En, der ikke passer ind

Leona er en pige fra Den Sydlige Vandstamme, men for hendes egen sikkerheds skyld skal hun til Camelot, for at bo hos hoflægen Gaius.

Den her historie er et mashup af Merlin og med nogle karaktererne og evnerne fra Avatar: Den sidste luftbetvinger. Den kommer ikke til at følge historien i Avatar: Den sidste luftbetvinger og ikke alle karakterer kommer til at være med, og nogle af dem, der er, har ikke den samme personlighed som i serien.

Jeg ved godt, at historien måske er lidt mærkelig, men den har bare være inde i mit hoved i noget tid, og nu skulle den bare ud.

Hvis I har læst min anden movella, så ved I, at jeg godt kan lide navnet Leona, og derfor hedder pigen i den her historie også Leona.

2Likes
2Kommentarer
361Visninger
AA

8. Et par uger senere

 

Jeg havde boet i Camelot i et par uger efterhånden. Jeg havde arbejdet for Gaius, og jeg var ved at være virkelig gode venner med Merlin og Gaius, og faktisk også lidt Arthur. Han er tilsyneladende ikke så royal igen. Uther er til gengæld en helt anden snak. Han holder stadig lidt øje med mig, men det var lige før, han havde sat nogle af hans vagter til at holde øje med mig i starten. Men det er heldigvis blevet bedre med det.

 

En eftermiddag, da Gaius og jeg stod og lavede nogle lægemidler, kom Arthur lige pludselig ind. 

 

"Gaius, min far spørger efter dig. Det er vigtigt så kom nu." sagde Arthur "God eftermiddag, Leona." 

 

"God eftermiddag." sagde jeg og gik hen for at stille en krukke hen på hylden igen. 

 

"Hvad er der galt?" spurgte Gaius. 

 

"Det må han nok hellere selv fortælle dig." svarede Arthur seriøst. 

 

"Fint, jeg kommer." sagde Gaius og gik hen mod døren. 

 

"Kommer du med Leona?" råbte han til mig. 

 

"Er det nu en god ide?" spurgte jeg nervøst. 

 

"Du har været med til møder før." sagde Gaius og gav tegn til, at jeg skulle komme hen til ham. 

 

"Desuden kommer Merlin, så det kan kun blive bedre." sagde Arthur og grinede lidt. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt med. 

 

"Godt, så kommer jeg med." svarede jeg.

 

Vi gik hen til tronsalen, hvor Merlin stod og ventede ved døren ind til salen. Gaius og Arthur gik ind først, og derefter gik Merlin og jeg ind og stillede os lidt i bunden og ude i siden. 

 

"Du ville se mig, Sir?" spurgte Gaius. 

 

Uther kiggede over i siden og fik øje på mig men kiggede hurtigt hen på Gaius. 

 

"Ja. Vi har et problem, som jeg tror, du kan løse." begyndte Uther. "En af patruljerne er blevet angrebet. Der var ingen overlevende.

 

"Sir, jeg tror ikke, at du havde tilkaldt mig, hvis det havde været Odin's mand, så hvad er det, der er specielt?" spurgte Gaius. 

 

"Det var ikke sværd eller pile, der havde dræbt dem. Det var noget med store kløer. Tror du, at det kunne være et overnaturligt væsen?" spurgte Uther. Man kunne se, at han var stresset. 

 

"Det er svært at sige, men jeg skal nok kigge på det." sagde Gaius. 

 

"Mange tak, Gaius." sagde Uther. 

 

"Selvfølgelig, Sir." sagde Gaius og vendte sig rundt for at gå ud. Han gav tegn til, at jeg skulle komme med, så jeg fulgte efter ham. 

 

"Så det er jo interessant. Et eller andet væsen, der render rundt og dræber riddere." sagde jeg, da vi var kommet lidt væk. 

 

"Ja, men det sker ret ofte, at der er overnaturlige væsner i riget, selvom Uther ikke vil kendes ved det." svarede Gaius. 

 

"Skal jeg gå i gang med at kigge i den her bog, og så kigger du i den der?" spurgte jeg og pegede på nogle af bøgerne, hvor jeg kunne se, at der stod noget med væsner på. 

 

"Ja, sig til hvis du finder noget, vi kan bruge." sagde Gaius og tog bogen og satte sig til at læse. 

 

Jeg følte, at jeg havde læst og læst, og jeg fandt en masse væsner, men der var ingen, der havde så store kløer, som dem, Uther havde beskrevet.

 

"Årh her:" sagde Gaius og pegede på en side i sin bog. "Jeg tror, at vi har og gøre med en Cucatree." 

 

"En hvad?" spurgte jeg forvirret. 

 

"En Cucatree. Et væsen, der lever i dybt inde i de store skove. Deres kløer er meget skarpe, og der er gift på dem, som dræber offeret inde for få døgn." forklarede Gaius. 

 

"Det lyder jo hyggeligt." sagde jeg sarkastisk. 

 

"Uther havde ret. Det er et væsen af magi. Mørk magi endda." sagde Gaius.

 

"Hvad mener du med mørk magi?" spurgte jeg. Jeg vidste stadig ikke så meget om magi, men det lød ikke ligefrem godt.

 

"En Cucatree er stort set umulig at dræbe. Der er meget få, som kender dens svagheder. Så få, at det ikke engang står her i bogen." svarede Gaius. 

 

"Vent, du sagde, at den havde gift. Hvad er modgiften? Bare hvis det bliver nødvendigt." spurgte jeg. 

 

"Som sagt er det et væsen af mørk magi. Den eneste modgift er at dræbe bæstet, der har forgiftet en." svarede Gaius. 

 

"Og eftersom, at den er umulig at dræbe, er det en dødsdom." sagde jeg. 

 

"Den er ikke helt umulig at dræbe." sagde Gaius og kiggede ned i bogen. Han havde fået øje på et eller andet." Der står her, at visse rygter fortæller, at nogle betvinger kan dræbe bæstet."  

 

"Hvad? Det har jeg ikke hørt om før." 

 

"Nej, men hvis det er den eneste måde at dræbe bæstet på, så skal du på en eller anden måde med ud og finde det." sagde Gaius og så på mig med et alvorsblik. "Jeg går hen til Uther med den her information. Selvfølgelig ikke det med betvingningen, men hvis jeg kender ham ret, så er det Arthur, der skal ud og bekæmpe bæstet. Så er det lidt nemmere at få dig med." sagde Gaius og begyndte at gå hen mod døren. 

 

"Er du sikker på, at det her er en god ide. Du skal ikke komme i problemer." svarede jeg. 

 

"Bare rolig, Leona. Det skal nok gå." svarede Gaius og forsvandt i døråbningen. 

 

Da Gaius var gået, fik jeg øje på spanden med vand. Jeg havde næsten ikke brugt min betvingning, siden jeg kom, fordi Uther havde holdt så godt øje med mig. Jeg kiggede ud af døren. Jeg kunne ikke høre nogle i nærheden. Jeg overvejede om, det var en god ide, men på den anden side, hvis jeg skulle kæmpe i mod et stort uhyre, så var det nok fint med noget mere øvelse. Jeg bevægede min hånd og fokuserede på, hvordan vandet skulle bevæge sig. Jeg fik det op af spanden og legede med det.

 

Jeg tog min anden hånd og fokuserede alt, hvad jeg kunne. Jeg ville gøre noget, jeg havde øvet på i lang tid. Jeg ville betvinge ild og vand på samme tid. Jeg fokuserede på flammen, som jeg ville forme i min hånd. Lige så stille kunne man se en flamme. Jeg kunne mærke, at det var hårdt og så pludselig. PLASK. Jeg mistede fokus og tabte vandet samme tid med, at ilden gik ud. Jeg sukkede. Endnu en fejl. Jeg brugte min betvingning og fik hurtigt vandet op i spanden igen. 

 

Det måtte være muligt. Det kunne ende med at være nødvendigt. 

 

_______________________________________________________________________________________________________

Besked fra forfatteren.

 

I må virkelig undskylde, at der er gået så langt tid siden sidst. Motivationen har bare ikke lige været der, men jeg lover, at der kommer kapitler snart. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...