Strangers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2018
  • Opdateret: 3 apr. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er modsætninger af hinanden. Han gør akkurat som det passer ham og har bestemt ikke travlt med at komme væk fra fester, druk og piger. Bella derimod er typen, der er til faste forhold, arbejder mere end hun burde, samtidig med hun passer sin skole. En dag falder de tilfældigvis i snak over app'en 'Boring'. Kan man overhovedet være venner, når man er så forskellige? Og er det mærkeligt at få sommerfugle i maven, når man tænker på en, man aldrig har nødt? Mødes de nogensinde?

68Likes
85Kommentarer
27924Visninger
AA

14. 13. En spontan beslutning

Kapitel 13. - En spontan beslutning

Alexander’s synsvinkel: Søndag 6 Maj  2018, 16.38, solskin, lunt - Alex’s fars hus.

 

Min fars liv er så langt væk fra det jeg er kommet fra. Min mor har ingen penge og vi har altid skulle spare. Vi har altid boet mange mennesker på få kvadratmeter. Hos min far er det helt anderledes. Han har en kæreste, men de bor ikke sammen. Han har et stort hus med alt for mange værelser taget i betragtning, at det kun er ham. Der er en entré, et kæmpe køkken, en stor stue, et værelse til mig med badeværelse, det samme til Nora, det samme til ham, 2 ekstra af den slags værelser også er der et kontor. Og jeg forstår ikke, hvad han vil med alle de værelser, fordi Nora og jeg besøger ham aldrig. Eller lige nu bor jeg hos ham, men det er kun fordi alt andet er uudholdeligt. Mor, Nora og skrigeungen er nærmest som forsvundet ud af mit liv fra det øjeblik, Matthew ville skilles. Ethan er stadig mere end vred over det med Carmen, og drengene har et eller andet sted nok lidt ondt af Ethan, så jeg er den onde her og derfor er jeg den der ikke er med. Det er forståeligt og jeg kan leve med det. Jeg har også droppet Aria, hun blev sgu for irriterende, men ærligt så savner jeg selskab. Jeg føler mig pisse alene, og hvis jeg ikke havde fået Bella tilbage, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Hun er ærligt det eneste, der betyder noget for mig og jeg er mere end taknemmelig for, at jeg kan bo hos Michael eller ja min far. Hvis det også går galt mellem ham og jeg, så har jeg ikke noget sted at være længere. Så jeg er nødt til at tage mig sammen, når jeg er hjemme. Det gode er dog, at han arbejder ret meget, så han er faktisk sjældent hjemme og jeg passer for det meste mig selv. Det er rart, mere end jeg lige regnede, især fordi jeg plejer at være en social person. Ja, den eneste jeg måske kan snakke med fra byen er Carmen, men jeg tror, hun er ret såret efter, jeg bare skred og desuden våger Ethan over hende som en høg, så ja det er bare mig, men jeg er da også fremragende selskab eller noget.

Jeg sidder ude på terrassen og nyder maj vejrets lune temepratur. Der er ikke lang tid til sommerferie, og jeg glæder mig mere end noget andet. Ferie betyder en masse fester, og fester betyder druk og damer eller det plejer det i hvert fald. Nu må vi lige se, om drengene tilgiver mig ellers skulle jeg måske tage hen og besøge Bella i London? Hm, nej måske eller jeg ved det ikke. Jeg sukker og lader en lun brise lege med mit hår, inden jeg åbner en øl og sætter mig tilrette på solbænken. Jeg fisker min Iphone op af forlommen på de sorte jeans og tjekker om Bella har skrevet, men det har hun ikke. Jeg overvejer kort at ringe til hende, men beslutter at give hende chance for lige at komme ordentligt hjem. Trafikken i hendes del af landet er trods alt lidt vildere end i min del. Blikket lander på min sorte vans, inden det glider videre ud i haven. Det er stadigvæk ikke varmt nok til både shorts og t-shirt, så jeg har beholdt de lange bukser på, men jeg er kun iført en hvid t-shirt og det er faktisk meget rart. Jeg kører en hånd gennem mit hår og tager en slurk af min øl et eller andet skal jeg jo bruge tiden på, hvilket også er derfor, at der ikke går specielt lang tid før, jeg tænder en smøg. Jeg overvejer lidt at tage ned og træne, men ærligt så er det her sgu hyggeligere. Det banker på terrassedøren og min far træder ud.

“Hej,” hilser han og tager plads i solsengen ved siden af. Jeg tilbyder ham en smøg, men han afslår. Den mand er virkelig sund. Han er sådan en der altid spiser det rigtige, motionere tilpas meget og render rundt i jakkesæt dagen lang, mens han snakker med alle mulige vigtige mennesker i telefonen, og når han ikke gør det render han til fisefornemme selskaber med kvinder i kjoler, der nærmest er dyrere end de huse, de bor i.

“Hva’ så?” Spørger jeg og kaster et dovent blik på ham, inden jeg tager et hvæs mere af min smøg. Min far betragter mig og rynker kort på næsen over lugten, inden han rømmer sig.

“Alex, du må hellere end gerne bo her, men jeg tænkte på om vi ikke kan lave nogle regler,” starter han ud og jeg løfter fraværende et øjenbryn langt mere koncentreret om min smøg og øl.

“Som hvad?” Brummer jeg en smule flabet. Regler har aldrig været min stærke side, og jeg ved sgu ikke, om jeg kan holde ud at bo her, hvis vi pludselig skal til at lege lykkelig familie, fordi det er vi fandme ikke.

“Jeg vil gerne have du engagere dig noget mere. Du laver absolut ingenting ud over at side på din flade dagen lang og ryge til du får lungekræft, samtidig med du drikker jeg ved ikke, hvor mange øl. Du er kun 17, er du godt klar over det? Det er sgu ikke en måde at leve livet på,” siger han og hans lange smøre af ord kommer bag på mig. Kan han ikke være fucking ligeglad med, hvad jeg laver? Det er sgu da heller ikke, fordi hans liv er perfekt.

“Og hvad er problemet?” Snerrer jeg en smule irriteret, hvilket får ham til at rynke brynene.

“Alex slap af, vi snakker bare,” kommenterer han og det provokerer mig latterligt meget. Han skal kraftedme ikke tro, at han kan komme her og lege en eller anden latterlig autoritet eller tro, han kan spille far efter 17 fucking år. Jeg er her kun, fordi jeg fucking ikke har andre steder.

“Jeg gider ikke høre på dit pis, kom til sagen,” svarer jeg hårdt og kigger flabet over på ham. Han nikker sammenbidt og retter sig lidt op. Nu skal han kraftedme også spille alfahan. Fucking no way, han får mig til at gøre noget som helst.

“Udmærket, hvis det er sådan du vil have det. Jeg tolererer på ingen måde, at du smider dine klamme skodder over det hele i mit hus. Du er ikke noget barn, ryd op efter dig selv. Jeg vil have du er hjemme inden 23.00 på hverdagsaftener, hvis du ikke har bemærket det, bor her også andre end dig. Din opførsel nu er forstyrrende. Du skal passe din skole. Øl hører kun til i weekender, det kan du også godt droppe, også kan du fandme godt snart finde et job, det her er ikke hotel, du kan komme og bo på, bare fordi det går dårligt hos din mor. Tingene var gode her, og du er nødt til at rette ind ellers kan du ikke bo her, er det forstået?” Hans tonefald er hårdt og koldt, og det er tydeligt, at det er et ultimatum. Tag dig sammen eller skrid ud af huset. Fucking idiot, han har fandme aldrig egnet sig til at have børn.

“Du har ikke ændret dig en fucking skid. Alt skal være ih og uh så perfekt, men ved du hvad? Hele fucking verden burde vide, hvor fucking elendig du er til at have en familie. Du er så ynkelig, at du er nødt til at flygte på arbejde, fordi du ikke kan holde hverdagen ud. Fordi du ikke kan holde dig selv ud, men hvis det er alt, hvad du har at sige, så har jeg fucking ikke tænkt mig at overholde det også må du jo fucking smide din egen søn på gaden,” nærmest råber jeg og slår hidsigt til øllen, så den flyver hen over terrassen, inden jeg tramper ind i huset igen og ind på mit værelse. Min far følger efter mig og terrassen døren bliver smækket i.

“Alex så holder vi! Du skal på ingen måde under nogen omstændigheder tro, at du kan tale sådan til mig igen!” Råber ham af mig og stiller sig i døren ind til mit værelse. Med vreden buldrende igennem hele kroppen finder jeg min sportstaske frem og kyler den ene af mine ting efter den anden ned i den.

“Ellers hvad? Så smider du mig ud? Ved du hvad, det er fucking bedre end at bo her,” svarer jeg hidsigt og smider det sidste i tasken, inden jeg med voldsomme bevægelser lukker den og kaster den over skulderen. Han ser måbende ud, men han er næsten lige så vred som mig, og det er tydeligt at se, hvor jeg har mit temperament fra.

“Du kan lige vove på at gå,” beordrer han og skubber mig tilbage i det jeg prøver at komme forbi mig. Jeg fnyser og kigger hånligt på ham, som om den fede nar kan stoppe mig. No fucking way, han har ikke en chance.

“Flyt dig,” svarer jeg hårdt igen og spytter nærmest ordene ud, men han ryster bare på hovedet og jeg smadrer ligegyldigt frem og banker skulderen ind i hans, inden jeg tramper gennem huset med røde ører og flammende øjne. Han er den største idiot, fuck hvor jeg hader ham. Jeg smækker hoveddøren hårdt i efter mig og begynder at gå, men jeg aner fucking ikke hvor hen. Jeg har ingen fucking steder at tage hen, men det er heldigvis varmt i vejret, så jeg kan sgu da bare bo i parken.

 

Jeg sætter kursen mod Hilhurst parken i et hidsigt tempo og efter lidt tid, hvor jeg har fået røget et par smøgere lykkedes det mig at blive bare en smule mere rolig. Jeg finder min Iphone frem og ser at Bella har ringet, så jeg finder en bænk og sætter mig ned stadig helt høj på vrede.

“Alex hej!” Udbryder hun glad, men jeg brummer bare som svar. Selv hendes helt igennem dejlige stemme kan ikke slå hul på min vredes boble lige nu.

“Hey babe, hvad sker der?” Spørger hun forsigtigt lidt efter, da jeg ikke rigtig svare hende. Jeg sidder lidt og overvejer, hvad jeg sige, inden det hele bare ryger ud i en stor mundfuld.

“Min far har fucking lige smidt mig ud. Han er seriøst den største nar i verden og dum som jeg troede jeg kraftedme, han var blevet bedre, men det er han ikke en skid og nu har jeg et fucking sted at bo, fordi Ethan hader mig og drengene har taget parti. Jeg nægter at bo hos min mor, hun er fadneme bare en kælling. Fuck, hvor vil jeg gerne væk fra hele den her lorte by!” Udbryder jeg frustreret, mens Bella er stille og lytter. Ingen af os siger noget i et stykke tid, og jeg tror lige, hun skal sluge alle mine ord. Jeg snakkede fandme også hurtigt, men jeg er så fucking gal. Jeg er dog alligevel lige ved at tro, hun har lagt på.

“Kom hjem til mig,” siger hun stille efter et godt stykke tid og jeg har nær tabt underkæben. Det der var kraftedme spontant sagt, det kan hun sgu da ikke mene, kan hun?

“Hvad?” Udbryder jeg forbavset og ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det føles som om, at jeg har fået en kæmpe mavepuster og alt vreden er blevet slået ud og erstattet af ren og skær overraskelse.

“Kom hjem til mig,” siger hun igen, og det går op for mig, at hun rent faktisk mener det. En følelse af glæde spreder sig dybt inde i maven på mig, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Af alle mennesker er jo for fanden den jeg helst vil være sammen med og det har været umuligt så længe og nu står hun og åbner sit hjem for mig. Jeg føler mig helt tør i halsen.

“Mener du det?” Spørger jeg hæst og nok også en smule forvirret over hele situationen. Jeg kører en hånd gennem håret, mens jeg mærker, hvordan spændingen begynder at suse gennem kroppen. Har jeg virkelig mulighed for at se hende? Kan jeg overhovedet holde til det, når jeg er så vild med hende? Hvad hvis jeg gør noget dumt? Hun har det jo slet ikke på sammen måde. Fuck altså, men hvad har jeg ellers af muligheder?

“Ja, jeg gør. Vi får alligevel snart læseferie, så du kan blive her hele sommeren også skal du kun hjem for at tage dine eksaminer,” siger hun og lyder helt bestemt. Jeg er målløs, fuldstændig komplet mundlam. Jeg har villet det her så længe og nu tilbyder hun det, når jeg er allermest på røven. Hun redder mig, og jeg ved slet ikke, hvad fanden jeg skal gøre af mig selv.

“Okay,” svarer jeg bare fuldstændig tom for ord, ude af stand til at tænke en klar tanke. Alt jeg kan tænke på er hende, at jeg skal se hele hende, at jeg kommer til at kunne dufte hende og se på hende, jeg kan give hende et kram, hvis jeg vil. Jeg føler mig næsten helt svimmel ved alle de berusende tanker. Der er gået så lang tid og nu endelig.

“Okay?” Gentager hun og jeg nikker, fordi jeg ikke kan finde ord, men jeg er jo for fanden nødt til at sige et eller andet.

“Jeg kommer. Jeg tager hjem til dig,” svarer jeg til sidst forbavset over, hvor selvsikker jeg lyder. Jeg føler mig som et lille barn, der lige har set julemanden, påskeharen og tandfeen på samme tid.

“Hvornår?” Spørger hun og jeg kommer til mig selv. Jeg har jo pakket alt, så jeg skal bare med bussen til den nærmeste togstation, fordi sådan en er der ikke i Hilhurst. Jeg tager min Iphone ned og skæver til klokken 17.19.

“Lige 2 sek, tjekker lige busplan,” svarer jeg hurtigt og går på nettet. Den nærmeste bus til en togstation går 17.28, hvilket er om 9 minutter. Den tager en halv time ca, så er jeg ved stationen kl.18.00 og ved hende omkring klokken 23.00. Fuck man jeg kan være hos hende om 5 og en halv time.

“Jeg er hos dig kl.23.00,” siger jeg stille efter lidt tid og nu er det hendes tur til at lyde overrasket.

“Allerede?” Udbryder hun forbavset. Måske fortryder hun, at hun tilbød mig det? Jeg håber det inderligt ikke.

“Ja, jeg har jo alle mine ting lige her. Så skal med bussen om 9 min, men hvis du ikke har lyst, så bliver jeg bare her,” tilføjer jeg hurtigt af frygt for, at hun har fået kolde fødder.

“Nej nej, kom nu. Jeg vil gerne have du kommer herhjem,” skynder hun sig at sige og jeg bliver helt varm ved hendes ord. Vi ringer af og jeg sætter kursen mod busstoppestedet, hvor jeg lige akkurat, når hen inden bussen svinger om hjørnet. Dørene går op og jeg træder ind, fortæller buschaufføren, hvor jeg skal hen, inden jeg giver ham pengene og sætter mig ned bagerst i bussen. Nu er der ingen vej tilbage.

Jeg skal møde Bella.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...