Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1149Visninger
AA

29. Muren

(År 2119)

Luna følte sig skyldig. Hun havde lovet Peter, at hun ville leve videre. Hun havde lovet ham, at hun ikke ville opgive kærligheden.

Her sad hun nu, tre årtier senere, og hun var stadigvæk lige så ødelagt, som den morgen, hans vinger havde båret ham afsted. Hun havde levet tre årtier i smerte. Kun en ting havde hun lært på de tredive år; hun havde lært at holde andre mennesker ude. Hun havde lært ikke at lukke nye mennesker ind i sit liv. Hvis hun ikke havde noget at miste, kunne hun heller ikke blive såret.

Siden den dag, hvor han fik sine vinger, havde hun aldrig været den samme. Hun kunne ikke længere føle glæde – hun følte kun sorg.

Den dag Peter døde, følte Luna, hvordan en del af hende også døde. Hun havde det som om, at hun døde, og de bare havde glemt at begrave hende. Hun var et omvandrende lig, der ikke følte andet end sorgen, der gjorde hende så kold.

Det var koldest om natten, for der blev hun mindet om sin ensomhed. Om natten var hun virkelig alene, og det skræmte hende. Det mindede hende om, at hun havde mistet alt. Hendes far var død, hendes mand var død, hendes søn var død, hendes venner var død. Alle, der kendte til hendes hemmelighed, var fløjet afsted. Her var hun tilbage på Jorden, og hun havde endnu ikke fået sine vinger. Hun ville aldrig få sine vinger.

Luna strøg fingeren over sin tablet, og bogen, som hun læste på den, bladrede til næste side. Hun tog en tår af sin tekop, som stod på bordet foran hende. Den varme væske var det eneste, der afholdt hende fra at fryse helt til is.

Larmen omkring hende blev holdt ud af den mur, hun havde bygget op omkring sig. Hun sad trygt – måske ikke godt – i sin lille boble, hvorfra hun kunne betragte livet omkring sig uden at involvere sig i det.

Hun satte irriteret koppen fra sig. Tabletten hvilede stadigvæk i hendes ene hånd. Hendes blik flakkede over til en ung mand, som havde siddet og stirret på hende den sidste halve time.

Manden var karseklippet, som næsten alle mænd nu om dage var. Han havde mørke øjne og et drenget smil. Hans hvide skjorte var stoppet ned i et par sorte bukser.

Hendes blik fandt tilbage på tabletten, mens hun forsøgte at rette sin koncentration mod romanen foran sig. Det var dog svært, når hun konstant kunne føle hans blik på sig. Hun havde i virkeligheden lyst til at gå over til den lille knægt og sige, at han skulle holde øjnene for sig selv; men hun gjorde det ikke.

Ordene dansede for hendes øjne. Hun havde læst den samme sætning om og om igen, og lige lidt gav den mening.

Opgivende lagde hun tabletten på bordet og tog i stedet tekoppen i sine hænder. Koppen var varm mod hendes hud, men hun var ligeglad. Alt, der kunne distrahere hende, var velkomment.

”Undskyld mig,” lød en stemme.

Luna kiggede op og blev mødt af et nervøst, drenget smil. De mørke øjne kiggede direkte på hende; så direkte igennem muren.

Hun følte sig pludselig så nøgen, som så han noget, han ikke burde se. Hvis hun vidste hvordan, havde hun skærmet sig for hans blik; men han blev bare ved med at stirre.

”Ja?” svarede Luna en smule skarpt.

Han tøvede et øjeblik. Så førte han sin hånd om i nakken og gned den. Nervøsiteten havde sat sit mærke på hans skjorte.

”Jeg tænkte bare på…” fremstammede han nervøst. ”Jeg tænkte bare på, om jeg må sætte mig her ved dit bord?” Et nervøst smil bredte sig over hans læber i håb om, at det ville overbevise hende.

Lunas pande blev helt rynket. Hun kiggede forvirret på ham. På hvilket tidspunkt havde hun signaleret, at hun ønskede selskab? Hvad var det ved hende, der fik den mand til at opsøge hende?

”Det er vel ikke mit bord…” svarede Luna og tog sin tablet i hånden igen. Hun kunne ikke koncentrere sig om at læse videre; men hun kunne i det mindste lade som om. Hun var nemlig ikke interesseret i at starte en samtale med manden, der i hendes øjne ikke var andet end en dreng.

Han trak stolen kloset ud og væltede nærmest ned på den. Så hoppede han et par gange med bøjede knæ for at få stolen nærmere bordet.

Luna forsøgte at ignorere ham. Hun kiggede ned på romanen, som var den det mest spændende i hele verden. Hun kiggede ned på den, som havde hun nået point of no return, og hun bare måtte vide, hvad der ville ske.

”Såh…” sukkede han og fumlede med fingrene. Han kiggede koncentreret ned på dem. ”Jeg hedder Arthur.” Han kiggede op på hende med et lidt for stort smil.

Luna følte sig nødsaget til at kigge op. ”Jeg hedder Luna,” svarede hun koldt og kiggede så ned igen.

Arthur tog det som en invitation til at indlede en rigtig samtale med hende.

”Såh…” sukkede han igen. ”Jeg har set dig her et par gange før,” sagde han konstaterende. ”Er du her ofte?”

Luna havde lyst til at rulle øjne af ham. ”Ja,” svarede hun bare kort. Hvor uinteresseret skal man virke, før de forstår en hentydning?

”Kommer du her bare for at læse?” indskød han og gjorde en bevægelse hen mod Lunas tablet. Luna rullede frustreret øjne igen.

”Ja,” svarede hun bare igen.

”Okay…” Han bed sig i læben. ”Hvad læser du så?” spurgte han ivrigt i et forsøg på at holde samtalen kørende.

”Alt muligt,” svarede Luna bare kort og bladrede en side med sin pegefinger. Ny kombinationer af ord dukkede frem for hendes øjne. Denne gang forsøgte hun oprigtigt at læse, hvad der stod.

”Er den god, den der?” afbrød Arthur og pegede hen mod hendes tablet.

Luna hamrede den frustreret ned i bordet. ”Det ved jeg ikke! Så langt er jeg ikke nået endnu.” Hendes stemme var en smule hævet, men støjen omkring dem forhindrede andre i at høre hende.

”Nåh, okay,” sukkede Arthur bare, og hans blik begyndte at flakke rundt i rummet. Luna kiggede vredt på ham, men han så det ikke.

Luna greb sin tekop igen og tog en stor slurk. Hun var halvvejs igennem. Hun tog endnu en stor tår og fik kæmpet sig forbi halvvejen.

”Laver du så andet end at sidde og læse på den her café?” spurgte han. Lunas øjne blev store. Han forstod virkelig ikke et hint!

”Nej,” sagde Luna ironisk. ”Jeg sidder bare hver dag på denne café og læser bøger. Jeg er nemlig mangemillionær, skal jeg fortælle dig, så jeg behøver slet ikke at arbejde!” Hun smurte tykt på, så enhver ville fange den.

”Selvfølgelig ikke…” sagde han og klaskede sig selv for panden, mens et flovt smil bredte sig ud over hans ansigt.

”Hvad arbejder du så med?” spurgte han, da han langt om længe var kommet sig over sit dumme spørgsmål. Hans kinder var stadigvæk lidt røde.

”Administration,” svarede Luna kort og drak resten af sin te. Hun skubbede sin stol ud og rejste sig fra bordet. Arthur kiggede forbløffet efter hende, da hun gik sin vej uden et ord.

 

***

 

(År 2196)

Pigen kiggede over på psykiateren. Han sad med en alvorlig mine, som næsten skræmte pigen. Hans albuer hvilede på hvert deres armlæn, og hans fingerspidser var trykket eftertænksomt mod hinanden.

”Luna havde vel bare givet op.” Det var første gang i lang tid, at psykiateren havde kommenteret på hendes historie. ”Hun havde vel oplevet de gode sider af livet og måtte nu se de dårlige sider. Hun var vel bare ikke klar til at give livet en ny chance.”

”Hvad er pointen ved at give livet en ny chance, hvis det alligevel bare ender i død og smerte?”

Livet er en smuk løgn. Det lover dig guld og grønne skove. Døden er den smertefulde sandhed. Den minder dig om, hvor kort livet er.

”Luna ville aldrig glemme den dag, Peters hjerte stoppede med at slå, og hendes hjerte fortsatte. Det var den dag, hun vidste, at hun skulle leve evigheden i ensomhed.” Pigens øjne var blanke, og hendes kinder skinnede af de mange tårer, hun havde grædt.

”Kærlighed skaber liv, og det kan endda redde liv; men selv kærligheden har sine begrænsninger. Hvis kærlighed kunne give liv, ville Peter have levet for evigt. For Luna elskede ham virkelig. Hendes hjerte gjorde ondt af al den kærlighed, hun ikke længere kunne give til ham. Lige meget hvor ofte hun tænkte på ham, var det ikke det samme.” Pigen sukkede. ”Og hun kunne ikke glemme ham.”

Psykiateren lænede sig frem mod hende.

”Nogen gange er det ikke meningen, at vi skal glemme. Nogen gange skal var bare lære at leve videre med mindet.”

Pigen nikkede. Hendes hage vibrerede, mens hun bekæmpede den flod, der var ved at løbe over sine breder.

Pigen rømmede sig. ”Luna fortsatte i hvert fald med at komme på sin stamcafé.” Hun sukkede. ”Og det samme gjorde Arthur. Hver dag spurgte han lige så nervøst som den første, om han måtte sætte sig ved hendes bord. Hver dag kom Luna med det samme svar.”

Psykiateren lænede sig tilbage i stolen igen. Han tog sine briller af med den ene hånd, og med den anden hånd gned han sin næseryg.

”Nogen dage snakkede de, andre gange sad han bare og stirrede på hende, mens hun forsøgte at læse sin bog. Hun blev aldrig nogensinde færdig med den. Det var for svært at koncentrere sig, når han sad og stirrede på hende hele tiden.” Pigen lo en lille hæs latter.

Psykiateren rullede øjne og satte sine biller tilbage på plads. De gled hurtigt ned på næsetippen igen.

”På et eller andet tidspunkt mellem de spydige kommenterer, de akavede spørgsmål og de stirrende blikke begyndte Luna at syntes om knægten.” Et skævt smil voksede sig over pigens læber, men det forsvandt hurtigt igen. ”Luna var en gammel dame. Hun havde oplevet, hvad der skulle opleves. Denne lille dreng havde ingen erfaring på livet, og alligevel blev hun fascineret af ham. Alligevel kunne hans historier om indkøb og eksaminer fange hende. Hun forstod det ikke.”

Pigen huskede på Peters ord: ”Du vil lede, men aldrig finde mig. Måske er det bedre at lade være med at lede efter mig og i stedet finde en, der kan gøre dig lige så glad, som jeg kunne. Du skal ikke finde en kopi af mig, men finde en, der kan gøre dig lykkelig.”

Spørgsmålet var, om Arthur kunne det. Pigen kendte godt svaret; ingen kunne erstatte Peter. Luna ville aldrig finde en, som kunne gøre hende lige så lykkelig igen.

 

***

 

(År 2120)

”Hej,” sagde Luna, da Arthur satte sig ved deres stambord. Arthur hilste med sit drengede smil.

Tjeneren kom og satte en kop kaffe foran ham. Luna lagde tabletten ned i sin taske og tog en tår af sin te.

Den sidste tid havde ikke været så skidt. Hun havde haft noget at se frem til. Hver dag klokken fire vidste hun, at hun skulle mødes med Arthur. I den lille time i løbet af dagen vidste hun, at hun ikke ville føle sig helt så alene. Hver enkelt lille time hev en mursten ud af gangen. Hun kunne nu kigge over muren uden at stå på tæer.

”Har du hørt om den der nye film?” spurgte han henkastet og kiggede rundt i rummet. Han mødte ikke hendes blik, men blev bare ved med at lade som om, at alt andet omkring dem var yderst interessant.

”Ja,” svarede Luna lidt kort med en bange anelse om, hvor det ville lede hen. ”Jeg har godt hørt om den…” Hun tøvede lidt.

”Vil du med ind og se den?” spurgte Arthur stadigvæk med en ligegyldig tone, men smilet afslørede ham. Hans blik mødte langt om længe hendes.

”Nej,” sagde Luna tøvende. ”Jeg er ikke rigtig til film og sådan noget…” løj hun. Hans smil stivnede.

”Nåh okay…” Han kiggede ned i bordet.

Det gjorde helt ondt på hende at se ham på den måde. Hun blev helt utilpas ved den pressede stemning.

”Hvad så med, at vi spiser noget aftensmad sammen?” spurgte han ihærdigt.

Luna kiggede ned i bordet. Hun turde ikke møde hans blik, for hun vidste, hvordan han ville se ud, når hun atter engang måtte afvise ham.

”Jeg er ikke sulten…” svarede hun. Hendes hænder lå sammenfoldet i hendes skød. ”Jeg spiste sen frokost,” forklarede hun – endnu en løgn.

”Så en anden gang?” blev han ved. Han gned sit karseklippede hoved med den ene hånd. Nervøsiteten var igen afspejlet på hans i dag grønne bluse.

”Det tror jeg altså ikke,” sagde Luna. Hun ville stadigvæk ikke møde hans blik.

”Nåh,” lød han såret. Han begyndte at fumle med fingrene foran sig på bordet. ”Jeg troede bare, at der var noget mellem os…” forklarede han mumlende.

”Vi kender jo ikke rigtig hinanden,” sagde Luna og kiggede op på ham. Han hang med hovedet ind over bordet. Hun havde tydeligvis såret ham og hans værdighed.

”Vi har da kendt hinanden i snart et år…” sagde han med en grådkvalt stemme.

”Vi har kendt hinanden i et år, men vi kender ikke hinanden,” sagde Luna. Hun begyndte at mærke en vrede trænge sig på. ”Du kender mig ikke!”

”Jeg ved da meget om dig…” sagde han stille. ”Jeg ved, hvad der kan få dig til at le. Jeg ved, at du hver dag bestiller den samme te. Jeg ved, at du har læst den samme bog det sidste års tid.” Han kiggede forsigtigt op på hende og håbede at finde en smule forståelse i hendes blik.

”Du kender mit navn,” sagde Luna alvorligt og kiggede ham dybt ind i øjnene. ”Du kender ikke min historie. Du har set mit smil, men du har ikke set min smerte. Du kender mig ikke; og det kommer du aldrig til!”

Luna rejste sig hurtigt op. Hun gik ud med raske skridt uden at se sig tilbage. Hun kunne føle hans blik, da hun smækkede døren bag sig.

Det var sidste gang, hun kom på den café. Hun lovede sig selv, at hun aldrig ville lade nogen komme så tæt på igen. Muren var blevet opført igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...