Kroppen fra helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2018
  • Opdateret: 20 jan. 2018
  • Status: Igang
Om at leve som ung kvinde i et samfund, hvor mænd kan se på kvinder, som de vil. Om det at være utilfreds med sin krop. Om ting, de færreste tør fortælle om, for ingen tror på dem.

//Deltager i Sindstequila konkurrencen med valgmulighed 1: Skriv om at være ung i Danmark i nutiden//

6Likes
12Kommentarer
466Visninger
AA

4. Maden

Vi sidder ved aftensmaden. Jeg sidder i min yndlingstrøje i vinteren. Den er hvid og lavet af strik. Den har nogle striber, hvor der blandet et eller andet pelset ind. I hvert fald er den blød og varm. Jeg sidder elendigt, da jeg skal rykke helt tæt ind til bordet for at man kan komme bag min stol.

Det er så grunden til, at jeg sidder ret langt inde mod bordet. Min far sidder ved siden af mig. Der er kartofler, flæskesteg og brun sovs på bordet. Selvfølgelig har jeg massere af sovs: Jeg er jyde. De' sovs. De' gur!

Så jeg sidder der og koncentrerer mig om at spise. Bare lige så stille. Og snakker. Vi snakker om dit og dat.
"Ryk dig lige lidt tilbage, din trøjer sidder i maden," siger min far pludselig og tager om ryglænet på min stol, så han kan rykke den lidt bagud. Ganske rigtigt er der noget af den pels, der sidder i en stribe hen over brystet på mig, i det brune guld. "Det kan også bare være dine patter."

Jeg synker en skamfuld klump. Forsigtigt og uden en lyd, dubber jeg den smule sovs, som er på min trøje, at med lidt køkkenrulle dyppet i mit vandglas. Langsomt spiser jeg videre, og min mor skifter over på en anden samtale for at bryde stilheden. Igen synker jeg en klump. Hvert sekund ved siden af min far er som tortur.

Hver gang jeg mærker varmen, der stråler ud fra hans trøje, vender noget i maven på mig. Jeg får lyst til at græde. Det er bare dine bryster. Der er intet unaturligt der. De er en del af din krop, og han mente det sikkert ikke sådan. Han mente nok bare, at ... hvad kunne han egentlig ellers have ment? Jeg ved det ikke. Den tankestrøm bruser gennem mit hoved. Der er ingen yderligere kommentarer. Ingen der siger noget. Ingen. 

Hurtigt får jeg spist resten og rejser mig fra bordet. Hurtigst muligt flygter jeg ind på mit værelse. Bare væk. De næste to dage ser jeg ham ikke i øjnene. Jeg kan ikke. Hver gang vi flygtigt rør hinanden ved at mase os forbi hinanden i det lille køkken eller sætter os ind i bilen samtidigt og vores brede skuldre rammer hinanden, føler jeg mig, som var jeg en ting. Noget, man kan bruge adjektiver om og tale om, som det lige passer en, om man så er min far.

Han kommenterer det ikke. De andre kommenterer det ikke. Ingen kommenterer noget. Jeg er en smule lettet. Samtidig vil jeg også bare skrige mine frustrationer i hovederne på dem og lade blodet fra mine sår regne ned fra himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...