If I Were An Angel...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
Denne novelle er delt op i kapitler, hvor man følger Lucy som indimellem oplever næsten skræmmende episoder med skarpe lysglimt og dramatisk musik som et flashback i en film, sylespidse blikke borer sig ind i hende og voldsomme hovedpiner finder sted. Hvad er det der foregår når Lucy er i skole? Er det godt eller skidt, skræmmende eller sjovt? Og kan det godt være det hele på samme tid?

0Likes
0Kommentarer
499Visninger
AA

2. De skarpe lysglimt på himlen

Jeg vågede og lå stadig under den varme dyne. Jeg kiggede ud fra dynen. Der var møkt udenfor vinduet. Men månen lyste, som var den solen. Meget specielt faktisk. Jeg havde aldrig set det før. Ingen lysende stjerner, men en måne der lyste som skarpe lysglimt i et flashback i en film. Det var nat var det ikke? Havde jeg sovet så længe? Jeg listede ud fra værelset. Ned af trappen. Der var ikke nogle nede i stuen, hvor var de henne? Var de her overhovedet? Hvad var klokken? Jeg gik ud i entréen, skoene var der ikke. Der var kun mine sko. De stod der på skohylden. Helt alene. Jeg gik op ad trappen og kiggede ind i mine forældres værelse. De var der. Heldigvis. Min lillebror. Jeg puffede stille døren til hans værelse op. Han lå der. Lille skabning. Han snorkede, og sagde små fine pive-lyde i søvne. Jeg lukkede døren til, og gik igen ned af trappen. Deres sko måtte jo være der. De var her jo selv. Min mor, far og lillebror. Jeg gik ud i entréen, et skarpt lysglimt ramte mig. Ligesom da jeg kom hjem idag. Nu var alle skoene der. Mine stod ikke alene længere. Jeg mærkede hvordan et smil kravlede frem på mine læber, og hvordan jeg blev helt varm inden i af ren glæde.

Jeg gik op på mit værelse igen og skiftede til nattøj, det var først nu det slog mig at jeg hele tiden havde haft det samme tøj på som jeg havde på i skole. Jeg satte mig i sengen og kiggede ud af vinduet. Månen lyste stadig kraftigere end nogensinde før. Det var som om den ville mig noget. Jeg var stadig glad og varm indeni. Men jeg følte mig også lige pludselig lidt kold og fuld af mystik. Det føltes som om månen sad og gloede på mig, fortalte mig, at det var mig der havde ansvar for at løse livets gåde. Det føltes mærkeligt. Men jeg var beæret. Tænk at det var mig der fik denne opgave. Det kunne jo ligeså godt være hende med det sylespidse blik. Vent, hende med det sylespidseblik. "Du kan ikke" rungede det. Det med månen og livets gåde, var sikkert bare noget jeg forestillede mig, fordi jeg troede at jeg bare var lidt speciel, men det kunne jeg godt glemme. Jeg kunne jo ikke, det sagde hun selv, og kiggede dybt ind i mig. Jeg lagde mig tungt ned på sengen. Bump, sagde det. Månen lyste mig skapt ind i øjnene. Jeg lukkede dem, og faldt i hurtigt i søvn, med en mærkelig blandet følelse indeni... Glæde, mystik, ansvarlighed og angst... På samme tid... Kan man godt det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...