Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
995Visninger
AA

4. S, P eller K

(År 2006)

Det var en sen sommeraften. Solen bagte stadigvæk på det lille legehus. Luna havde sørget for at indrette det, så det ikke længere fremstod som et legehus, men mere som et klubhus. Hun havde sammen med Christina fået lov til at male det.

Martin havde fundet sine malingrester frem, og de havde blandet farverne sammen for, at der var nok til alle fire vægge. Det var endt med at blive en sart, lyserød farve.

Derefter havde de også fået nogle gulvtæppe-rester, som de havde prøvet at lægge så godt de kunne, så hele plankegulvet var dækket. Det så lidt sjovt ud, når gulvtæppet var ujævnt skåret og ikke alle steder i den samme farve.

Christina havde ofret en af sine små reoler til klubhuset. Den havde de så fyldt med malede sten, perleplader og andre hjemmelavede nipsting.

Luna havde fået lov til at stille sine sækkestol og en anden lille stol derud. Hun havde det lille runde havebord derude, når Martin ikke skulle bruge det.

Loftet blev dækket med stjerner, der hang i snore. Når det blev mørkt lyste stjernerne op, så det næsten lignede en nattehimmel.

Luna havde fået nogle stofrester af sin bedstemor, som hun meget sjældent så. Disse stofrester syede hun med ujævne sting om til gardiner, der kunne hænge foran de to små vinduer i hver deres ende.

Drengene syntes, at det var et meget piget klubhus; men på den anden side havde de ikke noget bedre sted at opholde sig. Derfor var de også med derinde.

”Luna,” sagde Christina med en lille latter, ”S, P eller K?” Forventningsfuldt kiggede de alle på hende – Christina, Peter og Jacob.

Christinas store, grønne øjne rummede en barnlig nysgerrig. Hendes babybuttede kinder blev skubbet op af det store smil. De mørke, krøllede lokker blev halvt holdt tilbage af en kæmpende elastik.

Luna og Christina var blevet gode venner den sidste tid. Christina kunne heller ikke fordrage Emilie, og hadet mod Emilie havde ført disse to piger sammen i et venskab. De havde ellers ikke så meget til fælles, de to piger.

Jacob var Peters bedste ven – altså bortset fra Luna. Luna og Peter var forblevet uadskillelige siden første skoledag. Deres venskab var nemt og ligetil. De kunne snakke om alt sammen. Martin sagde tit, at det var, som havde han fået et ekstra barn, så tit som Peter var på besøg.

Jacob var en fodbolddreng. Han havde små hurtige ben, blondt strithår og et evigt hoverende smil. Luna forstod ikke rigtig, hvorfor sjove men dog så betænksomme Peter kunne være venner med ham. Hun syntes, at de var lige så forskellige som nat og dag.

Peters havblå øjne betragtede hende lige så interesseret som de andre. Luna elskede at forestille sig, hvordan hun kunne svømme i det store hav, de udgjorde. Hun kunne dér føle sig så let og fri. Det var et af de få steder, hun følte sig fuldkommen.

”S,” svarede Luna og gruede allerede for, hvad hun mon skulle svare på.

Christina sad længe og overvejede, hvad hun skulle spørge om. Luna kunne se på hendes øjne, at hun ikke helt kunne afgøre, om hun ville stille det spørgsmål, hun sad og brændte inde med. De grønne øjne blev ved med at flakse over på Jacob, men hun trak dem hurtigt til sig selv igen.

”Er du forelsket i Jacob?” spurgte hun og forsøgte at se fjollet ud. Jacob kiggede nysgerrigt, men selvsikkert på Luna. Han var sikker på, at hun ville sige ja. Alle pigerne i 4. klasse var vilde med ham; ja, det vil så sige alle, undtagen Luna.

”Nej,” svarede Luna uden at fortrække en mine.

Jacob rettede fornærmet på de blonde lokker. Hans blik undveg Lunas, mens han forsøgte at samle sin stolthed op fra gulvet igen. Luna frydede sig en smule over det, selvom hun hverken gav udtryk for det fysisk eller verbalt.

”Peter,” sagde Luna med en venligt smil. ”S, P eller K?” Hun kiggede spændt på ham og håbede inderligt, at han ville vælge konsekvens, så de kunne have det lidt sjovt.

”P,” svarede Peter skuffende. Han havde valgt den nemme udvej.

”Hvor mange procent giver du på Jacob som ven?” spurgte Luna og håbede inderligt, at han ikke ville få topscore. Det var et selvisk ønske; men Luna hadede at dele Peter med andre. Peter var hendes ven, og ingen andre skulle tage ham fra hende.

”Halvfems,” svarede Peter med et smil til Jacob. Jacob så forarget ud, og hans stolthed landede tungt på gulvet igen.

”Hvad mener du med halvfems?” spurgte han vredt. ”Jeg er da mindst en ni-og-halvfemser!” Han rettede på sit hår og skrabede, hvad han havde af værdighed tilbage op fra gulvet.

Luna sendte Peter et stort smil, lettet over, at Jacob ikke fik en højere score. Hun var næsten sikker på, at hun selv var mindst en ni-og-halvfemser, hvis ikke en hundreder. Peter var i hvert uden tvivl den bedste ven i verden. Han var både sjov, ærlig og ligetil. Han vidste, hvad hun tænkte, og han gjorde altid, hvad der var bedst for hende.

Luna og Peter var den type af venner, der kunne grine af den samme joke på tre forskellige tidspunkter. De grinte, når den blev fortalt. De grinte, når den blev forklaret. Og de grinte fem minutter senere, når de begge havde forstået den.

Men når Peter fortalte en joke, grinte Luna kun en gang. Hun grinte den ene gang, fordi den blev fortalt, fordi den ikke behøvede at blive forklaret, og fordi den stadigvæk var sjov fem minutter efter.

Luna og Peter var den type af venner, der var på samme bølgelængde. De delte den samme humor. Resten af verden forstod den måske ikke, men så kunne de to være de eneste i hele verden, der i fem minutter kunne grine uafbrudt.

Om Luna havde ladet smilet være derhjemme, havde hun altid et på, når hun kom hjem, efter at have været sammen med Peter.

”Halvfems er da en høj score,” sagde Peter og gav halvt grinende, halvt medfølende Jacob et klap på skulderen. Jacob var ikke overbevist. Det arrogante smil var blevet erstattet af en selvhøjtidelig vrede.

”Jacob,” sagde Peter. ”S, P, eller K?”

Jacob beholdte den sure mine, men svarede hurtigt: ”P.” Han håbede vel på at blive spurgt om, hvor mange procent han ville give Peter som ven – bare for at kunne hævne sig.

 

***

 

(År 2196)

”Legen fortsatte længe sådan,” sagde pigen med et skævt smil. ”Jacobs stolthed fik nogle skrammer,” hun lo, ”men han formåede på mystisk vis alligevel at være det samme arrogante fjols, da de brød op for dagen.” Hun havde lyst til at ryste på hovedet, men gjorde det ikke.

I stedet for kastede hun endnu et blik ud af vinduet og så på månen, der langsomt var blevet omgivet af flere og flere stjerner, efterhånden som aftenen blev mørkere og skyerne færre. Månen ville aldrig være alene, tænkte hun for sig selv. Alligevel kunne den ikke blive forenet med sin sande kærlighed; solen.

Natten og dagen er uforenelige, men håbløst forelskede. De deler tiden mellem dem. Samtidigt håber de på, at de en dag ikke behøver at dele den, men deles om den side om side.

Det samme gælder livet og døden. Det er to uforenelige ting, der er håbløst forelskede i hinanden. Livet giver gaver til døden, som døden glædeligt tager imod. Det er gaver, der for en tid kan holde hans hjerte varmt. Men døden er altid kold, og må derfor tage imod mange gaver om dagen for ikke at blive til is.

Luna er en gave, der aldrig vil kunne blive givet. Det er en ødelagt gave, der for evigt er fanget sammen med livet. Livet vil ikke give en sådan gave til sin store kærlighed.

Livet og døden kan aldrig høre sammen, men bør heller aldrig skilles. De bør betragte hinanden, og indimellem ofre, hvad de kan til hinanden.

Mennesker dør. Mennesker genoplives. Døden og livet holder deres kærlighed i live. Men Luna kan hverken dø eller genoplives. Hun er bare til – for evigt.

Pigens blik faldt igen tilbage på psykiateren. Han betragtede hende med et sørgmodigt blik. Hun havde lyst til at trøste ham; men hun vidste ikke hvordan. Hun kunne ikke engang finde ud af at trøste sig selv mere.

Mørket var igen den herskende i rummet. Psykiateren kom hver gang først, når natten var ved at slå igennem. Han havde sikkert mange patienter at se til. Hendes lange historie skulle nok lulle ham i søvn, så han kunne sove uden problemer, når han kom hjem.

Hun funderede et kort øjeblik over, hvor hjem mon var henne. Et billede af hjemmet kom frem på hendes nethinde. Hjemmet var lige så mørkt som de sorte øjne, der koldt betragtede hende.

”Og jeg skulle høre om denne leg fordi?” spurgte psykiateren med et skævt smil og lænede sig frem mod pigen. En kold brise blev sendt afsted mod hende, idet han skiftede stilling.

”Fordi det var den dag, Luna fik sit første kys,” svarede hun med et bedrøvet smil.

Psykiateren så overrasket ud. Alligevel troede Luna ikke på hans skuespil.

 

***

 

(År 2006)

”Luna,” lød Jacobs stemme forbandet selvsikkert, ”S, P eller K?”

Luna overvejede det et stykke tid, før hun svarede K. Nu skulle der ske noget mere i denne leg. De andre havde hidtil kørt det sikkert, men det var slut nu fra Lunas side.

Jacob gned sig hævngerrigt i hænderne, mens han overvejede, hvad han kunne finde på af lede konsekvenser. Han ville give hende to muligheder, så hun selv kunne vælge, hvilken hun syntes var værst og ikke ville gøre.

”Okay,” lød hans stemme, og et smil bredte sig ud over hans ansigt. Han fugtede læberne med sin tunge. Luna løftede misbehaget øjenbrynene. ”Som konsekvens skal du enten kysse mig eller Peter.” Smilet blev endnu større.

Luna gøs ved tanken om at skulle kysse den i verden, hun nok kunne komme frem til, at hun hadede mest. Nej, måske hadede hun Emilie mere. Det var faktisk en svær beslutning. De var begge to topkandidater til den titel.

På den anden side ville det også være mærkeligt at kysse sin bedste ven. Han var jo nærmest som en bror for hende. Men hun kunne vel altid bare give ham et tantekys på munden.

Selve tanken om at skulle kysse en af dem var svær for Luna. Martins hypokondri havde smittet lidt af på Luna på den måde, at hun nu frygtede at blive smittet med noget, hvis hun kyssede en. Bare tanken om at skulle spise fra det samme, som en af de andre var ubehagelig for hende.

”Okay,” svarede Luna og havde truffet sin beslutning. De kiggede alle afventende på hende. Jacob virkede klar til at springe op og kysse hende. Han var sikker på, at hvis hun ikke var forelsket i ham før, så skulle hun nok blive det efter et kys med ham.

Peter virkede splittede. På den ene side ville han ikke have, at hun kyssede med Jacob. På den anden side havde han altså heller ikke selv lyst til at kysse hende – men det var vel et offer han måtte tage for dem begge to.

”Jeg vælger Peter,” sagde Luna og kiggede genert ned i gulvet. Hun tænkte hurtigt for sig selv, om det nu også var det forkerte valg. Hvad nu, hvis de slet ikke kunne se hinanden i øjnene bagefter? Det ville godt nok besværliggøre deres venskab!

Peter rejste sig og gik hen imod Luna. Han virkede ikke lige så selvsikker, som han ellers plejede at være. Roen, han altid udstrålede, var pludseligt blev erstattet af en sveddryppende nervøsitet.

Jacob sad tilbage med åben mund og korslagt arme. Denne leg ville få en ende lige så snart Peter og Luna havde kysset.

”Okay,” sagde Peter. Han stod med næsen lige foran hende. Han var stadigvæk ikke skudt så meget i vejret. Men Luna havde altid været lille af sig, så han var lidt højere end hende. ”Så skal vi vel bare have det overstået,” mumlede han og trådte et skridt nærmere.

Luna nikkede og klemte øjnene hårdt sammen. Hun fugtede læberne med sin tunge og lavede så en stor trutmund.

Peter ville sikkert normalt have leet af hende, men han var så nervøs, at han i stedet gjorde det samme. De lænede sig begge ind imod hinanden. Så stoppede de lige, inden deres læber ramte hinanden.

”Jeg kan ikke gøre det,” sagde de begge i kor og kiggede om på Jacob og Christina, der nysgerrigt fulgte med, som var de inde og se en verdensklasse film.

”Jo, kom nu. I skal!” kommanderede Christina. ”Sådan er legen!” Hun klappede let i hænderne. Hun havde med sikkerhed ikke været lige så begejstret, hvis Luna havde valgt Jacob.

Jacob forblev tavs. Han kunne ikke finde ud af, om han ville have dette gennemført.

”Hvis I kysser nu, kysser Jacob og jeg også bagefter!” sagde Christina overtalende uden at kigge på Jacob. Som hun sagde ordene, blev hun helt rød i kinderne. Luna kunne forestille sig, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre derudaf.

”Okay,” sagde Luna og kiggede på Peter. Det var jo en del af legen. Det ville være hurtigt overstået; og Christina skulle udsættes for den samme konsekvens – selvom hun med stor sandsynlighed ikke anså det for den samme straf.

Peter nikkede også.

De gjorde klar igen med den bedste trutmund, de kunne frembringe. Deres læber blev presset imod hinandens i to sekunder, før de begge fór ud af klubhuset. Peter spyttede ned i græsset.

Luna fortsatte hen til vandhanen, der sad ude på husmuren. Hun skyllede hurtigt mund, så hun ikke skulle blive smittet med noget. Vandet fjernede fornemmelsen af Peters mund. Det var ikke en væmmelig fornemmelse, men tanken om at dele mundvand med en anden gav Luna kuldegysninger.

Martin stod og kiggede med rynket pande ud af køkkenvinduet. Han undrede sig over, hvad hans unger nu havde fundet på. Dette måtte være en sjov, men yderst mærkværdig scene at overvære. Vinduet fungerede som hans fjernsynsskærm, mens han stod og kokkererede.

Martin var heldigvis med tiden blevet en meget respektabel kok. Maden var nu så spiselig, at den ikke længere krævede en efterskylning. Med årene havde Peter også sagt mere og mere ja til at blive og spise med.

Luna rejste sig og kiggede ind af ruden på Martin. De fik øjenkontakt. Et skævt smil voksede sig over Lunas læber. Hendes kinder blev røde. Martin rystede på hovedet og fortsatte med madlavningen.

Få sekunder efter kom Christina og Jacob farende ud. De spyttede også begge i græsset, mens de udtalte, hvor klamt det havde været.

Luna og Peter fik øjenkontakt. Så slog de begge to en latter op. Luna bevægede sig tilbage mod de andre. Hun kunne føle Martins undrende blik på sin ryg. Det var nok også en mærkelig scene, han så udspille sig på den anden side af ruden.

Luna lo og omfavnede Peter. Hendes første kys var ikke spildt. Intet var spildt på Peter.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren slog en kunstig latter op. Den skar sig vej gennem luften og gav pigen kuldegysninger. Mimikken i hans ansigt ændrede sig ikke. Ansigtet forblev i sine alvorlige folder. Det var en stenmaske, der ikke lod sig ændre af humøret; men om det ændrede sig på noget tidspunkt, kunne pigen ikke afgøre.

Latteren kom helt nede fra hans brystkassen og bevægede sig som en dyb knurrende lyd op i ganen. Han hverken åbnede munden eller viste tænder. Det var mere, som en spindende kat, der vibrerede i hele kroppen.

”En sød historie,” sagde han fladt. Pigen kunne ikke afgøre med sig selv, om han mente det, eller det var ironisk. Intet i hans ansigt hjalp hende på vej. Hans stemme virkede fjern, men dog så tæt på.

Hun kiggede mod hans mørke facade. Hele hans skikkelse blev næsten opslugt af mørket. Væglampen, han havde tændt, da han ankom, kunne ikke hamle op med den sene aften.

Uden et ord rejste psykiateren sig og gik sin vej. Pigen kiggede længe på de skygger, han var forsvundet i. Han havde bare ladet sig opsluge af mørket. Hvis hun kunne, ville hun gøre det samme, tænkte hun for sig selv; bare lade sig opsluge og forsvinde ud i ingenting. Hvis hun kunne, ville hun blive en del af intetheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...