Pink på bare tæer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jan. 2018
  • Opdateret: 6 jan. 2018
  • Status: Færdig
Pink er skør, men nu også meget rar at have i nærheden, og så danser hun oveni købet på bare tæer i dagligstuen. Alt kan tolkes på skæv facon, når man er høj i røgens selskab.
Til Sindstequila, mulighed 1

10Likes
16Kommentarer
828Visninger
AA

2. efter

Han ser måbende rundt i lokalet, forstår ikke hvordan de andre er blevet så skæve af kun fire sug, når nu han har suget sin væk uden at kunne mærke en ting. Noget andet han heller ikke forstår, er Gustavs abnormt store øjne. Har de altid været 3 meter brede?

Han gnider sig i øjnene, han er også ved at blive træt. Mathias siger noget, som får spyttet til at vælte ud af bare latter. Siden hvornår har han været så morsom? Der er af og til ting man glemmer når man også glemmer sig selv, men Hans tror nu, at dette selskab har taget godt fat i ham, for han har aldrig været mere for og i sig selv.

”Hvorfor synger fugle så fint?”, spørger Robert. Man bør næsten tro at både Robert og Mathias er stand-up komikere, for intet i verden har været mere lattervækkende. Han kommer næsten til at græde af grin, og det stoppes kun fordi, han drejer hovedet lidt til højre. Der står en pige midt i dagligstuen, med armene i vejret. Aldrig har han set så smuk en skabning, oveni købet med den skarpeste figur. Han rejser sig med åben mund og savl dryppende ned til hagen, og går hen til hende. ”Man får meget mod af sådan et fint selskab”, tænker han for sig selv, og går med stolte skridt hen til hende.

”Hej”, mumler han, alligevel en smule genert, han er trods alt kun et menneske, hvis hjerte og skridt banker ude af kontrol ved synet af den smukkeste pige på jorden. Hun sænker arme og hænder, og hilser villigt på ham.

”Hej”, siger hun sødt, og Hans fryser fast, som om hans joint endelig har taget om ham, men selvfølgelig har den ikke det, for Hans kan ikke blive høj. Det eneste han er høj på er kærlighed. Det må være kærlighed, for pigen er pink som en lyserød sky, blot mere skarp i nuancerne, og så ligner hun også en papirs engel. Hans har aldrig oplevet noget kønnere end hende.  

”Jeg hedder Pink!”, siger hun, som hun tager hans hånd, og snurrer ham rundt.

”Jeg kan ikke danse”, siger han, som han modvilligt stritter imod, for han vil jo gerne. Det ser Pink også, så hun skubber ham væk fra de andre. Han ser sig forlegent omkring, måske er det ikke så sejt at danse foran de andre, det er trods alt vinter, og fedtet har for længst omsluttet hans livlige knogler.

”Jeg kan ikke…”, gentager han, men hun ryster bare på hovedet, og kysser ham på kinden, så hans hoved bliver ligeså pink som hende. Han bukker sig ned for hende, kan ikke sige et ord, men bevæger sig som en drøm, eller det tror han i hvert fald selv. Pink fniser fra sidelinjen, og springer som en himmelsk ballerina frem og tilbage for hans øjne, og han står nu tilbage med synet væk fra alt andet end dette, for hun er det eneste der betyder noget på den røde jord. Tanken om, at jorden er rød, slår ham imens han iagttager hende, for farver er jo en illusion, ligesom alt andet. På nær Pink naturligvis.

”Du er skør”, hvisker han, imens lysten til hende vokser sig større, men nu må han beherske sig, ellers løber hun skrigende bort. Det er det værste der kan ske, for Hans har aldrig elsket en pige så højt som han elsker Pink. Hun stopper brat i et hop, og pludselig flyver hun over hovedet på ham. Han leer, har aldrig set noget så fjollet som det. Hun tager imod hans latter, og returnerer den nænsomt. Hun lander blidt for fødderne af ham, og klæder sig af. Hans kan mærke kroppen sitre, også selvom hendes dækkede krop er meget lig den nøgne. Hun er ikke bare smuk, hun er kunst, abstrakt kunst, og hvad alle musikere skriver om i deres sange. Hun er indbegrebet af livet og døden, og nu vil han også smide tøjet, for det var sådan Gud skabte os. Tvivlen om sex eller øjne på figuren forvirrer Hans, men Pink lukker ham op, lader ham sile hen, og tager hans hånd. Det er som et eventyr, der er kommet til virkelighed. Vinduet står åbent, og Pink nikker til ham, og siger, at han bare skal tro på sig selv, for så kan de flyve væk sammen. Intet i verden har for Hans lydt mere fristende end dette, og han smiler lykkeligt til hende. De hopper sammen ud af vinduet til det store København, den store verden, nøgne og ekstatiske, og nægter at se sig tilbage. Da snurrer verden rundt for Hans, og han ser pludselig uklart. Pink beroliger ham, siger det nok skal gå, men Hans har altid haft så forfærdelig en flyskræk.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...