If I Were An Angel...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jan. 2018
  • Opdateret: 7 jan. 2018
  • Status: Igang
Denne novelle er delt op i kapitler, hvor man følger Lucy som indimellem oplever næsten skræmmende episoder med skarpe lysglimt og dramatisk musik som et flashback i en film, sylespidse blikke borer sig ind i hende og voldsomme hovedpiner finder sted. Hvad er det der foregår når Lucy er i skole? Er det godt eller skidt, skræmmende eller sjovt? Og kan det godt være det hele på samme tid?

0Likes
0Kommentarer
509Visninger
AA

1. Blod og tårer

Sætningen gentog sig i mit hoved. Mange gange. Hundrede millioner gange. “Du kan ikke” sagde hun og kiggede mig ondt i øjnene langt ind i min krop. Jeg fik gåsehud. Jeg gøs og hele min krop rystede, indtil jeg faldt sammen af gråd. Jeg lå der på gulvet og græd, og en gruppe af mennesker samlede sig om mig, jeg kiggede op. Tusindevis af øjne stirrede ondt på mig, langt ind i min krop. Jeg rejste mig, og kiggede mig forvirret omkring. Der var ingen udvej. De omringede mig. Jeg blev ved med at kigge rundt. Min taske stod op af væggen, et par meter væk. Og døren lidt længere væk, jeg tog mig sammen og satte i løb. Ligeud. Igennem menneskemængden, grib tasken, hen til døren, og ud. Hjem. Ned af bakken ved åen. Over broen, op af trapperne, og bare løb. Ligeud. Hjemad.

Jeg løb skramlende over stenene i indkørslen. Styrtede hen mod døren og hev i håndtaget, den var låst. ‘Sh*t’ lød det inde i mit hoved. Inde i mit hoved. “Du kan ikke” rungede det. “Du kan ikke, du kan ikke, du kan ikke”, jeg så de onde øjne for mig, det var som et flashback i en film, med dramatisk musik og skarpe lysglimt, ‘nej, ikke nu, ikke nu, kom tilbage Lucy’ sagde jeg til mig selv. Det flimrede for mine øjne, en dråbe på min kind. Regnede det? Nej. Jeg fældede en tåre. Og én til. Jeg var tilbage. Næsten. Et sidste “du kan ikke” rungede dramatisk og resulterede i en voldsom hovedpine. Træk vejret dybt ind. Ind og så ud. Jeg stak hånden ned i lommen, godt, den var der. Jeg tog min husnøgle op af lommen, og låste op, jeg gik indenfor og låste som det første døren igen indefra. Jeg faldt, ned på fliserne i entréen, jeg så blodet løbe i rillerne mellem fliserne. Hulkene kom. Tårer trillede. Hvad skete der? Jeg forstod ingenting. Gulvet var beskidt. Det var her alle støvler og sko stod. Men nu var det kun mine sko. Der var ingen andre hjemme. Jeg var alene hjemme. ‘Kom så’ tænkte jeg, “du kan ikke” lød hendes stemme igen, men denne gang langt inde. “Jo, jeg kan” sagde jeg for mig selv. Jeg rejste mig, og smagen af blod, var i min mund. Jeg kiggede i det store spejl i entréen. Blodet fra min næse, løb i store mængder, men stille og roligt, ned over mine læber og ned på hagen. Det hele gentog sig i mit hoved. Hovedpine. Jeg låste døren op og låste den hurtigt igen da jeg var kommet indenfor. Jeg faldt. Fik næseblod. Så blodet flyde rundt i rillerne. Dramatisk musik og skarpe lysglimt.

Jeg tog mit overtøj af og gik ud i køkkenet. Jeg vidste at glassene stod i skabet. Men gjorde de stadig det. Hvad nu hvis intet var som det plejede. Jeg var tørstig. Trængte til vand. Jeg skulle lige til at åbne skabet, men min hånd frøs fast, der i luften, foran skabet med glas. Hvis glassene ikke var derinde hvad kunne jeg så gøre? Ikke noget, jeg kunne jo ikke... Det sagde hun selv, hende der kiggede ondt på mig, langt ind i min krop, hun tiltrak flere mennesker. De stod der allesammen. Deres blikke borede sig ind i mig, sylespidse var de. Min hånd faldt slapt ned på køkkenbordet og væltede en krukke med krydderurter på vejen. Jeg skyndte mig rejse den op og børste jorden ned i køkkenvasken, og midt i min egen lille travlhed, åbnede jeg skabet. Og glassene var der. Heldigvis. Jeg tog et glas og fyldte det med vand. Jeg drak vandet, hurtigt, og løb op af trappen på mit værelse.

Jeg faldt sammen på sengen, tog dynen langt op over hovedet, mens jeg trak vejret dybt. Min hovedpine lettede, og jeg faldt i søvn, under min store varme dyne, på min dejlige hovedpude som efterhånden var blevet udsat for lidt tårer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...