An untold story

En fortælling om kærlighed, krig og en masse magi.

Den 500 årige Angeli Bellator Defensiva, har altid levet med frygten om at, finde ud af hvem hun i virkeligheden er.
En dag udbryder der krig i den magiske verden, da en gruppe Vareulve besluttede sig for, at vende ryggen mod ærkeenglene.
Men hvorfor gjorde de det?

7Likes
6Kommentarer
404Visninger

3. Mika

Vinden fik de rød brune blade til at rasle. Nogle faldt ned, hvor andre blev på.
Klokken måtte ikke være andet end 3:30 om morgen, for solen havde knapt nok vist sig og der var helt stille i den lille by.
Tidsforskellen var mærkelig i denne fortrolige verden. I hendes verden svare et døgn til 2 dage i menneskenes verden. Klokken ville også kun have været omkring 18:00 og ikke 3:30, som i menneskenes verden.

Hun lod sig glide frem imod Gabbi, som stadigvæk havde valgt at beholde sine vinger fremme.
De klædte ham nu godt, sammen med hans kort sne hvide hår, grønne øjne og en muskeløs krop. Han måtte vel være alle kvinders drøm, for selvom han tilhørte rådet, stoppede det ikke pigerne i at rende som nogle små køtere efter ham.
Gabbi vente sig mod Angeli, som stirrede intens på hans øjne.
''Nervøs?'' sagde han med en blød og varm stemme, som fik hendes krop til at blive helt varm.
''Næ, er du?'' sagde hun med en rolig stemme, hvorefter hun prøvede at skjule sit hoved bag hans ene vinge, i håb om at han ikke ville opdage hvor rød hun var i hoved.

''En lille smule, mest pga at jeg ikke ved hvordan han vil reagere når han ser os igen. Men forhåbentligt vil det ikke ende ligesom sidste gang!'' sagde han roligt og sendte et skævt smil til hende, hvorefter hun krøb længere bag hans vinge.
Hun vidste inderst inde godt at han ville blive, til Ferox var taget med tilbage. Selvom Ferox var en flot herre, havde han et stort temperament og han vil helt sikkert blive vred når han så dem.

''Angeli?'' hviskede Gabbi og folede sine vinger helt ud, så hun var beskyttet bagfra. Hun kiggede nysgerrig på ham, men hans udtryk var ikke til at tyde.
Hans udtryk var koldt, men samtidig var det også beroligende. Men sådan var Gabbi. Altid smilende, glad og rolig. Hun havde kun set ham vred en gang og det var dengang rådet havde sendt hende til menneskenes verden, for at hjælpe Ferox.
Gabbi var ikke glad for at hun skulle være i menneskenes verden, alene.
Han trak forsigtigt hende ind til sig, hvorefter han kiggede bag sig. Men inden nogen af dem kunne nå at reagere, faldt de begge to tilbage da en vand portal åbnede foran dem.

Ud kom en sort kat, efterfulgt af Lemia, som begyndte at smile stort da hun så dem.

''Hvad laver du her Lemia? Havde Micheal ikke bedt dig om at holde de andre medlemmer samlet?'' rømmede Angeli og satte sig op, hvorefter hendes blik landede på Gabbi, som også havde sat sig op.
''Lemia ville ikke blive, Lemia ville med Angeli, fordi Angeli får altid de sjove opgaver,'' sagde den sorte kat, som også var kendt som Mika.
''Hold din kæft dit lille udeulige kræ!'' snerrede Lemia og sparkede ud efter Mika, som sprang til siden for at undvige hendes spark.
''Men hvem holder så øje med de andre?'' sagde Gabbi stille, hvorefter han rejste sig op.
Lemias rødbrune øjne blev store og hun begyndte at trampe nervøst i jorden.

''Ja, de kan vel godt passe på sig selv, ikke også Lemia?'' grinte Angeli og huskede tilbage på dengang Lemia og hende havde efterladt  Misha og Harlin, som havde besluttet sig for at tage en tur forbi Skt. Mecia sammen med Kalin. Kalin var nu en voksen mand, men med tvillingerne ved hans side, var det som om han var et lille barn igen.
Hun huskede da de havde skabt kaos i Skt. Mecia og Lemia  Gabbi og hende, måtte jage dem hele natten for at få dem hjem igen.
''Altså jeg sagde aldrig at jeg ville babysitte dem,'' sagde hun og grinte, hvorefter hun rækte en hånd ned til hende. Angeli tog pænt i mod den, hvorefter hun klappede Lemia i hoved. Selvom Lemia var 2 hoveder højre end hende, kunne hun nemt nå hende, når det galte om at klappe hende en.
Lemia tog sig til hoved og kiggede undskyldende på hende.
''Altså hvis det ikke var fordi du er så nuttet, så ville jeg have slået igen,'' sagde Lemia og smilte skummelt til hende.
''Mika, tag tilbage til rådet og fortæl Micheal at Lemia er taget med os,'' sagde Gabbi sødt og aede Mika.
Nogle gange fandt hun det ret fascinerende at Gabbi var så god troende. Det var som om han ikke kunne være andet end, sød. Det var ret svært at tro andet end om ham. Han var trods alt også søn af Migeul, englen af kærlighed.
''Angeli, vil du være sød at åbne en portal til rådet?'' sagde Gabbi og smilte sødt til hende.
Hun nikkede bare, hvorefter hun lod en finger glide foran hende og en ild portal dukkede op.
''En dag må du altså lærer mig det,'' grinte Lemia og kiggede forundrende på hende.
Hun nikkede bare, hvorefter hendes øjne fulgte den lille sorte kat, som lystig luntede i mod portalen.
Men før han nåde at springe igennem tog et par hænder, et fast greb om hans mave.
''Slip mig, Mika fortjener ikke dette, Mika har ikke gjort noget forkert frk. Movilla,'' sagde Mika og prøvede at løsrive sig fra Lemias greb.
''Må en gammel ven ikke sige farvel?'' sagde Lemia skummelt og begyndte at grine, hvorefter hun smed Mika igennem portalen.



 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...