Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1109Visninger
AA

5. Med tiden

(År 2196)

Solen kyssede horisonten. Det var ren kærlighed, der farvede himlen og skyerne lyserøde. De kraftige farver kastede sit lys ind på den ellers så hvide hospitalsvæg. Farverne varmede væggen op. Pigen nød, hvordan kulden kort var ophørt. De varme stråler, som snart ville forsvinde i natten, var den eneste trøst, hun kunne finde i sit evindelige mørke.

Hun levede i et mørke. Hendes hjerte var mørkt, koldt og ensomt. Ensomheden var fortærende, men selv ikke den kunne gøre en ende på hendes lidelse; den kunne ikke gøre en ende på hende. Hun måtte bare for evigt leve i det kvælende mørke.

”Varm mig,” tænkte hun mod solen. ”Befri mig fra mine lidelse, også selv det kun er for en stund.”

Tårerne trillede lydløst ned ad hendes kinder. De dansede sig ned over hendes hals. Deres små dansetrin kildede mod hendes hud, men hun kunne ikke gøre noget for at stoppe hende. Hun var bundet på arme og ben – bogstavelig talt!

Det bankede let på døren, men det føltes, som gav lyden ekko gennem rummet. Det lød, som var rummet uendeligt stort – som ville ekkoet blive ved ud i det uendelige.

Pigen undrede sig over det. Der var ikke højt til loftet, og psykiaterens og hendes egen stemme blev ikke sendt videre, når de snakkede sammen. Når psykiateren havde snakket til hende, havde det været helt dødt.

Psykiateren ventede ikke på et svar, men åbnede døren og trådte ind. Pigen havde på fornemmelsen, at han normalt ikke lod folk spilde sin tid. Han fik det, som han ville have det. Alligevel havde hun også på fornemmelsen, at hun kunne spilde hans tid lige så meget, hun ville – og han ville ikke kunne gøre noget ved det.

”Godaften,” lød hans stemme i det fjerne. Lydløst bevægede han sig tættere på. Hans jakke slog sig omkring hans krop, som var det stormvejr.

Pigen kiggede mod vinduet, der var lukket og låst. Undrende løftede hun det ene øjenbryn. Træerne udenfor stod fuldstændigt urørlige. Deres blade var langsomt ved at gå fra den sommergrønne nuance over til efterårets mangfoldige kulør.

Psykiateren satte sig på stolen, han havde siddet på alle de andre aftener. Ingen havde gidet, at sætte den på plads, når han gik sent om aftenen. Den stod bare og ventede på ham hele natten og det meste af dagen med.

Det virkede så underligt tomt, når han ikke var der. Følelsen af tomhed ophørte dog ikke, når han kom. Rummet forblev rungende tomt. Det forblev koldt.

Psykiateren sad længe og ventede. Han kiggede bare på pigen, mens han kørte fingrene, hvor overskægget burde være. Fingrene strøg sig frem og tilbage over den perfekte, glatte hud. Det var kun, fordi han bevægede fingrene, at pigen vidste, at han ikke var en statue.

Efter lang tid, hvor han bare havde siddet sådan, brød han tavsheden: ”Skal du ikke fortsætte din historiefortælling?” Han kiggede på hende med et skævt smil og et løftet øjenbryn.

”Jo,” sukkede pigen og kiggede ind i mørket, der udgjorde hans øjne. ”Jo, det skal jeg vel. Det er vel tid til at tage et spring i tiden igen.” Pigen kiggede op i loftet, mens hun overvejede, hvordan hun nu skulle gribe historien an. ”Lad mig nu se,” mumlede hun. ”Lad os gå frem til Lunas seksten års fødselsdag.”

 

***

 

(År 2012)

Haven var dækket af en hvid dyne. Peter og Luna havde været ude og bygge en snemand og lave sneengle præcis ligesom, da de var små. Dengang kunne de også tilbringe flere timer med at bygge snemænd, lege sneboldkamp og lave sneengle. Bagefter kunne de komme kolde ind, blive pakket ind i et varmt tæppe og få varm kakao med flødeskum på toppen. Martin forkælede dem altid på den måde.

Vejret havde været ustadigt et stykke tid. Det blæste og sneede også i dag, men det afspejlede bestemt ikke Lunas opførelse. Martin sagde tit, at han havde været heldig. Han havde fået et nemt barn, sagde han. Luna følte sig altid meget stolt, når han snakkede sådan om hende.

Hun var nem på den måde, at hun aldrig rigtig havde været teenager. Hun gik direkte fra at være et sorgløst barn, der legede i sneen med sin bedste ven til at være moden – ja, næsten voksen.

I skolen klarede Luna det godt i næsten alle fag. Hun sled bestemt også i det. Hun var perfektionist til det yderste, hvilket også afspejlede sig i hendes arbejde. Hende og Peter arbejde til tider ikke så godt sammen, fordi han var det modsatte af perfektionistisk. For ham skulle en opgave bare overstås.

Derhjemme tog Luna en del af læsset, for at Martin ikke stod med det hele alene. Hun både ordnede vasketøj og tog del i rengøringen. Det havde hun gjort siden den dag, da hun var ti-elleve år og besluttede sig for, at nu var det tid til at blive voksen.

Luna sprang simpelthen perioden over med fest og druk, som mange af hendes andre venner stadigvæk til det yderste befandt sig i. En fredag aften ville Luna hellere ligge på sofaen med Peter og Martin og se en film end være til alle de privatfester, hun ustandseligt blev inviteret til.

På et eller andet plan var Martin ofte nervøs for, at der var en grund til, at Luna aldrig havde været et besværligt barn. Hun havde næsten været for nem. Hun havde påtaget sig en voksen rolle – og han frygtede, at det var, fordi hun manglede sin mor. Hvad hvis hun var vokset op for hurtigt for hans skyld?

Han havde aldrig mærket på hende, at hun manglede en mor. Peters mor havde også været god til at hjælpe til, hvor det var nødvendigt. Hun havde taget den akavede menstruations-snak med hende. Da tiden virkede til at være inde til det, havde hun også givet Luna et foredrag om blomsterne og bierne. Martin var hende evigt taknemmelig for dette.

Han kiggede på sin lille pige, der ikke var så lille mere. Hun havde et stort smil ud over hele ansigtet. Hende og Peter fjollede rundt, som de plejede. Peter fyrede den ene joke af efter den anden, og Luna hoppede direkte i fælden hver gang. Martin undrede sig ofte over, om hun gjorde det med vilje.

Lunas brune lokker var blevet krøllet med et krøllejern i dagens anledning. Hun havde en fin rød kjole på, som stod i god kontrast til hendes hudfarve. Hun brugte sjældent makeup, men i dag var hun gået hele vejen.

Martin sukkede ved tanken om, hvor stor hans pige var blevet. Det skræmte ham ved tanken om, at hun snart ville flytte hjemmefra. Om ikke længe ville hun spørge ham, om han ville føre hende op ad kirkegulvet. Bagefter ville hun give ham det chok, at han skulle være morfar. Forhåbentlig ville det i det mindste blive i den rækkefølge.

”Tænk på et tal mellem nul og tyve,” sagde han med det smil, der afslørede, at han snart ville fyre en joke af. ”Træk to fra,” fortsatte han. Luna nikkede for at vise, at hun havde gjort det. ”Divider med seks og gang med syv,” blev han ved. Luna begyndte at føle sig lidt fortabt i dette regnestykke. ”Okay,” sagde han, og det var tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at vente på, at hun fik regnet færdigt. ”Luk dine øjne,” mumlede han. Hun lukkede øjnene, som han bad hende om. ”Det er mørkt, er det ikke?” spurgte han og grinte.

Luna åbnede overrasket øjnene og gav ham et puf på skulderen, før hun selv begyndte at grine. ”Nej, ved du hvad, det er helt vildt lyst!” sagde hun ironisk og rystede på hovedet. Hun kiggede ned på de jordbær, hun var ved at halvere, så de kunne komme på kagen.

Martin tændte for piskeriset så kagen kunne blive rørt godt sammen. Det overdøvede alt, og Peter og Luna kunne ikke længere føre en fornuftig samtale uden at skrige af hinanden. I stedet sad de og puffede til hinanden.

Da Martin var færdig med at piske kagen sammen, skrabede han dejen over i et fad.

”Gode fædre lader én slikke piskeriset,” sagde Luna med store bedende øjne til Martin. Martin lo og rystede på hovedet. Luna var ret god til det der med hundehvalpeblikket. Det var svært og modstå. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på alle de farlige bakterier, der kunne være i en kagedej. ”Kom nu, far!” sagde Luna med den mest bedende, barnlige stemme, hun kunne finde frem. ”Det er jo min fødselsdag! Du vil være så sød, hvis du lader mig slikke det!”

Martin overgav sig med et højlydt suk.

”Fantastiske fædre slukker det først” indvendte Peter og hev stikket ud af kontakten. Han viftede med stikket for næsen af Luna. Martin lo en medgivende lyd og satte kagen i ovnen.

Luna tog det ene ris og gav det andet til Peter. De begyndte begge at slikke på hver deres.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren kiggede på sit ur, der hvilede i en stram rem om hans arm. Remmen var helt krakeleret. Læderet havde for længst givet op. Det var dødt – tiden havde indhentet det. Uret tikkede højlydt derud af. Hvert et enkelt slag gav genklang, og fik tiden til at flyde sammen. Det virkede forstyrrende på pigen.

Uret mindede hende om tiden; men tiden er ikke et ur. Den er ikke til at tage og føle på. Den er i virkeligheden et menneskeskabt begreb. Men alligevel er tiden alt. Den er, hvad mennesker elsker over alt på jorden; de frygter at miste den som intet andet. Mennesker frygter den dag, tiden rinder ud for dem. De elsker den ekstra tid, de kan få tildelt. Tiden er for mange den mest dyrebare gave.

Tiden er kun et begreb, men alligevel en realitet. Tiden er afgørende for vores liv. Vi kan ikke se den, før det er for sent. Vi kan kun fra fugleperspektiv betragte dens konsekvenser. Kun fra fugleperspektiv kan vi se tidens gang.

Luna havde levet seksten år indtil videre i historien. Men seksten år er ingenting, hvis man er udødelig. Hvordan skal uendelig tid blive ved med at være alt? Hvordan kan tiden undgå at blive til intet? Hvordan kan den undgå det, hvis man pludselig ikke har noget tilbage at leve for? Hvad kan så definere tiden for en?

”Så Luna bliver seksten år? Hvorfor valgte du at genoptage historien her?” spurgte han og kiggede vurderende på pigen. Alvorligheden strålede ud af ham. Hun tænkte for sig selv, at han sikkert ikke havde andre former for humør.

Han lagde det en ben over det andet. Derefter lænede han sig tilbage og foldede armene over kors, hvilende på brystkassen.

”Fordi der skete noget vigtig, som jeg snart når til,” sukkede hun irriteret over, at han hele tiden ville have forklaringer på hendes historie. Hvorfor kunne han ikke bare lade historien udspille sig og finde mening i den på den måde? Alt til sin tid; tid…

 

***

 

(År 2012)

”Okay,” udbrød Peter, ”jeg går op og skifter tøj nu!” Han smuttede ud af køkkenet. De kunne hører hans halvløbende fodtrin op ad trappen.

”Min lille pige,” sukkede Martin og lagde en arm om hendes skulder. ”Seksten år… Det er ikke til at fatte.” Han sendte hende et vemodigt smil og kyssede hende på hovedet.

”Jeg kan heller ikke fatte det, far,” svarede hun og omfavnede ham. ”Det føles som i går, at jeg havde skoldkopper,” lo hun mod hans bryst. ”Og du gik i panik, fordi du var overbevist om, at du også havde fået det.”

”Der var jo en rød knop,” lo Martin, ”og den kløede noget så pokkers! Og feberen, den kan du vel ikke bortforklare!”

Luna grinte med ham. ”Nej, det kan jeg ikke. Men det kunne lægen. Hun sagde, at du havde drukket noget varmt, inden du stak termometeret i munden.”

Martin trak fornærmet Luna væk fra sig og holdt hende i udstrakte arme. ”Det havde jeg altså ikke! Det var bare noget, hun sagde! Hun havde absolut ikke noget bevis!”

Luna grinede kærligt igen. Martin blødte op og trak hende ind i sin favn igen. Han nussede hende på håret, indtil hun gjorde ham opmærksom på, hvor lang tid det havde taget hende at sætte det så pænt.

”Men kan du huske, hvad lægen så spurgte om?” lo Luna, men ventede ikke på svar. ”Hun spurgte, om du havde haft skoldkopper som barn – hvilket du havde. Derfor kunne det jo ikke være skoldkopper, for man er livsvarigt immun, når man har haft det.”

Martin gjorde mine til at protestere, men han kunne vel ikke finde på et godt argument. Derfor tav han i stedet og strammede sit greb om hende.

”Så er jeg klar!” lød Peters stemme. Han stod iført en hvid skjorte og et par fine mørkegrå bukser. Hans hår var let pjusker, og hans smil satte prikken over i’et.

”Wauw!” udbrød Luna og gav ham elevatorblikket.

”Jeg ved det!” svarede han selvsikkert. Han førte hænderne op og ned, som ville han fremstille sit perfekte ydre. ”Jeg ser helvedes godt ud i det her.”

”Du er da godt selvsikker i dag,” sagde Luna og gik over og puffede til ham. Hun rettede på hans krave. Peter var langt om længe skudt i vejret, og Luna gik ham nu kun til skulderen.

”Når først du er kommet forbi min charme, gode humor og fantastiske ydre,” sagde han med et smil, mens han rettede på en af Lunas totter hår, der var faldet ned i øjnene på hende, ”tror jeg, at det er min ydmyghed, der virkelig skiller sig ud.”

”Du har måske ret,” sagde Luna og stillede sig på tæer, så hun kunne give ham et kys på kinden. Peter omfavnede hende, idet hun gav ham kysset.

”Tillykke med dagen, smukke,” mumlede han ind i hendes øre. ”Jeg elsker dig.”

Luna kiggede på ham med et smil. ”Jeg elsker også dig! Du er den bedste ven, en pige kunne ønske sig!”

Så bankede det på døren. Luna slap sit greb om Peter og fór ud for at åbne for gæsterne. Peter blev stående og kiggede efter hende. Så fangede han Martins blik. Han stod og kiggede medfølende på ham.

”Med tiden vil hun forstå,” sagde han og gav ham et klap på skulderen. ”Med tiden.”

Ude i entreen bød Luna sine gæster velkommen. Christina og Jacob var ankommet sammen hånd i hånd. Christina havde langt om længe fået skovlen under Jacob. Han havde ikke været meget for det, men han havde langt om længe bundet sig til en pige – for nu.

Luna overvejede for sig selv, da hun omfavnede Christina, om Christinas og Jacobs forhold ville ændre sig med tiden. Hun var ikke i tvivl om svaret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...