Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1076Visninger
AA

14. Sandhedens time

(År 2020)

Solen skinnede lystigt på den tidlige morgenhimmel. Fuglene kvidrede deres forårssang – sværmede dansende om hinanden. Små knopper prydede hver en busk og hvert et træ. Enkelte blomster var sprunget ud rundt omkring ved de grønne græsplæner.

Bryllupsklokkerne ville lyde i dag. De ville ringe over hele byen i en festlig melodi med budskabet om, at to sjæle var blevet forbundet til en. Det var en religiøs ceremoni, hvor to sjæle bekræftede deres evige kærlighed til hinanden.

Kirketårnet strakte sig op mod himlen. Udenfor strømmede gæsterne til iført deres fineste kjoler og jakkesæt. Kvinderne vaklede usikkert over brostenene, støttede sig til deres ledsagere. Stilethælene borede sig ned i revnerne. Enkelte kvinder gik afsted på tæer i deres sko, så de ikke kunne synke ned.

Inde i et lokale tilknyttet til kirken, ventede Luna på at ceremonien skulle gå i gang. Hun var klædt i en elegant kjole, der smøg sig om hendes krop. Det var et let stof, der svævede efter hende, når hun bevægede sig. Små slangekrøller omkredsede hendes ansigt og snoede sig ned ad hendes ryg. Små funklende sten i et hårbånd, holdt håret på plads. Øjnene var indringet med en lyserød øjenskygge, der gav det et meget naturligt udtryk.

Hun kiggede på sig selv i spejlet. Hendes hænder holdt om en lille buket med hvide orkideer.

”Luna?” lød Christinas stemme. ”Vil du lige lukke mig i ryggen?”

Luna lagde buketten fra sig på sminkebordet. Hun begav sig over til Christina, som havde kæmpet sig ned i den skønneste brudekjole. Luna lukkede de mange knapper i ryggen på Christina.

”Det er ikke til at fatte, at det er i dag,” sagde Luna med et smil, mens hun kæmpede sig igennem de mange små knapper, der bevægede sig hele vejen fra top til tå. Hun bemærkede ikke, hvordan Christina bare blev mere og mere nervøs. ”Tænk bare på, at da vi var ti år, kyssede I for første gang, da vi legede S, P eller K,” lo Luna, mens hun rystede på hovedet. ”Og i dag… I dag skal i giftes.”

Luna bekæmpede de glædestårer, der pressede sig på. Hun ville ikke lade dem ødelægge makeuppen allerede før, de havde begivet sig ud. Tårerne måtte vente til kirkegulvet.

Christina lo en nervøs latter. ”Vi kyssede aldrig dengang,” erkendte hun, og Luna kiggede overrasket på hende. Christina uddybede det: ”Jacob ville ikke kysse mig. Jeg var klar til at kysse ham, men så sagde han til mig, at vi bare skulle lade som om, vi havde gjort det. I ville jo ikke opdage det, for I var jo allerede løbet spyttende ud i haven.”

Luna rystede bitter på hovedet. Så hun havde altså kysset Peter uden, at den anden del af aftalen var blevet fuldbyrdet. Men fortid var vel fortid. Det var jo latterligt.

”Men I endte da alligevel med at blive kærester,” sagde Luna og prøvede på at redde situationen. Det var en mærkelig konstatering. Hvis de ikke var blevet kæreste, havde de jo ikke stået her i dag.

”Ja,” svarede Christina med en vibrerende stemme. Luna tog hende ind i sine arme for at berolige hende og få styr på hendes nerver.

”Det er helt normalt,” beroligede Luna hende. ”Jeg ville være mere nervøs, hvis du slet ikke var i tvivl. Det er okay at være i tvivl, når man skal tage en så vigtig beslutning.” Luna holdt Christina tæt ind til sig – uden at ødelægge makeup og hår.

”Jeg er bare bange for, at han er i tvivl,” græd Christina. Luna duppede tårerne på hendes kinder væk med et lommetørklæde, så makeuppen ikke ville blive ødelagt. ”Jeg har altid vidst, at det skulle være ham. Lige fra jeg så ham første dag, var der noget i mig, der sagde, at vi to ville ende sammen. Men jeg er ikke sikker på, at han har det på samme måde.”

Luna kæmpede for at kunne holde det samme tempo, som tårerne, der bare blev ved og ved med at strømme ned ad kinderne på den nervøse brud.

”Men vi kan jo ikke alle sammen være lige så sikker som dig,” trøstede Luna. ”Vi er jo nogen, der ikke kender os selv og vores egne følelser lige så godt. Vi er jo nogen, der går uendeligt lang tid, før det går op for os, hvad der i virkeligheden er den rigtige beslutning for os selv. Vi er nogen, der skal tage den forkerte beslutning, før vi kan tage den rigtige.”

Og Jacob havde i den grad taget de forkerte beslutninger, før han kunne tage de rigtige. Han havde været turen rundt – også men han havde været i et forhold med Christina. Men hun havde tilgivet ham, og nu stod de her.

”Du har nok ret,” græd Christina. Så begyndte hun at le. Det var jo latterligt. Det hele var bare bryllupsnerver og kolde fødder.

”Når,” sukkede Luna. ”Er vi ved at have varmet dine fødder op igen?” Hun smilede opmuntrende til Christina.

Christina nikkede og tog lommetørklædet ud af hænderne på Luna. Forsigtigt begyndte hun selv at duppe øjnene.

”Men fødderne er forhåbentlig ikke blevet så varme, at du ikke længere kan passe dine sko,” drillede Luna. ”Vi kan jo ikke have, at dine fødder bliver så opsvulmede, at du ikke kan komme ned i de her stylter!” Luna holdt de meget høje stiletter op i luften.

Christina begyndte at le. ”Nej, jeg tror, at de har den helt rigtige temperatur.

Luna begyndte at knappe knapperne i ryggen igen. Der var stadigvæk uendeligt mange tilbage. Det var små knapper, ergo var knaphullerne også små. Det var noget småtteri-arbejde.

 

***

 

(År 2196)

Pigen stoppede et kort øjeblik med at snakke. Hun var blevet helt tør i halsen. Forsigtigt drejede hun sit hoved over imod det glas, der stod på bordet. I glasset var et stribet sugerør. Hendes hals føltes som en ørken, og hun kunne ikke længere koncentrere sig om fortællingen.

Psykiateren rejste sig og tog glasset i sin hånd. Forsigtigt førte han det hen imod pigen. Hun fumlede lidt med læberne om sugerøret, før hun fik et ordentlig greb om det. Hastigt slugte hun vandet, indtil der ikke var mere tilbage. Ørkenen var nu blevet til en regnskov.

Psykiateren satte højlydt glasset fra sig på det lille bord ved siden af sengen. Lydløst placerede han sig igen i stolen.

”Hvorfor er det, at jeg skal høre om venindens bryllup?” spurgte psykiateren udmattet og kløede sig under det ene øje med den ene pegefinger. Hans mørke skikkelse var næsten helt hensunket i omgivelserne.

”Kan du tænde lyset?” spurgte pigen. Hun havde ikke tænkt sig at svare ham, før hun kunne se ind i de dunkle øjne. Hun ville se ind i mørket, så hun kunne fornemme håbet igen; et håb om, at der fandtes et mørke; et håb om, at der fandtes intetheden.

Psykiateren rejste sig og tændte lyset. Det tog sin tid, før det spredte sig ud i rummet. Han nåede at sætte sig ned igen, før lampen havde varmet op. Det var, som om lyset fulgte ham. Alligevel frastødte han det med sit evindelige mørke.

Pigen kiggede ind i mørket. Hun så, hvordan flammerne fra lyset spillede i hans øjne. Alligevel var der intet andet end mørke at se.

”Så, fortæl mig,” gentog han. ”Hvorfor skal jeg høre om Lunas venindes bryllup? Det kan da ikke have indflydelse på Lunas liv, at hendes veninde indgik et ægteskab?” Det lød kunstigt uvidende. Pigen var næsten sikker på, at han allerede vidste, hvad svaret var. Hun kunne bare ikke forklare, hvordan det kunne være.

”Der skete noget ved det bryllup,” sagde pigen og lod sig løsrive fra mørket. ”Luna var ikke klar over det, på det tidspunkt; men der skete noget, der forklarer, hvorfor hendes liv tog en videre udvikling.”

Psykiateren nikkede svagt. Hans blik forblev alvorligt og hårdt. Pigen havde lyst til at krympe sig under det. Alligevel vidste hun, at det ikke havde nogen effekt på hende, medmindre hun tillod, at det havde.

”Og hvad er det så for en udvikling vi taler om?” spurgte han og lænede sig tilbage i sædet. Hans jakke knirkede, da han lagde armene over kors ved sit bryst. Den gav efter i sømmene. Langsomt lod han det ene ben krydse over det andet. Det hvilede tungt, men slapt på det andet.

”Det må du jo vente og se,” svarede hun og havde lyst til at rulle øjne af ham. Hun gjorde det dog ikke. Hun havde på fornemmelsen, at det ville være dumt at rulle øjne af sin psykiater.

Psykiateren sukkede højlydt og opgivende. Det var en bekræftende lyd, men han gav ikke mere udtryk for sin overgivelse.

”Okay,” fortsatte pigen. ”Brylluppet fandt sted. Christina og Jacob blev viet ved en smuk ceremoni. Luna stod ved Christinas side og Peter ved Jacobs. Nede på bænken sad Felix og betragtede sin smukke kæreste.”

 

***

 

(År 2020)

Receptionen havde nu også fundet sted, og festligheden skulle nu i stedet udfolde sig i et middagsselskab og efterfølgende en fest, der kunne vare hele natten.

Luna sad ved det store bord ved siden af brudens far. På sin anden side havde hun Felix placeret. De sad diskret og flettede fingre under bordet, imens Christinas far sludrede løs om ting i øst og vest. Luna havde fundet ud af, at hvis hun bare udbrød en lyd i ny og næ, behøvede hun ikke at høre efter. Derfor holdt hun sig til et oh, nej da, eller ja, som lidt tilfældigt blev budt ind, når han holdt pauser for at trække vejret.

Felix sendte Luna et par medfølende grimasser i ny og næ. De vidste godt begge to, at hun havde været mere end bare uheldig i sin placering. De vidste også begge to, at det kun ville blive værre, som aftenen skred frem og mere alkohol kom indenbords. Det var i sådanne situationer, Luna godt kunne mærke, at hun ikke selv drak. Hun lod sig ikke rive lige så meget med af situationen, som de andre gæster gjorde.

Der blev slået med bestikket på glassene rundt omkring. Christina lo og rødmede let. Jacob hjalp Christina op på hendes stol og klatrede efterfølgende selv op på sin egen. Han hev hende ind i et intenst kys, og gæsterne hujede rundt omkring.

Luna rystede på hovedet. Det var bare typisk Jacob at være så åben med så intime øjeblikke. Det rørte ham slet ikke, at der sad halvtreds-tres mennesker og kiggede på dem.

Kysset blev afsluttet, og Felix hjalp sin brud ned at sidde. De kæmpede begge to med den store brudekjole.

Felix trak sin hånd til sig og trak sin egen stol ud. Luna kiggede spørgende på ham. Han sagde lydløst til hende, at han lige skulle på toilettet.

Felix kom ud på toilettet. Peter stod også derude og lettede blæren.

Peter gav Felix en anstrengt hilsen uden rigtig at se på ham. Det var ikke noget personligt, Peter havde imod Felix. Det var mere det faktum, at Felix havde stjålet hans livs kærlighed fra ham; og nu var Peter tvunget til hver eneste dag at blive mindet om det, fordi hans livs kærlighed også var hans bedste ven.

”Det er mærkeligt, at vi alle sammen er ved at blive så gamle, at vi skal til at lave voksne ting og tage voksne beslutninger, ikke sandt?” sagde Felix, mens han indtog en plads ved siden af Peter, hvor han også kunne lette blæren.

”Det er det vel,” svarede Peter koldt, mens han kiggede stift ind i væggen. Normalt ville han nok være kommet med et eller andet komisk svar – men han følte sig ikke i sit vittige humør, når han snakkede med sin fjende.

”Jeg har faktisk selv gået og tænkt på, hvornår Luna og jeg skal til at tage det næste skridt,” indskød Felix for at holde liv i samtalen.

Chokeret kiggede Peter på Felix. Den høje blonde mand stod med et hengivent blik og kiggede ud i det blå. Han var ikke rigtig til stede. Fantasien om, hvordan han stod ved alteret med sin kommende brud, udspillede sig for hans indre.

”Tror du, at det er nogen god ide?” sagde Peter panisk, mens han tænkte over, hvordan han mon kunne vende situationen rundt. ”Jeg mener, tror du virkelig, at Luna er klar til det?” Han prøvede på at lyde nonchalant. Roligt rystede han på hovedet og kiggede ind i væggen igen. Panikken var uden tvivl til at aflæse på hans ansigt.

Peter lynede bukserne og gik over til håndvasken for at vaske sine hænder. Felix fulgte hans eksempel. De stod begge to og så på hinanden i spejlet.

”Selvfølgelig er hun klar,” sagde Felix og smilede til Peter. ”Det kan godt være, at du kender Luna godt, men jeg tror altså, at jeg efterhånden kender hende lige så godt, som du gør!”

”Du kommer aldrig til at kende hende lige så godt, som jeg gør!” sagde Peter oprørt. Han slukkede for vandet og begyndte at tørre sine hænder med lidt papir.

”Du må bare indse,” sagde Peter og gjorde det samme, ”at det her er en kamp, du ikke kan vinde.” Peter kiggede chokeret på Felix. Felix havde gennemskuet ham. Det var ikke lykkedes ham at skjule sine følelser.

”Det er på tide, at du trækker dig tilbage!” sagde Felix med en alvorlig mine. ”Ellers ender det bare galt – og det er ikke for mig, det ender galt!” Felix lod truslen hænge i luften.

Fornærmet kiggede Peter på Felix. ”Du skal ikke komme på min dårlige side,” sagde Peter, mens han forsøgte at redde situationen på den eneste måde, han kendte til. ”Jeg kan både karate, judo, Taekwondo, og tredive andre farlige ord.”

Felix rystede på hovedet. ”Det kan godt være, at det der virker på Luna,” sagde han og trådte et skridt hen imod Peter. Han skød brystet frem for at demonstrere den muskelmasse han besad. ”Men det virker altså ikke på mig. Jeg har gennemskuet dig for længst.”

Felix trådte væk fra Peter igen og gik ud af døren.

Tilbage stod Peter helt mundlam. Han kiggede på sig selv i spejlet. En lille, sønderknust dreng med havblå øjne stod og kiggede tilbage på ham. Sandheden var kommet frem – og den gjorde mere ondt, end han havde regnet med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...