En, der ikke passer ind

Leona er en pige fra Den Sydlige Vandstamme, men for hendes egen sikkerheds skyld skal hun til Camelot, for at bo hos hoflægen Gaius.

Den her historie er et mashup af Merlin og med nogle karaktererne og evnerne fra Avatar: Den sidste luftbetvinger. Den kommer ikke til at følge historien i Avatar: Den sidste luftbetvinger og ikke alle karakterer kommer til at være med, og nogle af dem, der er, har ikke den samme personlighed som i serien.

Jeg ved godt, at historien måske er lidt mærkelig, men den har bare være inde i mit hoved i noget tid, og nu skulle den bare ud.

Hvis I har læst min anden movella, så ved I, at jeg godt kan lide navnet Leona, og derfor hedder pigen i den her historie også Leona.

2Likes
2Kommentarer
367Visninger
AA

5. Kongen

 

 

Jeg vågnede ved, at Gaius kaldte på mig. Jeg tog en anden kjole på, der var lidt længere og lyselilla, og satte mit hår op i en fletning endnu en gang. Det kunne jeg bedst lide, for så var det ude af vejen. 

 

Jeg gik nedenunder og kunne se, at Gaius havde fundet morgenmad frem. Merlin sad allerede og spiste. Han så lidt træt ud, men det gjorde jeg nok også efter alt det med dragen. 

 

"Værsgo. Jeg ved ikke, om det er den standard, du er vant til, men det er sådan, det er." sagde Gaius med lidt grin i stemmen. 

 

"Nej, det er helt fint. Jeg synes, at det er rart at være fri for noget af vores mad, smager ikke særlig godt." sagde jeg og smilede til Gaius. Merlin tog det stykke brød, der lå på min tallerken sammen med noget ost og lidt kød. 

 

"Eller ville de fortrække, at det var den fineste korn i hele landet, der er blev brugt til Deres brød, Deres nåde?" sagde Merlin med den mest fisefornemme stemme, han kunne. Vi grinede alle sammen af det. 

 

"Sådan er jeg altså ikke." sagde jeg grinende. 

 

"Det ved jeg, men jeg kan ikke lave sjov med Arthur, uden han skyder pile efter mig. Eller det gør han egentlig alligevel." sagde Merlin også grinende. 

 

"Så du er også hans skydeskive? Det ville jeg gerne se. Jeg så jo, hvordan han slår på dig med sit sværd." sagde jeg og smilede. 

 

"Tja, hvis du er hurtig, så kan du måske." indvendte Gaius og gav mig en lille flaske. "Du skal give den her til Uther. Det er for en gammel krigsskade, men ham skal du neje og tiltale ordentligt." sagde Gaius og kiggede seriøst på mig. 

 

"Skal jeg allerede ned til kongen?! Jeg er jo først lige kommet." sagde jeg nervøst. 

 

"Du kan ikke kun bringe ud til hans folk, for ellers ender han med at fatte mistanke." sagde Gaius og kiggede på mig. " Spis nu din morgenmad og tag det så roligt. Det skal nok gå." Jeg nikkede. Gaius havde en meget beroligende stemme, der fik mig til at føle mig tryg. 

 

"Jeg må hellere se at komme ned til Arthur. Han er ikke den tålmodige person, men vi ses senere." sagde Merlin og forsvandt ud af døren. 

 

Jeg blev færdig med min mad og gik hen til døren. Jeg kiggede på Gaius. "Er du sikker på det nok skal gå?" 

 

"Ja, det er jeg." svarede Gaius. 

 

Jeg forsvandt ud af døren. Jeg gik ned af trappen og hen i mod Uther's kammer. Merlin havde givet mig en rundvisning på slottet dagen før, efter vi havde spist. Jeg var meget nervøs. Jeg skulle møde en mand, som jeg havde flygtet fra hele mit liv, og pludselig stod jeg uden foran døren ind til hans kammer. Jeg bankede på. 

 

"Kom ind." hørte jeg en stemme sige inde fra kammeret. Jeg var lidt overrasket over, at han ikke var i tronsalen endnu. Jeg åbnede døren lige så stille. 

 

"Jeg har Deres medicin fra Gaius, Deres højhed." sagde jeg og nejede. Jeg kunne se, at han kom gående hen i mod mig. 

 

"Javel. Du må jo være Gaius' nye assistent." sagde Uther og så mistroisk på mig. 

 

"Ja, Deres nåde. Det er jeg." sagde jeg ydmygt. 

 

"Javel, så du er altså fra Den Sydlige Vandstamme?" sagde Uther og så endnu mere mistroisk på mig. 

 

"Ja, Deres Nåde." sagde jeg. Han kiggede ondt på mig.

 

"Hvis jeg finder ud af, at du er betvinger alligevel, så ryger du direkte på bålet. Er det forstået?" sagde Uther med en hård stemme, der fik mig til at føle mig meget magtesløs og bange. 

 

"Ja, Deres nåde." sagde jeg, mens jeg stadig nejede. 

 

"Du kan gå nu." sagde han, og det gjorde jeg. 

 

Jeg gik op til Gaius igen. Han kiggede nysgerrigt på mig, da jeg kom ind af døren. 

 

"Hvordan gik det?" spurgte Gaius. 

 

"Tja, Uther pointerede, at hvis han fandt ud af, at jeg var betvinger alligevel, så ville jeg ryge direkte på bålet." svarede jeg. "Så ikke det mest overraskende." Jeg satte mig ned på en skammel. 

 

"Den havde jeg nok forventet lidt." Gaius satte sig ned på en anden skammel ved siden af mig. "Du må have været bange." 

 

"Ja, det var jeg, men hvis jeg ikke giver ham grund til at tro, at jeg er betvinger, er der ikke noget og være bange for, vel?" svarede jeg. 

 

"Merlin skal til at være skydeskive for Arthur, og du skal ikke tro, at jeg ikke har opdaget det her." Gaius holdte min bue og mit pilekogger op. "Det kunne du godt have sagt noget om." 

 

"Årh øh. Ja, det ville jeg gerne fortælle dig, men det gik lige så hurtigt." sagde jeg, mens jeg prøvede at forsvare mig selv. 

 

"Det er fint." sagde Gaius og gav mig mine ting. "Hvor længe har du trænet?" 

 

"Lige siden jeg kom til Vandstammen. Jeg ville gerne være mere end bare en betvinger og en prinsesse. Jeg villegerne have et våben, jeg kunne bruge, så jeg ikke var ubrugelig, når folk ikke må kende til min betvingning." svarede jeg. 

 

"Hvorfor ikke en armbrøst?" spurgte Gaius. 

 

"Fordi vi ikke havde armbrøst i Vandstammen." sagde jeg og smilede. 

 

"Jeg forstår, men du må gerne gå ned og se Merlin som skydeskive, hvis du er tilbage om 30 minutter." sagde Gaius og smilede. 

 

"Mange tak, Gaius. Du er alt for venlig mod mig." sagde jeg og smilede til ham. 

 

Jeg tog min kappe og gik ned mod træningspladsen. Da jeg kom derned, var Arthur i gang med at skyde pile efter Merlin. 

 

"Kom nu Merlin. Du prøver jo ikke engang!" råbte han, mens Merlin løb rundt.

 

Jeg grinede lidt for mig selv. Tænk engang, at Merlin gad det der. Jeg ved godt, at han ikke måtte bruge sin magiske evner, men han kunne jo nemt, tørre det grin af Arthur's ansigt.

 

"Hej Leona." råbte Merlin. Han havde set mig og tog sig den frihed at snakke med mig, mens Arthur hentede endnu et våben, eller som jeg ville kalde det; "endnu en måde at torturere Merlin på."

 

"Hej Merlin. Det ser godt ud." grinede jeg.

 

"Ja, men det er det ikke. Jeg gad godt at se, om du er bedre end Arthur." grinede han.

 

"Gaius har fortalt dig det?" sagde jeg og var ikke spor overrasket. 

 

"Egentlig ikke. Det var mig, der fandt det." sagde han og kørte sin hånd i gennem sit hår.  

 

"Ja, jeg ville gerne vise dig, hvor god jeg er, men det bliver nok først, efter du er blevet tæsket med en morgenstjerne af Arthur." sagde jeg. 

 

"Morgenstjerne? Hvilken morgenstjerne?" spurgte Merlin forfærdet. 

 

"Den morgenstjerne." sagde jeg og pegede hen mod Arthur, der svingede med en morgenstjerne. 

 

"Jeg må hellere gå, men vi ses senere." sagde Merlin og vendte sig om. 

 

"Ja, det gør vi. Held og lykke." sagde jeg grinende, mens Merlin kiggede ondt på mig. Jeg gik op til Gaius igen. 

 

"Der var du, Leona. Vil du ikke lige vaske gulvet, mens jeg er til møde." spurgte Gaius, da jeg trådte ind ad døren. 

 

"Jo, det skal jeg nok." svarede jeg og så hen på Gaius. "Hvilket møde skal du til?" spurgte jeg. 

 

"Jeg er med i kongens råd, så vi holder møder og rådgiver kongen." svarede Gaius og gik hen mod døren. "Vi ses om lidt, Leona." 

 

"Ja, det gør vi." svarede jeg og fandt en spand frem. 

 

Jeg gik ned og fyldte spanden op med vand og gik op igen. Jeg puttede børsten til gulvet ned i spanden og gik i gang med at skrubbe. 

 

"Hvad har jeg gang i?" sagde jeg til mig selv. "Jeg er en vandbetvinger. Jeg behøves ikke at skrubbe gulvet." 

 

Jeg brugte min vandbetvingning og satte til rette, mens jeg styrede vandet, så gulvet blev vasket. Jeg fandt en bog og gav mig til at læse i den. Det var en bog om magiske væsner. den var meget interessant og ville sikkert også ende med at blive brugbar på et eller andet tidspunkt, tænkte jeg. 

 

Efter lidt tid gik døren op, og jeg så Gaius komme ind i kammeret. Jeg stoppede med det samme.

 

"Bruger du vandbetvingning til at vaske gulvet?!" råbte Gaius vredt. Han råbte ikke særlig højt, men højt nok til at jeg kunne forstå alvoren. 

 

"Muligvis." sagde jeg og hurtigt og sendte et usikkert smil. 

 

"Uther har lige sagt til dig idag, at hvis han finder ud af, at du er en betvinger alligevel, ryger du på bålet, og alligevel sidder du her og bruger betvingning?!" Jeg kunne se på Gaius, at han var vredt. 

 

"Undskyld, men jeg er vant til, at jeg kan bruge min betvingning, når jeg ville. Jeg er ikke vant til alle de her regler." sagde jeg og sendte et undskyldende blik.  

 

Gaius var ved at være lidt mere rolig. "Jeg forstår dig godt, Leona, men jeg lovede din far, at jeg ville beskytte dig fra Uther, og det kan jeg ikke gøre, hvis du bare bruger din betvingning på den her måde." 

 

"Undskyld. Jeg ved godt, at jeg burde opføre mig bedre, nu hvor du har gjort så meget for mig allerede, og det er kun min anden dag." sagde jeg. 

 

"Tja, du er bedre til at sige undskyld end Merlin, så det er jo altid noget. Desuden lavede han også mange fejl i starten, men jeg tilgav han, så det må jeg nok også hellere gøre med dig." sagde Gaius og gik hen til sit bord. 

 

"Mange tak, Gaius." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...