Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1099Visninger
AA

26. Når tiden rinder ud

(År 2196)

Det var langt henne på natten, men psykiateren sad stadigvæk urørligt i stolen og stirrede ud i intetheden. Pigen overvejede en kort stund, om det var normalt, at en psykiater arbejdede på denne tid af døgnet. Hun havde aldrig hørt om psykiatere, der arbejdede om natten. På den anden side var der intet normalt ved denne psykiater.

Hans mørke øjne fokuserede ikke rigtig på noget. Blikket var bare dødt. Indimellem var pigen i tvivl, om han overhovedet trak vejret. Hans vejrtrækning for så rolig og lydløs, at han kunne snyde enhver til at tro, at han var død, hvis han ville.

”Fortæl mig,” sagde psykiateren og brød tavsheden. Han kiggede på hende med sit mørke blik. Pigen blev helt hypnotiseret. ”Hvis dette er…” han tøvede lidt, før han fortsatte, ”Lunas historie, hvordan ved hun så, hvordan andre omkring hende har følt og tænkt?”

Pigen smilede et skævt smil. ”Hvordan ved vi, hvad nogen som helst føler og tænker?”

Psykiateren sad uinteresseret i stolen og gjorde ikke mine til at svare på hendes spørgsmål.

Derfor besvarede pigen det selv: ”De har selvfølgelig fortalt hende det.” Pigen syntes, at det var et indlysende svar; men det var åbenbart ikke så indlysende, at det ikke havde rejst spørgsmål.

”Så Martin har fortalt Luna en del af historien fra sin synsvinkel?” spurgte psykiateren og skiftede stilling i stolen. Hans ene ben blev lagt over det andet, og han vippede ud mod det ene armlæn, så en del af hans vægt kunne hvile derpå.

”Ja,” svarede pigen kort. Hun kiggede bedrøvet ud af vinduet på den mørke nattehimmel.

”Og?” spurgte psykiateren afventende på, at pigen ville uddybe sit svar.

Pigen blev ved med at stirre ud i mørket. Hun havde brug for at samle sig kræfter til at fortælle den næste del af historien.

Et slør af tårer skærmede for hendes syn. Hun rømmede sig for at få dem til at gå væk. En klump voksede sig større og større i hendes hal. Musklerne trak sig krampagtigt sammen. Hun blev nødt til at slippe et par enkelte tårer fri, så klumpen kunne løsne sig.

”Tiden er jo ved at rinde ud for nogen af personerne i historien,” sukkede pigen og kiggede atter over på psykiateren.

Pigen missede med øjnene. Hun vidste ikke, om hun havde set rigtigt. Havde hun virkelig set et smil spille i mundvigen på psykiateren?

Det kunne ikke være sandt! Hendes blik flakkede rundt mellem tingene i rummet. Hun ville ikke se på ham, hvis det var sandt.

”Martin var jo efterhånden godt op i årene.” Pigens øjne var blanke. ”Ja, han var rent faktisk blevet gammel. Men ikke hovedet!” sagde pigen og kiggede alligevel på psykiateren igen. ”Hovedet fejlede absolut intet. Det var kun kroppen, der var ved at stå af. Hans krop var gammel, men hans sind så ungt.”

 

***

 

(År 2060)

”Jeg skal se Martin Hjorth,” sagde Luna panisk. Hun hev efter vejret, fordi hun ikke havde haft tålmodighed til at vente på elevatoren og i stedet havde løbet de mange trapper op til fjerde sal. Tårerne pressede sig på i hendes øjne.

Sygeplejersken smilede venligt og lod sig slet ikke påvirke af det panikanfald, som var ved at overvælde Luna. Hun var sikkert vant til sådanne situationer.

”Er du relateret til ham?” spurgte sygeplejersken og vendte sig mod computerskærmen. Luna var ved at blive frustreret over, hvor meget tid hun spildte. Hvert sekund talte.

”Ja,” nærmest råbte Luna. ”Jeg er hans datter…” Luna stivnede. ”s… datters datter…” sagde Luna og kneb øjnene sammen, mens hun overvejede, om det overhovedet gav mening.

Sygeplejersken kiggede skeptisk på Luna.

”Andre kalder det bare oldebarn,” lød Peters stemme bag hende. Han havde ventet på elevatoren, for han kunne ikke længere bestige 4 etagers trapper uden at holde pause på halvvejen. ”Jeg er hans svigersøn,” sagde Peter til sygeplejersken.

Sygeplejersken smilede til Peter og godtog svaret. Hun begyndte at indtaste oplysningerne på sin computer for at indhente svar på Lunas spørgsmål om, hvor hun kunne finde sin far.

”Han er i rum 203,” sagde sygeplejersken og kiggede op fra skærmen. ”Det er ned af gangen og så til højre.” Hun sendte dem et høfligt smil, men Luna var allerede halvvejs nede af gangen.

Sveden piblede ned ad hende, og hendes hænder rystede voldsomt. Hun skubbede døren op og fór hen til sengen, hvori Martin lå.

Hun stoppede brat og betragtede ham. Hans hud var næsten lige så grå som hans hår. Håret – det der var tilbage af det – sad vildt i alle retninger, fordi han havde ligget ned så længe.

Luna lagde forsigtigt sin rystende hånd på hans. Martins hånd var en smule kold, og den rynkede hud var så blød. Han var efterhånden blevet så tynd på grund af mangel på appetit, at hans hånd føltes lille i hendes; og hun havde ikke store hænder selv.

Martin kiggede på hende med et sløvt blik. Smilet voksede langsomt på hans læber, og han blinkede udmattet.

”Hej, min skat,” sagde han og omfavnede hendes hånd med sin. ”Det er godt at se dig.” Hans omfavnelse var svag, akkurat som han virkede.

Luna smilede tilbage med tårerne hvilende i øjenkrogene og gav ham et kys på panden. Hun kunne ikke få et ord over sine læber, fordi tårerne pressede så voldsomt på.

Peter kom nu ind i rummet. Han satte sig på stolen bag dem, mens han forsøgte at få vejret. Hendes mand var ikke længere så ung, som hun så ud. Han havde efterhånden svært ved at følge med.

”Peter,” hilste Martin med en hæs stemme. Peter løftede hånden i en hilsen og sagde: ”Martin.” De smilede varmt til hinanden.

”Du må ikke forlade mig,” græd Luna endelig og udtalte hele sin frygt. ”Jeg kan ikke klare mig uden dig, far!” Hendes stemme var ikke andet end en hvisken, da hun lagde sit hoved mod hans skulder.

”Selvfølgelig kan du det,” svarede han og nussede hende forsigtigt over håret. ”Det er mig, der ikke kan klare sig uden dig.” Han lo en lille latter.

Luna indåndede den velkendte duft af sin far. Det var måske ikke den bedste duft på nuværende tidspunkt, for der var nok gået lidt for længe, siden han havde fået vasket hår eller i det hele taget havde fået et bad, men hun følte sig hjemme ved lugten af ham.

”Kan du huske din første skoledag?” spurgte han med en melankolsk stemme. ”Det var en af de hårdeste dage i mit liv, da jeg vinkede farvel til dig. Jeg tror, at jeg stod en halv time i den skolegård og bare kiggede efter dig.”

De lo begge to. Luna snøftede og kiggede op på ham. ”Men det vil ikke være det samme uden dig!” Tårerne pressede sig på igen.

”Der er ikke nogen, der siger, at det behøver at være det samme,” sagde han og strøg en tot hår væk fra hendes øjne.

Luna kneb øjnene sammen. ”Jeg gør!” sagde hun.

Martin lo af sit barn. ”Du om nogen må vide, at det ikke altid er en velsignelse, hvis tingene forbliver som de er. Forandring er nødvendig.”

Luna hadede, når hendes far havde ret. For det havde han. Tingene var ikke nødvendigvis bedre, når de ikke ændrede sig. Forandring var nødvendigt, akkurat som døden er en del af livet.

Martin sukkede. ”Du har været min største velsignelse, min skat.” Han kiggede på hende med blanke øjne. ”Din mor blev taget fra mig, men du gav mig en grund til at leve videre.”

Luna nikkede bedrøvet. Martin havde fortalt hende historien om hendes mors død. Luna havde altid følt en form for skyld over den, selvom Martin insisterede på, at det ikke var Lunas skyld.

Alligevel kunne Luna ikke lade være med at tænke, at hvis hun aldrig var blevet født, havde Emma stadigvæk været i live. Martin sagde altid, at sådan kunne man ikke sætte det op imod hinanden.

”Du var så lille,” mumlede han og drømte sig væk. ”Og jeg var så glad for, at du fandt dig nogle gode venner,” lo Martin ivrigt. ”Jeg har stadigvæk ikke helt forstået, hvad der skete dengang i legehuset.” Han kiggede spørgende over på Luna og Peter. De lo begge, men gjorde ikke mine til at uddybe med et svar. ”Det så i hvert fald sjovt ud,” indskød Martin, da ingen af dem bød ind.

”For at være ærlig,” hviskede Martin stille, men højt nok til at både Luna og Peter kunne høre det, ”var jeg lidt skuffet, da du giftede dig med Felix.” Luna kiggede overrasket på ham. ”Jeg havde jo altid regnet med, at du ville vælge Peter!”

Peter lo stille bag dem.

”Jeg mener, han havde jo bekendtgjort sin kærlighed for dig flere gange gennem årene.” Luna kiggede overrasket på Martin, over på Peter og tilbage på Martin. Selv Martin havde vidst det, før Luna havde forstået det. Martin havde vidst, at Peter elskede hende rigtigt, og Luna havde først gennemskuet det et ægteskab og en begravelse senere.

Martin hostede voldsomt. Luna tog vandet på bordet og hjalp ham med at drikke det, som var han et lille barn.

 

***

 

(År 2196)

”Martin fortsatte sin vej ned gennem mindernes by. De besøgte alt fra Lunas første år til de sidste, de havde sammen.” Pigen smilede trist.

Dr. Mortem rettede på sin jakke og børstede lidt støv af den. Han virkede ikke som om, at han hørte rigtigt efter. Alligevel havde pigen på fornemmelsen, at hun kunne spørge ham om hvad som helst, der havde noget at gøre med hendes historie, og han ville kunne give hende et fyldestgørende referat.

 ”Kan du tænde noget lys?” spurgte pigen. Hun kunne næsten ikke se noget i mørket. Psykiateren rejste sig stift og gik lydløst over og tændte lampen på væggen med en let berøring. ”Tak,” mumlede pigen og missede med øjnene, fordi lyset virkede så skarpt, da det brød mørket i rummet.

”Så Luna kendte altså til Martins side af historien, fordi han fortalte dem på sit dødsleje?” spurgte psykiateren ufølsomt.

”Ja,” svarede pigen lidt hårdt.

”Hyggeligt,” indvendte psykiateren med et påtaget smil. Hans mørke øjne udstrålede alt andet end hygge.

 

(År 2060)

”Du må bare huske,” sagde Martin med en hæs stemme, ”at jeg er aldrig langt væk! Hver gang du tænker på mig, vil du blive mindet om, at jeg er lige herinde,” sagde han og pegede, hvor hendes hjerte sad.

”Altid,” sagde hun og omfavnede ham igen. ”Jeg vil altid tænke på dig.”

”Så vil jeg aldrig forlade dig,” sukkede Martin. Sukkede fortsat længere end normalt. Han hev ikke ny luft ned i lungerne. Skærmen, der hang på væggen begyndte at hyle i en lang tone.

”Far!” græd Luna panisk. Hun rystede let i hans krop for at få ham til at vågne igen. ”Far!” Hun begyndte at græde mere voldsomt.

Hun følte, hvordan hendes verden endnu engang faldt fra hinanden, som den havde gjort dengang med Felix. Denne gang var det bare tusinde gange værre. Hun faldt ned i et sort hul af smerte.

Hvordan skulle hun kunne leve videre? Hvorfor skulle hun leve videre?

Peter rejste sig besværet fra sit sæde. Han gik hen og lagde armene om Luna i et forsøg på at holde sammen på hende. Hun kunne mærke på ham, at han også græd. Det var ikke kun hende, der havde mistet en i dag. Alligevel følte hun sig ualmindeligt meget alene i sin sorg.

Døren gik op og personalet kom hastigt ind i rummet. De kiggede på papirerne, tjekkede det manglende hjerteslag på skærmen og slukkede så for lyden.

”Jeg kondolerer,” sagde en læge til Luna og Peter, der stadigvæk stod i en omfavnelse. ”Han står til, at han ikke må genoplives,” forklarede lægen kort, før hun forsvandt ud af rummet og gav de sørgende tid til at sørge.

Døren gik op igen, og Alexander kom svedlugtende ind af døren. Han havde det samme paniske ansigtsudtryk, som Luna havde haft, da hun kom ind.

”Nej,” græd han, da han havde fået et overblik over situationen. Han væltede ind i sin mors omfavnelse og længe stod de to bare med armene om hinanden. De lignede storebror og lillesøster, men det var i virkeligheden mor og søn.

 

***

 

(År 2196)

”Det er mærkeligt, hvordan døden altid overrasker os, når det er den eneste sikre ting i livet,” sukkede pigen og kiggede på psykiateren. Han lænede sig interesseret frem med et smil, der langsomt brød frem på læberne.

Pigen rynkede brynene af ham og kiggede i stedet op i loftet.

”Døden er en del af livet; eller det bør den være. Om man vælger at gøre det til målet, eller blot en slutdestination, er op til en selv.” Pigen vidste godt, at hun med tiden havde gjort døden til sit mål, men hun vidste også, at det var et umuligt mål at opnå.

”Alligevel havde Luna ikke forberedt sig på, at Martin en dag ville forlade hende. Endnu mindre havde hun forberedt sig på, at hun aldrig ville blive genforenet med ham. Det ramte hende hårdt, da tiden rand ud for ham. Hun følte, hvordan hun var et skridt tættere på ensomheden.” Enkelte tårer trillede ned ad hendes kinder ved tanken om ensomheden.

”Man skal aldrig sige aldrig,” sagde psykiateren håbefuldt.

Pigen ignorerede hans indsigelser. Hun orkede ikke at diskutere mere med ham; han forstod det jo alligevel ikke. Hun tænkte for sig selv, at han nok aldrig ville komme til at forstå det. Der var ingen, som ville forstå det.

Psykiateren sukkede efter et lille stykke tid opgivende. Det var et så opgivende suk, at han rejste sig og gik sin vej. Pigen overvejede, om han ville komme tilbage igen, eller han havde fået nok.

Historien blev længere og længere for hver gang pigen fortalte den. Ikke fordi der kom flere detaljer i indholdet, men fordi der aldrig var nogen slutning på den.

Pigen sukkede. Luna havde endnu engang mærket, hvad det vil sige at miste. Denne gang havde sorgen ramt hende dybt. Det var en person, hun elskede meget højt, som var blevet taget fra hende.

Sorg er kærlighed. Det er den kærlighed, du ønsker at give til en person, der ikke længere er der til at modtage den. Kærligheden findes i hver en tåre, i klumpen i halsen og i knuden i maven. Kærligheden er hullet i brystet; det er sorgen, der ikke har nogen steder at vandre hen.

Stor sorg er blot et tegn på en endnu større kærlighed til et andet menneske. Den store sorg er det knuste hjerte, der ikke længere kan give den kærlighed, det behøver.

Hjertet må lære at give slip, så det kan elske igen. Det sværeste er ikke at sige farvel, men at leve videre efter, at det er sagt. Det svære er at lære at leve uden sine elskede i sit liv; at udfylde hullet, hvor de førhen var. Og Luna ville få mange huller at udfylde. Når man lever for evigt, er der mange huller at udfylde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...