Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1105Visninger
AA

20. Gevinst

 (År 2027)

”Hvor er han!” råbte Luna gennem sine sammenbidte tænder. Martin holdt hendes ene ben og Peter det andet. Martin havde været meget forsigtig med ikke at holde Luna i hånden. Han havde lært dette fra Lunas egen fødsel, at man ikke holder en fødende kvinde i hånden.

Alligevel var han endt med at hjælpe Luna med at holde benene oppe. Hun skulle, ligesom Emma, gennemgå en langvarig fødsel. Luna var udmattet.

Felix var ikke dukket op endnu, og Luna var klar til at presse barnet ud. Hun ville bare ikke gøre det, før barnets far var her. Hun kunne ikke gøre det, før han var her.

Felix var på arbejde i dag. Derfor havde Luna været på besøg hos Martin. Da det skete, havde hun pludseligt troet, at hun havde tisset i bukserne; ja, det var indtil smerten kom. Martin var nærmest gået i panik. Denne del havde han ikke lært noget af fra første gang, han oplevede dette.

På vej til hospitalet havde Martin ringet til både Felix og Peter. Felix havde ikke taget telefonen, så Martin havde efterladt en besked på telefonsvaren. Luna var rasende over, at han ikke havde taget den. Han kunne vel tænke sig til, at ethvert opkald i denne periode kunne være et vigtigt opkald.

Dette havde Peter til gengæld tænkt. Da han havde modtaget nyheden, havde han informeret sin chef om, at hans datter var ved at føde, og var derefter drønet ud til Luna på hospitalet. Chefen havde kigget forvirret på ham. Han vidste ikke, om det var verdens dårligste undskyldning for at få fri fra arbejde, eller der var en anden mærkelig forklaring på denne historie. Med Peter kunne det være begge dele.

Nu lå Luna der med spredte ben og et levende menneske på vej ud imellem dem. Hendes far stod opgivende og holdt hendes ene ben, mens hendes bedste ven – der erstattede hendes mor i dette øjeblik – holdt hendes andet.

Den eneste, der ikke var til stede, var den person, der burde være her. Felix var stadigvæk ikke ankommet. Selvom Luna ikke havde følt, at hun kunne regne med ham på det sidste, havde hun alligevel regnet med, at han ville være her til sin egen søns fødsel. Men ikke engang det kunne han formå at præstere.

”Jeg er ked af det, Luna,” sagde lægen medfølende og strøg en klud over hendes pande. ”Men vi kan ikke vente længere. Du bliver nødt til at presse for barnets og din egen skyld.”

Luna begyndte at gå i panik. Hun var ikke klar. Felix skulle være her. Det var sådan de havde forberedt det; det var sådan det burde være.

Luna kiggede over på Martin, der ikke gengældte hendes blik. Han kæmpede for ikke at vise, hvor meget han led i dette øjeblik. Hvis Luna ikke havde været i så mange smerter, havde hun leet af ham. Hun havde leet over, hvordan han kunne lide mindst lige så meget som hende. Hun havde leet over, hvordan han næsten var døden nær; uden egentlig at være det.

Hun kiggede i stedet over på Peter i håb om at få det mod, hun havde brug for. Hun havde brug for en form for støtte igennem dette. Eftersom Felix ikke var her, og Martin havde få ondt af sig selv, var Peter den eneste tilbage til at hjælpe hende igennem dette.

Peter sendte hende et opmuntrende smil. Hun fandt sit mod i hans havblå øjne, der var så velkendt trygge.

Det var i det øjeblik, at hun vidste, at hun var klar. Det var i det øjeblik, at hun vidste, at hun ikke var alene om dette. Hun havde både sin far, selvom han bekymrede sig lige så meget om sit eget helbred i dette øjeblik; og Peter, som udelukkende bekymrede sig om hende. Han var der for hende. Han havde altid været der for hende. Han skulle nok hjælpe hende igennem dette.

”Okay,” sagde Luna til lægen gennem sine sammenbidte tænder. ”Jeg er klar!”

 

***

 

(År 2196)

”Hvis jeg ikke vidste bedre,” sukkede Dr. Mortem, mens han forsøgte at gnide rynkerne væk på sin pande, ”ville jeg tro, at du fortalte mig den samme historie, som da Emma fødte Luna.”

Et skævt, bedrøvet smil spredte sig over pigens læber. Hun kunne godt se visse ligheder mellem de to historier. Men lige så meget, som de lignede hinanden, lige så meget var de forskellige.

”Hvis bare det var sådan,” sukkede hun. Hun misundte Emma. Hun misundte Emma, at hun kunne dø. Emma var død for tidligt, Luna døde aldrig. Her lå pigen, svøbt i gips, og hun var stadigvæk ikke død. Ja, der var meget at misunde Emma.

Psykiateren kiggede på hende med et udtryksløst blik. Alligevel anede pigen en længsel, hun på uforklarlig vis gengældte. Det var ikke en sensuel længsel. Det var mere en længsel efter at blive fuldendt.

Pigen rynkede på brynene af sig selv. Hun forstod ikke, hvad denne mørke skikkelse med briller på næsen og en slidt frakke kunne gøre for hende. Hun forstod ikke, hvordan dette kolde menneske skulle fuldende hende. Som hun betragtede ham, syntes hun ikke, at han havde noget at tilbyde hende. Alligevel følte hun en længsel, som hun ikke kunne få sig selv til at glemme.

Psykiateren skubbede brillerne længere op fra næsetippen. Hans mørke øjne betragtede gengældende hendes blik. Hans arme blev foldet over kors foran hans bryst. Jakken kæmpede imod denne bevægelse. Pigen kunne høre lyden af tråden, der mørt gav efter.

Pigen sukkede og vendte tilbage til historien i forsøg på at glemme, hvad der skete i nuet.

”Felix var der ikke til fødslen af sin egen søn. Luna måtte i stedet søge støtte i de to andre mænd i hendes liv. Hun var oprigtig taknemlig i det øjeblik for, at hun havde de to mænd. Hun vidste også i det øjeblik, at de altid ville være der for hende, når hun behøvede dem.” Pigens øjne var fugtige, men smilet forlod ikke hendes læber. ”Hun vidste bare ikke på det tidspunkt, at der ville komme en tid, hvor det ville være umuligt for dem at være der for hende, fordi Tiden ville forære dem til Døden.”

Psykiateren smilede et skævt smil. Pigen kiggede undrende og såret på ham. Hvordan kunne han smile over døden?

”Hvad med Felix?” spurgte psykiateren i et forsøg på at skifte emne. ”Hvor var han hende under fødslen?”

Pigen havde på fornemmelsen, at han allerede godt kendte svaret. Hun havde på fornemmelsen, at han spurgte hende for at aflede hendes opmærksomhed; og hun gik lige i fælden med vilje.

”Han havde for travlt med at sove,” sagde pigen bittert. Tanken om det kunne stadigvæk gøre pigen ufatteligt vred. Hun forstod ikke, hvordan han kunne såre Luna så slemt. Hun troede, at kærligheden havde været gensidig.

Pigen kiggede tilbage på psykiateren. Han vippede hovedet på skrå.

”Ja, altså i en anden kvindes seng!” indskød pigen hurtigt, så der ikke ville opstå nogen misforståelser.

”Hvordan ved du det?” spurgte psykiateren. Det trak i hans smilebånd, mens han betragtede pigens frustration.

”Til Felix’ begravelse dukkede flere af hans elskere op. Ingen af dem var klar over, at han var gift, så de gav sig alle til kende over for Luna,” forklarede pigen med en monoton stemmeføring.

Pigen havde lyst til at sparke til noget. Hun kiggede på pølserne, da stadigvæk var ophængt, og blev enig med sig selv om, at det nok ikke var den bedste ide på nuværende tidspunkt.

”Men det ved Luna jo ikke endnu i forhold til, hvor vi er i historien,” sukkede pigen, mens hun ønskede, at det stod til at ændre. Hvis hun kunne, havde hun sagt det til Luna nu. Hvis hun kunne, havde hun ændret historiens gang.

Mange ting havde været anderledes, hvis pigen skulle leve Lunas liv med den viden, hun havde. Men der var ikke nogen grund til at gøre sig bagklog på alt dette. Luna lærte en masse af de beslutninger, hun træf igennem sit liv.

Derudover ville det have konsekvenser, hvis Luna aldrig havde forelsket sig i Felix. Hvis hun ikke havde gjort det, ville Luna aldrig have fået det lille barn, denne del af historien omhandlede.

Dette lille barn var en del af Luna, som ingen af dem ønskede at ændre på. Dette lille barn var en gave. Barnet gav Luna noget at leve for, selv da alt andet faldt sammen om ørene på hende. Dette barn gjorde livet værd at leve – også selvom det kun var for en stund i Lunas uendelige liv.

Pigen fortsatte: ”Luna tror blot, at hendes mand var grebet af arbejdet. Det må være en værdig undskyldning.”

Pigen havde lyst til at ryste på hovedet af sig selv, men bed i stedet tænderne sammen, mens hun kiggede ud af vinduet. Mørket var nu helt faldet på udenfor. Månen lyste kun svagt, fordi skyerne var tunge i nat.

Pigen kiggede over på psykiateren igen. Han var faldet tilbage i sit samme udtryksløse udtryk. Han sad let tilbagelænet i stolen med armene over kors ved sin brystkasse.

Hun rynkede brynene af ham. Hele hans udstråling gav hende lyst til at græde. Det var hans ligegyldighed, der frustrerede hende. Hvordan kunne han være så ligegyldig over for sine patienter?

Hun kiggede ud af vinduet for ikke at begynde at græde i frustration. Hun bed sig hårdt i læben for at mærke smerte. Smerten mindede hende om livet, og hvad det var værd. Hun huskede på, hvad der var værd at bruge sin vrede på; og det var han ikke. Hun havde nok af andre ting at kaste vreden imod.

”Godaften,” lød en stemme. Pigen svarede ikke. Hun forventede, at psykiateren ville svare på begge deres vegne. Pigen havde brug for at få sin vrede helt under kontrol, før hun ville snakke med denne stemme.

Der kom intet svar. Godaften hang bare ensomt i luften.

Pigen kiggede irriteret over mod stolen, hvor psykiateren hver aften havde siddet. Den var tom. Han var der ikke mere. Pigen ville undre sig over det, hvis han ikke var forsvundet på mystisk vis så mange gange før. I stedet blev hun lettet over, at hun ikke skulle udsættes for hans ligegyldige attitude resten af natten.

Til sin skræk opdagede hun dog, at den anden stemme var den rædselsfulde sygeplejerskes stemme. Det gule smil sendte kuldegysninger ned ad ryggen på pigen.

Pigen besvarede langt om længe sygeplejerskens hilsen med et blink med øjnene. Derefter kiggede hun op i loftet på de hullede plader og begyndte at tælle huller igen. Alt andet end at betragte denne uheldigtudseende dame var bedre.

”Har vi det bedre i dag?” spurgte sygeplejersken, mens hun førte en lok af de røde, ustyrlige krøller om bag øret.

Pigen udstødte en lyd, der i hendes øre både kunne lyde som ja og nej. Ja, den kunne endda lyde som et måske.

Sygeplejersken hørte det, som hun ville, og kom med en jublende lyd. Hun lagde åbenbart et positivt svar, i den intetsigende lyd, pigen havde udtrykt.

”Jeg vil dog alligevel give dig en hjælpende hånd til at komme igennem natten,” sagde sygeplejersken med sin kunstigt, sukkersøde stemme. Hun holdt en sprøjte op, som hun forsigtigt trykkede luften ud af. Derefter stak hun den ind i en slang, som var ledt ned i pigens ene hånd.

Pigen mærkede hurtigt, hvordan mørket omfavnede hende.

 

***

 

”Godaften,” lød en velkendt stemme. Denne gang var det en mandsstemme.

Pigen kiggede over på ham med et koldt blik. Længe kiggede hun bare, før hun gengældte hans hilsen.

”Skal jeg bare fortsætte?” spurgte pigen uden at kigge på ham. Det tog meget styrken, for hendes længsel efter ham var ikke blevet mindre.

”Du fortsætter bare, hvis det er det, du vil,” svarede psykiateren forbandet ligegyldigt.

Det kriblede i pigens håndflader. I det øjeblik var hun glad for, at hun var spændt fast, ellers havde hun stukket ham en lige på trynen. Hun lukkede øjnene og forestillede sig, hvor godt det ville føles.

”Okay,” sukkede pigen langt om længe og åbnede øjnene igen. Hun vågede sig til at kaste et blik på ham. Han sad skævt på stolen. Hans albue hvilede på stolens armlæn, og hans hage hvilede i hans hånd. ”Okay, jeg fortsætter.”

 

***

 

(År 2027)

”Jeg kan ikke fatte, at du har lavet denne lille skabning,” sagde Peter, mens han vuggede barnet i sine arme.

Luna betragtede dem med et varmt smil. Mens hun lå der og betragtede dem, følte hun sig næsten fuldstændig. Der var kun en lille følelse, der sugede ubehageligt i hendes bryst, hver gang Felix’ navn poppede op i hendes hoved. Denne følelse mindede hende om, at hendes familie ikke var fuldstændig, som den var her. Alligevel tog hun sig selv i at ønske, at den var det.

Hun forsøgte at ryste tanken ud af hovedet.

I stedet kiggede hun over på sin far, som langt om længe havde fået det bedre. Han var knækket sammen efter at have holdt hendes ben i – hvad han betegnede som – en evighed.

Peter gik langsomt over mod Luna med blikket hvilende på den lille dreng, der lå sovende i hans arme. Luna betragtede Peters blik og ønskede for sig selv, at Felix ville bære den samme ærbødighed i sit blik, når han holdt barnet i sine arme.

Peter gav drengen til Luna. Den lille engel lå med sit lille hoved mod Lunas bryst. Hun havde lyst til at holde ham helt tæt, men var bange for at knuse ham. Han var så lille, så skrøbelig, at hun var bange for, at hun gik i stykker mellem hendes fingre.

”Luna!” lød Felix’ stemme i det døren gik op. Han stod med pjusket hår og et lidt for løst slips. Sveden piblede af hans pande, som havde han løbet hele vejen.

Et smil voksede sig over Lunas ansigt, da alting langt om længe blev, som de burde være. Hendes familie var samlet.

Felix’ blik hvilede på den lille skabning, der lå og sov ved Lunas bryst. Et faderligt smil voksede sig over hans ansigt. I det følte Luna sig fuldstændig. Da hun så det smil, faldt den sidste brik på plads. Faderen til hendes barn var ankommet.

”Du må undskyld, min skat,” sagde Peter og gav Luna et kys på panden for igen at betragte deres søn. ”Jeg hørte først Martins besked for tyve minutter siden. Arbejde, du ved,” forklarede han lønagtigt. ”Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne.” Den sidste del var i det mindste sandheden.

Luna nikkede forstående. Det var et øjeblik i hendes liv, hun aldrig kunne få tilbage, men hun ville ikke ødelægge nuet og fremtiden ved at hænge sig i fortiden.

”Det er okay,” svarede hun halvhjertet. Hun ønskede oprigtigt at mene det mere, end hun gjorde. Det kunne hun bare ikke.

Felix løftede forsigtigt deres sovende søn op. I det han fik rettet ryggen, vågnede barnet og begyndte straks at græde. Skræmt kiggede Felix på Luna. Uden forsøg på selv at redde situationen, lagde han barnet ned i Lunas arme igen.

Peter måtte lægge bånd på sig selv for ikke at komme med en upassende kommentar, han senere ville fortryde. Han ville ikke bebyrde Luna med sine tanker omkring, hvordan Felix var uegnet som far.

Luna behøvede dog heller ikke Felix for selv at få den tanke. Et kort øjeblik forplantede denne tanke sig nemlig selv helt uvelkomment. Luna forsøgte at ryste tanken af sig.

”Jeg har altid godt ville vinde i lotteriet,” sagde Luna. Hun lod sine fingre stryge fra panden ned over næsen på den lille skabning i sine arme. ”Men i dag så jeg min fantastiske familie,” sagde Luna og kiggede på Felix videre over på Martin for at slutte på Peter. Hun fortsatte med et smil: ”så gik det op for mig, at jeg allerede har vundet!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...