Destination

Denne "Novellesamling" er en lille samling af 3 noveller, som jeg skrev i forbindelse med min 10. klasse OSO opgave + "Pigerne kalder mig Charlie"
Samlingen hedder destination, fordi hver novelle tager udgangspunkt i, at hovedpersonen er på vej et sted hen.

1Likes
3Kommentarer
84Visninger
AA

1. Clickbait

Låsen binder som sædvanlig. Jeg slentrer ned ad vejen, som jeg er vokset op på. Den har ikke ændret sig spor. Jeg husker stadig alle stederne, hvor jeg er faldet på cykel og hvor hullet i naboens hæk var, efter mine kammerater og jeg havde skudt fodbolden igennem så mange gange, at det dannede en misformning. Det blev fikset, da de nye flyttede ind og de klippede hækken helt ned, så den kunne vokse ordentligt frem.

Jeg runder hjørnet ved vejens rod, hvor den mødes med hovedvejen, som ikke har noget navn, fordi der ikke ligger nogen huse. Jeg har ikke langt til arbejde, så jeg går hver dag. Det holder mig ung. Ikke at jeg er ved at blive gammel, men det skader vel ikke at forebygge det. Jeg nyder at gå turen til arbejde. Især om formiddagen. Om formiddagen er der roligt på gågaden. Der er kun dem, der ligesom mig skal på arbejde, dem, der har fri og dem, der ikke har noget at lave.

Jeg når enden af hovedvejen og drejer ind på gågaden. Jeg kan dufte det splinternye tøj fra butikkerne, der er ved at åbne. Manden, der sælger spanske vafler, er så småt ved at åbne sin biks, og Hus forbi sælgerne står og nyder deres morgenkaffe.

Jeg passerer to kvinder. De er unge. Sikkert midt – sluttyverne. Jeg kan ikke undgå at overhøre deres samtale.

”OMG!”

”Ja, ikke?”

”OMG WTF”

”JA IKKE!”

Syv ord udvekslet i de 10 sekunder, jeg kan høre deres samtale. Hvad de har snakket om, ved jeg ikke, men det lød ikke som en intelligent samtale. Jeg ved godt, at man ikke må dømme en bog på omslaget, men nogen gange er det altså bare svært. Måske dømmer jeg for hurtigt. Det gør vi alle sammen. Jeg er ikke en større synder end enhver anden.

Livet er blevet fyldt med ligegyldige samtaler og irrelevante relationer. Man kan pludselig snakke i evigheder om ikke og en skid, hvilket måske kan ses som en god ting alt efter, hvem man er, og hvordan man ser på tingene. Jeg sætter større værdi i indholdet af en samtale frem for længden af samtalen. Hvis man så snakker længe om vigtige ting, er det kun bedre.

En flok teenagere kommer langsomt mod mig. Det er vigtigt at nævne, at de går langsomt, for det er en ting, jeg har lagt mærke til. Unge er begyndt at bevæge sig langsomt. De har alle en høretelefon i det ene øre, og snakker med hinanden med det andet. Om 3 minutter vil de ikke kunne huske noget af samtalen, de går midt i, netop fordi de har musikken i det andet øre. De er kun halvt med i samtalen. De er ret tæt på nu, og lige som jeg havde forudset, støder en af dem ind i mig. Han så sig ikke for. Han regnede med, at jeg flyttede mig, hvilket jeg også ville havde gjort, men jeg synes lige, at han skulle lære, at hele verden ikke rykker sig for ham.

Længere nede ad gågaden står en ung pige og roder i sin taske. Hun snakker i telefoner gennem sine høretelefoner. Med sin veninde formoder jeg.

”Jeg kan simpelthen ikke vælge. Hvad skal jeg tage på?”

Hun roder videre, mens hun lytter til venindens svar.

”Jamen, hvis jeg ikke har det rigtige filter, vil han jo løbe skrigende væk!”

Hun tager noget, der ligner et stykker tyndt stof op af tasken. På stoffet er et ansigt af makeup. Hun tager ved det med begge hænder, læner sit hoved bagover og placerer ansigtet på sit eget. I løbet af få sekunder glider det ind i hendes eget ansigt, og hun er nu fuld af krigsmaling i hovedet. Dette ser ikke ud til at genere eller fange nogen andres opmærksomhed udover min. Hun nåede det lige. En ung tiltrækkende mand kommer gående mod hende. Hun skynder sig at tage høretelefonerne ud af ørene og smiler. Hun gør sig rigtig til for ham. Ser anspændt ud. Som om hun skjuler noget, hvilket hun egentlig også gør. Sammen går de ind på cafeen, hun stod foran.

Jeg når snart torvet. Jeg tager mig tid til at se lidt op på himlen, som heldigvis er blå i dag. Der er enkelte skyer, men kun hvide skyer. Et par fugle flyver under dem en gang imellem. Jeg sætter pris på godt vejr. Det er som om, man efterhånden kun kan brokke sig over vejret. Man lægger kun mærke til, når det er dårligt, og så siger man endnu engang ’Øv, hvad er det dog for et lortevejr, vi har igen. Bliver det aldrig anderledes?’ Så bliver det godt vejr, og man ignorerer det og så snart, det regner igen, begynder man at brokke sig forfra.

Torvet er fyldt op. En hob af mennesker står samlet og råber af hinanden. Det er endnu et politisk opslag. De er blevet meget populære. Én person stiller sig op og siger sin mening, så er der nogen, der bliver sure på ham for at have den mening, han har, og så er der nogen, der bliver sure på dem for at blive sure på ham, og til sidst er alle sure på hinanden bare for at være sure, og alle har glemt, hvad den første person egentlig gerne ville diskutere. I dag startede det med, at en mand rejste sig og sagde, at fri abort er kvinders undskyldning for at have tankeløs og promiskuøs sex. Dette gjorde en forbipasserende gruppe unge kvinder vrede. Forståeligt. Så kom et par mænd på nogenlunde samme alder og gav manden ret. Kvinderne vil bare have magten over mændene, og det burde være som i de gode gamle dage, hvor man måtte klappe dem en på siden af hovedet.

”FUCKING KVINDEHADENE FASCIST!”

”I BURDE LUKKES INDE I KØKKENET, HVOR I HØRER TIL”

”DU BURDE LUKKES INDE PÅ DEN LUKKEDE AFDELING”

Og så fortsætter diskussionen om, hvem der har ret, og intet handler længere om fri abort. Det er nemlig aldrig problemet, diskussionerne handler om, men i stedet går folk kun op i at rive hinanden ned for selv at komme op på det højeste podie, for det er tilsyneladende det vigtigste.

Fanget i koncentrationen, glemmer jeg at se, hvor jeg går. Fordi jeg har haft for travlt med at overvære andres hverdag og diskussioner, falder jeg over mine egne ben.

Nu ligger jeg, lige så lang jeg er, langs asfalten på torvet. Uvidende om, hvem der kigger, og hvad de tænker. Jeg hører ingen latter. Kun et par ’ugh’ og ’av for satan’ hist og her. Så hører jeg noget andet.

”Orv shit mand! Fik du det?”

”Jaer mand!”

Om et par timer kan jeg vel se det hele igen på internettet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...