Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
956Visninger
AA

19. Mor uden mor

(År 2196)

Stilheden var til at tage og føle på. Den var blød, som mørket, der omfavnede hende. Omfavnelsen var kvælende, men hun gik ikke i panik. Hun håbede på, at det ville omfavne hende fuldstændigt.

Mørket slap hende for en kort stund, og hun kunne gispende hive den nødvendige luft ned i lungerne. Hun vidste godt, at tiden aldrig ville komme for hende; døden ville aldrig tage hende med sig.

Tiden var ikke hendes ven. Tidens fjende, døden, var både hendes ven og største fjende. Han havde taget så mange fra hende, men han ville aldrig tage hende. Hun var ham yderst bekendt, men han ville aldrig invitere hende med.

Tiden havde ingen ende. Tiden eksisterede ikke rigtig.

Tiden er ensom. Derfor havde den tvunget hende til at holde den med selskab. Den ville ikke give slip på hende, selv med de kvæstelser hun havde pådraget sig. Så ville den hellere bruge energi på at læge sårene.

Tiden er ensom, fordi den ikke tør knytte sig til nogen. Den opgiver venskaber for at danne nye, der aldrig er længere, end at døden kan tage dem fra ham uden indsigelser.

Ja, det vil sige, der vel altid er undtagelser til dette.

Pigen sukkede. Hun kiggede over mod døren, der lydløst blev åbnet. Et svagt lys blev kastet ind fra gangen, men det blev hurtigt lukket ude igen.

Psykiateren placerede sig i den samme stol, som alle de andre gange. Han placerede sig med armene hvilende over kors og betragtede pigen uden at sige et ord. Hans blik var koldt og tomt.

Pigen vidste ikke, hvor længe hun kunne holde stilheden ud. Derfor brød hun den med frustrationen dæmrende i dybet af sin stemme: ”Kan du forklare mig, hvad tid er?”

Psykiateren trak tvivlende på skuldrene. Hans blik blev fjernt – selvom pigen ikke havde troet det var muligt, at han kunne forsvinde længere væk, end han havde været.

Hans blik var tåget, og hun var i tvivl om, om hun overhovedet kunne kæmpe sig ind til ham.

”Tiden er vel det her,” svarede han og pegede på sit armbåndsur, der tikkede afsted i det uendelige.

Pigen sukkede: ”Tiden er et tikkende ur.”

Psykiateren rettede på sig i stolen. Hans stolte skikkelse var ikke andet end en mørk silhuet. Hans blik kiggede intenst på hende; hun følte en kulde helt ind i sit indre. Hvis hun kunne, ville hun lade kulden omfavne hende for evigt. Hun havde på fornemmelsen, at den var, hvad hun søgte; at den kunne sætte hende fri fra buret, så hun ikke længere skulle kvæles af ensomheden.

”Tiden er sekundviseren, der kører i ring; minutviseren, der kører i ring; timeviseren, der kører i ring.” Pigen rynkede panden, mens hun udtalte sin frygt. Hun kiggede på psykiateren.

”Tiden er uendelig,” sagde han, mens han satte ord på hendes helvede. ”Og så alligevel ikke,” fortsatte han eftertænksomt og lagde armene over kors.

”Og så alligevel,” sagde pigen med et bittert skævt smil. Hendes pande var rynket, mens hun betragtede psykiaterens reaktion.

”Og så alligevel ikke,” svarede han blot.

Pigen havde lyst til at svare igen, men hun havde på fornemmelsen, at det ikke gjorde nogen forskel. Hun kunne ikke overbevise ham. Det kunne hun heller ikke bebrejde ham.

Hun vidste, at den eneste måde, hun kunne overbevise denne mørke skabning, var at fortsætte sin historiefortælling. Denne historie handlede nemlig om tidens uendelige løb. Den handlede om, hvornår tiden var en velsignelse, og hvornår den var en forbandelse.

Hun rømmede sig i forsøg på at forberede sin stemme historien, der endnu havde mange kapitler tilbage.

”Lad mig fortsætte historien,” begyndte pigen og kiggede ind i mørket bag brillerne, han endnu engang forsøgte at skubbe op på plads. Pigen hostede let. ”Lad mig nu se,” begyndte hun, da hendes krop igen var faldet til ro. ”Jo, Luna var gravid. Dette var en stor glæde for både hende og Felix. Men der var dog en ting, som nagede Luna noget så frygteligt. Hun følte sig ensom i sin graviditet. Hun følte ikke, at der var nogen, der helt forstod hende. Hun havde ikke nogen at gå til for at få besvaret sine spørgsmål. Hun skulle være mor, men hun havde ikke selv en mor at søge støtte i.”

 

***

 

(År 2026)

Lune betragtede skikkelsen i spejlet. En kvinde med en mave, der buttede lidt ud, stod og kiggede på hendes egen mave. Maven struttede ikke nok til, at det i en fremmed persons blik med sikkerhed ville kunne konstateres, at hun var gravid; hun kunne lige så godt være blevet lidt tyk.

Luna sukkede og gned sin mave let med den ene hånd. Det var en mærkelig tanke, at der rent faktisk var et levende væsen inde i hende.

”Hey,” lød en stemme. Peter stod i døråbningen og betragtede hende med et skævt smil. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du var blevet tyk,” lo han, mens han gik hen til sofaen. Han kastede sig på den uden at fjerne blikket fra hende.

”Hvad laver du her?” spurgte Luna og rullede opgivende med øjnene af hende. Hun lukkede skabsdøren, hvori spejlet sad, som hun betragtede sig selv i.

”Jeg ville bare se, hvordan det går,” svarede Peter og trak på skuldrene. ”Jeg skulle hilse fra Martin,” indskød han og viftede med nøglen, han måtte have lånt af hendes far, så han kunne komme ind i lejligheden.

Luna nikkede som tak og satte sig i lænestolen. Hun trak på skuldrene som svar til hans spørgsmål og udstødte et suk.

Han rynkede brynene og støttede sig let op på albuerne for at se hende nærmere an.

”Luna,” begyndte han. ”Luna, hvad er der galt?”

Det var det. Hun kunne ikke holde sammen på sig selv mere. Hun lod sit ansigt hvile i sine hænder. Tårerne pressede sig så uvelkomment på.

”Det ved jeg ikke,” græd Luna. Hun kæmpede for at holde sammen på sig selv. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg græder.” Hun rystede frustreret på hovedet.

”Det er vel hormoner,” sagde Peter i et forsøg på at hjælpe hende.

”Nej!” råbte Luna af ham. Hun blev vred over, hvordan han altid skulle fortælle hende, hvad hun følte og hvorfor. ”Gu’ er det ej!” Hun rejste sig op for hurtigt og mærkede svimmelheden. Hun lod sin ene arm støtte hende på armlænet.

Peter satte sig op i sofaen. Han så en smule skræmt ud. Afværgende holdt han hænderne op i mod hende, som overgav han sig.

Hun rynkede brynene og vidste ikke rigtig, hvad hun skulle stille op.

”Det er bare det…” begyndte hun med en trist stemme igen. Hun lod sig falde ned i sædet igen.

Peter lænede sig forsigtigt frem og støttede albuerne mod sine lår.

”Det er bare det, at jeg føler mig lidt alene om alt det her,” forklarede Luna, mens hendes hænder hvilede på hendes mave.

Peter nikkede forstående. Han gav sig tid til at tænke over, hvad han skulle sige. Han ville ikke fremprovokere endnu et vredesudbrud.

”Men du er jo ikke alene,” svarede Peter langsomt. Han rakte ud efter hendes hånd og lagde sin ovenpå denne. ”Jeg er her for dig… Martin er her for dig… Felix…” Hans varme blik hvilede medfølende på hende.

”Du er her jo aldrig!” Luna rev sin hånd til sig og rejste sig op igen. ”Felix er her aldrig!” Hun kastede irriteret med armene. ”Han er her aldrig!” råbte hun igen.

Peter lænede sig igen afværgende tilbage i sofaen. Han havde på fornemmelsen, at det ikke var ham selv, det handlede om. Det var ikke ham, der udgjorde det store problem.

”Det føles som om, jeg er ved at blive forælder alene!” råbte hun frustreret ud i rummet.

Hendes humør skiftede igen, og hun sank trist ned i stolen.

”Han virkede så glad i starten,” snøftede hun. ”Han var så begejstret.” Hun rynkede panden, mens hun bekæmpede tårerne, der atter pressede sig på.

”Har han da fortrudt?” spurgte Peter forsigtigt.

”Det ved jeg ikke!” Luna brød ud i tårer. De kunne ikke længere holdes tilbage. Dæmningen brød sammen for presset. ”Han ser bare ikke på mig på samme måde mere,” snøftede hun. ”Det er som om, at siden jeg blev gravid, har han ikke haft lyst til mig mere. Han tager tidligere afsted om morgenen og kommer senere hjem om aftenen – hvis ikke først om natten.” Hun greb et lommetørklæde, som lå på bordet og duppede tårerne væk fra sine kinder.

”Og det er ikke bare fordi, han arbejde så hårdt?” spurgte Peter uden rigtig at tro på det han selv sagde. Han havde fra starten syntes, at Felix var en stor idiot – og her var beviset.

”Det siger han jo selv, at det er,” medgav Luna snøftende. ”Men jeg ved bare ikke, om jeg kan holde til det så meget længere. Jeg føler mig så alene.”

”Træf aldrig en beslutning, når du er sur eller ked af det,” sagde Peter rådgivende. Han rejste sig og gik hen til hende. Forsigtigt satte han sig på hug foran hende og tog hendes hænder i sine. ”Og jeg lover, at jeg nok skal være der for dig, når han ikke er det, Luna. Jeg vil altid være der for dig!”

”Afgiv aldrig et løfte, når du er glad,” svarede Luna, men et smil begyndte at kæmpe sig frem på hendes læber.

”Så er det godt, at jeg ikke er glad,” svarede Peter. ”Jeg bliver også ked af det, når du er det,” sukkede han og kyssede hendes hænder.

Hun smilede og lod sin pande hvile mod hans.

”Jeg lover, at alting nok skal blive bedre mellem os. Jeg skal nok være mere involveret i dit liv, end jeg har været det sidste stykke tid,” sukkede han velvidende om de konsekvenser det kunne få.

Luna sukkede lettet og omfavnede sin længe savnet ven.

”Da jeg først mødte dig tilbage i børnehaveklassen,” sagde Peter med et skævt smil, ”vidste jeg helt ærligt ikke, at du ville blive så vigtig for mig.”

Luna lo et varm latter. ”Men det vidste jeg! Lige fra jeg så dine blå øjne, dit brune hår, den stribede T-shirt og kakibukserne, ja lige fra det øjeblik vidste jeg, at du ville blive en vigtig person i mit liv.”

Peter holdt hende ud i udstrakte arme.

”Vidste du det virkelig allerede dengang?” spurgte han med et skævt smil. Hans øjne funklede, som solen kastede sine stråler over det blå hav.

Luna nikkede med et varmt smil.

Peter rystede leende på hovedet. ”Ja,” sukkede han med et smil. ”Vi har da byttet roller siden da – nu ved du absolut intet, og jeg ved alt!” Han lo.

Luna kiggede med sammenknebne øjne på ham, men rystede så bare på hovedet. Han overdrev uden tvivl, men hun kunne ikke benægte, at han vidste mere om hende, end hun selv gjorde.

”Men hvis du ved alt,” sagde Luna med et skævt, håbefuldt smil, ”vil du så være min mor under denne graviditet?”

Peter kiggede forvirret på hende.

Derfor uddybede hun, hvad hun mente: ”Du ved… hjælpe mig med at blive forberedt… komme med gode råd.”

Peter nikkede forstående. ”Jeg vil være den bedste mor i verden.” Han lo omsorgsfuldt og tog hende i sin favn igen.

”Og vil du være der under fødslen?” spurgte Luna bedende.

Peter tøvede. ”Er det ikke Felix’ opgave?”

”Jeg vil både have min mand og min mor der, når jeg skal føde,” lo hun forsigtigt. Hun håbede inderligt, at han ville sige ja.

Peter sukkede. ”Okay, hvis det er det du ønsker.” Han vidste godt, at Felix ikke ville blive glad for denne nyhed. På den anden side frydede han sig over, hvordan Felix ikke kunne gøre noget ved det. Luna havde selv bedt Peter om at være til stede.

”Tak,” svarede Luna lettet og holdt ham tættere i deres omfavnelse. ”Du er den bedste. Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig,” sukkede Peter opgivende.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren sukkede opgivende. Han så ingen ende på historien. Det var der vel også en hvis sandhed i for historien fik en ny slutning, hver gang pigen fortalte den. Selv historien kunne ændre sig, fordi der kom flere detaljer og synsvinkler i den.

Pigen betragtede skikkelse, der blev omfavnet af en lang mørk jakke. Brillerne var gledet ned på næsetippen, og ilden dansede i hans øjne. Hun forestillede sig, hvordan hun brændte op i dem.

”Du spurgte mig på et tidspunkt, hvorfor du skulle høre om Lunas mor Emma,” sagde pigen i forsøg på at fange hans opmærksomhed.

Psykiateren udviste ingen form for interesse.

Pigen fortsatte alligevel: ”Lunas forhold til Peter blev kun stærkere, fordi hun ikke havde Emma. Gennem sin opvækst blev hun meget afhængig af de mandlige skikkelser i sit liv, Martin og Peter. Hvem ved, måske havde hendes forhold ikke været det samme til dem, hvis Emma havde været der.” Pigen kiggede funderende ud af vinduet.

”Måske var hendes forhold til Peter ikke blevet genoprettet, hvis hun havde haft sin mor. Så havde hun aldrig bedt Peter om at være Emmas erstatning.” Pigen lo en lille latter.

”At Emma døde var både et tab, men det førte Luna ned ad en anden vej, så var yderst givende. Om man tror på skæbnen eller ej, kan man sige, at Emmas død måtte ske for, at Luna endte, hvor hun var i det øjeblik.”

Chokeret kiggede pigen på psykiateren. Havde hun set rigtigt? Kunne hun virkelig ane et smil spille i mundvigen på ham?

Hun missede med øjnene. Nej, det kunne da ikke være virkeligt?

Og med et var det væk, som havde det aldrig været der. Han sad urokkelig i sin stol, som han havde gjort den sidste time. Hans mørke skikkelse forsvandt næsten i rummet. Hun kunne umuligt have set rigtigt. Det måtte være noget, hun havde forestillet sig. Hun kunne knap ane hans ansigt i mørket.

Hun kiggede ud af vinduet på månen, der kæmpede en brag kamp bag de mange skyer. Den ville så gerne forenes med hende, men vejret gjorde det svært.

”Er du ensom, min ven?” tænkte hun mod månen. ”Jeg ved, hvordan du har det! Adskilt fra solen for evigt! Ja, jeg er også adskilt fra mine elskede.”

”Hvordan har vi det har til aften?” afbrød en stemme hendes tankegang. Lyset blændede hende, da sygeplejersken tændte for det. Hendes gule smil fik pigen til at gyse. De røde krøller dansede ukontrollerbart på hendes hoved, da hun begav sig over mod pigen med en knirkende vogn. På vognen lå den medicin, der skulle få pigen til at sove natten igennem, så hun ikke skulle føle smerten for sine mange brud.

Men pigen havde ikke noget imod at føle smerten. Smerten mindede hende om, at hun var i live. Og det var den gode form for smerte. Det var den fysiske smerte, som rent faktisk kunne hele. Det var ikke den smerte, hun følte, hver gang hun blev mindet om, hvordan hun var dømt til at leve i sin ensomhed.

Hun kiggede over mod stolen, hvor psykiateren førhen havde siddet. Hun havde ikke hørt ham gå. Det undrede hende dog ikke. Det var jo ikke første gang, at han var forsvundet uden et ord.

Vi,” sukkede pigen hånende, ”har det absolut elendigt.”

Sygeplejersken gule smil ændrede sig til et gult, medfølende smil. Hendes øjne var indrammet af store mascara-klatter.

”Så lad mig hjælpe dig med at sove smerten væk,” sagde sygeplejersken, som talte hun til et lille barn.

Pigen havde lyst til at råbe af hende, at hun ikke ville sove smerten væk. Hun havde lyst til at råbe, at hun ville føle smerten. Hun ville omfavnes af den i al evighed.

Men det gjorde hun ikke. I stedet lukkede hun øjnene, mens hun ventede på, at medicinen ville bringe hende ind i en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...