Dæmpede stemmer

en historie der egentlig er et digt, men som jeg ikke kunne få mig selv til at lægge i min digtsamling

3Likes
6Kommentarer
77Visninger

1. -

 

 

Dæmpede stemmer.


Det er stemmer der er blevet lagt et låg på fordi de er nødt til at koge i tredive minutter på lav varme. Det er stemmer som jeg har lyst til at sætte en højtaler til, så mine naboer brokker sig, og banker surt på døren mens de råber noget om at man ikke må larme efter klokken elleve.
Det er stemmer som jeg ikke har lyst til at høre, fordi jeg ved de bekymrer sig om mig, det er nemlig det eneste de stemmer gør. Men det er stadig stemmer, og det er stemmer som jeg ikke kan ignorere. Derfor ignorerer jeg dem. For de taler om ting som jeg ikke har lyst til at tale om, og som jeg ikke behøver at tale om fordi jeg er et barn. Et barn som ikke ved hvad død, sex og stoffer er. Jeg er et barn der ikke må høre voksne ting, men er nødt til at vokse op og tale om voksne ting fordi jeg snart er voksen. Og det minder de dæmpede stemmer mig altid om.
Jeg lukker døren. Nu dæmper de sig endnu mere. Dæmper sig, lægger sig ned, slapper af. Sletter sig selv, selvom der er rigeligt af plads i rummet. Der er netop plads til lyd og liv. Til fester, hvor man drikker sig alt for fuld og fortryder det dagen efter fordi man er nødt til at vaske græspletter af gulvet med en brækspand ved siden af. Til et tv der står midt i stuen og hælder lyd ud, der former sætninger og en skærm der former film. Til stemmer, til grin, til tårer, lydløse og hulkende. Men de dæmpede stemmer er ligeglade. De bliver ved, jeg kan høre at de er ved at være trætte. Trætte af at tale dæmpet, trætte af stilheden. Jeg kan mærke at de har lyst til at skrige. Råbe. Af vrede, af glæde, af ikke at have noget andet at lave. Men det er forsent. Når først man er begyndt kan man ikke stoppe. I busser, i byen, i kiosker, i køkkenet. Jeg beder dem om at hæve sig, at hæve sig over dem selv, fylde det usagte ud med sagte lyde, med emner der ikke er ligegyldige. Til ting der betyder noget. Men det hjælper aldrig. De undskylder bare eller beder mig om at holde kæft. Jeg er bare et barn, jeg forstår det ikke. Jeg er ikke en del af dette fællesskab, denne tæthed det skaber når to mennesker taler sammen på den måde. Jeg kan aldrig være en del af det. Jeg er nødt til at finde en anden. En elsker, en kæreste. Fylde tomrummet ud ved siden af mig, så jeg ENDELIG KAN DÆMPE MIN STEMME. DEN SKAL DÆMPES, ALDRIG NOGENSINDE SKAL JEG RÅBE IGEN. INGEN GLÆDE KAN NOGENSINDE FINDE VEJ TIL MIG IGEN. KUN VREDE, TRISTHED, ANGST. OG NÅR DEN DAG ENDELIG KOMMER, MIND MIG OM, AT JEG ENDELIG ER BLEVET VOKSEN.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...