det man ikke ved, har man ikke ondt af


1Likes
0Kommentarer
82Visninger

1. Kapitel 1

"Kommer du Agnete, vi går nu." mor står med sin nye kjole, som flavrer til alle sider i den danske forårsvind. hendes halskæde med det lille stjenformede symbol ligger om hendes hals. jeg piller lidt ved min davidstjerne og tager mor i hånden. "Husk at du skal være stille og respektfuld, når du træder ind. De fleste kan jo ikke lide at der er små børn på mindre end 5 år tilstede." siger mor og kigger sig omkring. Hun virker altid så nervøs, når vi er ude i offenligheden. Som om hun skal være på vagt for alt og alle. 

Jeg har altid syntes at synagogen i vores by er den flotteste. Det er også den eneste jeg har set. Det er som om verdenen bliver helt anderledes når man træder ind. I starten kigger folk altid meget skeptisk på os, men efter lidt tid forsvinder facaden. 

"Hvad skal vi have at spise?" spørger jeg og begynder at tegne en lille hund der dufter til min ynglingsblomst - tulipanen. "frikadeller, din livret!" mor kender mig bare så godt! Det eneste hun ikke forstår er min måde at tegne på. Hun gtter altid forkert, når hun siger hvad det kan være. "Nej hvor flot, skat! tegner du en ko der spiser en blomst?" jeg kigger underligt på hende. "Nej, da! Den er en hund der dufter til en tulipan." Jeg begynder at farvelægge den. 

"Så der mad!" siger mor højt, selvom jeg sidder lige ved siden af hende. Jeg løber hurtigt hen til spisebordet og sætter mig på min sædvanlige  plads. Mor sætter sig og folder hænderne. "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...