Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
945Visninger
AA

24. Nye bånd

(År 2036)

Solen skinnede lystigt den søndag morgen. Solskinnet blev kastet ind gennem det farvede glas, så det skiftede kulør på gulvet og mod de hvide vægge.

Luna betragtede skikkelsen i spejlet. Den unge kvinde, der stod så rankt, strålede, som var hun det lykkeligste menneske på Jorden. Det var hun nok også.

De hvide blonder omfavnede hendes krop, som var hun stadigvæk femogtyve år gammel. Hendes hud var glat og hendes kinder rosenrøde. Øjnene viste ingen permanent lykke i form af smilerynker, og panden ingen tegn på, at hun ofte skulle være alvorlig. Håret havde stadigvæk den samme naturligt, brune farve, som var ført om i en knold i nakken.

Hun tænkte for sig selv, at hun var heldig, at tiden endnu ikke havde sat sit aftryk på hende. Hun kunne i dag gå ned ad kirkegulvet mindst lige så smuk, som da hun indgik det fejlagtige ægteskab med Felix. I dag kunne hun være smuk for sin elskede Peter.

Det bankede på døren, og Luna blev løsrevet fra sine dagdrømme. Christina listede ind af døren.

Luna smilede varmt til hende, mens hun kunne mærke tårerne presse sig på. Glæden overvældede hende.

Christina havde sin havblå brudepigekjole på, som dansede let om hendes skikkelse. Den omfavnede de rigtige steder, og skjulte de steder, tidens tand havde sat sig i. Christinas mørke krøller var stadigvæk lige så ustyrlige, som da de var små, men hun havde forsøgt at kæmpe dem tilbage i nakken.

”Er du klar?” spurgte Christina roligt.

Luna nikkede og duppede øjnene med et lommetørklæde, hun havde stået og varmet i sine hænder. Hun tog et sidste kig i spejlet, mens hun sagde til sig selv, at hun var klar.

Døren gik op igen. Ind af døren kom Martin iført sit flotteste jakkesæt. Hans øjne var røde, fordi de havde grædt så mange lykkelige tårer. Det grå hår var redt pænt; det vil sige, det der var tilbage af det. Han havde i dagens anledning trimmet overskægget, som, han stadigvæk insisterede på, så smart ud.

”Så er det nu,” fik Martin fremstammet mellem snøftene. Luna kæmpede for ikke at græde mere, end hun allerede gjorde. Af en eller anden grund var det sværere, når alle omkring hende gjorde det.

”Jeg har altid vidst, at det skulle være jer to!” sagde Martin, mens han drømte sig tilbage til dengang, Luna og Peter ikke havde været andet end børn. Han drømte sig tilbage til dengang, Luna og Peter havde tilbragt det meste af dagen i klubhuset, som i virkeligheden havde været et legehus.

”Jeg er klar,” svarede Luna og gik over mod sin far. Hun tog hans arm og de gik sammen ud af døren.

 

***

 

(År 2196)

”Endnu et bryllup?” sukkede psykiateren retorisk. Han gned opgivende sin pande og kiggede ud i mørket på den anden side af vinduet.

Pigen rynkede brynene. Det var som regel ved denne del af historien, at folk jublede begejstret op om, at den havde de set komme fra starten, eller det var det, de hele tiden havde håbet på ville ske.

Hun forstod ikke denne mand, der sad foran hende. Hun forstod ikke, hvad der skulle til for at vække hans interesse. Mindst af alt forstod hun, hvordan han kunne have et job som psykiater, når klienten i virkeligheden fik lyst til at tage livet af sig selv efter bare en enkelt samtale med ham.

”Denne gang var brylluppet med en, der elskede Luna. Den var med en, der ikke ønskede at være sammen med nogen anden end hende.” Pigen smilede ved tanken om den kærlighed og accept, der var imellem dem.

Den bedste kærlighed er den, der gør dig til en bedre person, uden at ændre på hvem du er. Det er den kærlighed, der presser dig til at yde dit bedste, man aldrig presser dig ud over dine grænser; hvor grænserne flyttes, så man aldrig skal krydse dem.

Det er den kærlighed, hvor du stadigvæk kan hvile i dig selv; hvor du ikke er bange for at vise, hvem du er.

Luna var blevet såret før. Smerten havde dog lært hende en ting. Den havde lært hende at sætte så meget mere pris på de gode ting. Den havde lært hende at sætte pris på kærligheden, hun oplevede nu.

Når man har været fanget i mørket længe, kan man sætte mere pris på lyset. Pigen smilede ved tanken, mens mørket omfavnede hende. Hun følte det, som havde hun været i lyset for evigt, og hun nu bare ville omfavnes af mørket. Hun kiggede psykiateren dybt ind i øjnene og bad til, at hans indre skygger ville fortære hende.

Lige meget, hvor intenst hun kiggede ham ind i øjnene, gjorde det ikke nogen forskel. Hendes ønske ville ikke blive opfyldt.

Hun kiggede opgivende op i loftet.

”At møde Peter var Lunas skæbne,” sagde pigen og kiggede eftertænksomt ud af vinduet. ”At blive hans ven var hendes valg.” Stjerne funklede klart i nat. Måne stod næsten på sit fulde. Hendes øjne blev fanget af det smukke lys, som var det eneste til at bryde mørket.

Hun kiggede tilbage på psykiateren med et skævt smil. ”Men at forelske sig i ham,” hun sukkede, ”det var ikke noget, hun havde nogen kontrol over.”

 

***

 

(År 2036)

”Så tilspørger jeg dig, Peter Aleksander Carlsen,” lød præstens stemme alvorligt. Det gav genklang igennem kirken. ”Vil du have Luna Hjorth, som hos dig står, til din ægtehustru?”

Afventende betragtede præsten Peter. Luna så, hvordan Peters øjne fyldtes med glædeståre, da realiteten gik op for ham. Hun ville langt om længe blive hans.

Peter samlede styrke sammen. ”Ja!” svarede han højt. Hans stemme vibrerede let på grund af den flod af følelser, der væltede ind over ham.

”Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?” fortsatte præsten med sin høje røst.

Peters øjne blev endnu mere sløret. En enkelt tåre måtte tage sin flugt ned over hans kinder til hans hage, hvor den hang truende. Med en lidt mindre stemme svarede han: ”Ja!”

Luna vidste, at han mente det mindst lige så meget, som da han havde råbt det ud i kirken med sin dybe stemme.

Præsten smilede tilfreds og kiggede så over på Luna.

”Ligeså tilspørger jeg dig Luna Hjorth,” begyndte præsten igen. ”Vil du have Peter Aleksander Carlsen, som hos dig står, til din ægtemand?”

Luna var mindst lige så rørt som Peter. Hendes svar var derfor et skingert ja, der hang sig i loftet. Hun var glad for, at Christina havde købt vandfast mascara til hende for andet havde da ikke gået an.

”Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?” fortsatte præsten som sit sidste spørgsmål.

Luna nikkede ivrigt, mens det blev sværere og sværere at se Peter. Han var ikke andet end en sløret silhuet for hendes blik.

Det var en mærkelig tanke, tænkte Luna for sig selv. I det øjeblik hun sagde ja, ville det være juridisk bindende. I det øjeblik ville han virkelig være hendes mand. Hun smilede stort.

”Ja,” jeg vil græd Luna lykkeligt.

”Så giv hinanden hånd derpå!” svarede præsten og med en bevægelse med armene. Luna og Peter gjorde, som de fik besked på. Deres hænder omfavnede hinanden. Luna mærkede, hvordan sommerfuglen baskede vildt omkring i hendes mave; men det var en god følelse. Det føltes rigtigt.

Præsten lagde sin hånd på deres hænder, mens han fortsatte: ”Så forkynder jeg jer for ægtefolk at være.”

Luna og Peter smilede stort til hinanden. En lille lykkelig latter undslap Lunas læber ved tanken om, at hun nu var Peters kone. Hvem skulle have troet, at den lille dreng med kakibukserne og de havblå øjne, der dengang kom hende til undsætning, endnu engang skulle redde hendes liv. Han var blevet hendes redning på så mange måder.

”I må godt give hinanden ringene nu,” sagde præsten stille.

Alexsander bragte ringene frem på en lille rød pude. Peter tog imod dem og gav den ene til Luna. Dernæst tog han hendes hånd og pressede den forsigtigt ned på ringfingeren. Det var en mærkelig følelse for Luna, endnu engang at have ring på den finger; men på den gode måde. Luna tog Peters hånd i sin og rokkede den anden ring på hans finger.

”Så må du kysse bruden,” sagde præsten med et smil og trådte et skridt tilbage.

Peter tog Luna i sine arme og på rigtig film-maner lænede han hende tilbage og sig selv ind over hende og kyssede hende, som var der ingen andre til stede.

Deres publikum klappede bifaldende af brudeparret. Luna rødmede, men stoppede ikke kysset. Det var alt for godt til at stoppe. Desuden hang hun i en bue, og hun ville ikke risikere, at Peter tabte hende på gulvet; selvom det ville have været noget af en bryllupshistorie at fortælle.

 

***

 

(År 2196)

Det bankede let på døren. Uden svar gik døren op og ind kom en læge efterfulgt af den forfærdelige sygeplejerske. Hun havde i dag ført håret op i en ildrød hestehale. De gule tænder var endnu engang omringet af en knaldrød læbestift, der virkede så vulgær på denne kvinde.

”Godmorgen,” sagde lægen til pigen og gjorde en gestus, da han ikke kunne ryste hendes hånd.

Pigen kiggede spørgende på ham i håb om at få et svar på, hvad han lavede her. Hvis det stod til hende, var der ikke flere læger, der skulle se til hende. Hvis det stod til hende, kunne de lade hende leve sit elendige liv i fred.

”Vi er her for at tjekke, at alt heler, som det skal,” forklarede lægen. Han tog et apparat op af lommen og begyndte at indtaste data på det.

Sygeplejersken smilede sit gule smil til pigen, da hun trykkede på skærmen i væggen og et monstrum af et apparat kørte ud fra væggen ind over pigens forslåede skikkelse. Det kørte et par gange frem og tilbage, før det kørte på plads i væggen igen.

Læge kiggede koncentreret ned, mens han fortsatte med at indtaste data på sit hjælpemiddel.

Pigen kiggede ligegyldigt op i loftet. Hun vidste allerede, hvad resultatet af denne scanning ville være. Alt så fint ud – for fint ud. Hun havde knogler, som var hun ung og rask. I virkeligheden følte hun sig gammel og slidt.

”Okay,” lød lægens stemme, så han kunne fange pigens opmærksomhed.

Han trykkede et par gange på sit apparat, og ned fra loftet kørte en skærm. På skærmen var den scanning, den anden maskine lige havde foretaget. Den viste pigens knogler. Dette var, hvad der før i tiden blev betegnet som en MR-scanning.

Lægen fik billedet på skærmen til at bevæge sig lidt. De fik set alle sider af pigens brækkede knogler, så det kunne bekræftes, at de helede korrekt sammen.

”Det ser jo ud til, at du heler fint,” sagde lægen med et smil. Han skubbede brillerne op på næsen og rykkede lidt på sig, så han bedre kunne se skærmen. Billedet bevægede sig lidt mere, så de kunne se på den brækkede knogle i pigens ben. ”Forunderligt,” sagde han og trak brynene sammen, mens han lænede sig frem til skærmen ind over pigens seng. ”Med de skader du har pådraget dig, at det forunderligt, at du stadigvæk ligger her og snakker til os! Jeg mener, se bare på din ryg!” Han fremkaldte et billede af hendes brækkede rygsøjle på skærmen.

”Ja,” svarede pigen undvigende og kiggede ud af vinduet. ”Det har jeg fået fortalt før…”

Lægen blev ved med at stå lænet halvt ind over pigen. Hvis hun kunne, havde hun flyttet på sig.

”Bemærkelsesværdigt!” mumlede lægen for sig selv og trykkede lidt på, hvad pigen efterhånden havde vurderet til at være en slags avanceret fjernbetjening af en art.

Sygeplejersken rømmede på sig, da hun opdagede pigens anstrengte ansigtsudtryk.

”Oh,” udbrød lægen hovedkulds og rettede op på sig. Han rettede forvirret på sin jakke, skubbede brillerne på plads på næsen og strøg en hånd igennem sit hår. ”Ja,” lød hans stemme dybt, og han rømmede sig. ”Jeg skal videre.”

Han drejede forvirret omkring sig selv, før han fandt fjernbetjeningen i sin hånd og fik skærmen til at køre op på plads. Han forlod pigens stue mumlende for sig selv.

Sygeplejersken smilede sit gule smil til hende. ”Mangler vi noget?” spurgte hun sukkersødt.

Pigen rystede på hovedet. Hun manglede absolut intet, denne sygeplejerske kunne give hende. Faktisk manglede hun slet ikke noget. Hun var rig på oplevelser, og hvad hun ellers kunne få ud af livet. Det eneste hun manglede, var at møde sin sidste dag.

Hun sukkede ved tanken om, hvor fjern den var. Hver gang hun kunne ane den, forsvandt den lidt længere væk.

 

***

 

(År 2036)

Alexander og Peter stod sammen og trak lidt luft. Festen kørte for fuld skrue inde på den anden side af dørene.

Peter kiggede betaget ind af ruden i døren. Luna svingede sig rundt sammen med Martin på dansegulvet. Hun lo bekymringsfrit, hvilket hun ikke havde gjort lange. Hendes grin gav Peter en varm følelse.

”Nåh, min dreng,” sagde Peter og kiggede ud mod den lyserøde himmel. ”Så er vi i familie.” Han lo ved tanken. Han havde længe troet, at det ikke var ord, der ville komme ud af hans mund. Det var mærkeligt, at han faktisk kunne tale sandt, når han udtalte dem.

”Jeg har altså ikke tænkt mig at kalde dig far nu,” sagde Alexander hårdt til Peter. ”Du vil aldrig kunne erstatte min far!” Alexander krydsede bestemt sine arme foran sin brystkasse.

”Det ønsker jeg heller ikke,” sagde Peter og med et medfølende smil. ”Jeg ønsker kun at være din ven. Akkurat ligesom før. Intet mellem os behøver at blive forandret.”

Alexander begyndte at løsne lidt op.

”Det eneste, der vil blive forandret,” sagde Peter og trak på skuldrene, ”er, at jeg vil være en ven, der er der hele tiden.” Han rodede Alexander i håret.

Alexander rettede hurtigt på sit hår. Derefter blev hans blik fanget i sine skosnuder, og han stak hænderne i lommerne. Han stod og vippede lidt frem og tilbage på sine ben, mens han overvejede, om han skulle spørge om det, der lå ham på sinde.

”Hvad er det, min dreng?” spurgte Peter og puffede han blidt på skulderen. Alexander tøvede. ”Fortæller man ikke sine venner, når der er noget galt?”

Alexander kiggede op og mødte et venligt blik. Langsomt åbnede han munden. ”Skal du så heller ikke arbejde så meget?” spurgte han og kiggede så ned på sine skosnuder igen. ”Far arbejdede hele tiden, så han havde aldrig tid til mig og mor.” Han sparkede ud i luften med den ene fod.

Overrasket kiggede Peter på den lille knægt foran sig. Et øjeblik slog det ham, hvor meget børn egentlig opfanger. Måske havde Alexander endda kendt til sandheden?

”Nej,” svarede Peter, ”Jeg skal ikke arbejde mere, end din mor skal.” Han smilede et skævt smil. ”Jeg skal kun arbejde lige nok til, at du kan få de der nye rulleskøjter, du har snakket så meget om.”

Alexander kiggede op med et stort smil. ”Virkelig?!” Hans øjne strålede, som var det juleaften. Peter nikkede. Alexander kastede sig i armene på ham. Ja, måske kan man alligevel købe et barns venskab? Peter lo og rystede på hovedet af sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...