaret mig, og det stresser mig egentlig ret meget. Hvad nu, hvis der er sket et eller andet med ham? Det ville jeg slet ikke kunne holde ud, især fordi jeg ikke kan være der for ham. I hvert fald ikke sådan rigtigt, som jeg gerne ville. Nej, der må ikke være sket noget. Der er ikke sket noget, det er der altså ikke. Det er bare mig, der overreagere. Ja, det er det. Nu skal jeg bare koncentrere mig om at komme hjem til mig selv efter at have sat Madison af.

 

16.58

Hvorfor har han ikke skrevet? Jeg har ikke hørt fra ham HELE dagen, og hvad nu hvis der reelt er sket et eller med ham. Der kunne jo være sket sådan alt? Ugh, jeg vil ikke tænke på det. Jeg vil ikke tænke på ham, hvorfor betyder han så meget for mig? Det stresser mig så sindssygt meget. Jeg laver en pagt! En pagt med mig selv om, at jeg skal droppe de her håbløse følelser for en dreng, jeg for fanden ikke kender!! Eller jo, vi kender jo hinanden og så alligevel ikke? Det er egentlig ret forvirrende; er vi bedste venner eller fremmede? Og i så fald kan man så godt være bedste venner med en fremmed. Jeg ved det ikke. Fuck altså.


 

19.34

Seriøst, når jeg finder den dreng om jeg så skal lede land og rige igennem, så slår jeg ham rigtig hårdt! Er han overhovedet klar over, hvor fucking bekymret jeg er for ham? Nej, det tror jeg så ikke og han er garanteret også pisse ligeglad. Møgdyr. Det er, hvad han er. Jeg er fandeme sur på ham… Men jeg håber altså, han er okay. Please lad ham være okay, please.

 

20.11

Pling!

Jeg vågner med et sæt og griber min Iphone. Jeg må være faldet i søvn midt i alt bekymringen, men det er fandme også trættende. Med søvndrukne øjne får jeg tændt lys i skærmen og ser Alexs navn på displayet. En lettelse jeg aldrig har følt før skyder gennem hele min krop og jeg puster tungt ud, mens jeg låser min Iphone op, og ser beskederne fra hele dagen.

Bella:  Jeg er så ked af det, ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Ring til mig <33

Bella: Er lidt bekymret for dig, babe, er du okay? <3

Bella: Aleeexx..

Bella: Er der sket noget? Mangler dig :/

Bella: Tror ikke du forstår, hvor bekymret jeg er for dig..

Alex: Undskyld, skat. Jeg er okay <3

Bella: Hvor har du været? Var altså virkelig bekymret.. <3

Alex: Ingen steder, mus. Du skal ikke bekymre dit smukke hoved om mig, jeg er okay <3

Den skid, jeg tror ikke på ham. Han lyver for mig lige nu og jeg ved det. Alligevel er jeg stadig lettet over, at se den lille grønne online plet oppe ved siden af hans alt for dejlige ansigt. Jeg vil høre hans stemme, vil gerne være helt sikker på, at det er ham. Hurtigt finder jeg hans nummer og ringer ham op.

 

Alexander’s synsvinkel: Søndag 11 Februar 2018, 20.14, gråvejr, koldt - Hilhurstpark,  Hilhurst, England.

 

Brzz.. Brzzz.. Brzzz

Min Iphone vibrere igen, men denne gang er det ikke kun én gang og jeg bliver ret hurtigt klar over, at det er Bella, der ringer. Fuck no, jeg er pisse stiv jo. Jeg sejler sådan seriøst virkelig meget, kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så fuld. Ethan og jeg har drukket hele dagen væk og røget jeg ved ikke hvor mange joints. Jeg har sat mig på en bænk i parken for lige at køle lidt af, inden jeg skal hjem. Hvis jeg altså går hjem, jeg har ikke særlig meget lyst til at være der. Jeg sukker og kører fingeren hen af skærmen. Nu må jeg sgu lige koncentrere mig lidt. Ja, bænken gynger - det gør hele jorden stort set. Det tog mig en krig at få skrevet de beskeder til hende. Jeg lukker kort øjenene og hører hendes søde stemme i telefonrøret.

“Hej,” siger hun stille og jeg får straks dårlig samvittighed over at have ladet hende vente hele dagen, men jeg havde bare brug for at komme helt væk og det kan man da rolig sige, at jeg er.

“Hej,” kvækker jeg hæst og åbner øjnene igen. Det er lige gået op for mig, at der kun er et sted, jeg har lyst til at være lige nu, og det er ikke hjemme, hos Ethan eller nogen anden. Det er for fanden hos hende.

“Er du helt sikker på, at du er okay?” Spørger hun forsigtigt. Jeg tror, hun er bange for at gøre mig utilpas, men ærligt det kan hun ikke. Hun er alt for skøn.

“Må jeg godt komme hjem til dig?” Spørger jeg og ignorere hendes spørgsmål. Fulde Alex har kontrollen, men jeg er ligeglad. Det er jo det jeg vil, hjem til hende. Være hos hende og holde om hende. Jeg vil have hun er min for fanden, og jeg kan ikke benægte det længere. Ligemeget hvor meget jeg prøver.

“Åh Alex, hvor ville jeg ønske, jeg kunne sige ja til det,” svarer hun og det stikker i mig. Hvorfor siger hun så ikke bare ja? Hvis hun gjorde, så ville jeg tage afsted lige nu.

“Så sig ja?” Beder jeg og kører træt en klistret hånd gennem mit hår, så det også bare bliver fedtet og klistret.

“Alex, det er jo ikke det, du har brug for,” siger hun forsigtigt. Hvad fanden ved hun om, hvad jeg har brug for? Forstår hun slet ikke, hvor fucking meget jeg holder af hende.

“Det ved du da ikke noget om,” brummer jeg og kører træt min fod rundt i snavset på jorden. Jeg vil hjem til hende. Jeg vil have, at hun er min og det skal hun forstå.

“Du har haft chancen i 4 måneder, og det kun nu, når du ikke har et hjem, du vil være i, at du bringer det på banen.” Hendes stemme er helt lille, og jeg tror, hun frygter, at jeg bliver sur. Men det gør jeg fandme også, hvorfor kan hun ikke bare forstå det?! Ja, jeg har haft 4 fucking måneder, men der havde jeg det godt. Det har jeg ikke lige nu, jeg har brug for nogle, jeg har brug for hende. Hvad fanden er hun så skide bange for?

“Hvis du siger det,” mumler jeg tvært og kigger ud i luften. Det er mørkt og fucking koldt, shit en lorte dag. Tror jeg går tidligt i seng, så jeg kan få den overstået.

“Alex..” Prøver hun, men jeg ryster på hovedet og fortryder, da det ender med, at jeg må smide min Iphone og brække mig ned i busken ved siden af bænken. Fucking kvalme altså. Jeg gider ikke mere. Fuck hende. Fuck mor. Fuck Matthew. Fuck dem alle sammen.

Jeg tager min Iphone op til øret igen.

“Jeg er altså lige nødt til at smutte, ringer senere,” mumler jeg hæst og skærer en grimasse ved den dårlige smag i munden, inden jeg smækker røret på uden at høre, hvad hun svarer. Jeg har aldrig været så vild med nogen før, også er det så umuligt. Like vi har aldrig mødtes og oven i det, så afviser hun mig konstant. Jeg kender seriøst ingen, der nogensinde har afvist mig på den måde og jeg forstår det ikke. Plejer sgu da at have styr på damerne. Jeg sidder lidt og kigger ud i luften, hvad fuck skal jeg gøre? Jeg vil virkelig ikke hjem. Også slår det mig, jeg har fandme en løsning. Jeg åbner min Iphone og scroller igennem mine kontakter, indtil jeg rammer hans nummer.

Dud.. Dud..

“Walker, Michael,” lyder det næsten med det samme, og jeg sidder lidt og overvejer, om jeg skal svare eller bare lægge på igen.

“Hej.. Far,” kvækker jeg alligevel til sidst.

“Alex?” Lyder det lettere forbavset i den anden ende.

“Ja, det er mig,” mumler jeg træt og opgivende. Shit, det har egentlig været en lang dag.

“Øhh.. Hvad sker der siden du ringer? Mangler du penge?” Spørger han og virker næsten utilpas, men jeg tror, det er forbavselsen over, at jeg ringer klokken 20.30 en søndag aften. Vi har jo ikke snakket i evigheder.

“Øhm nej, jeg tænkte bare på, om det måske var muligt, at jeg boede hos dig et stykke tid?” Min stemme er lav og fjern, men jeg kan virkelig ikke se andre muligheder lige nu. Jeg vil ikke hjem.

“Jo selvfølgelig, hvor er du? Er der sket noget?” Spørger han igen, men jeg orker altså virkelig ikke lige hans spørgsmål. Jeg vil bare hjem og have noget søvn, og noget mad.

“Hilhurstparken, og vi snakker i morgen,” afslutter jeg bare. Han melder sin ankomst om 10 minutter, også lægger vi på og jeg sidder alene på en bænk midt i februar, mens jeg lader tankerne flyve; Jeg er vild med en fremmed pige fra London, som ligger 5 timer væk herfra. Hun gør mig skør og glad. Jeg er skør, skør med hende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...