Hvad nu?

Fandt en historie fra en gang for længe siden...

0Likes
0Kommentarer
43Visninger

1. Hvad nu?

Jeg cyklede ned af gaden, så hurtigt jeg kunne. Klokken var omkring 20:30. Jeg mærkede den kolde blæst mod mit ansigt, mens jeg drønede ned af vejen. Det føltes, som om min krop var gennemstrømmet af en form for elektricitet, der gjorde det fuldstændig umuligt for mig at slappe af. Det var næsten ufatteligt at tænke på, at jeg for omkring en halv time siden havde siddet helt roligt på mit værelse og lavet lektier.

Jeg havde fået en stil for, som jeg var startet på, da min mobil pludselig ringede. Det var Austins mor. Austin er min bedste ven. Jeg tog telefonen, og undrede mig over hvad hun mon ville, da det var meget sjældent, at hun ringede til mig. ”Hej Elizabeth”, sagde jeg ”Evanna, jeg.. Der er noget, jeg må fortælle dig…” Jeg ventede på, at hun skulle sige noget mere, men der var helt stille. Hun lød trist, og jeg begyndte at blive en smule bekymret. ”Elizabeth er alt okay?”, spurgte jeg ”Evanna kom over på hospitalet, det er Austin, han… Bare kom så hurtigt du kan”, sagde hun og lagde på. En frygt jeg aldrig havde oplevet før strømmede nu i gennem mig. Jeg fattede intet. Hvad var der sket med Austin? Det gik op for mig, at jeg ikke bare skulle sidde her, og overvejer hvad der kunne være sket. Jeg styrtede ned af trappen og tog sko og jakke på. Mine forældre var ikke hjemme, så jeg skrev hurtigt en seddel til dem, og så fløj jeg ud af døren.

Jeg var meget tæt på hospitalet, og nu begyndte angsten rigtig at gribe mig. Angsten for hvad der kunne være sket fyldte min krop og fyldte så meget, at jeg ikke kunne tænke på andet. Hvad hvis han var døende? Jeg forsøgte at ryste tanken af mig og fokusere på trafikken. Da jeg kom til hospitalet, smed jeg cyklen fra mig og gav mig ikke engang tid til at låse den. Jeg småløb ind på hospitalet og gik hen til skranken. Bag skranken sad en rødhåret kvinde. Hun bar røde briller. Der stod en mand foran mig, som var ved at få hjælp. ”Mit navn er Arthur Johannson, jeg er her for at besøge Christopher Parks”, sagde han til damen bag skranken. Det føltes, som om alting gik i slowmotion. Hvorfor kunne de dog ikke skynde sig lidt? Jeg læste hendes navneskilt bare for at aflede mine tanker. Der stod Helen Mayson. Helen Mayson sagde noget til Arthur, som jeg ikke hørte, så sagde hun: ”Dr. Parker vil du være venlig at følge hr. Johannson op til anden sal? Han skal besøge Christopher Parks.”, til en læge, som gik forbi. ”Akut afdelingen”, tilføjede hun. Lægen nikkede, og Arthur fulgte med ham. Skranken blev fri.

Jeg gik op til hende. ”Goddag min ven hvad kan jeg gøre for dig?”, spurgte hun ”Jeg er her for at besøge Austin Cunning”. Jeg blev overrasket over, hvor rolig min stemme var. ”Kan jeg bede om et navn?” spurgte hun venligt. Hvorfor kan du ikke bare give mig lov til at gå op og se ham? Tænkte jeg vredt, men jeg forholdte mig alligevel roligt og fortalte hende mit navn. ”Evanna Valencia”. Hun nikkede, mens hun skrev noget ned på et stykke papir. ”Du kan gå med Dr. Withem op på anden sal”, sagde hun og kaldte på en læge. Anden sal. Var anden sal kun akut afdeling? Lægen smilede venligt til mig og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham.

Jeg åbnede døren og gik ind på stuen. Det første jeg så var en seng med en mand, som lå helt alene. Han var meget mager og så meget syg ud. Han havde lukkede øjne og lå og mumlede et eller andet. Jeg fik helt ondt af ham, fordi han ikke havde nogen besøgende. Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde mine egne ting at bekymre mig om, og sled blikket fra manden. I den anden ende af rummet lå Austin. Rundt om hans seng sad hans familie. Hans mor, Elizabeth Cunning, Hans far, Percival Cunning og hans bror, Brian Cunning. De var alle sammen helt stille. Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle gå derhen eller ej. Det virkede lidt mærkeligt at bryde ind, når hele familien sad der, men i samme øjeblik kiggede Elizabeth op og vinkede mig hen til dem. Jeg gik langsomt derhen og standsede ved siden af Brian. Jeg kiggede ned på Austin. Der var en masse slanger sat fast rundt omkring på hans krop og en masse apparater, der målte en masse ting, jeg ikke forstod mig på. Han havde lukkede øjne. Hans mørke hår, som ellers plejede at skinne på en helt speciel måde, var uglet og havde nærmest mistet sin glans. Han var temmelig bleg. Jeg kiggede op på hans far. ”Er.. er han…” Jeg kunne ikke få ordene frem, men Elizabeth rystede på hovedet. ”Nej men han har mistet en del blod”, sagde hun med en svag stemme ”H-hvad skete der?”, spurgte jeg. Elizabeth gjorde tegn til, at jeg skulle følge med hende ud på gangen. Vi stilede os ude foran døren. ”Jeg ville ikke larme for meget derinde” Sagde hun. Jeg ventede på at hun begyndte at forklare. ”Okay, hør her..” Sagde hun ”Aberforth havde været hjemme hos Charlie”. Charlie var en af drengene fra Austins og min klasse. ”Da klokken var halv syv, bad jeg ham om at komme hjem fordi han skulle gå i gang med hans stil..”. Hun holdt pause og sank en klump, jeg havde lyst til at skynde på hende, få hende til at fortælle hurtigere, jeg ville vide hvad der var sket. Men jeg vidste at hvad der end var sket nok var kommet som et stort chok for hende og gav hende tid til at fortælle. ”Han havde sin cykel med, så det burde jo ikke tage ham så lang tid at komme hjem, men da klokken blev kvart i syv, var han stadig ikke hjemme… Jeg ringede til ham, men han tog den ikke… Jeg tænkte at hans mobil måske var slukket og at hans dæk måske var punkteret eller sådan noget...”. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at skælve. ”Da klokken så blev syv og han stadig ikke var kommet hjem, blev jeg for alvor bekymret… Jeg prøvede at ringe til ham igen, men stadig intet svar.. Jeg tænkte at jeg ville køre ruten hen til Charlie, for at se hvor han blev af”. Jeg kunne næsten gætte mig til hvad der var sket, men jeg ville høre hele historien. ”Jeg kørte ikke særlig lang tid før jeg fandt ham… H-han lå i kanten af vejen, han rørte sig ikke… Jeg skyndte mig over til ham, jeg kunne stadig mærke hans puls, men han var bevidstløs… Rundt om ham lå en kæmpe pøl af blod… Jeg skyndte mig hen til hospitalet. Og ringede til Percival og Brian…”.

Jeg kunne mærke at tårerne begyndte at presse sig på og svide i mine øjne, men jeg ville ikke græde. Jeg blev ved med at minde mig selv om at han ikke var død og at han nok skulle klare den. Vi gik ind på stuen igen. Elizabeth satte sig ned ved siden af Percival igen. Brian tog en stol over til mig. Jeg satte mig ned. Vi sagde ikke noget i et langt stykke tid, men på et tidspunkt sagde Elizabeth: ”Evanna, klokken er næsten ti, du burde måske gå hjem”. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, jeg bliver” Sagde jeg bestemt. ”Hvis jeg altså må” tilføjede jeg hurtigt. ”Selvfølgelig” Sagde Percival. Stilhed igen.

På et tidspunkt kom Dr. Withem ind for at tjekke at alt var okay. Han gav os også nogle tæpper, da det var begyndt at blive lidt koldt. Jeg svøbte mig ind i et tæppe og sad sammenkrøbet på min stol. Klokken blev elleve og vi sad stadig omkring hans sengeleje, ventede. Jeg vidste ikke hvad vi ventede på. I hvert fald ikke indtil det skete. Jeg sad og betragtede Austin, det gjorde alle de andre også. Pludselig rørte han lidt på sin hånd, det var bare en lille smule. Elizabeth gispede. Jeg stirrede intenst på Austin. Percival rejste sig og sagde at han ville finde en læge. Da han kom tilbage havde han Dr. Withem i hælene. Jeg lagde mærke til at der var en maskine som målte hans hjerterytme. Den kørte langsom men den kørte. Dr. Withem bøjede sig ind over Austin og tog hans puls og lavede nogle andre ting, men jeg kunne ikke se hvad. Jeg ventede på at få noget af vide, bare et eller andet. Et eller andet godt. Dr. Withem rettede sig op og sagde at han bare drømte, hvilke betød at han var ved at nærme sig overfladen igen. Jeg var temmelig træt og fangede derfor ikke helt hvad han sagde, men i mine øre lød det godt. At komme tilbage til overfladen var vel godt? Dr. Withem begyndte at forklare en masse ting om koma, men jeg opgav at prøve og høre efter. Jeg sank bare tilbage i stolen og betragtede Austin. Pludselig begyndte en lang bib lyd at strømme gennem lokalet. Jeg kiggede rundt for at finde kilden til lyden, da det gik op for mig at hele familien Cunning så forfærdede ud og Dr. Withem stod ovre ved Austin og rodede med nogle af slangerne. Det gik langsomt op for mig hvad der skete. Jeg kiggede frygtsomt over på maskinen, som målte hans hjerterytme. Men det eneste der var at se var en lang lige streg.

Jeg sad hjemme på mit værelse igen. Klokken var tre om natten, men det var umuligt for mig at sove. Jeg havde for mange tanker og erindringer der fløj ind og ud af mit hoved. Erindringen om gråd, da det virkelig gik op for familien hvad der var sket. Erindringen om Elizabeth, der var den eneste som ikke græd, hun havde siddet i en stol, tilsyneladende var hun så fuld af sorg, at hun var for trist til at græde. Erindringen om Brian, der var løbet over til hans lillebrors lig og omfavnede ham. Erindringen om alle de ting der strøg i gennem mit hoved, mens jeg kørte hjem.

Da klokken endelig blev seks gik jeg nedenunder for at spise morgenmad. Tanken om at skulle i skole og blive udspurgt om gårsdagens hændelser gav mig hovedpine. Men på den anden side ville jeg ikke kunne holde ud at sidde alene hjemme med mine triste tanker som eneste underholdning. Ude af stand til at flygte fra mit eget hoved. Jeg gjorde mig klar til at tage af sted. Min mor tilbød mig to gange at jeg kunne blive hjemme, men jeg afslog tilbuddet. Mine forældre blev ved med at sende mig side blikke, som om jeg kunne bryde sammen hver øjeblik det skulle være. Hvilke jeg sikkert også kunne, men det skete ikke. Jeg sagde farvel til min mor og gik med min far ud til bilen. Under køreturen skævede min far fortsat til mig nu og da. Vi nåede over på skolen og jeg sagde farvel til min far. Jeg gik over mod min klasse. Der var kun tre minutter til klokken ringede så jeg blev nød til at skynde mig lidt. De fleste fra klassen var allerede kommet. Jeg forstod ikke hvordan de alle sammen kunne være så upåvirket, de snakkede glade om alt det de havde lavet i weekenden. Jeg måtte minde mig selv om at de ikke vidste noget om det. Men det virkede stadig forkert at se dem smile, for det troede jeg aldrig at jeg selv ville komme til igen. Jeg satte mig på min plads uden at snakke med nogen og ventede på at vores lærer kom. Mon der var nogen som allerede vidste det? Måske Charlie. I samme øjeblik jeg sad og tænkte på ham, kom han gående over i mod mig med et smil på læben. Nej han vidste det ikke. Han åbnede munden for at tale til mig, men i samme øjebliktrådte vores matematik lærer, Mr. Johnson ind af døren og bad alle om at være stille.

Han begyndte at tjekke dem af som var kommet. Austin var nummer tre. Da hans navn blev nævnt kunne jeg mærke at det begyndte at svide i mine øjne, og jeg slog straks blikket ned mod bordet. Vores lære kiggede op da ingen svarede. ”Hvor er Austin?” Spurgte han. Der var ingen der svarede men de fleste sad og kiggede rundt i klassen. ”Er der nogen som ved det?”.  Alle rystede på hovedet og mumlede nej i munden på hinanden. ”Så går jeg ud fra at han er syg” Sagde Mr. Johnson ”Han havde det ellers fint nok i går eftermiddags” Sagde Charlie. Mr. Johnson kiggede op ved den bemærkning. ”Ved du måske hvad der er galt med ham, Evanna?” Spurgte Mr. Johnson. Jeg stirrede fortsat ned i bordet, jeg ville ikke have at folk skulle se mig græde. Men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde ikke lyst til at være den, der forklarede folk hvad der var sket. Jeg havde håbet at hans forældre havde ringet og fortalt det, men de var vel stadig knuste. Selvfølgelig var de det. ”Evanna, er alt okay?” Spurgte Mr. Johnson, og begyndte at lyde en smule bekymret. Jeg svarede ikke, jeg kunne ikke få nogle ord frem. Da jeg havde fået nogen lunde kontrol over min stemme og var holdt op med at græde kiggede jeg op. ”Han er død”Resten af dagen gik forfærdeligt langsomt. Alle pigerne var begyndt at græde da jeg havde fortalt historien. Charlie havde bare siddet tavs og lyttet. De fleste kom over og krammede mig og spurgte om jeg var okay. Nogle få spurgte ind til historien så jeg blev nødt til at genfortælle historien fem gange, med alle detaljerne. Endelig, da den sidste time var slut gik jeg ud på parkeringspladsen, hvor jeg blev hentet af min far. Han spurgte hvordan min dag havde været. ”Fin nok” Svarede jeg. Han spurgte ikke om mere. Jeg vidste godt at jeg sagtens kunne tale med mine forældre om mine tanker og at de sikkert også havde det rigtig svært, da de ikke vidste hvordan de skulle omgås mig lige nu. Men jeg ville hellere bare sidde for mig selv.

Den næste måned føltes som et år. Jeg gik i skole som sædvanlig men ingen snakkede rigtigt til mig. Ud over Charlie. Men det var kun meget få og meget små dialoger. Jeg havde været hjemme hos familien Cunning et par gange. Men det havde været en meget trist affære. De havde stadig ikke gjort noget ved Austins værelse. De nænnede ikke at smide noget ud. Og det gjorde sikkert for ondt at skulle kigge alle hans ting i gennem. En af gangene hvor jeg havde været der, havde jeg sat mig ind på hans værelse. Jeg havde bare siddet i hans seng, og stirrede blindt ud for mig. Mine forældre prøvede at tale til mig og var mere omsorgsfulde en sædvanlig. Men ingen forstod mine tanker, og jeg kunne ikke forklare dem. Men jeg havde mine tanker. Jeg overvejede de samme ting hver dag. Gennemgik de samme tanke hver dag. Og så en sen eftermiddag i september, kom jeg endelig til en konklusion. Jeg havde truffet mit valg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...