Destination

Denne "Novellesamling" er en lille samling af 3 noveller, som jeg skrev i forbindelse med min 10. klasse OSO opgave + "Pigerne kalder mig Charlie"
Samlingen hedder destination, fordi hver novelle tager udgangspunkt i, at hovedpersonen er på vej et sted hen.

1Likes
3Kommentarer
136Visninger
AA

2. Nanna

Nanna havde altid været lille og spinkel. På grund af denne barnelignende krop, havde hun aldrig haft en kæreste. Hun mente, at drengene ikke ville have hende, fordi hun ikke havde nogen former. De andre piger fra klassen fortalte hende altid, at hun burde være taknemmelig for at være så slank og pæn i stedet for at være lige så fed, som de selv syntes, de var.

Hendes ansigt var heller ikke noget særligt. Kedeligt og almindeligt. Hun var ikke smuk som de piger, der altid gik sammen med drengene. På trods af hendes manglede skønhedstræk, havde Nannas udseende aldrig generet hende. Hun vidste godt, at hun ikke var perfekt, og at ingen andre var det. Dette havde de andre piger endnu ikke fundet ud af. De prøvede stadig.

Hun var på vej hjem fra skole, og var ved at vise sit buskort, da hun spurgte chaufføren:

”Vil du ikke nok hjælpe mig?”

”Med hvad dog,” spurgte chaufføren tilbage. Så gik Nanna om i bussen og satte sig og så ud af vinduet. Et par stop senere satte en mand sig på sædet overfor hende på den anden side af midtergangen. Han havde jakkesæt på og så lige så almindelig ud i ansigtet, som Nanna selv gjorde. Han stirrede også ud af vinduet.

Turen til stationen var relativt kort. Derefter skulle Nanna gå ned gennem gågaden for at komme hjem. De andre fra hendes klasse boede tættere på skolen, og de få, der også skulle med bussen, skulle af før stationen.

Nanna var vant til turen, men denne dag var der messe i byen, så gågaden var fyldt med boder. Dette var for det meste madboder, men også en del sælgere havde set sig en god mulighed for at få fat i mennesker, som de udmærket godt vidste ikke var interesserede i at snakke med dem.

Nanna slentrede lige så roligt gennem junglen af ivrige italienere og indere, der ville have alle til at smage deres mad.

”Hej lille pige,” sagde en stor og bred inder, da hun gik forbi, ”vil du ikke smage noget Tikka Masala?” Han var næsten ikke til at forstå for den tykke accent. Han stod et øjeblik med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. Den lille bambusskål i hans hånd duftede fantastisk af samtlige krydderier, som Nanna kun havde smagt, når hun var hjemme hos sin moster. Da han ikke fik nogen respons, satte den store inder skålen tilbage på sin stand og satte sig på hug foran Nanna. ”Sig mig, hvorfor ser du så trist ud, lille pige,” spurgte han. Hans overskæg dirrede, når han snakkede. Nanna stod stille. Ikke en muskel bevægede hun.

”Vil du ikke nok hjælpe mig?”

Manden rejste sig igen.

”Hvordan kan jeg hjælpe, lille pige?”

Nanna trak på skuldrene. Hun vidste det heller ikke.

”Jeg ved, hvad der vil hjælpe dig,” sagde han så, mens han løftede sin pegefinger. Han tog den lille bambusskål i hånden igen. ”En dejlig portion Tikka Masala!” Hans smil var så bredt som hans ansigt, og han så meget forventningsfuldt på Nanna, så på skålen og så på Nanna igen.

Hun gik videre. Traskede håbløst ned ad gågaden, som var hun på vej til sin egen begravelse. Mens hun gik, forestillede hun sig, hvordan netop det egentlig ville være. Ville der være mange biler udenfor kapellet? Ville der være mange til stede? Måske havde de læst datoen forkert og skulle egentlig have været til en andens begravelse, som først skulle holdes ugen efter.

Nanna havde også tit overvejet, hvilken dødsårsag, der var mest praktisk. Alle ville helst dø i deres seng af naturlige årsager, men Nanna var sikker på, at hun ikke ville være så ”heldig”. Hun havde overvejet det nøje. Hvis hun nu skulle dø i et uheld, ville hun helst have en bilulykke, hvor hun ikke døde på stedet, men på hospitalet. Hun ville nå at vide, at det var slut og vide, at hvad end, hun tænkte på, ville blive hendes sidste tanke. Hvis hun skulle myrdes, ville hun helst skydes. Hun havde nemlig hørt, at det mærker man ikke rigtig. Hun ville dog ikke skydes lige i hjertet. Hun ville ikke dø på stedet. Hun ville mærke livet klamre sig til hende. Mærke de sidste åndedrag og nyde dem.

Alt dette fortalte hun engang til sin bedste veninde. Kort efter stoppede de med at snakke sammen. Senere snakkede de andre fra klassen heller ikke med hende længere.

Hun fortsatte sin vandretur ned ad den kulturfyldte gågade. På denne 10 minutters gåtur så hun mere kultur, end hun nogensinde havde i samfundsfag. Små drager på stande for traditionelle kinesiske nytårsretter. Tyske mænd med lederhosen og ølvom, der solgte pølser og spanske piger, der dansede flamingo foran rådhuset. Hvor ville Nanna godt kunne danse sådan. Bevæge kroppen med sådan en rytme og ynde, at folk ville stoppe op og se på hende. Måske endda smide en tyver. Alle mændene så på dem, mens de spiste pølser fra tyskerne. Ikke at Nanna gerne ville beundres af tykke gamle mænd, men lidt opmærksomhed fra en eller anden ville da ikke gøre noget. Hun var jo trods alt tynd, men nok ikke på den pæne måde.

Langsomt nærmede hun sig centrum af gågaden. Springvandet. Et stort og majestætisk springvand, der skød det klareste vand op i luften, hvorefter det landede nede blandt alle småmønterne. Alle disse mønter var ønsker, som folk havde ønsket. Hun gik helt hen til kanten og begyndte at rode i sin lomme efter småpenge. Hun måtte gå alle lommerne igennem, før hun fandt en ganske blank 2 krone, som blev produceret for kun 3 år siden. Hun kyssede den hurtigt og smed den i vandet. Hun ønskede, at hun kunne være ligesom de spanske dansere.

Dette vidste hun godt, aldrig ville ske. Hun var alt for tynd og kunne slet ikke danse, og den slags ønsker virkede aldrig. Det var bare en gammel overtro, der startede et eller andet sted på et eller andet tidspunkt, og det var slet ikke rigtigt. Måske var der i virkeligheden nogen, der fandt på det, så de kunne fiske rundt i springvandene om natten og tage alle pengene selv.

Tænk nu, hvis politiet kom, og man blev skudt, mens man stjal springvandsformuen. Så døde man bare helt uden at være forberedt på det. Midt i en handling.

Med den tanke i hovedet, tog Nanna skoletasken af ryggen, skoene af fødderne og kravlede op i springvandet. Hun satte sig i det iskolde vand og gav sig til at vente.

En midaldrende dame kom forbi og spurgte pænt Nanna, om hun havde brug for hjælp.

”Vil du ikke nok hjælpe mig,” spurgte Nanna for tredje gang den dag.

Damen så forvirret ud, da hun rakte sin hånd frem, men Nanna ikke tog fat. Hun gik ud fra, at den fortvivlede pige i springvandet gerne ville have hjælp til at komme op igen.

”Hvad skal jeg hjælpe dig med, søde ven?”

Hun satte sig på kanten af springvandet.

”Vil du holde mig,” spurgte Nanna uden at bevæge sig.

Damen smilede.

”Jamen selvfølgelig. Kom du op af vandet. Så kan jeg give dig en god krammer og en kop kakao at varme dig på.”

”Nej,” sagde Nanna bestemt, og damens mine vendte. Hun så bekymret ud nu. ”Vil du holde mig fast under vandet? Så jeg ikke kan komme op. Så jeg kan mærke livet forlade min krop og nyde mine sidste åndedrag.”

Nannas foruroligende ønske skræmte hurtigt den ellers så venlige dame væk. Nu sad Nanna alene igen, og pludselig var det ikke så vigtigt, at der sad en fortvivlet pige alene i springvandet og tænkte på døden. I sidste ende, var der alligevel ingen, der ville hjælpe hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...