Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1137Visninger
AA

7. Galla

(År 2015)

”Vil du lige lyne mig i ryggen?” spurgte Luna Peter, da hun trådte ind i stuen. Hun havde en lang rød kjole på med en hjerteformet udringning og små blondestroppe, der holdt den oppe. Den var lidt gennemsigtig fra knæene og ned. Slangekrøllerne var sat op i nakken.

Om hendes hals hang en smuk halskæde med et lille hjerte, Peter havde givet hende i seksten års gave. Hun tog den nærmest aldrig af. Peter havde sagt til hende, at så ville hans hjerte altid være tæt på hendes. Hun havde smilet og givet ham et kys på kinden.

Peter sank en klump, da hun vendte ham ryggen. Hans øjne faldt på hendes nøgne hud under kjolen. Hendes ryg var dækket med adskillige skønhedspletter og enkelte modermærker. Den var lidt bleg, for Luna var ikke typen, der slikkede sol eller brugte selvbruner. Hun var typen, der skulle opleve noget. Hendes tålmodighed rakte ikke til at holde sig i ro.

Langsomt lynede han hendes kjole op. Hans fingre strejfede hendes hud, da han kørte lynlåsen op langs hendes rygsøjle.

Luna smilede og vendte sig om. Hun rettede let på kjolen, så den sad helt rigtigt omkring hendes brystkasse.

”Du ser fantastisk ud,” komplimenterede Peter Luna med et skævt smil, mens han gav hende elevatorblikket. Hun tog fat i sin lange kjole og nejede. Hun tog til sig, hvad hun kunne få af komplimenter, for det var sjældent hun fik dem af Peter uden, at de var pakket ind i en joke.

”Det er lige, hvad hun gør!” lød Martins stemme varmt bag hende. Hun vendte sig og kiggede på ham. Hun lod sine hænder stryge hen over sin kjole og rettede let på sit hår.

”Du mangler bare en ting,” fortsatte han med et skævt smil. Han stod med en æske hvilende i den ene arm. Det var en skotøjsæske. Han havde rigtig været ude at flotte sig.

Luna smilede begejstret og taknemmeligt til ham. Glæden strålede ud af hende og sendte varmen til både Peter og Martin. De blev begge beruset af hendes lykke. Det var deres glæde i livet; det var deres energi – deres brændstof. Hendes glæde gav dem fremdrift.

Luna gik frem og tog imod æsken. Med stor begejstring åbnede hun den og fandt til glæde et par sorte stiletter, der passede perfekt til den røde kjole. Kjolen smøg sig om hende, nu hvor den var lynet, perfekt om hendes slanke skikkelse.

Martin havde altid været god til det med tøj. Han havde valgt hendes tøj til første skoledag, sidste skoledag, og nu også hendes sko til galla. Hun var glad for, at hun ikke havde den type far, der kom hjem med hæslige bluser med dyremotiver til sin teenagedatter. Han lod hende blive ældre med stil.

”Askepot er et bevis på,” lød Peters stemme bag Luna, ”at et nyt par sko kan ændre dit liv.” Hans dejlige smil bredte sig over hele hans ansigt, som det plejede, når han fyrede en god vittighed af. Luna lo og omfavnede sin far i taknemmelighed.

Martin gjorde, hvad han kunne, for ikke at ødelægge hendes frisure eller makeup. Det var derfor et halv-akavet kram. Men et halv-akavet kram var bedre end intet kram.

”Luna!” lød Christinas stemme fra første sal. Hun var ved at lægge sin makeup, så hun også kunne se gudeskøn ud til festen.

Jacob var også ovenpå. Peter havde sagt, at han havde iført sig jakkesættet. Derfor vidste de godt begge to, at han sikkert havde brugt den sidste halve time på at ordne sit hår. Det skulle jo sidde knivskarp, hvilket er lige så tidskrævende, som når pigerne skulle ordne hår og lægge makeup.

Der lød trin på trappen, da Christina bevægede sig hastigt ned imod dem. ”Luna! Hvilken farve skal jeg vælge?” spurgte hun og holdt to læbestifter op foran sig. I Lunas øjne var de den samme farve. Alligevel vidste hun, at der var et forkert svar til dette spørgsmål.

”Tag den til højre,” lød Martins stemme. Han havde udløst Lunas faldskærm, så hun ville lande sikkert. Taknemmeligt smilede Luna atter engang til Martin. Han trak på skuldrene, mens han med munden formede ordene: det var så lidt!

Christina påførte sig den valgte farve med en sjov grimasse, så læberne var helt udstrakte.

”Hvor ser I bare godt ud, begge to!” sagde Martin til Luna og Christina, da de stod klar ved siden af hinanden. ”Min lille prinsesse er ved at blive voksen,” sukkede han med tårer til randen. ”Og hun ligner en rigtig prinsesse!” Han foldede armene, så han holdt om sig selv. Pegefingeren smuttede op, og fangede en tåre, der flød ud over bassinet.

”Og det gør jeg måske ikke?” lo Christina ironisk. Hendes grønne, barnlige øjne kiggede med et smil på ham. Hun snurrede en gang rundt, så hendes kjole dannede en rund cirkel omkring hende. Det var i sandhed en prinsesse værdig.

”Vi kan ikke alle være prinsesser,” indskød Luna med et skævt smil. ”Nogen skal jo klappe, når jeg går forbi.” Hun tog sig en elegant gåtur rundt i stuen. Peter, Christina og Jacob, som nu også var kommet ned i stuen, begyndte at klappe af hende.

Luna snurrede sorgløst rundt og nejede efterfølgende for sit publikum. ”Tak skal I have,” lød hendes stemme højtideligt, mens hun vinkede med bagsiden af hånden ud mod sit publikum. ”Mange tak! Det er alt for meget!” sagde hun med en forvrænget fornem stemme.

De lo alle sammen I kor. Selv Martin kunne ikke holde masken – tårerne blev erstattet med latter.

”Okay,” lød Martins stemme begejstret. ”Nu er det tid til billeder!”

 

***

 

(År 2196)

Pigen smilede, mens hun genoplevede historien atter en gang. Hendes blik var fjernt, mens billederne dansede for hendes indre. Hun kunne se Christinas smukke ansigt; de grønne øjne, der var indrammet af den sorte eyeliner; de lange perfekte vipper. Hun kunne se Christinas smukke hår, der omfavnede hendes ansigt, og gyngede frem og tilbage over hendes ryg, når hun bevægede sig. Hun kunne se Peters strittende hår; det smukke ocean i hans øjne; jakkesættet, der sad perfekt, skræddersyet om hans krop.

Hun gad ikke kigge på Jacob. Hendes mening om ham havde ikke ændret sig. Han var stadigvæk den samme selvhøjtidelige idiot. Luna var kun venner med ham på grund af Christina og Peter.

”Lad mig gætte,” sagde psykiateren med en falsk begejstring. ”Luna og Peter kysser rigtigt til festen, og så bliver de kærester?” Det virkede som om, han allerede vidste, hvad svaret ville blive. Han lænede sig bare uinteresseret tilbage i stolen og kiggede på hende med et tomt blik.

Pigen ignorerede hans spørgsmål. Den falske entusiasme huede hende ikke. Det virkede respektløst og nedladende på hende.

Hendes blik faldt igen på det låste vindue. Udenfor dette fløj fuglene sorgløst omkring. De søgte et sted at sove for natten; et sted, hvor de kunne sove under den åbne stjerneklar himmel; et sted, hvor de kunne sove i månens skær. Deres frihed var en hån mod hendes fangenskab.

Hun sukkede opgivende og kiggede på manden. Hun kunne næsten se sig selv spejlet i hans tomme blik. Ikke kun blikket virkede tomt. Han virkede tom. Hans korslagt arme modarbejdede den sorte jakke. Den ville snart gå op i sømmene.

”Martin fik sine billeder,” fortsatte hun fortællingen. ”Han tog billeder af dem som par – og disse billeder blev Peters minde om hans første date med Luna.”. Pigen sukkede medfølende.

”Martin kørte de fire unge mennesker ud til festen. Christina var uheldig at snuble ud i en mudderpøl, da hun steg ud af bilen. Hendes kjole blev plettet for neden – og det kom de andre til at høre meget for. Luna gav de høje stiletter skylden. Begge piger måtte tage deres kavalers arm, da de begav sig henover brostenene hen mod indgangen.”

Psykiateren nikkede med at tomt blik. Han havde endnu ikke skiftet siddestilling og aflastet jakken. Den fortsatte sin brave kamp.

Uden for vinduet blæste det lidt op. Fuglene søgte ly for natten. De kæmpede sig gennem de hårde vindstød. Deres små vinger formåede alligevel at bære dem i sikkerhed. Deres små vinger kunne godt bære dem, men pigens store vinger kunne ikke bære hende. Hun endte i stedet med at ligge sådan et her sted.

Uden et ord rejste psykiateren sig fra sit sæde. Hans blik faldt på den dunkle nat, så på sit ur, før han udbrød: ”Andre venter mig!”. Så vendte han hende ryggen og forsvandt i mørket.

Rummet blev igen varmt. Det var som havde han taget kulden med sig.

”Nåh, min pige,” lød sygeplejerskens stemme igen ved den nu åbne dør. ”Så er det tid til at sove!”. Hun bevægede sig med en sprøjte hvilende i hånden over mod sengesiden. Forsigtigt stak hun nålen ind i slangen og trykkede toppen i bund. ”Sov sødt, min pige,” sagde hun og strøg forsigtigt pigen over håret.

”Tak,” mumlede pigen og følte, hvordan hendes øjenlåg blev tungere og tungere. Hun vidste, at hun igen ville falde i en drømmeløs søvn. Det var også det, hun havde brug for; at befinde sig i komplet ingenting.

 

***

 

Næste dag kom psykiateren på præcis samme tidspunkt som de forrige gange. Han fandt sig tilrette og afventede atter engang, at hun skulle fortsætte fortællingen. Hans mørke øjne borede sig ind i hendes. Hun kunne mærke, hvordan kulden befæstede hendes krop. Hun kunne ikke finde ud af, om hun skulle forsøge at vinde den tilbage eller bare overgive sig.

”Okay,” udbrød pigen og gjorde klar til at fortsætte. ”Luna og Peter kom ind og forberedte sig til at skulle danse lancier. De stod i den lange række ude foran aulaen. Lunas hånd hvilede på gammeldags vis i Peters. De havde en acceptabel afstand imellem sig.

Dørene gik op, og rækken begyndte at bevæge sig indad i takt til musikken. Violinerne og violaerne spillede lystigt med celloerne i bassen.

Let på tå dansede Luna og Peter deres rundt. De indfandt sig i en kvadrille. Det var ikke nogle par de kendte. Der var for mange klasser på denne årgang til, at man kunne kende alle.

En lille pige med blondt hår, der omfavnede pigens skikkelse smilede genert til dem. Hendes eskorte stod med rank ryg og hagen højt løftet. De to andre par i kvadrillen var ikke lige så højtidelige. De havde fået nok indenbords og måtte i stedet kæmpe for at holde sig oprejst.

Musikken gjorde anledning til, at det uskyldige flirten skulle gå i gang. Luna og Peter var begge glade for, at de stå overfor det pinligt ædru par. Dansen mellem disse gik let. De to andre par snublede rundt mellem hinanden. Den ene fyr lykkedes endda at træde på sin galla-dates kjole, så den røg ned – Gud ske tak og lov havde hun en BH indenunder!

Da Luna var tvunget til at danse med fyren til sin højre side, blev hun nærmest løftet rundt, så hurtigt snurrede han hende rundt. Hendes fødder rørte knap nok jorden. Hans høje skikkelse tog ikke hensyn til hendes lave. Det var et meget akavet øjeblik for Luna. Hun følte sig som et lille barn, der måtte stå på fødderne af sin dansepartner for at kunne følge med i dansetrinene. Sådan går det jo, når en fuld elev vælger at køre dansen i dobbelt tempo.

Da tempoet blev sat op, og de alle skulle ind i den baglæns herremølle, kæmpede Peter for at holde fast i Luna. Luna hoppede så hurtigt hun kunne baglæns og holdt panisk fat i indersiden af Peters jakke.

De ville være nået i mål, hvis de andre par ikke havde fejlet. De kunne ikke holde grebet længere, og alle par væltede hver til sit. Peter greb Luna i sine arme. De omfavnede hinanden og lo begge to af hele situationen.”

Pigen smilede skævt og kiggede over på psykiateren. Han sad som forstenet i sin stol. Hun var i tvivl, om han overhovedet lyttede. Alligevel fortsatte hun uberørt.

 

***

 

(År 2015)

”Lad os få noget frisk luft!” råbte Luna til Peter ind over musikken. Hun kunne mærke, hvordan sveden begyndte at pible frem. Det indelukkede lokale hjalp heller ikke på situationen.

Peter nikkede og tog Lunas hånd. De slangede sig afsted gennem menneskemængden hen til en dør, der førte dem ud i en lille lukket gård. Ude i gården var der en lille tilgroet kanal. Eleverne stod rundt omkring denne og nød den sene aftenluft. Enkelte berusede fyre havde væddet om, hvem der kunne hoppe over kanalen, og de gjorde nu deres forsøg. En af fyrene endte i den og stod der med vand til knæene.

”Puha,” udbrød Luna og begyndte at vifte med sine håndflader mod sit ansigt. ”Man fik da varmen!”

Peter nikkede smilende til hende. Oceanet i hans øjne virkede mørkt i de sene aftentimer. Der var kun enkelte lamper herude, og de formåede ikke at lyse hele gården op.

”Hey!” lød Christinas stemme bag dem. Peter sukkede opgivende, men svarede dem så tilbage med et hey. Christina kom vaklende med Jacob trækkende efter sig. Han havde lidt for travlt med at kigge sig om efter alle de smukke piger. Han havde fået øje på en med en ret så udfordrende kjole. Hvis han havde været single, havde han scoret hende for længst.

”Hej Jacob!” sagde Luna irriteret i et forsøg på at minde ham om, hvor hans loyalitet lå. Det var slet ikke okay, at han behandlede Christina med så lidt respekt.

”Hva’ så!” svarede Jakob med et arrogant, opadgående hovednik. Hans øjne blev kun på Luna et kort øjeblik, før de blev fanget af en ny pige, der passerede deres vej.

Luna havde lyst til at fyre ham en. Hun havde også gjort det, hvis Peter ikke havde holdt hende tilbage. Han kunne åbenbart godt fornemme hendes vrede. Det var bare ærgerligt, at Jacob ikke lod til at have opfanget den.

”Skal vi ikke gå ind og danse?” spurgte Peter Luna for at distraherende hende. Han smilede bedende til hende.

Luna kørte en hånd op i hans hår og rettede på det. Håret var lettere fugtigt efter deres danserutine. Diskret førte Luna sin hånd ned over hans bryst – som hvis hun blot havde ladet den glide – og tørrede sveden af i hans jakke.

Så nikkede hun og tog hans hånd, så de igen kunne slange sig igennem menneskemængden ind til det rigtige dansegulv.

Christina fulgte deres eksempel og greb Jacobs hånd. Uden et ord hev hun ham med sig lige i hælene på Luna. Luna havde på fornemmelsen, at Christina godt vidste, at hun skulle holde et vågent øje med Jacob. Det var et punkt mere, Luna kunne tilføje til listen over, hvorfor hun hadede Jacob som pesten.

De kom ind på dansegulvet og begyndte i deres firemandsgruppe at bevæge hofterne til dansebeatet.

 

***

 

(År 2196)

”Peter fik nok ikke hele den aften, han havde håbet på,” lo pigen stille for sig selv. ”Forholdet mellem dem forblev uændret. Alligevel havde han ikke tænkt sig at give op. Peter var bare ikke typen, der gav op!”. Smilet nåede helt op til hendes øjne, mens hun mindedes den dejlige Peter, som hun for længe siden havde taget afsked med. Hun tænkte for sig selv, at det var alt for lang tid siden, at hun havde fortalt historien og virkelig æret ham og hans minde.

Hvis hun kunne, havde hun sparket sig selv. Det var ikke okay, at der var gået så lang tid. Peter fortjente bedre… Martin fortjente bedre…

”Jeg begynder næsten at få medlidenhed med Peter,” lød psykiaterens stemme koldt og løsrev Luna fra drømmerierne. ”Næsten…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...