Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
942Visninger
AA

30. Fri som fuglen i et bur

(År 2196)

Det var ved at blive koldere udenfor. Pigen betragtede bladene, der blev flået af grenene og hvirvlede rundt i en voldsom tango i luften. De lod sig slynge rundt og påvirke af universet.

Pigen sukkede hjælpeløst. Hun ønskede, at hun kunne lade sig påvirke af det ydre. Hun ønskede, at hun kunne lade vinde flå hendes krop itu; at den ville svinge hende så hurtigt rundt, at tiden ville indhente hende.

Hun forsøgte at flå sig løs af sine lænker. Den hvide gips var tung og lod sig ikke rokke ud af sit ophæng. Hendes arme var ubrugelige, og hun havde ikke nok kræfter til at kæmpe sig fri af sit fængsel.

Mørket omfavnede hende. Det lagde sig som en tyk, kvælende dyne omkring hende. Hun kæmpede for at få vejret. Hun følte, hvordan hun langsomt sank mod bunden – længere og længere væk fra overfladen. Hun begyndte krampagtigt at gispe.

Slip mig fri! Lænkerne holdt hende bundet og fratog hende muligheden for at tage de nødvendige svømmetag mod overfladen igen. Hun var en fisk, som var fanget på land; en sten fanget på havets bund; hun var en fugl i et bur.

Fuglen sukkede så hjælpeløst efter den blå himmel. Den sukkede så hjælpeløst efter at føle vinden under de udfoldede vinger igen.

Der lød et svagt bump ved døren – men den blev hverken åbnet eller lukket. Psykiateren ankom igen på nøjagtig samme tidspunkt som de forrige aftener. Han satte sig på samme tilbagelænede måde i stolen med armene over kors og betragtede pigen med en kold mine.

Pigen havde lyst til at rulle øjne af hele situationen, men gjorde det ikke. I stedet betragtede hun den mørke skikkelse, der sad forstenet som den mest dragende statue, hun nogensinde havde set. Det var en grim skønhed. Den behagede ikke hendes øje, men hun blev alligevel på mærkværdig vis dybt fascineret af den.

”Fortsætter du?” spurgte han og holdt som sædvanligt sprogbruget på det minimale. De mørke øjne gennemborede hendes skikkelse.

”Det gør jeg vel,” svarede pigen med let rynket pande. Af en psykiater at være virkede han ikke særligt engageret i sit arbejde og de tilhørende klienter. Det virkede mere som en pligt for ham.

”Okay,” mumlede pigen og slog op på næste kapitel i bogen. ”Luna begyndte at flytte meget omkring. Hun kunne ikke finde noget sted at falde til. Hun følte sig ikke længere knyttet til sin familie på samme måde; hun kunne jo ikke blive hos dem længere tid af gangen. Folk måtte ikke opdage hendes manglende alderdom.”

Pigen sukkede. ”Efterhånden, som der kom nyere generationer til, blev hendes hemmeligheder ikke givet videre. Hemmeligheden døde ud med hende, og dertil også kontakten.”

Pigen kiggede ud af vinduet. Solen var på sine sidste minutter og kyssede horisonten, før den ville falde i søvn over natten. Den ville igen skulle gennemgå endnu en lang nat væk fra sin elskede. Når den langsomt igen skulle kysse den modsatte horisont, kunne den betragte sin elskede. Men de ville være så langt fra hinanden, at det var den rene tortur.

”Hun begyndte at føle sig mere og mere ensom. Hun var fri til at bevæge sig rundt, men følte sig fanget i sin krop. Det var nærmest, som var hun en fugl, der uden bånd kunne rejse fra et sted til et andet; men hendes krop bandt hendes sjæl; fængslede fuglen i et bur. Hun følte sig som fuglen i et bur.”

Pigen vidste ikke, om hun havde set rigtigt; men hun synes, at hun kunne ane et svagt træk på psykiaterens smilebånd. Det kunne dog ikke passe – for han kunne ikke tillade sig at sidde og smile af et så alvorligt udsagn.

”En fugl kan flyve, hvis man tillader det,” afbrød psykiateren. Udsagnet blev hængende i luften.

Pigen funderede en tid over det. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med denne konstatering. Hun havde længe forsøgt at åbne buret, men nøglen fandtes ikke; og hvordan kan man åbne en lås uden en nøgle?

 

***

 

(År 2190)

Luna havde rejst længe rundt omkring. Hun havde søgt en måde at blive befriet for sine lidelser, men havde endnu ikke fundet en.

Hun havde været indlagt flere gange end hun kunne fremkalde fra sin hukommelse. Intet kunne befri hende fra hendes evige fængsel. Det var langsomt begyndt at gå op for hende, hvordan livstid kan være en uendeligt lang dom, når man lever for evigt.

Nu sad hun ude i det blå. Aftenhimlen var fyldt med stjerner, og månen betragtede hende. Hun hadede månen. Hun hadede, hvad den havde gjort ved hende. Den havde forbandet hende. Hun var månens barn, og hun var ligesom den forbandet.

Månen var forelsket i solen, men ligesom Luna kunne den aldrig forenes med sin elskede. De delte deres forbandelse sammen. Månen var hendes eneste ven – og hun hadede denne ven.

Døden, du, tag mig i dine åbne arme, tænkte hun; jeg vil være din for evigt. For evigt var hendes forbandelse. Hun ville ikke leve for evigt. Hvis dette uendeligt lange liv havde lært hende noget, så var det, at et kort liv, der er levet, er tusinde gange mere værd, end et langt liv, der er ufuldendt.

Hun kastede en gren ind i bålet. Knitrende flammer slikkede sig om brændets hud bestående af brunligt bark bevokset med grønt mos. Frakken af mos blev langsomt hevet af, da flammerne spredte sig i alle retninger om den lille stabel brænde.

Det var en rytmisk dans fra oldtidens kultur. Et indianertelts åbning i toppen, hvor den sorte røg strømmede ud op mod den blå himmel.

Oh, den blå stjernefyldte himmel, hele ens person sukkede så hjælpeløst efter at besøge.

Ens sjæl var som en fugl i et bur, der sukkede hjælpeløst mod det ukendte blå univers. Men Lunas sjæl var anderledes. Den var ikke en fugl. Den var bare i en evig eksistens. Sjælen var forpint. Den sukkede efter opløsning, så den langt om længe kunne lade freden indfinde sig.

En fredfyldt sjæl med den hvide dues øjne hvilende derpå. Øjnene så afventende, før den atter engang ville sprede vingerne på ny; før den atter engang ville flyve op mod den klare blå himmel; mod den eneste frihed den kendte; det eneste hjem, der ej heller var et hjem.

Et liv mod verdens åbne vidder, der ville vare, så længe det varede.

Vinden bar den afsted, før den atter foldede vingerne sammen, hvilende på træets top; Udkigsposten af dem alle, hvor solen ville dale i vest og stå op i spejlets horisont.

Sjælens sukkende længsel efter en frihed, den så lidt fortjente; efter en uskyld den så lidt havde. Ønsket om, at den en dag ville se det grønne græs omfavnet af mangfoldige blomster og farver fra fugleperspektiv. Håbet om, at hun en dag ville sprede armene i faldet fra træets top og aldrig ramme jordens bund. Et ønske så langt fra virkeligheden, som det kunne være. Alligevel intet mindre end det største ønske af dem alle.

Frihed er noget alle ønsker sig, komplet frihed. Men få er klar over, at frihed er begrænset; fuglen bliver på et tidspunkt nødt til at bukke under for natten – den kan ikke flyve for evigt.

Intet kan leve alene; alt i naturen har en sammenhæng. Bækkens rislende vand bliver drukket af dyrenes tørstige munde. Den må fyldes op nu og da af den grædende himmel.

Ræven bliver sulten såvel som kaninen. Alt har sin gang.

Mørket ville ikke eksistere uden lyset, såvel som lyset ikke ville eksistere uden mørket. Hvad er mørke uden lys? Hvad er lys uden mørke? En gråzone?

Livet hænger sammen med døden. Dette er Lunas forbandelse. Livet og døden er for evigt blevet adskilt fra hinanden. Det er to sjælevenner, der aldrig vil mødes. De vil forblive ensomme.

Ensomhed er, hvad alle frygter at føle. Mennesker frygter at blive gamle i ensomhed. Men ingen tænker over frygten for aldrig at blive gammel. De tænker ikke over, hvordan det vil være, hvis de ikke kan blive befriet for deres ensomhed.

Luna var dømt til at leve i ensomhed for evigt. Det var en ven, hun ikke kunne undslippe. Den var hende for evigt trofast.

 

***

 

(År 2196)

"For evigt er kun så lang tid, som man gør det til," sagde psykiateren med en kold stemme, men kiggede alligevel afventende på pigen. Det var som om, han afventede et eller andet bestemt svar på dette filosofiske udbrud.

En spænding udviklede sig i luften. Hun kunne mærke, hvordan længslen blev gengældt. Han længtes lige så meget efter hende, som hun længtes efter ham.

"Ikke altid," svarede hun bitter. "Det er ikke alle, der har et valg." Hendes øjne fløj ud mod den mørke himmel; mod fuglene der søgte ly for natten.

"Man har altid et valg!" modsagde han. Stædigt lænede han sig frem, og hun mærkede kulden blive kastet i retningen af hende. Hun havde lyst til at lade sig fryse ihjel af denne kulde – men det var umuligt.

"Nej," svarede hun. "Det har jeg ikke." Hun kiggede ind i det mørke dyb af hans øjne, mens hun inderligt ønskede, at han forstod, hvad det var, hun prøvede at fortælle ham.

Men han holdt stædigt fast. "Jo du har! Alle har et valg. Alle kan vælge, hvornår deres for evigt skal ende; men ikke alle kan vælge, at deres for evigt skal ske," sagde han med et skævt og dystert smil.

Hun kiggede irriteret ud af ruden igen. Han forstod ikke, hvordan hun var stillet. Han forstod ikke, hvilken uendelige ensomhed hun var underlagt.

”Du forstår det ikke!” skreg pigen frustreret af ham. Skriget gav genklang i rummet. Det var, som om det forsvandt ind i ham og fortsatte derinde i det uendelige. Hun forsøgte at se på ham, men tårerne slørede hendes blik.

”Åh jo, jeg forstår det udmærket,” sagde psykiateren og kiggede hårdt på hende. ”Det er dig, der ikke forstår mig. Du lytter ikke til, hvad jeg siger. Alle har et valg! Alle!”

”Nej!” råbte pigen endnu højere. Det begyndte at støje ude på gangen. Hun kunne høre, hvordan sygeplejersken løb rundt derude og gav hinanden instrukser. ”Alle har ikke et valg. Jeg har ikke et valg!”

Han sukkede og rystede på hovedet af hende.

”Gå din vej!” råbte hun af ham. ”Forsvind! Du har absolut intet lært af denne historie! Den er spildt på dig! Gå din vej!”

Psykiateren gjorde, som han fik besked på og rejste sig. Han stod et kort øjeblik og kiggede opgivende på hende. Det var, som om han overvejede, om hun var arbejdet værd. Han havde i starten sagt, at han var tidens fjende – og han aldrig tabte; men måske var det på tide at erkende sit nederlag.

Hun kunne ikke afgøre, hvad han kom frem til. Lige meget hvad, vendte han sig i hvert fald om og forsvandt i mørket.

Hendes øjne hvilede mod mørket i lang tid. Hun overvejede, om tiden overhovedet eksisterede i mørket. Hvis verden ikke bestod af andet end mørke, ville tiden så overhovedet eksistere? Eller omvendt; hvis verden ikke bestod af andet end lys, ville tiden så eksistere? Hvad var tiden værd?

Hun kendte godt svaret på dette. Tiden var absolut intet værd, når man følte sig ensom. Men tiden kunne være det mest dyrebare i de lykkeligste tidspunkter i ens liv.

Hun lukkede øjnene. Et mørke omfavnede hende. Hun overvejede, om hun bare skulle blive ved med at have øjnene lukkede. Så ville tiden måske ophøre. For hvis der ikke fandtes tid i mørket, så måtte tiden vel ophøre?

Hun hørte lyden af døren, der lukkede i. Forskrækket kiggede hun over på stolen, hvor psykiateren førhen havde siddet. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Flere følelser tog sig en svingom i hendes krop; angst, glæde, sorg, forskrækkelse.

"Martin!" Udbrød hun chokeret. "Hvordan?" fremstammede hun. "Jeg forstår ikke!" Ordene væltede usammenhængende ud af hendes mund. Hun kunne ikke danne en fuldkommen sætning i sit hoved.

Martin smilede beroligende til hende. Hans hånd rørte forsigtigt hendes arm. Den varme berøring bredte sig ud i hendes krop. Hun vidste ikke, om hun skulle fortolke fornemmelsen af hans berøring som, at han virkelig var der. Måske var det bare mindet om ham, der frembragte følelsen.

Et fortvivlet udtryk bredte sig ud over Martins ansigt. Han hev sin hånd til sig igen.

"Hvad er det, du har gjort?" Spurgte han fortvivlet og tog sig til hovedet med den ene hånd. Hans blik faldt mod jorden, så hun ikke kunne se hans øjne. Hun vidste alligevel godt, hvilken bebrejdelse de rummede.

Han ventede ikke på et svar. "Du bør snakke med en psykiater. Du bør få en ny evaluering!" Han sagde bør, men hun vidste godt, at han mente skal.

Pigen rynkede forvirret panden af ham. Hun ville rykke på sig, men kunne ikke på grund af sine fastspændte arme. Hun havde lyst til at omfavne ham, berolige ham, og fortælle ham, at det hele nok skulle gå.

"Jamen, det gør jeg da allerede!" Svarede hun forvirret og kiggede uforstående på ham.

"Ja," sukkede han, "og det er jo det, der er problemet."

Hun forstod ikke, hvad han mente. Han rystede på hovedet og rejste sig. Uden et ord vendte han hende ryggen og gik sin vej. Døren lukkede forsigtigt og lydløst efter ham. Hun havde lyst til at råbe, at han ikke måtte gå - men det ville nok ikke gøre nogen forskel; han havde forladt hende.

I dette øjeblik følte hun sig mere fanget end nogensinde før. Buret var blevet båret ud under den åbne himmel; men hun forblev alligevel som fuglen i et bur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...