Strangers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 3 apr. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er modsætninger af hinanden. Han gør akkurat som det passer ham og har bestemt ikke travlt med at komme væk fra fester, druk og piger. Bella derimod er typen, der er til faste forhold, arbejder mere end hun burde, samtidig med hun passer sin skole. En dag falder de tilfældigvis i snak over app'en 'Boring'. Kan man overhovedet være venner, når man er så forskellige? Og er det mærkeligt at få sommerfugle i maven, når man tænker på en, man aldrig har nødt? Mødes de nogensinde?

68Likes
85Kommentarer
28007Visninger
AA

17. 16. Please bliv

Kapitel 16. - Please bliv

Isabella's synsvinkel: Tirsdag 8 Maj  2018, 08.07, overskyet, en smule køligt - Hawking HighSchool.

 

“ISABELLA BOULDER ER DU SØD AT FORTÆLLE MIG, HVAD FANDEN DET ER DER FOREGÅR?!” Udbryder Madison højt, da vi har sagt farvel til Alex. Jeg kan slet ikke stoppe med at smile, han gør mig såsåsåså glad og jeg føler fuldstændig svævende.

“Alex er på besøg,” svarer jeg kort og fniser, da jeg siger hans navn. Gud, hvad er det dog for en indflydelse, han har på mig. Jeg tror aldrig, jeg har fnist så meget, som han får mig til, men han er fandme også dejlig. Og jeg er nødt til at sige det, men den der bedstevenne idé er altså droppet. Han er for dejlig, jeg vil have mere og det må man sige, at jeg også har fået. Hold nu op, jeg forstår godt, hvorfor han er en player, han kan altså et par tricks eller tre, men lige nu virker han ikke særlig player agtig. Han virker ærlig talt ret vild med mig, men jeg tør næsten ikke håbe.

“Ja, det kan jeg sgu da se! Han står og råsnaver dig i offentligheden og rager på dit lår og alt muligt, man skulle fandme tro, at I havde knaldet!” Siger hun og jeg synes ærligt, hun taler en smule for højt, men hendes ord kommer bag på mig og jeg bider mig svagt i læben, og mærken hvordan rødmen stiger op i mine kinder. Jeg svarer hende ikke, og Madison stopper og griber fat i mig.

“Er du seriøs?” Hun kigger måbende på mig og jeg nikker svagt, og kan mærke, hvordan mine kinder bliver ildrøde, men han er bare så latterligt dejlig, at jeg slet ikke har nogen kontrol overhovedet.

“Bella, det er første gang, du møder ham. Du har kun kendt ham i fucking 2 dage?!” Udbryder hun igen og lyder næsten vred på mig, hvilket jeg overhovedet ikke synes er fair.

“Nej, Madi. Jeg har kendt ham i et halvt år, og nu er han her endelig. Og han er så latterligt dejlig, sød og charmerende, at du slet ikke forstår det og ærligt ikk? Så var det, det bedste knald jeg nogensinde har haft,” siger jeg ligeud og hun kigger chokeret på mig. Jeg begynder at gå videre og Madison kommer trippende bagved. Jeg tror lige, hun skal sluge det hele, måske var hun slet ikke klar over, hvor tætte vi faktisk var.

“Men skat, du har selv sagt, han er en player?” Siger hun efter lidt tid, da vi står ved skabene og jeg sukker. Jeg har det lidt stramt lige med den del, men han virkede bare på oprigtig i alt det, han sagde til mig, men det er selvfølgelig også sådan en player er.

“Jeg ved det godt, men han sagde, at han aldrig har haft det sådan her med nogen før og det føles virkelig specielt, Madi. Og ja, jeg ved godt, det lyder totalt kliché og at han sikkert bare, har bildt mig det ind, men jeg tror på det lige nu,” svarer jeg og jeg tror, det er det, der gør, at hun giver op. Vi følges ad ind til den første time, og det eneste jeg kan koncentrere mig om er, hvornår klokken bliver 15.00.

 

14.57

3 minutter til klokken ringer! 3 latterlige minutter, hvorfor må vi ikke bare gå nu? Jeg begynder langsomt at pakke mine ting sammen, mens jeg sidder og tripper på stolen. Gud, hvor jeg håber, at han ikke bare står ude på parkeringspladsen, men faktisk er gået hele vejen ind. Vores lærer giver os 2 minutter før fri, da han kan mærke uroen i klassen og jeg springer op fra stolen og styrer ud af lokalet og der længere nede af gangen går Alex og kigger ind i de forskellige lokaler.

“Hvor længe har du brugt på at finde det rigtige?” Spørger jeg, da jeg når hen til ham og slynger armene om nakken på ham, så han kan få et hurtigt kys. Alex smiler sit drengede smil, der kan gøre mig helt blød i knæene.

“Der var en pige, der hjalp mig med at finde kontoret også spurgte jeg bare efter dig, så det var ikke så galt,” svarer han og trækker mig tættere ind til sig. Gud, hvor har jeg savnet ham. Jeg kan slet ikke overskue, at han er nødt til at tage hjem igen på et tidspunkt.

“Så var det heldigt, at du fandt mig,” svarer jeg og kigger op på mig. Hans dejlige smil smitter og jeg kan ikke lade være med at smile. Så småt begynder folk at komme ud fra de andre klasser, og der bliver kastet nysgerrige blikke i retningen af Alex. Ingen har set ham før, men jeg ved, at pigerne vil synes, han er møg lækker. Det har Madison også sagt. Og jeg har ret, flere af pigerne kaster lange blikke efter ham, og hvisker som de går forbi os. Ja selv fyrene tjekker ham ud for at se, om han er en trussel, men Alex virker så ligeglad, som man er overhovedet kan være.

“Meget,” svarer han og kysser mig glad. Jeg gengælder glædeligt også så alle de nysgerrige tøse blikke kan se, at han er min og de skal holde sig langt væk. Et par elever pifter og vi trækker os fra hinanden.

“Jeg har savnet dig,” siger han og rækker en hånd ud mod mig, som jeg straks tager. Alex fletter vores fingre og vi begynder at gå ud mod parkeringspladsen.

“Jeg har virkelig også savnet dig. Dagen var uendelig,” fortæller jeg, mens vi går. Han griner kort og lyden er berusende, alt ved ham er berusende. Gud, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sige til alle og enhver, at vi er kærester, men Madison har et eller andet sted ret. Det er jo for tidligt også selvom vi opfører os som et par.

“Jeg har snakket med rektoren på min skole i dag,” siger han pludseligt, da vi når døren, der fører ud til parkeringspladsen. Jeg skæver nervøst op til, han må ikke gå fra mig. Jeg vil for alt i verden ønske, at han bliver hos mig.

“Og hvad sagde han?” Spørger jeg stille og han giver min hånd et beroligende klem, idet vi krydser parkeringspladsen for at finde min bil.

“At de helst ser, jeg er tilbage mandag ellers får det konsekvenser,” fortæller han og jeg er glad for, at han er så ærlig. Men jeg ville virkelig ønske, at han kunne blive her hos mig.

“Hvornår kan du så være her igen?” Spørger jeg og stopper op, så jeg kan kigge på ham. Han ser pisse dejlig ud.

“Midt slutningen af juni, tror jeg,” svarer han og kigger på mig med et trist udtryk. Fuck, der er lang tid til. Det er jo over en måned. Jeg tror slet ikke, at jeg kan undvære ham så længe. Jeg nikker stille og bliver en smule mut, men vi har da heldigvis resten af ugen sammen.

 

Lørdag 12 Maj 2018, 17.38

Alex og jeg står nede ved stationen. Han skal hjem og jeg vil så inderligt gerne have, at han bliver hos mig. Det har uden pis været de bedste dage i mit liv og jeg har nydt så meget at være sammen med ham. Selv min far virkede ret begejstret for ham, da han kom hjem igen torsdag. Og det værste er, at jeg ved Alex har det dårligt derhjemme, så jeg ville ønske af hele mit hjerte, at han kunne blive hos mig, men det kan han ikke. Han står med armene om mig og ingen af os siger rigtig noget, jeg tror bare vi står og nyder det sidste af hinanden.

“Jeg fryser,” mumler jeg efter et stykke tid, men det er ikke engang specielt koldt i vejret. Jeg tror bare, det er hele situationen, der giver mig kuldegysninger. Det er i hvert fald ikke specielt behageligt. Alex giver slip på mig og trækker sin mørkeblå hoodie af, så han bare står i sin hvide t-shirt. Han giver den til mig med et smil.

“Nu er jeg nødt til at komme igen, når du sådan stjæler min yndlingstrøje,” siger han og jeg tager imod den med et trist smil. Den dufter af ham og der er virkelig ikke noget, der dufter bedre. Jeg er endda begyndt at vænne mig til lugten af røg. Han har været så sød kun at ryge, når jeg var i skole, men han lugter jo stadig af røg. Alligevel er det lige før, jeg er begyndt at kunne lide lugten, fordi det er så meget ham.

“Kom her,” siger han og trækker mig ind til ham. Jeg er et eller andet sted pisse ked af det, for jeg kommer fandme til at savne den dreng. Han betyder så latterligt meget for mig, og jeg kan slet ikke finde ord lige nu, fordi så begynder jeg bare at tude eller sådan noget.

“Du må ikke være ked af det,” siger han forsigtigt og kysser mig i håret, mens han nusser mig på ryggen. Åh gud, hvorfor kan han ikke bare blive hos mig? Hvorfor føles det nærmest som om, at han forlader mig? Det må han virkelig ikke. Hvor ville jeg dog ønske, at han kunne blive.

“Please bliv,” hvisker jeg hæst og gemmer hovedet i hans skulder. Han knuger mig ind til sig som svar og pludseligt kommer hans tog rullende ind. Jeg er slet ikke klar til at sige farvel jo. Jeg kigger op på ham og placerer mine læber på hans, og kysser ham og han kysser mig. Vil være sikker på, at han virkelig kommer tilbage igen. Hvorfor er jeg også så bange for at miste ham? Menneskene begynder at gå ind i toget og jeg tvinger mig selv til at slippe ham. Alex samler sine ting op og giver mig et hurtigt afskedskys.

“Vi ses, babe. Jeg ringer, når jeg er hjemme,” siger han og jeg nikker. Han sender mig et sørgmodigt smil og forsvinder ind i menneskemængden og videre ind i toget. Dørene lukker i og jeg får øje på ham i vinduet. Han sender mig et luftkys og jeg smiler svagt. Tænk engang selv nu, kan han få mig til at smile. Toget triller ud af perronen og jeg kigger efter det til det er forsvundet helt ud af syne. Nu står jeg bare her helt alene og føler det som om, at hele sidste uge bare var en fantastisk drøm. Langsomt begynder jeg at gå ud mod bilerne, da min Iphone pludselig ringer. Jeg ser det er Alex, og tager den hurtigt.

“Har du glemt noget?” Spørger jeg med hæs stemme og et kort øjeblik håber jeg, at han kommer løbende efter mig.

“Ja, jeg glemte at sige, at jeg elsker dig,” svarer han efter lidt tid og det giver et sus i hele min krop. For fanden, hvor er han dog dejlig.

“Jeg elsker også dig,” svarer jeg og smiler for mig selv. Nu tror jeg sgu på, at han er min og ingen andres.

“Godt babe, det var bare det. Ses smukke,” siger han kækt og jeg fniser, inden vi ringer af. Jeg føler mig i et langt bedre humør, da jeg sætter mig ud til Madison i bilen. Nu skal jeg bare vente i lidt over en måned også kommer han igen. Det har han lovet.

“Hvad smiler du af?” Spørger Madison undrende og starter bilen. Jeg kan egentlig godt forstå hendes undren, de fleste ville nok være triste, men hans ord hænger bare fast og jeg kan virkelig ikke tørre smilet af.

“Han sagde, han elsker mig,” svarer jeg og smiler helt åndsvagt. Madison måber, og bliver næsten helt mundlam.

“Wow Bells, store ord alligevel, hvad svarede du?” Spørger hun og skæver til mig, inden hun igen retter blikket mod vejen.

“At jeg også elsker ham, selvfølgelig,” svarer jeg, som var det det mest naturlige i hele verden. Det er det et eller andet sted også. Vi sidder lidt i stilhed og jeg tror begge to lige, at vi skal sluge de store ord. Men de varmer mig og erstatter hans manglende selskab. Jeg glæder mig til, han kommer igen.

 

*

 

“Madi, jeg har tænkt på en ting,” siger jeg, da vi sidder inde på en café og spiser frokost sammen. Madison kigger op på mig med et smil, der siger, jeg skal fortsætte.

“Skal vi ikke tage i sommerhus i sommerferien?” Foreslår jeg begejstret og hun kigger på mig, som om hun prøver at gennemskue min bagtanke.

“Bare dig og mig eller?” Spørger hun, da hun har tygget af munden. Okay, hun er ret god til at gennemskue mig, men det er jo for fanden derfor, at vi er bedste veninder.

“Well nej, jeg tænkte på at invitere Alex og måske hans venner,” svarer jeg ærligt og smiler uskyldigt til hende. Madison sidder lidt og overvejer idéen.

“Er hans venner lige så lækre?” Spørger hun så og jeg bryder ud i et grin, som hun er hurtig til at tage del i.

“Det går jeg stærkt udfra,” svarer jeg og Madison nikker ivrigt.

“Så er jeg på Bells, hvor mange er de?” Spørger hun nysgerrigt. Jeg tænker mig om et kort øjeblik. Jeg ved der er Ethan, hans bedste ven, men så var der vist også en der hed Brandon og ham den sidste, hvad fanden var det han hed? Gud ja, Jason.

“4, Alex, Brandon og Ethan er 17 også er der Jason, der er 18 ligesom os to,” forklarer jeg og tager en bid mere af min mad. Madison kigger op på mig med et løftet øjenbryn.

“Gud er Alex yngre end dig?” Spørger hun og smiler stort. Hvorfor er det nu så mærkeligt?

“Ja? Men det er jo kun et år?” Svarer jeg. Det var jo ligesom derfor, at det var mig, der kørte bilen. Han må ikke endnu.

“Ja, du er bare så moden. Så troede kun du datede ældre fyr,” svarer hun drillende og jeg har sgu egentlig savnet en veninde snak. Jeg griner.

“Men det er en god idé, skat, inviter du dem bare,” fortsætter hun og jeg griber straks min Iphone og laver en gruppechat på Facebook.

Bella: Hej alle,

Madi og jeg tænkte på om I er friske på at leje et sommerhus og være der i ferien?

Madison; Jaa, vi tænker det bliver sådan lige efter eksamen?

Brandon; Jeg er på!

Jason; Bro, det er det, vi rejser til Spanien :/

Brandon; Seriøst?

Jason; Jep

Brandon; Orgh nederen, ville ellers sygt gerne

Ethan; Jeg kommer 100!

Alex; Bella er der, såå jeg kommer ;)

Ethan; Bro, shit du klister

Alex; Du bare misundelig fordi du ikk kan få noget

Brandon; Oh damn

 

Madisons og min telefon bliver ved med at brumme det næste lange stykke tid og vi kan ikke helt lade være med at grine over drengene. En skam at Brandon og Jason ikke kunne komme, men på den anden side passer antallet bedre nu, så mon ikke det går. Nu virker det i hvert fald lidt mere udholdeligt at skulle vente en måned på ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...