Kroppen fra helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2018
  • Opdateret: 20 jan. 2018
  • Status: Igang
Om at leve som ung kvinde i et samfund, hvor mænd kan se på kvinder, som de vil. Om det at være utilfreds med sin krop. Om ting, de færreste tør fortælle om, for ingen tror på dem.

//Deltager i Sindstequila konkurrencen med valgmulighed 1: Skriv om at være ung i Danmark i nutiden//

6Likes
12Kommentarer
461Visninger
AA

3. Kjolen

Jeg elsker kjoler i ’50’er stil. De er fantastiske. Det bedste er, at nu hvor vi er i Tyskland på ferie, og det er vildt varmt, er de faktisk virkelig billige. Altså i den moderne version. Fordi jeg har været en klods, har jeg kun taget min yndlingskjole med, og det er for varmt til lange bukser. Mine shorts kradser, fordi der er nogle mærkelige blonder på dem. Efter de er blevet vasket nogle gange, er de bare blevet kradsende og ubehagelige.

Vi tager i H&M. Min søster har glemt en kort trøje. Virkelig en god ide i 30 grader. Fordi hun aldrig kan bestemme sig, kigger jeg ved kjolerne. Selvfølgelig kigger jeg ved kjoler, når jeg er glad for dem. Jeg har en krop, der bare passer pænt ind i dem. De er som skræddersyet, hvilket er sjældent.

Ud af butikken går vi med en trøje til min søster og en kjole til mig. Næste dag skal vi videre til nogle venner af familien, som min søster og jeg ikke har set i tre år. Selvfølgelig har jeg min nye kjole på, for der er stadig alt for varmt til en isbjørn som mig, der generelt foretrækker lidt køligere temperaturer.

Vi ankommer, og vi hilser. Som normalt. Det er en mand og en kvinde. Vi skal overnatte hos dem, inden vi tager hjem næste dag. Som vi nogle timer sidder ved aftensmaden, tænker jeg ikke over min kjole. Endelig har jeg overvundet med til at vise lidt mere frem, og selvom det er en kjole, der kun går til lidt over halvdelen af låret og viser noget kavalergang, gør det mig ikke noget i varmen.

Hen over brystet på kjolen står der MINIMALISM. Efter maden bliver vi siddende lidt og snakker. Pludselig er der ikke mere at snakke om. Tre år er blevet opsummeret på nogle timer, og vi sidder lidt halvt akavede og ved ikke helt, hvad næste emne skal være.
”Det er da ikke minimalisme,” siger kvinden og peger på min bryster, hvor ordet står henover. ”Det er maksimalisme.”
Hun smiler mærkeligt. Jeg kan mærke mine kinder blive røde. Sagde hun virkelig det? Selv hendes mand bliver rød i hovedet, og jeg ser bare ned på mine sko. Det er mig umuligt at svare. Ingen siger noget, indtil min far nogle sekunder senere starter en ny samtale.

Kort efter undskylder jeg mig til at gå på toilettet. Selvom jeg skal en smule på toilet, er det ikke grunden til, at jeg går. Så snart jeg er inde på badeværelset og ved, at jeg er langt væk fra resten, sætter jeg mig på gulvet og samler mig. Lukker øjnene og tager dybe indåndinger, mens jeg mærker mine kinder blive våde.

Ordene flasher forbi mig i min søvn. Den nat får jeg så godt som ingen søvn. Foruden at ligge på en madras hårdere end gulvet, ser og hører jeg samtalen igen og igen. Hvad er der galt med hende? Havde jeg været i en amerikansk sitcom, havde jeg sikkert givet hende en lussing. Men jeg er ikke med i en amerikansk sitcom. Jeg er bare en dansk pige, der ikke tør at sige nogen imod, selvom deres handlinger eller kommentarer gør ondt og giver kvalme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...