Fri for fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jan. 2018
  • Opdateret: 3 jan. 2018
  • Status: Færdig
En lille novelle som bidrag til ”Vind Sindstequila”- konkurrencen, en blanding af valgmulighed 1 og 2. Den betyder en del for mig, da den viser nogle problematikker og overvejelser, jeg, som mange andre, af og til selv tumler med.

4Likes
4Kommentarer
135Visninger

1. Fri for fejl

 

Dagens vigtigste måltid. Morgenmaden. Jeg indtager den i hastværk og nogle gange slet ikke. Og den består oftest af en crossaint. Selvfølgelig uden chokolade. Og kaffe. Masser af kaffe. Jeg hader kaffe. Iphonen får mere opmærksomhed end crossainten. Lige bortset fra når man sender et billede af crossainten. Med det rigtige filter ser den temmelig lækker ud. Billedet viser bare ikke de fedtede fingre. Eller krummerne på tøj og taske. Eller besværet med at finde en skraldespand til bagerposen. Så snart jeg er ude af bussen, tørrer jeg munden, børster tøjet og bruger håndsprit – og det vil for altid forblive i det uvisse.

Bussen bumler af sted. 7 stoppesteder. Jeg tæller altid. Far fortalte mig det, første gang jeg skulle med bussen. 7 stoppesteder. Jeg ved udmærket, hvor jeg skal af. Jeg tæller stadig. Det sjette er lige inden vi drejer om hjørnet. Og der er det så. Gymnasiet. Med en total anonym facade. Ligeså anonym som mig. Jeg passer godt ind.

Mine hænder sveder lidt, så jeg tørrer dem hurtigt af i de sorte jeans. Jeg kigger ned ad mig selv. Den hvide Calvin Klein t-shirt er stadig ren. Fedtpletterne på dunjakken er så godt som usynlige. Og mine sneakers dækker næsten de sorte ankelstrømper. Med Iphonens kamera tjekker jeg hurtigt make-uppen. Ingen skår i facaden. Jeg kan godt gå ind.

Det er altid det samme. Med højt løftet hoved og et smil på læberne åbner jeg døren. Så går jeg, uden at se mig for meget til siderne, hen til lokalet, hvori første time skal være. Altid 5 minutter før timen starter. Jeg finder en plads. Sætter tasken. Tager min Macbook frem. Og er klar til at sige ”her”, når læreren fører protokol. Jeg skiller mig ikke ud. Jeg provokerer ikke uønsket opmærksomhed. Eller opmærksomhed i det hele taget. Jeg afleverer mine ting. Får for det meste 12-taller eller 10-taller. Jeg går i det samme tøj, som andre også gør. Har også Apple produkter, mærketøj osv. Bruger samme mængde make-up. Lagt på samme måde. Ser de samme programmer. Bruger de samme sociale medier. Siger samme type ting. Det falder mig ikke naturligt – men jeg iagttager og lærer. Egentlig siger jeg ikke noget. Men når jeg bliver spurgt om noget, har jeg lyttet længe nok til at vide, hvad de forventer, at jeg svarer. Så det gør jeg. En anonym kopi. Det eneste sted, det ikke er sådan, er i kærlighed. Det har aldrig fungeret for mig. Jeg er ikke interessant, så jeg bliver ikke flirtet med. Eller jo, det gør jeg. Jeg har nogle pæne bryster. Men de bliver hurtigt trætte af mig. Man kan ikke tale med et par bryster. Så jeg snakker med, som havde jeg erfaring, samtidig med, at jeg suger de andres ord til mig, så jeg ved lidt. Til næste gang. Til fremtidig reference. Så virker min løgn mere troværdig.

Frokostpause. Så skal man have 40 minutter til at gå. Jeg følges med nogle piger. De populære. Dem, jeg, som alle andre, kopierer. De har, af en eller anden grund, ikke noget imod, at jeg følges med dem. Jeg har lært, hvad jeg skal sige for at gøre dem tilfredse. Det er ganske simpelt. Give dem ret. Sige, at ham fyren sikkert godt kan lide hende, eller også er hun for god til ham. At de fortjente et 12-tal. Osv. osv. Det har ingen ende. Jeg pleaser dem, og de giver mig mulighed for ikke at stå alene på gangen og se dum ud. Det er en aftale, som kun jeg ved, at vi har indgået.

Vi går ned i kantinen. De snakker, jeg giver dem ret. Indimellem lader jeg som om, at jeg har en selvstændig holdning. Vi udvælger hver sin salat og en vand. Jeg MobilePay'er de 35 kroner og sætter mig ved vores bord. Det er egentlig ikke vores, men vi sidder der altid. Så kører snakken. De har været i byen. Camilla har lavet falske ID-kort til dem, og de bliver brugt flittigt. Jeg ville ikke have ét. Jeg er alligevel aldrig med. Der er altfor meget støj. Og alkohol. Jeg vil ikke miste kontrollen over mig selv, som far gjorde det. Det ender galt. Det har jeg set. De snakker videre. Monika blev åbenbart temmelig fuld. Hun kom også til at ryge hash. Det tilstår hun grinende. Og Camilla mødte en fyr. Nicolai. Hun gjorde selvfølgelig ikke andet end at kysse lidt med ham – hun er jo ikke billig. Jeg lytter godt efter ordene og prøver at fange meningen. De snakker vist videre om Nicolai. Men så falder snakken på weed, som jeg gætter på må være hash. De kalder det alt muligt. Siger, at ham, der gav Monika det, lugtede langt væk af det. Jeg siger ikke noget. Jeg var der ikke. Jeg stopper med at lytte. Koncentrerer mig om at spise salaten. Der er kun lidt olie på. Ingen dressing. Så snart jeg har spist salaten, rejser jeg mig ubemærket og går væk. Jeg går ud på toilettet, ind i en af båsene, og sætter mig på det lukkede toiletlåg.

Da næste time skal til at starte, sidder jeg klar i lokalet med alle ting pakket ud. Og et genopfrisket lag make-up. Jeg siger intet uopfordret, svarer korrekt, når jeg bliver spurgt og pakker forsigtigt tingene sammen, da timen er forbi.

Endelig fri. Jeg følges med pigerne til en lille café – den vi altid går ind på. Jeg køber ikke noget, men sidder der bare lidt sammen med de andre, mens de drikker kaffe eller varm kakao. Da jeg har siddet der længe nok til, at de har opdaget min tavse tilstedeværelse, rejser jeg mig og tager bussen hjem. Herfra er det 9 stoppesteder – det har jeg selv fundet ud af. Fra stoppestedet er der 200m til jeg er hjemme. Jeg går og er der snart. Haven er så velplejet og havegangen er fejet pæn. Villaen ser også flot og stilfuld ud. Umiddelbart ligner det et hjem, der tilhører en familie med stort overskud. Andre ved jo ikke, at det er en gartner, der holder hus og have pænt som en del af betalingen for leje af et værelse. Eller at det kun er køkken, stue og et enkelt værelse, som vi stadig kan være i, da alt andet bliver lejet ud for, at vi kan blive boende. Jeg tørrer fødderne grundigt, før jeg går op på verandaen, så jeg ikke efterlader fodaftryk på det rene træ. Så går jeg ind og lukker døren stille efter mig.

Det er to måneder siden nu. Præcist. To måneder siden, at far drak lidt for meget og ventede lidt for kort tid, før han satte sig ud i bilen for at hente den lille kattekilling, som jeg ønskede mig i fødselsdagsgave. To måneder siden, at lastbilen kørte lidt for hurtigt, og far kørte lidt for tidligt. Og halvanden måned siden, at jeg fyldte 17. Jeg sætter mig som sædvanlig ind i bussen, men jeg har ingen crossaint med i dag. Kun en kop varm kakao. Og jeg sender ingen snaps, eller tjekker de sociale medier. Mobilen ligger stille i min lomme. Make-uppen er også temmelig begrænset. Jeg havde simpelthen ikke kræfterne til det. Pludselig kommer der en lyd fra mobilen, der underretter mig om, at der er kommet en besked på messenger. Kort efter kommer der en til, som følges af endnu én og endnu én. Sådan fortsætter mobilen at lave lyde lidt endnu. Jeg åbner ligegyldigt mobilen og tjekker den messengergruppe, som pigerne har lavet. Det er Camillas fødselsdag, og hun fylder 18. Alle de andre piger har skrevet tillykke. Og Camilla har svaret: ”Tusind tak! Jeg har haft den bedste morgen! Nicolai har skrevet tillykke og spurgt, om han må invitere mig på fødselsdagsmiddag i aften! Og mine forældre har købt en lille kattekilling til mig! Vil I ikke med ud at fejre mig efter skole i dag? Eller vi kunne pjække😉”. Pigerne skriver, at de er temmelig hook på at pjække – de har alligevel næsten intet fravær. Jeg skriver ikke noget derinde. Jeg tænker. På far. Camillas besked får skyldfølelsen til at vælde op i mig. Det er min skyld, at far er... At han ikke længere er... Og han gik så meget op i min skolegang... Jeg svigtede ham. Jeg må ikke glemme ham... Pludselig stiger tårerne mig til øjnene. Jeg troede ellers, at jeg havde fået kontrollen over dem tilbage. Kontrollen over mig. De fylder øjnene op. Ligger på kanten. Løber over. Triller ned ad kinderne. Og så kommer de alle sammen. De bliver ved at løbe og løbe. Jeg opfatter svagt, at vi når det 7. stoppested, men jeg bliver siddende. Nye passagerer stiger på. Jeg sidder stadig med blikket rettet mod skærmen, der langsomt går i sort. Jeg sidder et øjeblik med telefonen i hånden, så lægger jeg den i lommen, kigger op og møder et blik i spejlet, der ikke er mit. Det er heller ikke et spejl. Det er ruden mellem mig og indgangen af bussen. Blikket tilhører et mandligt væsen. Ikke specielt gammel. Men med dybe og alvorlige mørkeblå øjne. Hvorfor i dag? Hvorfor når jeg ligner lort og hele facaden er krakeleret? Han bipper sit rejsekort ind, siger ”godmorgen” til buschaufføren og sætter sig ved siden af mig. Bussen er kun halv fuld. Han kigger kort på mig, men drejer så hovedet væk igen. Han siger ikke noget til mig. Jeg skimter til ham ud af øjenkrogen. Han opdager det vidst.

-Hvad er du ked af? spørger han mig og ser endelig på mig.

-Jeg savner min far, svarer jeg stille. Det er som om, at jeg ikke engang behøver at fortælle ham, at det er fordi, min far er død. Han ved det allerede.

-Hvor længe har han været væk?

-To måneder. Præcist.

-Det er jeg ked af at høre.

Han snakker med mig, og ikke en eneste gang kigger han på mine bryster. Det er mine øjne, han kigger på. Da bussen stopper for 12. gang, ved jeg, at jeg må stå af bussen. Jeg skal hen på gymnasiet og gøre mig klar. Så jeg kan nå 2. time. Jeg er på vej ud af bussen, da drengen igen siger noget.

-Må jeg ikke få dit nummer – jeg vil gerne lære dig bedre at kende...

Jeg lader bussen køre videre og taster mit nummer ind på hans mobil. Ved det 13. stop står jeg af og vinker til ham. Så finder jeg en bus, så jeg kan komme tilbage. Mens jeg venter på den, bryder et smil frem på mit ansigt mellem tårerne. For jeg ved, at jeg ikke længere er anonym. Jeg er blevet set.

Han skriver med det samme. Og vi aftaler at ses allerede i morgen. Mens jeg venter, køber jeg en pizzasnegl. Jeg stiger på bussen og sætter mig på præcis den samme plads, som jeg sad på i den anden bus. Da jeg når det 6. stop, kigger jeg ud af vinduet, ser pladsen foran gymnasiet være helt tom og kører videre. Hjem.

Med en crossaint og en kop kaffe i hånden stiger jeg op i bussen. Jeg har lagt den sædvanlige make-up og genoprettet den krakelerede facade. Jeg tæller busstoppestederne. Ved det 7. står jeg af, går ind på gymnasiet, sætter mig og pakker tingene ud. Da pigerne begynder at snakke om drenge osv., snakker jeg med, som jeg plejer. Jeg iagttager og efterligner. Da der opstår en pause, fortæller jeg dem om drengen. Først da går det rigtigt op for mig, at jeg ikke aner, hvad han hedder. Jeg fortæller også, at vi har en date i aften. Kort lytter de efter, så snakker de videre om deres egne fyre. Tavst sidder jeg ved siden af dem og skriver stikord til en stil, vi har for. De accepterer, at jeg indimellem laver lektier, når jeg er sammen med dem, mod at de så får lov til at kopiere dem. Og når det er en stil, kopierer de bare nogle af de andre lektier i stedet.

Jeg tager med de andre ind til byen, går lidt rundt sammen med dem og tager så hjem. Jeg lægger et ekstra lag make-up og tager en bluse på, der viser kavalergang. Så sætter jeg mig til at vente. 5 minutter før aftalt kommer han. Han har taget bussen hen til mig for, at vi sammen kan tage bussen tilbage og gå først i biffen og siden på restaurant. Han dufter fantastisk, må jeg konstatere. Og han ser forfærdeligt godt ud. Smilende giver han mig en krammer, og vi går af sted mod busstoppestedet. Vi skal ikke vente ret længe, før der kommer én, vi kan køre med. Vi snakker om en masse forskelligt, men først spørger jeg ham om hans navn. Peter. Peter er hans navn, fortæller han. Ligesom far. Far hed også Peter. Men jeg vil ikke tænke på far nu. Nu skal jeg være glad, smilende og sige de ting, pigerne har lært mig er de rigtige. Vi snakker, men jeg er meget omhyggelig med ikke at fortælle nogle personlige ting om mig selv. Man skal ikke stille sig sårbar. Jeg pleaser på samme måde, som jeg har lært, at pigerne kan lide det. Jo mere vi snakker, jo tættere på mine bryster kommer hans blik. Da vi sætter os på sæderne i biografen, er han helt holdt op med at se på mit ansigt. Under filmen lægger jeg hånden på armlænet mellem os, som jeg har hørt, at man skal det. Men han tager den ikke i sin. Han lader den ligge, til jeg selv tager den ned igen. Først da filmen er slut, og vi igen er helt udenfor, siger han noget.

-Jeg tror, at det ville være bedst, hvis vi stopper her, siger han og ser væk.

-Okay, men hvorfor lige her? spørger jeg og ser mig omkring, selvom jeg godt ved, hvad han mener.

-Jeg mener, stopper vores ”date”, eller hvad man kan kalde det, her. Der er ingen af os, der får glæde af at fortsætte. Eller det gør jeg i hvert fald ikke, siger han og ser endelig ind i mine øjne. Men ikke på samme måde, som da vi mødtes i bussen – denne gang er øjnene kolde.

-Hvad gjorde jeg forkert? spørger jeg fortvivlet.

-Det er lige præcis det! Du er så bange for at gøre noget forkert, at du slet ikke gør noget! råber han ind i mit ansigt.-Du tør ikke stå ved dig selv. Du siger ikke noget, du mener. Du er så overfladisk, at det halve kunne være nok!

-Du skulle nødigt snakke! Du havde så travlt med at kigge på mine bryster, at du fuldstændig glemte at se på mit ansigt! svarer jeg vredt igen.

-Det er sgu da fordi, det er det eneste sted, du ikke har dækket til med et tykt lag falskhed! Jeg troede, at du var anderledes. Jeg troede, at du var en sej pige, der turde skille sig ud fra mængden og vise sine svagheder. At du formåede at gøre din svaghed til din styrke. Men jeg tog tilsyneladende fejl! Du er nok den pige, jeg har mødt, der har været allermest ræd for at træde forkert! Du skal ikke kontakte mig igen, før du ikke længere er en kopi! råber han og går hastigt med lange skridt væk fra mig.

Dagens vigtigste mål. At klare den til morgenmaden. Jeg skyndte mig i hastværk hjem i seng, og nu er jeg ulykkelig. Ikke fordi daten gik forfærdeligt, men på grund af det han sagde. Hele natten kørte det rundt i mit hoved. Og pludselig var det ikke længere til at skelne, hvilken Peter, der sagde det. Jeg ved, at jeg er en kopi, men når andre siger det, bliver det pludselig meget værre. Jeg er ikke noget værd. Jeg er svag og ikke spor elskelig. Jeg har ingen charme, jeg kan stryge det hen med. Jeg er en fiasko. Der er faktisk slet ikke nogen idé i, at jeg er her. Du er så bange for at gøre noget forkert, at du slet ikke gør noget! Det er jo ikke rigtigt. Jeg gør noget hele tiden. Gør jeg ikke? Jeg ved jo godt, at han har ret. Jeg er bange. Men hvad er jeg egentlig bange for? Hvad kan der ske ved at træde forkert? Jeg kan vel bare samle mig selv op igen og komme videre. Det var det, far altid sagde: Det er værre ikke at prøve end at fejle. Så der er kun ét for nu. Jeg går hen til spejlet og tørrer langsomt make-uppen væk. For første gang ser jeg rigtigt mit ansigt, og da jeg ser ind i mine øjne, genkender jeg dem næsten ikke igen, for i dem ser jeg noget nyt. Jeg ser håb.

Make-uppen er væk. Jeg har en karrygul rullekrave på fra H&M. Jeg har fundet fars gamle cykel frem fra skuret og cykler nu af sted. Jeg tæller ikke stoppesteder, men bruger min intuition. Udenfor gymnasiet stiller jeg cyklen og går smilende hen til første time. Jeg kommer godt nok kun 2 minutter før tid, men til gengæld har jeg fået sagt ”godmorgen” til alle på min vej, og smilet på mine læber er ægte. Macbooken har jeg desuden byttet med mors gamle Dell.

Jeg har fået overtalt Peter til at mødes med mig igen, og denne gang vil jeg ikke sige én sætning, jeg har hørt andre sige før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...