Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1149Visninger
AA

13. Helten

(År 2016)

Felix holdt Luna stramt i sit greb. Hun var begyndt at vibrere; chokket havde ramt hende. Hun kunne ikke længere bekæmpe det. Tårerne strømmede ukontrollerbare ned ad hendes kinder. Det var et stort hav af frygt. Hun havde aldrig i sit liv været så bange, som hun havde været i det øjeblik. Hun havde aldrig før i sit liv følt sig så alene, som hun havde følt i det øjeblik.

Og nu følte hun sig sikker – her i Felix’ arme. Hun følte sig ikke længere alene. Hun var sikker på, at han altid ville beskytte hende. Han var hendes redningsmand; hendes helt. Han var kommet det helt rigtige tidspunkt; han var kommet, da hun havde brug for ham. Det var indbegrebet af en helt. En der var der, når man havde brug for vedkommende.

Felix forsøgte at trøste hende; men han var ligeledes blevet så forfærdeligt bange, at han ikke længere følte sig så selvsikker, som han ellers plejede at gøre. Han kunne ikke gøre andet end at holde hende i sin favn og love hende, at han ikke ville forlade hende. Han kunne ikke gøre andet end at love, at han ikke ville slippe hende, før ambulancen kom. Han kunne ikke gøre andet end at blive ved hendes side.

Luna lod sine øjne hvile på den mørke aftenhimmel. Stjernerne skinnede trist ned mod hende. Hun kunne føle medlidenhed. Månen strålede klart; og selvom hun ikke vidste det, beskyttede den hende, denne sene aften.

Lyden af sirenerne, der nærmede sig, fik Lunas hjerte til at springe et slag over. Hun blev altid nervøs ved lyden af sirener. De frembragte en angst, hun ikke kunne retfærdiggøre. Lyden af sirener var frygten for at blive forladt. Hun frygtede, at sirenerne en dag kom for at hente hendes elskede. Hun frygtede, hvad hun kunne miste. I det mindste var hun klar over, at hun havde noget at miste.

Ambulancen stoppede ved fortovskanten en halv meter fra dem. Efterfulgt af den kom de blå blink fra en politibil. Ambulanceføreren, hans kollega og politibetjente sprang alle sammen ud af bilerne og gik med hastige skridt hende til den sårede Luna.

Politibetjentene begyndte at forhøre Felix, mens lægerne undersøgte Luna. Det blev hurtigt konstateret, at hendes håndled måtte være brækket. Hun havde også en lille flænge ved hovedet efter de slag, hun havde måtte udstå.

Båren blev taget ud, og Luna blev løftet op på den. Hun ømmede sig godt, da hun skulle skifte stilling. Hun havde måske også et par trykkede ribben efter de spark, hun havde fået i maven.

Politibetjente påbegyndte deres eftersøgning af gerningsmanden. De søgte ned ad gaden, hvor Felix havde dirigeret dem hen. De forsvandt i mørket.

Luna blev på båren ført ind i ambulancen. Hendes krop rystede af den angst, der havde vundet sin magt over hendes krop. Hun følte sig iskold ud i hver en lille legemsdel. Det prikkede i fingerspidserne og ud i tæerne. Smerten strålede ud fra flere steder i hendes krop, og jo mere hun rystede, jo mere ondt gjorde det. Men hun kunne ikke forholde sig i ro. Vibrationerne blev ved; det var chokket.

Felix fulgte med hende ind i ambulance. Forskellige ledninger blev koblet på hendes krop. Hendes hjerte bankede vildt, og en koldsved begyndte at sprede sig. Lægen begyndte at dække flængen med noget gaze for at stoppe blødningen midlertidigt. Forsigtigt satte han en lille skinne på hendes håndled for at holde det på plads.

Luna følte sig endnu mere skræmt over alt dette, der blev gjort ved hende. Lægen forsøgte beroligende at forklare alting han gjorde for, at hun ikke skulle blive forskrækket. Men hun kunne ikke høre et ord, han sagde. Det ringede for hendes øre.

Felix tog beroligende hendes venstre hånd, der lå hvilende på hendes mave. Han kunne langt om længe komme til, da lægen tog plads på sædet ved siden af.

Ambulancen kørte uden udrykning ind mod hospitalet. Den bumpede let på vejen, og de små opremsninger kunne mærkes i kroppen. Hun forsøgte at modstå dem, men selv det gjorde ondt. Hun var egentligt ret glad for, at de ikke kørte hurtigere, end de gjorde.

Hun kiggede med et smertefuldt blik over på Felix. Han kiggede uroligt på hende. Hun anede panikken i hans øjne. Han forsøgte ihærdigt at skjule den, da deres blikke mødtes, men hun kendte ham for godt. Hun kunne læse ham som en åben bog.

Hun havde lyst til at fjerne hans angst, men vidste ikke hvordan hun skulle gøre det; hun kunne ikke engang fjerne sin egen.

Alligevel forsøgte hun at sende ham et beroligende smil. Det virkede nok ikke på grund af den smerte, det rummede. Det blev forvrænget, mens hun forsøgte at bekæmpe de mange smerter. Det smertestillende lægen havde givet hende, havde ikke virket endnu. Han kunne heller ikke give hende for meget – det måtte han ikke.

 

***

 

(År 2196)

”Det er utroligt, hvad man som menneske kan overleve,” sagde psykiateren med et skjult budskab. Han sad med sammenknebne øjne og kiggede direkte på hende. Flammer spillede i det mørke dyb af hans øjne. Hun havde lyst til at lade sig brænde op i dem.

”Det er det vel,” sukkede pigen trist. ”Man kan overkomme meget, hvis man vil. Man kan også overkomme meget, man ikke vil. Af og til har man ikke noget valg!” Hun kiggede bedrøvet ud af vinduet og forestillede sig, hvordan hendes sjæl fløj afsted – denne gang uden at ramme jorden. Denne gang virkede dens vinger; de bar den afsted mod himlen. Den mærkede for første gang, hvad det vil sige at være fri.

”Man har altid et valg,” afbrød psykiateren hendes tankegang. ”Du sætter selv spillets regler.” Han rystede på hovedet af sig selv og skiftede stilling, så han lænede vægten til den anden side. ”Det tager jeg i mig igen.” Han kiggede bedrevidende på hende. ”Jeg sætter spillets regler. Det, du i virkeligheden bestemmer, er, hvor lang tid du vil blive ved med at spille.”

Pigen kiggede på ham med rynket pande. Det blå øje gjorde så forfærdeligt ondt; men det var dejligt – smerten. Hun nød, hvordan smerten strålede ud i hendes ansigt. Den mindede hende om, at hun stadigvæk kunne føle.

”Man kan spille, så lang tid du vil.” Han rystede igen på hovedet. ”Nej, det tager jeg også i mig igen. Du kan spille, så lang tid du vil. Andre kan spille, indtil de taber. Du kan spille, men aldrig vinde. Spillet kan blive ved, indtil du giver op.”

Pigen kiggede endnu mere forvirret på ham. Hun forstod ikke, hvor han ville hen med det. For hende var det volapyk, han lukkede ud.

”Du kan aldrig vinde. Og jeg kan ikke vinde, før du giver op. Livet er et spil, alle er dømt til at tabe.” Han smilede mørkt til hende.

Hun begyndte at forstå, hvor han ville hen med det. ”Ja, jeg er dømt til at tabe,” svarede pigen. ”Men ikke på den måde du tænker. Jeg er dømt til at tabe, fordi jeg aldrig kan tabe eller vinde. Spillet bliver bare ved.”

”Men spillet skal jo have en ende på et tidspunkt,” sagde psykiateren med en løftet pegefinger og et skævt smil. Hans facade var brudt for en kort stund.

”Livet er ikke et spil, der nødvendigvis skal afgøres,” sukkede pigen og blev egentlig ret træt af at tale i koder. ”Måske bliver vi bare ved med at rykke brikkerne frem og tilbage mellem de samme felter. Vi angriber aldrig – derfor kan ingen vinde eller tabe.”

”Måske burde du så angribe,” sagde psykiateren rådgivende. Pigen forstod ikke, hvordan han kunne vejlede hende til det. Hvordan kunne han sige, at hun skulle forsøge at vinde eller tabe i et spil om livet? Rådede han hende virkelig til at dø?

Han var den mærkeligste psykiater, hun nogensinde var stødt på. Alligevel havde hun det som om, at han ikke var en fremmed. Han var en bekendt, hun havde truffet over flere gange. Og alligevel kunne hun ikke huske ham. Hun havde nok aldrig mødt ham – blot set ham før.

”Skal vi gå tilbage til historien igen?” spurgte pigen. Hun havde ikke lyst til at fortsætte denne samtale.

Psykiateren nikkede langsomt og koldt.

 

***

 

(År 2016)

Luna var blevet anbragt på en enestue, efter hun over længere tid var blevet flyttet fra det ene rum til det andet. Hun var først blevet lappet sammen i hovedet. Felix havde holdt hendes hånd, mens de syede hende; hendes helt havde ikke forladt hendes side.

Efterfølgende havde de sendt hende til røntgen. Derfra var det hurtigt blevet konstateret, at hendes håndled var brækket. Der var en fin flænge ned gennem en knogle. Derfor havde de lagt en gips på hånden. Felix havde allerede dekoreret gipsen med et hjerte, hvori der stod et L og F.

Nu lå Luna og kiggede op i loftet. Hjemveen trængte sig på, og hun havde lyst til at kigge ud mod månen; men gardinerne var trukket for.

Dengang Luna skulle på hyttetur i folkeskolen, havde hun fået hjemve, da hun skulle sove. Lærerne havde prøvet på at få hende til at falde til ro – ja, endda Peter havde prøvet på det – men det var ikke lykkedes. Derfor havde læreren været nødt til at ringe til Martin.

Luna og Martin snakkede sammen over telefonen. Han bad hende kiggede ud af vinduet. ”Kan du se månen?” spurgte han hende.

Luna svarede bekræftende.

”Det kan jeg også.” Hun kunne høre smilet i hans stemme. Det virkede beroligende på hende. Tårerne trillede nu lidt langsommere. ”Månen følger med dig overalt. Den er herhjemme, akkurat som den er med dig nu. Du vil altid have en del af dit hjem med dig. Du skal bare kigge ud af vinduet.”

Luna var faldet lidt til ro efter den samtale med sin elskede far. Efterfølgende havde hun fået lov af læreren til at sove inde hos Peter. Han havde læst en historie for hende – så godt som man nu kan, når man går i tredje klasse. Han var blevet ved – uanset hvor træt han var – indtil Luna var faldet i søvn.

Luna lukkede nu øjnene og forestillede sig, hvordan månen så ud uden for vinduet. Hun sagde til sig selv, hvordan hun altid havde en del af sit hjem med sig.

Felix sad på en stol, som var placeret ved siden af sengen. Hans hoved hvilede på sengen, og hans øjne var lukkede og vejrtrækningen tung. Luna nussede ham blidt i håret med den hånd, der ikke var lagt i gips.

Pludselig rejste Felix sig hurtigt op. Han havde reageret på lyden af døren, der blev slået op. Ind af døren fór Martin med Peter lige i hælene. Han så helt panisk ud, og Luna kunne se, at han havde grædt.

Hospitalet havde sørget for at ringe efter hendes familie. Martin havde naturligvis brug for Peter til at holde ham oppe.

Felix veg til siden, så Martin kunne komme til. Martin omfavnede sin lille pige, der lå helt forslået i sengen. Peter tog Lunas hånd i sin, og hun mærkede, hvordan hjemveen forsvandt.

Mens hun lå der i favnen af sin familie, mærkede hun, hvordan tårerne endnu engang trængte sig på. Hun følte sig så sårbar, når de var her. Hun kunne ikke opretholde facaden; men hun vidste også, at det var okay. Med familie er det ikke nødvendigt at opretholde facaden. Familien er der til at lytte og tørre ens tårer væk.

Da Martin endelig rejste sig, var puden helt våd af både Lunas tårer og hans egne. Det havde været en fars værste frygt – og det var ikke et kønt blik at møde.

”Er du okay?” spurgte han. Hun vidste godt, at han ikke mente fysik. Han mente psykisk – mentalt. Hun overvejede det et kort øjeblik. Hun mærkede efter, hvordan hun havde det. Mentalt følte hun sig meget sårbar; men alligevel følte hun sig sikker, mens hun var omgivet af disse elskede mennesker.

”Ja,” svarede hun hæst. ”Takket være Felix er jeg okay.”

Peter kiggede over på Felix med et alvorligt blik. Det forblev sådan længe. Det var, som om han overvejede, hvad han skulle tænke. Det var en kamp, der udspillede sig i hans hoved. Det var tydeligt på hans ansigtsudtryk.

Efter et stykke tid kiggede han over på Luna igen med et sønderknust udtryk. Hun forstod det ikke, men fortolkede det som om, at han var rørt over hele situationen. Han havde ligesom alle de andre været ubeskriveligt bange. Det havde været en frygt, der havde trukket ham ned.

”Må jeg være lidt alene med hende?” spurgte Martin og lod sin hånd køre over Lunas hår. Han fangede en tåre, der trillede forsigtigt ned ad hendes kind. Derefter lænede han sig frem og plantede et blidt kys mod hendes pande.

”Selvfølgelig,” sagde Felix, og han forlod rummet. Peter fulgte hans eksempel, men stoppede kortvarigt i døråbning. Med et lille fortabt suk kiggede han tilbage på Luna, der lå kvæstet i sengen.

”Med tiden,” hviskede Peter helt lydløst. Luna forstod ikke, hvad han mente. Hun kunne dog fornemme, at han ikke selv troede på, hvad han sagde. Det var, som om han konkluderede, at det ikke længere var en mulighed. Hvad, der ikke længere var en mulighed, vidste Luna ikke.

”Er du virkelig okay?” spurgte Martin igen og satte sig ned på stolen, som Felix for lidt siden havde siddet på. Han rynkede panden og kløede sig på toppen, hvor månen efterhånden var begyndt at blive fuld. Han var begyndt at se gammel ud. Ikke ældgammel – men alderen havde sat sine spor.

Luna overvejede hans spørgsmål en stund.

”Jeg føler mig forandret,” sagde Luna med tårerne på spring. Hendes hage vibrerede, mens hun bekæmpede vandet, der snart ville nå ud over sine breder. ”Alligevel føler jeg mig mere som mig selv end nogensinde.” Hun rynkede panden, mens hun forsøgte at forklare, hvad hun ikke selv forstod endnu. ”Jeg føler mig mere sikker på, hvem jeg er – selvom det stadigvæk er en uvis ting.” Hun sank den store klump, der havde trængt sig på i halsen. ”Jeg er forandret; og måske er det en god ting. Frygten gjorde noget ved mig; den ændrede noget i mig.”

”En vis person ved, at man kan lære noget af alle situationer,” sagde Martin lige så berørt som Luna. Han lod sin hånd køre håret væk fra hendes ansigt. ”Du er en meget vis kvinde, min lille pige.” Han sukkede endnu en gang. ”Hmm,” mumlede han og løftede øjenbrynene. ”Kvinde…” Han smagte lidt på ordet. ”Jeg må være ved at være en gammel mand.”

Luna lo en lille latter. Martin førte sin pande ned mod hendes og lo sammen med hende. Så omfavnede han hende igen. Hun nød trygheden.

Der gik det også op for hende, at der findes mere end en slags helte. Der er også de helte, der alene tager sig af ens barns opvækst. Der er de helte, der altid er der for sit barn. Martin var en helt; han var hendes helt. Felix var hendes helt, for han havde reddet hende. Peter var hendes helt; for han var hendes bedre halvdel, der altid kunne lyse en mørk dag op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...