Englenes hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2017
  • Opdateret: 31 dec. 2017
  • Status: Igang
Nora og hendes lillesøster elsker julen, og en dag da de skal i skole, bliver Noras lillesøster Lenas drøm til virkelighed.
Den her historie er skrevet til julekonkurrencen, hvor jeg har valgt mulighed 2 og 3: I et andet univers og med de klassiske julefigurer.

0Likes
0Kommentarer
36Visninger

1. 1. Kapitel

Jeg har altid godt kunnet lide julen, og det kan jeg også nu. De fleste syntes at julen først starter 23 eller 24 december, men jeg syntes at den allerede starter 1. Advent, selvom at den ikke altid er i december. Jeg går altid og venter, og det har jeg gjort siden min fødselsdag, så siden d. 2 august til nu, d. 5 december. Min ønskeliste er færdig, mit værelse er pyntet op, og jeg har fået lavet en gave til min mor og min far. Men jeg er langt fra klar, for jeg giver også advents gaver til min lillesøster, men kun 2 og 4 advent, så næste advent skal jeg have en klar. 1. Advent fik jeg 3 æsker, en kagedåse og 4 fyrfadslysestager og min lillesøster på 9 fik noget LEGO Friends. Min lillesøster har også en LEGO Friends julekalender selvfølgelig, hun elsker LEGO Friends, og jeg har en fra Glitter, med smykker, hårspænder, elastikker og sådan noget.

Min lillesøster hedder Lena og ligesom mig, ELSKER julen, hverken hende eller jeg tror på julemanden, men hver december nat “beder” vi til englene om en hvid jul, så vi kan holde en sneboldkamp. Vi håber virkelig at de vil opfylde det for os. For de sidste par år har vi ikke fået det opfyldt, kun på en måde, for vi tager på skiferie hvert år efter jul, i Sverige og det jo klart, at der er sne der. Så vi har oplevet julen, og sne, men ikke på samme tid. Det er rigtig længe siden at jeg sidst har oplevet en rigtig, hvid jul. Vi har lige lavet et nisselandskab, og skal til at spise aftensmad, efter skal vi se DR 1, Ramasjang og TV 2s julekalendere. Det er endnu en god ting ved julen, ALLE julefilm og juleserier osv gør at julehumøret kommer susende på en slæde, og tager os med.

 

Næste morgen:

Jeg skynder mig ud af sengen, og kigger ud af vinduet, nej, der er stadig intet sne kommet. Jeg bad jo ellers meget mere i går aftes. Nå, men jeg må bare bede endnu, endnu mere i morgen, håber det virker.

“Nora, kom nu ned og spis” Råber mor.

“Kommer” Råber jeg tilbage og tager min jule morgenkåbe på.

Når jeg har spist og gjort mig klar, beder de mig om, at følges med Lena i skole. Når vi er på vej til skole spørger hun mig: “Tror du at der kommer sne i år?”

“Nej, men jeg ved det ikke, tror du?”

“Måske, men jeg håber det” Hun sukker.

“Også mig” Lige i det at jeg siger det, blænder et stort kraftigt lys mod os, og når det er forsvundet, står vi uden for vores havelåge, men alting er hvidt, det har sneet, eller… her, NU sner det. Lena spørger: “Nora, hvad, hvad, hvor er vi?”

“Hmm, hos os, tror jeg”

“Men, hvad skete der?” Spørger Lena uroligt.

“Jeg ved det faktisk ikke, jeg tror at, at vi bare skal skynde os i skole, jeg ved ikke hvad vi ellers burde gøre.” Jeg kigger ned på mit ur, og bliver meget forbavset, klokken er kvart over to, og ikke 10 minutter i otte. Jeg siger det til Lena, hun siger at vi nok burde gå ind, eller banke på døren og, ja, se hvad der sker.

“Ja, du har nok ret, kom” Vi gik op til døren og ringede på, man kunne høre melodien fra Jingle Bells, men vi plejer bare at have en Ding-dong lyd… Ingen åbner til at starte med, så vi prøver igen, og den samme melodi lyder. Døren åbner og en dreng på min alder og en dreng på Lenas alder står i døråbningen, de har tøj med julemotiver på fra top til tå. De smiler, og den ældste dreng krammer os, og det samme gør den yngste. Derefter siger de i kor: “Velkommen hjem” Det lader til at hverken Lena eller jeg er helt med og siger i kor: “Hvad i englenes navn mener i med det?” Tja, vi kan godt lide at bruge lidt “julesprog”

Den ældste dreng siger: “Ja, som vi sagde, velkommen hjem” Han kunne vidst se at vi stadig ikke forståd, så han sagde: “Til juleverdenen, englenes hjem eller hvad I plejede at kalde det”

Vi (eller jeg) forståd intet, men Lena gjorde vidst, lidt.

“Nora, kan du huske den drøm, jeg fortalte om for nylig, som jeg troede kunne blive fremtid… og se nu”

Det er jo rigtigt, for en måneds tid siden, drømte hun en drøm, om at “vi kom tilbage, til vores sande hjem” til en juleverden hvor december måned, så, ja, man gjorde sådan lidt det samme som vi gør. Og januar og februar var man ude og stå på ski, og så indtil juli, skulle alle julevæsner og ja, mennesker rydde op. Og når juli starter har man ferie til september, også skulle der jule forberedes. Hun drømte at vi var der, og blev en del af… julen. Hun sagde at hun troede og håbede at det blev virkelighed. Så hvis, det her nu, ikke er en drøm, så havde hun ret, da hun sagde det. Så jeg spurgte dem, om det her var en drøm, lidt mærkeligt at spørge om, men de kiggede bare på hinanden og derefter på os og smilede endnu mere. Det var ikke lige et svar, så jeg nev mig selv, men der skete ikke noget, jeg prøvede igen, men der skete stadig ikke noget. Jeg bed mig i tungen, sparkede min fod ind på huset og gav mig en lussing, men jeg var her stadig. Det er nok ikke nogen drøm. De kiggede mærkeligt på mig. Lena griner.

“Hvad laver du?” Spørger hun.

“Tester om det er en drøm” Siger jeg, og det hele bliver lidt akavet.

“Er det så det?” Spørger den ældste dreng.

Jeg tænker lidt, og svarer hurtigt: “Nej, det er det ikke… tror jeg” Jeg kigger bare ned på mine tæer, da det hele er lidt mærkeligt og jeg føler mig virkelig flov, jeg håber ikke jeg rødmer, eller allerede har gjort det. Jeg prøver at bryde den pinlige tavshed ved at spørge om vi må komme ind, bare et øjeblik. Den ældste dreng siger at det er en god idé, også så vi ikke fryser. Når vi er kommet ind, får både Lena og jeg, et par sutsko og et fleecetæppe.

Dette er sidste kapitel før slutdatoen

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...