Kroppen fra helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2018
  • Opdateret: 20 jan. 2018
  • Status: Igang
Om at leve som ung kvinde i et samfund, hvor mænd kan se på kvinder, som de vil. Om det at være utilfreds med sin krop. Om ting, de færreste tør fortælle om, for ingen tror på dem.

//Deltager i Sindstequila konkurrencen med valgmulighed 1: Skriv om at være ung i Danmark i nutiden//

6Likes
12Kommentarer
468Visninger
AA

2. Trøjen

Foråret er for alvor på vej. Det er for varmt til hoodies og rullekravetrøjer. Jeg finder den mørkt turkisblå trøje frem, jeg har fået af mor for nogle måneder siden. Den sidder lige så stramt som de basic trøjer, man kan få i sort, hvid og grå i H&M.

Den har lagt nederst i bunken, men jeg føler mig en smule klar til en risiko. Bare en smule. Den har en for lav udskæring til andet end en bh under. Mine undertrøjer og t-shirts går alle helt op til kravebenene.

Med en smule anstrengelse for jeg den på og trukket helt på plads. Med det samme kan jeg mærke kulden mod området mellem mine kraveben og mine bryster. Det føles som om nogen suger min mave væk. Med al magt prøver på at gøre mig utilpas.

Nettet fortæller os altid to ting: Du er ikke god nok, og du er god nok. På alle reklamer ser man modeller med de smukkeste kroppe, hvor der ikke er en smule fedt, der buler hen over de alt for stramme sorte jeans, fordi man nægtede at købe en størrelse større. Nettet fortæller os også, at det er helt okay ikke at være perfekt. Det står gerne lige under en reklame for vidunderpiller, der gør dig slankere på bare en uge.

Trøjen flår jeg af, og jeg har lyst til at græde. Lyst til at smide mig på sengen og græde øjnene ud af hovedet, fordi nettet har klistret sig fast i min hjerne. Fordi jeg går i klasse med en flok teenagedrenge, der ikke kan styre deres blikke, selvom vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen. Inden jeg blev en ”kvinde”, fordi jeg fik min menstruation.

Den kvalmende følelse i maven går ikke væk, før jeg har taget en rullekravetrøje på. Forsigtigt smiler jeg til mig selv i spejlet. Mine bryster virker ikke provokerende mere. Altså til andre end mig.

Det er sommer. Der er rimeligt varmt. Altså så varmt som der kan blive i Danmark, hvilket betyder at jeg skal have en langærmet trøje på. Igen finder jeg den turkisblå trøje frem. Jeg elsker farven, men så snart jeg har den på, begynder tankerne igen at fise rundt i mit hoved. Man kan kun se en skygge af kavalergang, for min bh gør et godt job i at nærmest rive mine bryster fra hinanden, så man ikke kan se kavalergang.

Så snart jeg tager et skridt ud af døren fra mit værelse, fortryder jeg det. Med et sekunds tøven går jeg ind på mit værelse igen. Jeg burde ikke få en kvalmende og ubehagelig følelse af at have en trøje på. En helt almindelig trøje. Alle andre piger går også med trøjer, der viser mere end deres kraveben.

Jeg står og snakker med en af drengene fra klassen. Det er anden skoledag, og jeg har tvunget mig selv ind i trøjen. Gennem sommeren har jeg tabt mig et kilo, så man kan ikke længere se, hvordan en lille rulle buler en smule ud. Vi taler om ikke noget specielt. Jeg kan tydeligt mærke kulden mod mig, men jeg ryster den af mig. Vi er begge to en smule asociale. Vi undgår begge en smule øjenkontakt, selvom vi har den engang imellem.

Der går ikke lang tid, inden jeg får lyst til at kaste op. Ud over det hele. Kaste alle indvolde op og gemme mig i min hoodie. Ikke engang en, jeg har kendt siden børnehaveklassen, kan holde sine dumme øjne fra det lidt lavere udsnit i min trøje. Der er ingen kommentarer på det. I det mindste. Mest af alt har jeg lyst til at sige til ham, at han holder sine øjne over min hals, men jeg siger det ikke. Selvom jeg opdager, hvordan han ser længere ned og tjekker lynlåsen på mine bukser ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...