Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
943Visninger
AA

27. Jeg vil elske dig for evigt

(År 2196)

Regnen stod ned uden for pigens vindue. Det havde den gjort den sidste times tid. Det vil sige, at pigen var ikke helt sikker på, hvor lang tid den havde varet, men det føltes som en times tid. Hun havde dog mistet tidsfornemmelsen af at ligge i den seng dagen lang og natten med. Det eneste, hun havde at se frem til, var et uønsket besøg fra dr. Mortem, der virkede meget lidt interesseret i at snakke med hende.

Det bankede let på døren. Pigen kiggede over mod den, og uden svar kom sygeplejersken ind. Det var atter engang hende med de røde krøller og det gule smil, der sagde vi om alting og snakkede til hende, som var hun et lille barn.

Pigen overvejede et kort øjeblik, om alle de andre patienter havde klaget over hende, og hun var den eneste tilbage, der endnu ikke havde klaget. De havde sikkert tildelt hende denne sygeplejersker, fordi hun var så forbandet høflig, at hun ikke kunne sige sin mening højt.

Det gule smil blev vist frem med det samme. På den ene fortand sad en klat rød læbestift, som ellers var smurt ud i et tykt lag på de tynde læber.

”Godeftermiddag,” lød hendes hæse stemme. ”Hvordan har vi det så i dag?” spurgte hun. Pigen kneb øjnene sammen af hende. Måske var det på tide, at vi sagde vores mening om en vis person.

Vi har det udmærket, tak!” svarede pigen og forbandede sig selv for, at hun var for høflig. Der var faktisk mange ting, hun kunne forbande sig selv for; høflighed måtte høre til den mindre kategori.

Sygeplejersken gik over og kiggede på skærmen i væggen. Hendes lange røde negler støtte mod glasset, når hun tastede med sin små tykke fingre. Lyden af det var som en fugl, der slog sit næb mod ruden om og om igen.

”Jamen, vi ser da ud til at klare os fint,” sagde sygeplejersken og sendte pigen endnu et klat-rødt, gult smil.

Pigen sendte hende et falsk smil med let sammenknebne øjne. Hun havde lyst til at sende en spydig kommentar afsted, men hun havde pludselig glemt, hvordan man snakker. I stedet blev hun bare ved med at stirre overdrevet høfligt på sygeplejersken.

”Okay…” sagde sygeplejersken en smule ubehageligt til mode. ”Jeg kommer og ser til dig senere, så…” Hun bakkede snublende ud af rummet.

Pigen rystede irriteret på hovedet. Senere! Skulle hun virkelig bebyrdes med denne kvindes selskab igen senere? Der måtte vel findes nogle regler for, hvor ofte en patient måtte lide.

Hun lukkede frustreret øjnene.

På et eller andet tidspunkt måtte hun være døset hen, for da hun åbnede dem igen, var det mørkt udenfor, og psykiateren sad på stolen atter engang.

”Ved du hvad problemet er for mange?” spurgte pigen pludseligt. Hun ventede ikke på svar, for hun vidste godt, at sandsynligheden for, at han svarede, ikke var særlig stor. ”At de tror, at de har tid til det hele, når de i virkeligheden kun har tid til det halve.” Det trak let på hendes smilebånd, før det stivnede. ”Problemet for Luna var, at hun havde tid. Hun havde tid til det hele og mere til.”

Pigen sukkede opgivende. Hun vidste nøjagtig, hvordan det kunne føles at have for meget tid. Det bliver kedeligt i længden. Hun havde ligget i denne seng i efterhånden lang tid, og det var blevet svært at finde noget, at slå tiden ihjel med.

Alligevel vidste hun også godt, at tid var et abstrakt begreb. Tid kunne ikke måles på ure; den skulle måles i minder.

”Tiden er mest værd, når man har minder til at definere den,” fortsatte pigen med rynkede øjenbryn. ”Minder skaber tider, der er værd at huske. Minder gør tiden værd at leve.”

Psykiateren lænede sig frem. Pigen overvejede et kort øjeblik, om det havde lykkedes hende at fange hans interesse.

”Uden minder er tiden ingenting værd,” sukkede pigen. ”Ingenting er en cirkel, der kører i ring. Man opnår absolut intet med den, for den rummer intet. For evigt er ingenting med et tvist. Det er et ottetal, der tvinger dig til at køre i ring i det uendelige.” Pigen så for sig, hvordan hun kørte i ring. Hun blev bare ved med at køre, også selvom hun havde forsøgt at springe af vognen.

”Man kan vel bare vælge at stoppe med at køre i ring,” indskød psykiateren. Han sad med albuerne hvilende på knæene.

”Luna kunne ikke,” sukkede pigen.

Psykiateren rullede opgivende med øjnene og lod sig falde tilbage i sædet. Han var endnu engang klar til at lytte på den bedste måde, han kendte.

 

***

 

(År 2081)

Luna lå i deres seng med et brev i hånden. Hun havde ikke taget sig sammen til at læse det endnu. Hun lå bare og stirrede på kuverten, hvorpå stod deres adresse og Lunas fulde navn. Frimærket var sæt en smule skævt på.

Hun var ikke klar til at føle smerten. Afsavnet var for stort. Hun savnede det liv, som hun vidste, at hun aldrig ville få, men hun alligevel havde drømt om så længe. Det var smertefuldt at tænke på, at hendes drømme aldrig ville blive til andet, end de var.

Hun tog en dyb indånding og førte sin finger ind i kuverten for at åbne den. Lyden af papiret, der blev revet fra hinanden, var det eneste til at bryde stilheden.

Inde i kuverten var et stykke papir og en lille bitte chip. Luna lagde chippen tilbage i kuverten og foldede papiret ud.

 

Kære mor

 

Vi har i dag haft samlet familien i haven. Vi grillede og de yngste legede, mens de voksne nød en kold øl på terrassen.

Chippen indeholder billeder fra denne dag.

Emma har haft den lille, ny med. De har opkaldt hende Luna efter dig. Jeg synes, at det passer godt til hende, for hun ligner dig faktisk også lidt.

Det er mærkeligt pludseligt at kunne kalde sig morfar. Ja, tænk engang, at du nu kan kalde dig oldemor. Hvor tiden dog går!

 

Luna blev nødt til at stoppe med at læse, da hun ikke kunne se for de tårer, der dannede et slør for hendes øjne.

Hun holdt brevet væk fra sig et øjeblik og kiggede op i loftet. Oldemor! Hun var blevet oldemor, og hun havde ikke engang mødt sine oldebørn.

Den eneste kontakt hun havde med sin familie var de små, hemmelige træf hun havde med sin søn et par gange om året, og brevudveksling med vedlagte billeder af den stadig væk voksende familie.

Hun savnede sin søn. Hun savnede sin familie, som hun aldrig havde mødt.

Det var ikke en velsignelse, det liv hun var blevet givet. Det var en forbandelse. Hun var blevet frataget muligheden for at være farmor, oldemor – ja, hun havde ikke engang kunne være den mor, Alexander fortjente.

Hun rejste sig fra sengen og tog brevet og kuverten med over til skrivebordet, som stod i hjørnet af rummet. Hun åbnede sin tablet og satte chippen i læseren, der var tilsluttet tabletten.

På ingen tid åbnede tabletten billederne og et diasshow begyndte at udspille sig på skærmen. Hun så sine smukke børnebørn. Emma, som var den ældste af Lunas børnebørn, sad med lille Luna i sin favn.

Hun sank en klump. Alexander havde ret, hun lignede hende rent faktisk. Hun var en rigtig lille troldeunge med brunt hår, der stod ud i alle retninger. Smilet var stort, men enkelte billeder afslørede også et vist temperament.

Luna tog brevet frem igen for at læse videre.

 

Alt går godt herfra. Jeg håber også, at I har det godt. Jeg savner jer begge. Du må hilse Peter mange gange fra mig.

For resten! Et forsinket tillykke med de 85 år. Jeg håber, at du havde en god dag.

Jeg håber, at jeg snart høre fra dig.

Jeg elsker dig.

 

Kærlig hilsen Alexander.

 

Luna lagde brevet fra sig på bordet. Hendes fingerspidser strøg let hans ord på papiret. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun stille for sig selv. ”Mere end du aner!”

Hendes øjne vandrede endnu engang hen til billedshowet. Smilet brød frem på hendes læber ved synet af et par børn, der væltede rundt i græsset. Hun huskede, dengang det var hende, der legede i græsset med Alexander. Hun huskede, dengang det var ham, der var lille, og hun endnu ikke var klar over, hvilken forbandelse, der hvilede over hende.

”Luna!” råbte Peter nede fra Stuen. Luna drejede hovedet i retningen af lyden. ”Luna,” lød det igen. ”Kommer du lige herned?”

Luna rejste sig fra stolen. Hun kiggede sig hurtigt i spejlet og duppede tårerne væk. Peter behøvede ikke at se, at hun havde grædt igen.

Hun småløb ned ad trappen og så på vejen et par fremmede sko, som stod i entreen. Da hun gik ind i stuen blev hun mødt af et fremmed ansigt. Det var en ung mand med blond hår, blå øjne og skægstubbe. Han havde en V-halset T-shirt og et par cowboybukser på.

Ved synet af Luna rejste han sig nervøst og stak hånden frem. ”Hej,” fremstammede han. ”Jeg… Jeg hedder Michael.” Han sendte hende et overdrevet smil.

Luna trykkede lidt forvirret hans hånd. Hun kiggede samtidig over på Peter, som sendte hende et smil og en tommel op.

”Vil du have os undskyldt et øjeblik?” spurgte Luna med en påtaget høflighed. Hun ventede ikke på svar, men gik over og tog Peter i armen og rev ham med ud i køkkenet. Hun lukkede døren efter dem.

”Hvad skal det her forestille?” spurgte Luna bestemt. Peter kunne allerede fornemme, hvordan han skulle være varsomme ved, hvor han trådte.

”Jo, ser du…” begyndte Peter forsigtigt, mens han kiggede alle andre steder hen end på Luna. ”Jeg mødte ham jo på ældrehjemmet forleden. Han var der for at besøge sin bedstefar,” forklarede Peter.

Luna begyndte at blive utålmodighed. Samtidig havde hun en bange anelse om, hvor denne samtale ville lede hen.

”Han virkede virkelig flink,” sagde Peter hurtigt, ”og så tænkte jeg, at han ville være noget for dig.” Han smilte med sit mest uskyldige smil. Det var et smil, der indeholdte den falske uvidenhed, han bar på sig lige nu.

”Noget for mig!” Lunas tone blev mere skarp.

”Ja, du ved…” sagde Peter og støttede sig til køkkenbordet på sin ene side. ”Når jeg ikke er her mere, må du jo finde en anden. Jeg vil ikke have, at du skal være alene.” Han kiggede på hende med et opmuntrende smil.

”Peter Alexander Carlsen!” sagde Luna med hævet stemme.

”Luna Hjorth!” svarede Peter med en påtaget alvorlighed. Det virkede ikke lige så seriøst, når hendes navn var så kort. Det var nok også det, der var meningen. Lige meget var gammel han blev, ændrede hans humor sig ikke. Han afværgede altid ubehagelige situationer med sarkasme og humor.

”Hvordan kan du gøre det!” råbte hun såret. ”Hvordan kan du tro, at jeg vil tage en anden, når du ikke er her længere?!” Hun var såret over det, og ikke fordi, han tænkte over, hvad der skulle ske med hende, når han var væk. Nej, hun var såret, fordi det måske betød, at han ville finde en anden, hvis det var hende, der måtte forlade ham. Hun var såret, fordi hun måske ikke var så unik for ham, at han ikke kunne erstatte hende med en anden. Var deres kærlighed kun ordinær?

”Du er så sød, når du bliver sur, ved du det?” spurgte Peter i et forsøg på at dæmpe hendes vrede. Det havde dog den modsatte virkning.

”Nåh, så du synes, at jeg ser sød ud, når jeg er sur?! Så forbered dig, for jeg er ved at blive gudeskøn!” Hun råbte af sine lungers fulde kraft.

”Øh, undskyld,” lød det fra den anden side af døren. ”Jeg tror bare, at jeg går nu.” Stemmen lød meget forsigtigt, som var han bare for at forstyrre dette højlydte skænderi.

”Okay,” råbte Luna ligegyldigt uden at fjerne sit blik fra sin mand.

Peter kiggede ned i gulvet. Han havde ikke lyst til at være alene med Luna lige nu. Ingen kunne bebrejde hende den vrede, der kom til udtryk lige nu; og det vidste han godt. Den måtte han tage på sine skuldre.

Luna kunne ikke holde ud at se ham så nedtrykt. Hun følte hans skyld, og hun havde lyst til at befri den for ham. Alligevel følte hun også, at han fortjente at bære rundt på den.

”Ved du hvad,” sagde Luna i et mere afdæmpet toneleje. ”Jeg ville ikke forelske mig igen efter Felix. Jeg ville ikke opleve, hvor sårbar man kan blive, når man giver sig selv hen til en anden. Jeg ville ikke have nye minder, ønsker og drømme med en anden person.” Luna kiggede ned på sine skosnuder. De pegede direkte mod Peters. ”Så indså jeg, at jeg elskede dig, og pludselig ville jeg have det hele.”

Peter kiggede forsigtigt op på hende. Der var et håb i hans øjne – et håb om tilgivelse.

”Jeg ville have det hele med dig,” fortsætte Luna med et kærligt blik hvilende på sine mands strålende ansigt, som var han et lille barn og ikke en gammel mand. ”Jeg ville have børn, børnebørn og oldebørn. Jeg ville blive gammel med dig. Sidde på en terrasse som pensioneret og nyde den tid, som vi havde tilbage sammen. Jeg ville have det hele.” Hendes øjne var blanke, men smilet havde ikke forladt hendes læber.

”Jeg ønsker bare ikke, at du skal være alene, når jeg en dag er væk,” sagde Peter og trådte tøvende frem imod hende. ”Vi kan ikke blive ved med at lyve for os selv. Den dag kommer snart.” Han tog forsigtig hendes hånd i sin.

”Det må du ikke sige!” råbte hun og hev sin hånd til sig. Hun vendte ham ryggen. Hun ville ikke høre på den sandhed, han var i færd med at fortælle hende. Det var det værste; hun vidste, at det var sandt. Han havde ikke lang tid tilbage – og hun havde tilsyneladende en evighed.

”Ved du hvad?” spurgte han retorisk. ”Jeg forelskede mig i den måde, du kan røre mig på uden at bruge dine hænder.” Hun kunne høre smilet i hans stemme. Den gamle mand havde stadigvæk humor. Humoren klædte ham måske lidt mindre, efterhånden som han var blevet ældre; men hun elskede ham for den.

Hun vendte sig rundt mod ham med smerten strålende ud af øjnene.

”Jeg vil aldrig være færdig med at forelske mig i dig,” sagde Luna. Hun kiggede ham dybt ind i øjnene, så han kunne se sandheden i hendes ord. Hun holdt hans hænder i sine og tænkte for sig selv, at hun aldrig ville give slip; hun ville aldrig give slip på ham. ”Jeg vil elske dig for evigt!” sukkede hun og omfavnede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...