Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1101Visninger
AA

21. Når skæbnen vil én det anderledes

(År 2030)

Uden for ruden bevægede skoven sig sløret forbi. De efterårsrøde farver smeltede sammen med de brune stammer.  Små snefnug dalede stillede ned fra himlen. Vinteren var ved at indfinde sig.

Snefnuggene smeltede, når de fik kontakt med asfalten. Det var en perfekt, sort glace, der spejlblankt prydede den næsten utrafikerede vej.

Musikken spillede stille i radioen. Luna lod sit hoved hvile ved sin hånd. Hendes albue støttede mod døren ved ruden. Hun betragtede i stilhed snefnuggene, der hvirvlede hastigt forbi bilen. De dansede i takt med musikken.

Luna og Felix var på vej hjem til Martin for at hente deres søn, Alexander. Martin havde babysittet for dem, mens de havde været til et arrangement på Felix’ arbejde. Alexander elskede at være hos sin morfar, hvor han sikkert blev forkælet lidt mere, end hvad der var godt for ham.

Felix sad og nynnede med på melodien i radioen. Hans dybe stemme var ikke skabt til at synge, men det lød heller ikke falsk hele tiden. I perioder af en sang kunne det faktisk lyde godt – indtil der kom en tone, han langt fra kunne ramme; så skar det så frygteligt i ørene.

Sangen, der nu spillede i radioen, rummede mange toner, Luna vidste, at Felix ikke kunne ramme. Hun krummede allerede tæer ved tanken. Derfor åbnede hun handskerummet i håb om at finde en mere karaoke-venlig CD.

Idet hun åbnede handskerummet, løb det hende koldt ned ad ryggen. Rædslen terroriserede hendes indre. Hun frøs til is. Hun følte, hvordan hendes frygt blev til virkelighed. Verden omkring hende faldt sammen om ørene på hende.

Hendes hænder blev kolde og våde. Hun mærkede, hvordan hendes hals snørede sig sammen.

Felix’ nåede de falske toner i sangen, der spillede i radioen. Normalt ville Luna have grint, mens hun holdt sig for ørene; men ikke denne gang. Denne gang sad hun som forstenet og stirrede ned i handskerummet.

Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun havde lyst til at løbe sin vej, men bilen kørte firs i timen på landevejen. Hun ville ikke komme helskindet ud af et flugtforsøg. Det ville derfor ikke være nogen god ide.

”Hvad er der?” lød Felix’ stemme let, mens musikken spillede c-stykket.

En masse svar på det spørgsmål væltede rundt i hovedet på Luna. Alle sammen rummede en masse nedladende og forbudte ord. Hun forbandede ham i sit indre.

Hun vidste ikke, om hun burde græde eller råbe af sine lungers fulde kraft. Hun havde både lyst til at slå ham og slå sig selv. Hun ville slå ham for, hvad han havde gjort mod hende. Hun ville slå sig selv for, at hun ikke havde været forberedt på det.

I al den tid havde hun gået med en dårlig fornemmelse. I al den tid havde hun taget til takke med hver en utroværdig løgn. I al den tid havde hun fortalt sig løgnene om og om igen for at tro på dem.

Nu sad hun her i bilen med sin mand og en anden kvindes røde blondetrusser i handskerummet. Det var den slags blondetrusser, som en kvinde aldrig ville tage på, medmindre hun forventede, at hun ville få noget ud af det; og det havde hun tilsyneladende fået.

Landevejen blev omgivet af skovområder på begge sider. Mørket fra træerne omfavnede bilen. Mørket beskrev den følelse, der besad Lunas indre i dette øjeblik.

Omkvædet på den skrækkelige sang gik i gang igen, og Felix skrålede bekymringsløst med. Han kunne hverken teksten eller melodien, men det skulle ikke stoppe ham i, at lave sangen til en duet.

Luna stirrede stadigvæk på det hullede stykke stof. De mest forfærdelige scener udspilles sig på hendes nethinde. Det var scener, hun ikke ville se. Det var scener, hun aldrig burde forestille sig kunne ske; men de kunne være sket. Hun tog sig selv for øjnene i et forsøg på at få det til at stoppe.

Felix fortolkede dette som, at hun gjorde grin med hans sangevner. Han skruede derfor op for sin stemmes lydstyrke, så det hele blev taget til et helt nyt niveau. Hans stemme fyldte hele bilen og overdøvede kunstnerens stemme.

Deres liv sammen væltede ind over hende. Det hvirvlede kaotisk rundt i hovedet på hende; alting. Det var både de gode og dårlige ting. Det var de øjeblikke, der var perfekte, og de øjeblikke, hvor hun burde have forudset det. Alting væltede frem. Deres første møde. Hans smukke krop. Den fantastiske latter. Den første badebold. Den anden badebold. Den første date. Den første gang. Mørket, det frygtelige mørke. Hende i hans arme. Trygheden. Den tredje badebold. Ham der faldt på knæ, så nervøs. Den fjerde badebold. Alexander. Hendes fødselsdag; han var der ikke. Middag; han kunne ikke nå hjem. Arbejder over. Fødslen; han var der ikke. Han var der ikke… Han var der ikke… Han var der ikke!

”Stop!” skreg Luna. Hun var så vred at tårerne løb ned ad hendes kinder.

Felix stoppede med det samme med at synge. Han kiggede chokeret på hende, men kastede så blikket ud på vejen igen, hvor det burde være.

”Hvad er der?” spurgte han nervøst og forvirret. Hans greb om rattet blev strammere.

”Hvad er der?!” skreg Luna. ”Hvad er der?” gentog hun retorisk. ”Lad mig nu se,” sagde hun med en påtaget venlighed. ”Du var der aldrig!” skreg hun af ham.

Hun følte sig ydmyget. Hun følte sig brugt. Hun følte sig beskidt. Hun kunne ikke fatte, at hans beskidte hænder havde rørt ved hende.

”Hvad mener du?” spurgte han forvirret. Hans pande blev helt rynket, mens han overvejede, hvad alt dette drejede sig om.

”Jeg mener det, jeg siger!” råbte hun frustreret. ”Du er her aldrig. Du skal altid arbejde,” svarede hun mens hun gjorde citationstegn med pege- og langefingrene. Hendes blik kunne dræbe. Det var nok meget godt, at han ikke kunne se på hende.

Felix sank en klump, mens han overvejede, hvordan han skulle tøjle denne situation.

”Ja,” svarede han. ”Jeg arbejder meget.” Luna kiggede overrasket på ham, mens han forsøgte at sælge hende endnu en løgn. ”Men det, troede jeg ikke, var noget problem for dig.”

  Det slog benene væk under hende. Hun var forarget over, at han forsøgte at føre løgnen videre. Hun var forarget over, at han kunne leve løgnen så bekymringsløst.

Det ramte hende hårdt, da det pludselig gik op for hende, at hele deres forhold måske byggede på en løgn. Havde han overhovedet nogensinde elsket hende?

Det fik hende til at føle sig værdiløs. Hun var uelsket og så lidt værd, at han syntes, at det var okay at lyve for hende og bedrage hende.

Igen blev hun ramt hårdt af et faktum. Hun kunne ikke vide med sikkerhed, hvor ofte han havde bedraget hende. Endnu mindre kunne hun vide med hvor mange. Havde der været mange? Havde der været mange kvinder, der havde tilfredsstillet hendes mand, mens hun havde følt sig ensom?

Hvorfor var hun ikke nok? Havde hun ikke gjort, hvad hun kunne? Havde hun ikke gjort, hvad hun skulle? Var hun ikke nok?

”Så du har bare arbejdet?” spurgte Luna uden at vente på hans svar. ”Kan du så fortælle mig, hvorfor der ligger et par blondetrusser i handskerummet?” Hun kiggede udfordrende på ham. I virkeligheden håbede hun på, at der var en god forklaring på det, der ikke rummede nogen form for utroskab. Hun bad til, at han kunne komme med en god forklaring. Spørgsmålet var bare, om hun ville tro på den. Ville hun det?

”Øh,” mumlede han. Hans pande glinsede let af sved. Han skruede ned for varmen i bilen. ”De var tænkt som en gave til dig,” svarede han, mens han tørrede sveden af sin pande med den ene hånd.

”Så du havde simpelthen tænkt dig at give mig et par brugte trusser i gave?” svarede Luna hårdt. ”Jeg har aldrig været gladere for en gave!” Hun lagde tykt på med den falske begejstring.

”Jeg…” sukkede han og gned sig i nakken med den hånd, han ikke brugte til at styre bilen med. ”Jeg…” Han kunne ikke finde flere undskyldninger.

Det hele ramlede sammen omkring Luna. Hun følte, hvordan hun begyndte at ryste. Tårerne pressede sig på.

”Du er løbet tør for undskyldninger!” råbte hun med tårevædede øjne. ”Den store Felix er blevet indhentet af sine løgne! Nu kan han ikke engang finde nogen ord, der kan gøre det okay!”

Hun betragtede ham rasende. Hans øjne begyndte at blive blanke.

”Jeg er ked af det,” snøftede han.

Hun var rasende. Så han var ked af det? Og det troede han ville gøre det hele okay? Fortjente hun ikke mere end det?

Så han var ked af det?! Idioten var kun ked af, at han var blevet grebet i sine løgne. Han var kun ked af, at hun havde fundet ud af det. Hvis han i virkeligheden var ked af det, havde det ikke stået på så længe. Hvis han i virkeligheden var ked af det, havde hun mærket den dårlige samvittighed, hver gang han kom hjem sent om aftenen og undskyldte med et kys, fordi han måtte arbejde over. Hvis han virkelig var ked af det, var han ikke gået i seng med hende bagefter!

Hun væmmedes ved tanken om det. Havde han overhovedet taget et bad bagefter?

Det var dråben. Hun måtte væk!

Hun klikkede sin sikkerhedssele op, mens hun råbte, at han skulle stoppe bilen. Hun ville ikke være sammen med ham et minut længere. Alt, hun så, når hun så på ham, var svigt og bedrageri.

Kun få mennesker i verden kunne såre hende så dybt, og han var en af dem. Hun hadede ham for det. Hun hadede sig selv for det. Hvordan kunne hun lukke ham ind? Hvordan kunne hun lade ham såre hende?

”Nej,” svarede han stædigt. Han kæmpede for at holde tårerne tilbage. ”Nej, jeg vil ikke sætte dig af! Vi må snakke om det.” Hans stemme blev bedende, og han satte det store hundehvalpeblik på.

”Vi har intet at snakke om!” skreg Luna af ham. ”Sæt mig af!” Hun gjorde klar til at åbne døren.

Felix låste dørene fra sin side. ”Nej, jeg vil ikke sætte dig af! Vi må snakke om det her!” Han pustede frustreret ud. ”Hvis ikke for min eller din skyld, så gør det for Alexanders skyld!”

Det var så lavt, han ville synke; at involvere deres søn. Det var nok det mest ondskabsfulde, han længe havde gjort. Han brugte deres søn som en undskyldning. Han brugte deres søn for at holde på hende. Pludselig ville hun blive det dårlige menneske. Hun ville blive den dårlige mor, der ikke ville arbejde på de ægteskabelige problemer. Hun ville være skyld i, at deres søn skulle splittes mellem to forældre. Det ville være hendes skyld, at han skulle holde jul uden den ene af sine forældre. Det ville være hendes skyld, at de ikke begge kunne være der til hans fødselsdag.

Men nej! Det var ikke hendes skyld. Det var ikke hende, der havde været utro. Det var ikke hende, der havde svigtet hans tillid. Det var Felix’ skyld!

”Stop bilen!” skreg hun. Tårerne trillede ukontrollerbart ned ad hendes kinder. Hun ville ønske, at hun kunne stoppe. Han fortjente ikke en eneste af hendes tårer. Han var det ikke værd.

”Nej!” råbte han. ”Nej, du får ikke lov til at forlade mig!” Tårerne trillede lige så hurtigt ned ad hans kinder.

”Det er ikke op til dig!” skreg hun. ”Sæt mig af! Jeg vil ikke se på dig et minut længere!”

Felix kiggede på hende. Hans blik rummede en sønderknusende smerte. Da hendes blik mødte hans, vidste hun, at hun mente det. Hun ville virkelig ikke se på ham et minut længere. Hun ville aldrig kunne tilgive ham det. Han havde virkelig såret hende for dybt.

Lidt vidste hun, at det ønske skulle gå i opfyldelse. Ud fra skovens dyb sprang et guddommeligt, smukt, dådyr. Dens brune pels blev omfavnet af de hvide snefnug, der nu dalede hurtigere ned fra himlen.

Den sprang elegant ud på vejen for at søge flugt i skoven på den anden side. Bilens forlygter projekterede den, som dansede den afsted hen over en scene.

”Pas på!” skreg Luna. Hun holdt afværgende arme frem for sit ansigt.

Felix kiggede rædselsslagen ud på vejen. Det føltes, som gik det hele i slowmotion i det øjeblik. Han nærmest stillede sig op på bremsen. Det gav et voldsomt ryk i bilen, mens den skred ud fra side til side. Han forsøgte at redde det ved at rive i rattet.

Luna fløj skrigende frem mod ruden. Den knustes, da hun ramte ind i den med sin krops fulde vægt. Glasskårene omfavnede hendes krop et kort sekund, før hun fortsatte videre. Hun fløj ud mod asfalten.

Bag sig hørte hun et brag, da bilen kolliderede med dådyret. Bilen fortsatte trillende rundt ud i grøften.

Lunas krop kyssede asfalten i voldsom smerte. Hun både mærkede og hørte lyden af flere knogler, der knækkede. Det gav en lugt af brændt hud, da hun gled videre hen over landevejen.

Hun skreg i smerte. Hendes nøgne kød, de brækkede knogler og hendes knuste hjerte var mere end hun kunne klare. Hun var klar til at dø.

På trods af hendes dødelige skader, satte hun sig op. Hun vidste ikke, hvordan det var muligt.

Hun kiggede over mod bilen, der lå på hovedet. Bag rettet hang Felix bevidstløs. Airbaggen klemte ham op mod sædet. Blod strømmede i store mængder ud fra hans hoved.

Luna kæmpede sig stønnende på benene. Hun troede ikke, at hendes ben var brækket. Armene havde taget mest af for faldet. Alligevel var det yderst smertefuldt. Hendes bukser var brændt fra hinanden omkring hende knæ og lår. Flere steder var der åbent ind til hendes kød. Lugten var ubeskrivelig.

Hun kunne ikke holde klynkende tilbage, mens hun haltede sig over til bilen. Hun måtte have ham ud, inden bilen brød i brand.

”Felix,” græd hun i håb om, at han ville vågne. Han reagerede ikke.

På vejen lå det døde dådyr. Tungen lå slapt på vejen. Al liv havde forladt dens øjne.

Luna fortsatte forbi den ud til grøften. Bilen var bulet, og ruderne var alle sammen slået itu.

”Felix,” forsøgte Luna igen. ”Vær sød at vågne op!” bad hun. Han reagerede stadigvæk ikke.

Hun forsøgte at åbne døren, men hun kunne ikke hive den op. Hendes brækkede ribben forhindrede hende i det. Hun lænede opgivende hovedet tilbage, mens hun grædende skreg.

Efter et stykke tid bed hun tænderne hårdt sammen. Hun lagde alle kræfter i – selv kræfter hun ikke vidste, hun havde – og hev i døren. Den åbnede halvt op.

Hun tog sig til ribbenene, mens hun faldt til jorden. Hun hvilede tungt på sine nøgne knæ. Jorden inficerede hendes åbne sår.

”Felix,” sagde hun grædende. Hun klemte sig ind i den åbning, hun havde fået skabt. Hendes hånd kærtegnede hans ansigt. ”Felix, vær sød at vågne! Jeg kan ikke klare det uden dig!”

Hans hud føltes kold. Blodet klistrede til hendes hånd.

Hendes øjne betragtede hans brystkasse. Den bevægede sig ikke. Han trak ikke vejret. Hun mærkede efter ved hans mund. Hun mærkede ikke nogen luft komme ud.

”Felix?” hun begyndte at gå i panik. ”Felix!” Tårerne fik frit løb. ”Du må ikke forlade mig! Hører du Felix. Kom tilbage til mig!” Hun græd højlydt.

En bil stoppede lidt bag dem. Forlygterne oplyste vejen og liget af et af ofrene for denne ulykke.

”Er du okay!” lød en stemme. En mand steg ud af sin bil og kom løbende. Han hev sin mobil frem, mens han ringede 112.

”Felix,” græd hun, mens hun bevægede sig ud af bilen igen. ”Felix!” Hun faldt ned på jorden. Hun lod jordbunden være hendes seng. Den skulle være hendes dødsleje. Hun var klar til at blive taget væk herfra.

”Er du slemt såret?” lød mandens stemme ved hende. Hun kunne ikke svare. Smerten var for voldsom. Hun gentog hans navn om og om igen. Felix, havde forladt hende. Han havde forladt hende.

Manden rejste sig og kiggede til Felix inde i bilen. Han forsøgte at åbne bildøren mere. Han stak en hånd ind for at mærke efter en puls. Luna havde allerede konstateret, at den ikke var der. Felix var død.

 

***

 

(År 2196)

Pigen kiggede med tårevædede øjne op i loftet. En klump havde fået hendes hals til at snøre sig sammen. Hun rømmede sig, så hun kunne fortælle videre.

”Døden tog Lunas mand den aften.” Pigen hostede let. Et par enkelte tårer tog sin flugt ned over hendes kinder.

Psykiateren smilede et skævt smil til pigen. Alligevel rummede hans øjne en form for medfølelse.

”Men Luna,” sukkede pige og kiggede psykiateren ind i øjnene. ”Luna ville han ikke tage med sig.” Pigens stemme rummede en vrede, psykiateren ikke synes kunne retfærdiggøres.

”Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om, hvorvidt døden ville tage hende med sig,” svarede psykiateren. Han kæmpede for at beherske sig. ”Det var i virkeligheden et spørgsmål om, om han kunne tage hende med sig!”

Pigen var ikke i humør til at diskutere med den kolde mand. Han forstod det alligevel ikke. Han var nok den mest uforstående psykiater, hun nogensinde havde mødt. Han virkede så uinteresseret. Alle andre ville spørge: ”Og hvordan har du det med det?” Men denne psykiater kom med sine egne konstatering, når han rent faktisk lyttede. Han spurgte aldrig pigen om hendes følelser. Det var rart.

”Uanset, hvad du mener,” sukkede pigen, ”kan vi vel blive enige om, at det var første gang pigen ikke døde, hvor hun burde være død.”

Psykiateren nikkede medgivende.

”Dette var første gang, pigen fik et hint om sin forbandelse, der i virkeligheden var ment som en velsignelse. Luna overlevede, selvom hun ikke burde; og Luna ville i fremtiden overleve meget, hun ikke burde. Luna var pigen, der ikke kunne dø.” Pigen sukkede opgivende.

”Pigen, der ikke kunne dø,” sukkede psykiateren. ”I sandheden dødens fjende.” Han lo bittert for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...