Destination

Denne "Novellesamling" er en lille samling af 3 noveller, som jeg skrev i forbindelse med min 10. klasse OSO opgave + "Pigerne kalder mig Charlie"
Samlingen hedder destination, fordi hver novelle tager udgangspunkt i, at hovedpersonen er på vej et sted hen.

1Likes
3Kommentarer
146Visninger
AA

4. Pigerne kalder mig Charlie

Elkedlen klikker. Vandet er færdigt. Jeg drikker kaffen sort. Ikke fordi, jeg kan lide det, men fordi det kradser i halsen. Det føles som om, min hals kæmper for at holde kaffen væk, men jeg tvinger det ned. Jeg kan godt lide den slags modstand. Det næste, jeg gør, er at sætte mig ved computeren. Hun har skrevet til mig. Hun vil bekræfte vores møde. Det er lidt sent, hun gør det, hvis man skulle spørge mig. Der er knap en halv time til. Jeg kan se hende for mig. Sidder derhjemme på teenageværelset, der er plastret til med plakater af forfærdelige boy-bands, der hverken kan synge eller ser særligt godt ud. Hun venter i spænding på mit svar, som om hun ikke har andet indhold i livet, hvilket hun ikke har. Det har hun fortalt mig. Ikke direkte, men hun har sagt så meget om, hvor meget hun hader 8. klasse. Hvor nederen drengene fra hendes klasse er, og at jeg forstår hende så meget bedre end nogen andre. Men det gør jeg ikke. Det er en rolle jeg spiller.  

Kaffen smager af helvedes til, men det er bare sådan, det er. Emilie drikker ikke kaffe, og hun synes, det er underligt, at jeg gør. Der er selvfølgelig så meget om mig, hun ikke ved. Det ved hun heller ikke. Hun ved ingenting. Et smil breder sig på mit ansigt, mens jeg bekræfter, at vi mødes ved enden af trappen i shopping centret. Jeg skyller min kop omhyggeligt af og sætter den i opvaskemaskinen. Tænker over, hvad jeg vil lave til aftensmad. Jeg tillader mig et sidste kig på samtalen. Sender hende en blinke-smiley, inden jeg lukker skærmen i.

Inden jeg forlader min lejlighed, sidder jeg i nogle minutter og beundrer billederne.

Først Casper, så Henrik, Albert, Rasmus, Lukas, så Ilias og nu Eskild. Og de er alle sammen mig, og jeg er dem.

Jeg slentrer ned ad gågaden. Om en uges tid vil hendes forældre væmmes ved tanken om, at jeg har gået her. På vej til et møde med deres dyrebare lille engel. Far vil så småt gå fra forstanden og planlægge min død, selvom det slet ikke er min skyld. Det er ikke min skyld, at deres datter er så dum. Accepterer venneanmodninger fra drenge, hun ikke kender. Men far vil aldrig kunne bebrejde sin lille pige eller som det mindste sige, at hun burde have tænkt sig bedre om. Sådan er det bare. Forældrene kalder mig kryb, drengene kalder mig tyv, og pigerne kalder mig bare Charlie

Og nu sidder hun i bussen. Spændt på at møde mig. Har sikkert sommerfugle i maven, fordi vi har haft sådan nogle dejlige samtaler. Alle de søde beskeder hun har modtaget og sendt. Hun vil sikkert føle sig snydt. Så skuffet hun bliver.

Jeg tager mine høretelefoner i ørene. Det hjælper mig med at lukke alt andet ude. Normalt er jeg god til at snakke med andre, men ikke når jeg er i mit es. Når jeg er i gang, skal jeg være alene i mit hoved. Musikken svømmer ind i mine ører. Stings ord, griber mit hjerte og minder mig om, hvor god en sang, det faktisk er.

Every breath you take

Emilie er afgjort den flotteste af pigerne. Klart, Cathrine havde nogle pæne ben, Helena havde kønne øjne, Amanda havde slanke hænder, Rikke havde de der krøller i håret, som indrammede hendes ansigt perfekt. Laura var bare naiv og kun en lille smule dummere end Ida, men da jeg først så Emilie, var det hendes drillende mund, der fik min opmærksomhed. Først senere fandt jeg ud af alle de andre interessante ting. Hendes lille modermærke på halsen. Måden hun sætter sit hår, og hvordan hun altid har den samme armygrønne hættetrøje på. Den sandwich hun bestiller på Subway, og hvilken bus hun tager, når hun skal hjem. Hun er alt det, de andre var, men bedre.

Every move you make

En mand nikker til mig. Jeg kender ham godt. Han var til et møde engang. Jeg kan kun kende ham på grund af de latterlige hornbriller, han render rundt med. Jeg kan huske hvordan han hele tiden rettede på den med sin langfinger. Jeg nikker ikke tilbage til ham. Fokuserer bare på at komme ned til centeret. Jeg glæder mig ikke. Det er bare endnu en ting, der skal klares. Ligesom indkøb.

Every bond you break

Jeg når centeret efter noget, der føles som en evighed. Emilie sidder på et af de sidste trin på trappen. Spændt på at møde mig. Jeg går forbi hende og op af trappen. Hun skænker mig et kort blik, da jeg passerer hende. Ligesom hun ville have gjort til enhver anden tilfældig person. Jeg står på balkonen og ser på hende. Lader hende vente lidt. Hun har en pæn kjole på, der klæder hendes figur. Hendes hår er krøllet, hvilket det ikke normalt er. Hun har gjort noget ud af sig selv. Det er også første gang, jeg ser hende uden hættetrøjen. Musikken spiller stadig. Samme sang om igen. Pludselig sker det uventede og alligevel meget belejlige. Det passer perfekt. Gennem svingdøren kommer Eskild. Drengen, der ligner mig. Et stort smil breder sig midt i Emilies ansigt. Hun tror, at hun nu møder ham, hun kender så godt, men han aner ikke, hvem hun er. De ser begge to forvirrede ud, mens deres munde bevæger sig. Emilie finder sin telefon frem for at vise ham ’hans’ Facebook-profil, og den har rigtigt nok hans billede, men ikke hans navn. Det er ikke hans profil.

Nu bliver Emilie bange. Meget bange. Øjenbrynene hævede og øjnene store. Hendes ansigt skriger frygt. Det går op for hende, hvad der foregår. At hun er blevet snydt. Hun kunne jo bare have tænkt sig om. Det bliver træls for hende at skulle forklare mor og far, hvad hun har lavet. Skrevet med en fremmed ’dreng’, mødtes med ham. Det er en lærestreg. Alle og enhver kan se, hvor bange hun er. Alt kører sikkert gennem hovedet på hende. Hvem har hun skrevet med? Er personen her? Ja, søde Emilie. Jeg er lige her.

Every step you take

Hun ser sig omkring. Bange. Nu er et godt øjeblik. Nu slår jeg til. Roligt går jeg ned ad trappen, uden at tiltrække mig selv nogen opmærksomhed. Hun er på vej ud af døren. Jeg indhenter hende. Min arm glider ind under hendes, og vi går sammen udenfor. Stadig ubemærket af omverden. Det ryster mig. Hvor ligeglade folk er. Hun lammes. Sikkert af frygt. Jeg kan se, at det er frygt, og pludselig er jeg i en rus. Det er slags belønning for mig. Jeg kan også se, hvordan min stærke kaffeånde generer hende. Vi går roligt, men hastigt, hen mod min sorte Porsche, som jeg sørgede for at have parat i går. Hun har stadig ikke sagt et ord. Lammet. Uden modstand får jeg hende ind i bilen, og vi kører væk.

I’ll be watching you

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...