Opbrud

Hendes nervøse øjne så forsigtigt op på mig, inderst inde vidste hun jo godt hvilken mavepuster hun netop havde givet mig. ”Jeg var for styrende, og hun ville prøve nye grænser af.”

*konkurrencebidrag til Sindstequila, mulighed nr. 1: skriv om at være ung i Danmark i 2017*

2Likes
0Kommentarer
69Visninger

1. Opbrud

Jeg var sådan set godt i gang med at leve livet vil jeg sige. For længst havde jeg lært at læse, regne og regne ud hvordan jeg skulle spørge for at få min far til at køre mig i skole på en regnvejrsdag. I en nærmest lykkelig kreds af venner og familie stod jeg netop midt i. Jeg var godt begavet, rimelig trendy og lidt af en grinebidder – I visse situationer vel at mærke. Min slyngveninde og jeg var nærmest vokset sammen, en helt ny følelse for mig der aldrig før havde været så tæt med et andet menneske.

 

”Jamen selvfølgelig er det da okay.” Hendes nervøse øjne så forsigtigt op på mig, inderst inde vidste hun jo godt hvilken mavepuster hun netop havde givet mig. I en akavet men vant bevægelse lagde hun kortvarigt armene om mig, ”godt.” Herefter spankulerede hun mod hendes bord, var det sådan det var nu? Hendes og mit bord? Det var jo bare en dum skoleopgave, men vi plejede altid at blinke fnisende til hinanden hver gang der blev nævnt det mindste om makkeropgaver. Jeg lod mig dumpe ned på stolen, men kun for at vente på det rette øjeblik til diskret at forsvinde ud på toilettet. Tankerne hamrede mod mit kranium indefra, og jeg lukkede dem ud som tårer, det hjalp, men føltes også forkert på en måde.

 

I tiden efter denne episode gled vi langsomt blot mere fra hinanden. Den lille bitte sprække hun havde skabt den dag, havde udviklet sig til en dybere kløft, som man ikke længere blot kunne se bort fra eller springe over. Jeg tog det bestemt ikke pænt. Jeg tryglede nærmest min mor om at give mig et facit, for så skulle jeg da nok gøre det! Men hun rystede bare på hovedet, det fandtes ikke. Aldrig før havde jeg oplevet suset ved en ægte veninde som hende. Hvirvlet ind i vores egen lille verden, trygt og rart var det, ja jeg var nærmest på grænsen til forelsket. Ligeså opstemt jeg havde været, ligeså nedtrykt blev jeg når folk spurgte: ”Er I ikke mindre sammen end I plejer?” Det var vist en underdrivelse som jeg kun kunne svare ja til, og hendes kortvarige blik fra den anden ende af klasselokalet bekræftede kun dette.

 

I frustration og frygt for at stå ansigt til ansigt med hende skrev jeg SMS på SMS, hvor jeg blot undskyldte og opmuntrede til at vi igen skulle finde gnisten i vores venskab. Ligeså søde og ligegyldige svar fik jeg tilbage, for det førte ikke til andet end det. ”Jeg var for styrende, og hun ville prøve nye grænser af.”

 

I min desperation for at blive mindre styrende, føltes hele verden som en sandstorm. Tusindvis af sandkorn slørede alle mine sanser og slog samtidig mod mit hoved men en hastighed der synes at være umulig. Dagene blev til uger. Et kort øjeblik i sandstormen der føltes som uendelig, lukkede jeg øjnene og slap mine tanker fri for mit hoveds indre fængsel, først da gik noget op for mig: Skulle jeg ændre på mig selv for at få vores venskab tilbage? Det havde aldrig strejfet mig det mindste, for det skete en gang i mellem at jeg fik at vide at jeg kunne være en smule kontrollerende. Måske passe vi bare ikke sammen længere, for at bruge et gammelt udtryk: vi var vokset fra hinanden.

 

Det kan godt være at man kommer styrket over kærestesorger, men der findes også cirka en million kurre og sikkert endnu flere film om netop dette, så hvorfor skulle man ikke det? Noget vi tit tager for givet, er den veninde der trofast sidder ved siden af, med opmuntrende kommentarer og chokoladeis. Hende man altid kan grine med og stole på. Med min lille historie vil jeg blot henlede opmærksomheden på at ikke alle har venner de kan betro sig til, grine med og stole på, så sæt for pokker pris på dem du har. Det kan godt være at jeg i dag har et fint forhold til min forhenværende bedste veninde, forstået på den måde at vi godt kan udveksle sætninger med hinanden. Men vi får aldrig det venskab tilbage som vi havde, det glasbillede er for længst krakeleret, selvom jeg stadig lever i håbet. Men i mellemtiden har jeg fundet nye veninder og givet de gamle lidt ekstra kærlighed, for mit liv ville være som en evig gråtonet sandstorm uden dem.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...