Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1101Visninger
AA

1. Flystyrt

(År 2196)

Tid er et abstrakt begreb. Vi kan ikke sætte tiden i en boks, begrænse den og sige, hvor lang tid tiden egentlig varer. Vi forsøger at afgrænse den ved at inddele den i år, måneder, dage, timer, minutter og sekunder. Men hvornår har vi det sidste år? Hvornår er den sidste måned? Den sidste dag?

Tiden er uendelig. Vi ved ikke, hvornår tiden startede, eller hvornår den slutter. Tiden er bare. Den var før verden blev til, og den vil være det, efter alt er væk. Men hvad tæller den, hvis intet eksisterer? Intet?

Tiden er ligesom intetheden. Den kan være alt, og den kan være intet.

Hvis tiden er sammen med dem, man elsker og holder af, kan tiden være den mest dyrebare gave; den kan være alt. Men hvis man er dømt til at leve i en verden, hvor man har intet tilbage at leve for, kan tiden være en forbandelse; intetheden.

Døden er den eneste egentlige begrænsning; men den er kun begrænsende for ét individ af gangen. Nogle bliver ladt tilbage i tidens evindelig verden.

Og der stod hun så; hende der var blevet ladt tilbage.

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.

Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget. Hun fløj. Hun følte sig fri for første gang i lang tid. Vinden tog i hendes arme, som udgjorde vingerne. Letheden indfandt sig over hende. Alle byrderne, al sorgen, hun havde følt, var pludselig lettet fra hendes skuldre et kort øjeblik.

Så kom smerten. Hun havde ramt jorden. Det var lang tid siden, hun havde følt sig så levende.

 

***

 

Solen havde passeret himlen flere gange siden hændelsen. Den var startet i sit røde lys omme bag de mange høje bygninger; der havde den farvet himlen og skyerne orange. Dernæst havde den bevæget sig op over himlen i sit gule klare lys. Den var fortsat helt til toppen. Efter, at den havde passeret sit højeste punkt, faldt den atter mod bunden. Her var lyset blevet aftagende, og endt i en orange farve.

Månen havde nu overtaget og kæmpede bravt, men forgæves for at oplyse den kolde nat. Månen var kun på sit halve, men den blev større og større nat for nat; Tiden for fuldmåne nærmede sig.

Aftenens sidste sollys kastede sig ind igennem de halvt lukkede, mørkeblå gardiner. Lyset nåede kun bunden af de hospitalshvide vægge, som nærmest gav genskær.

Rummet virkede mærkeligt stort i betragtningen af, at det var et hospital, hvor sengeplads ofte var i mangel. I dette rum var der plads til både bord og sofa, samt et par stole, men selvfølgelig holdt i et neutralt, praktisk design. Størrelsen af rummet med møblement var lige på grænsen til, hvad man kunne tillade sig taget i betragtningen af bygningens anvendelse.

I en lille krog i hjørnet stod den typisk, praktiske hospitalsseng, som kunne indstilles i højde og vinkel alt efter ønske. Dundynen omfavnede en forslået skikkelse, som lå med slanger tilsluttet gennem næsen – ikke at det var nødvendigt.

Apparatet i væggen ved siden af sengen annoncerede bekræftende, at patientens hjerte slog regelmæssigt. Det var en skærm, som var indbygget i væggen. Den viste et billede af et hjerte, der pumpede blod ud i kroppen. Den skingre lyd overdøvede alt andet, og patienten fandt det svært at falde i søvn til den kunstige lyd af sit bankende hjerte.

Et ben var spændt op fra loftet, så hævelsen kunne fortage sig. De blå tæer lignede lilla pølser, som var svøbt i endnu ikke bagt brød – gipsen. Det var ikke særlig appetitligt at se på, men pigen nød alligevel synet, da hun ikke havde andet at tage sig til.

Der var ikke meget at foretage sig. Hun var spændt op fra top til tå, og havde været det de sidste par døgn, siden hun var styrtet fra sin flyvetur. Vingerne havde ikke kunne bære hendes vægt.

Hele situationen så foruroligende ud – men hvad andet kunne man vente? Et styrt på så mange meter, burde faktisk have bragt hende i en langt værre tilstand – hvis hun overhovedet burde have overlevet.

Pigen kiggede tomt op i loftet, talte hullerne i loftpladerne for at få tiden til at gå. Treogfyrre, fireogfyrre… fireoghalvtreds… nej? Forfra. En, to, tre, fire, frem… treoghalvtreds, fireoghalvtreds… Nej? Forfra.

En, to, tre, fire, fem…

Syvhundrede og treogtyve… syvhundrede og fireogtyve…

Hun var nu på den sidste række på den første loftplade. Denne beskæftigelse skulle nok hjælpe hende med at få tiden til at gå. Hun kunne jo altid tælle efter, når hun havde talt færdigt. Det kunne jo være, at hun havde talt forkert.

Hun kunne også regne efter, men det ville gå alt for hurtigt, hvis hun fandt ud af, hvor mange huller, der var på en række på en plade og gangede det op. Det ville være snyd, og hun ville igen skulle tilbringe tiden med at betragte de endnu ikke bagte pølsehorn.

Hendes blik blev fanget af en dues silhuet, som flaksede forbi ude foran vinduet i den kæmpende månes skær. Hun sukkede hjælpeløst, mens hun så duen flyve afsted hen over aftenhimlen. Den lod vinden bærer den. Den fløj elegant gennem den kolde sensommeraften.

”Engang var det mig,” tænkte hun for sig selv. Men den tid havde været kortvarig.

Hun kiggede op i loftet igen. Forfra. En, to, tre, fire, fem…

I den anden ende af rummet blev en dør langsomt åbnet på klem. En mørkklædt skikkelse trådte ind. Øjne sorte som natten søgte rundt i rummet, til de fandt sengen. Så begav silhuetten sig over til pigen, som lå deri.

Et kort øjeblik betragtede manden bedømmende situationen og forsøgte at finde ud af, om patienten var til at snakke med i øjeblikket. Hun havde tidligere været bevidstløs af sine mange kvæstelser. Men han måtte have konstateret, at hun var til at snakke med, for hans mørke røst skar gennem stilheden: ”Godaften.”

Hans lange lydløse skridt bragte ham hurtigt og flyvende hen til hende. Forsigtigt rørte han ved hendes fingerspidser, som var de eneste på hele hendes krop, der ikke var pakket ind i forbindinger og gips. Det var ment som en gestus.

Pigen fjernede sit blik fra loftet og kiggede forvirret over på ham. Hun kunne ikke få et ord over læben, da hendes hals var helt tør. Men hendes ansigtsudtryk sagde også det hele. Hun ville vide, hvem han var, og hvad han lavede her.

”Jeg er doktor Mortem.” Stemmen var meget neutral, hvilket fik den til at virke kold. ”Jeg er psykiater,” mumlede han forklarende, mens et usikkert, men koldt smil formede sig over hans mund. Hans blege, blålige hud lod sig modvilligt skubbe til side for smilet. Det virkede en hel del besværet. Det var ikke rynker, der skabte sig om smilet. Huden lignede nærmest, at den truede med at krakelere.

Hendes blik forblev tomt, og hun havde egentlig ikke lyst til denne samtale. Hvilken mening var der alligevel med den? Han ville konstatere, at hun måtte være sindssyg; anden forklaring kunne der vel ikke være? I hvert fald ikke en, han rent faktisk ville tro på.

Lydløst vandrede han over i den modsatte ende af lokalet, greb en stol og trak den lettere støjende hen over gulvet. Han placerede den ved hendes seng og satte sig til rette. Hans tynde, højre knæ placerede sig over det modsatte, hvorefter han lod ryglænet gøre sit arbejde.

Han hverken greb til pen eller papir, men kørte blot tommel- og pegefinger op til munden. Eftertænksomt bevægede han fingrene frem og tilbage, som rettede han på sit overskæg – hvilket han slet ikke havde. Hans blik hvilede længe og ubønhørligt på hende.

Hun følte sig lettere utilpas. Dette skyldtes ikke den smerte, der hærgede hendes krop. Hvis hun kunne krympe sig under hans blik, havde hun gjort det, men hun var spændt ud til alle sider, og det eneste, hun kunne bevæge, var sit hoved – gud ske tak og lov for, at hun i det mindste kunne bevæge sit hoved.

”Jeg er her for at snakke om hændelsen,” forklarede han langt om længe – selvom hun ikke behøvede nogen forklaring. Selvfølgelig var han her for at snakke, om det der var sket. Hvorfor skulle han da ellers være her? For at give hende en nyhedsopdatering?

Hvis hun kunne ryste på hovedet af sig selv, havde hun gjort det, men hendes ømme nakkemuskler forhindrede hende i at bevæge hovedet for meget på en gang.

Hun kiggede kort ud af vinduet.

Fuglen var væk. Den var fløjet væk; taget med vinden under sine udspredte arme. Der var intet for hende derude. Hun var alene.

”Vent på mig!” tænkte hun desperat og sorgfuldt for sig selv, ”lad mig ikke i stikken! Du må ikke efterlade mig her! Jeg vil ikke være alene!”

Hun rettede sit blik mod ham igen, mens hun forsøgte at rømme sig for at bekæmpe tårerne, som var brudt frem i kanten af hendes øjenkroge.

”Og ikke mindst, hvad der fik dig til det,” sagde han uddybende. Det lød nærmest medfølende, som forstod han det uden at spørge, hvorfor hun havde gjort det.

Men hun kunne nu med sikkerhed tænke, at han ikke havde nogen ide om, hvorfor hun havde gjort det. Ingen nulevende individer kunne kende til hendes dybeste hemmelighed, som var årsagen til, at hun nu lå her; en hemmelighed som i virkeligheden var en forbandelse; en forbandelse som i virkeligheden var ment som en velsignelse – men var blevet alt andet end det.

”Smerten minder mig om, at jeg stadigvæk er i live,” begyndte hun forklarende med en hæs stemme. Ømmende rømmede hun sig og forsøgte smertefuldt at skubbe sig lidt længere op at sidde i sengen. ”Indimellem glemmer jeg, at jeg er i live. Jeg lever ikke, men er bare til. Når tid ikke er et problem, glemmer man nemt at leve livet fuldt ud.”

Psykiateren rynkede stramt brynene og kiggede spørgende på hende. Hun fortsatte forklarende: ”Tiden er spildt på mig. Tid er en forbandelse, når man ikke ved, hvor meget man har. Først når man ved, at tiden er knap, kan man leve sit liv fuldt ud. Hvis man ikke mærker tiden på sin krop, glemmer man, at den eksisterer. Man kan hverken tage eller føle på den. Hvordan kan man opdage, at noget så abstrakt er til, hvis den ikke påvirker en?”

Hans øjne kiggede udtryksløst på hende. Samtidig konstaterede han på sine tanker og spurgte, om nu denne konstatering var rigtig. ”Så du føler, at du lever ved at udføre smerte på dig selv? Du føler et behov for at nærme dig døden, så du har noget at frygte og derfor kan leve.”

”Ja og nej.” Pigen smilede tvetydigt. ”Jeg føler, at jeg lever, når jeg udfører smerte på mig selv, men ikke fordi, jeg udfører smerten på mig selv. Jeg vil bare godt mærke, hvordan det føles at være døden nær.”

Et øjenbryn skød op i panden og brød den neutrale barriere. ”Andre mennesker tørster efter evigt liv, mens du tørster efter den sidste dag.”

”Evigt liv er en forbandelse,” mumlede hun stille for sig selv og kiggede ham så direkte i øjnene. ”Evigt liv er ikke et liv. Liv og død hænger sammen, det er den naturlige balance. Og i længden bliver man træt af livet, og ked af det, når man mister alle dem, man elsker. Jeg har intet tilbage at leve for. Jeg lever i intetheden, hvor tiden eksisterer, men aldrig vil ophøre. Så evigt liv er min forbandelse. Hvis blot jeg kunne sige, at mine dage var talte.

Men jeg har flere dage tilbage, end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har flere dage tilbage, end jeg kan tælle på alle menneskers hænder i denne verden.

Hvordan kan man nyde livet, hvis man ikke kan miste det? Hvordan lader man være med at tage det for givet og i stedet værne om det? Hvordan kan man føle en beskyttende trang for det, hvis man ikke er ved at miste det?

Hvad er meningen med at leve evigt, hvis man ikke lever livet? Man er bare til. Livet skal leves, og så skal det slutte. Livet skal ikke være uendeligt. På et eller andet tidspunkt må det ophøre. Ellers eksisterer man bare uden egentlig at være til.”

En tåre undslap hendes øjenkrog og løb lydløst ned ad hendes kind, mens hendes hals snørede sig sammen. Det krampede, og hun pustede forsigtigt ud et par gange for at vinde kontrollen over sin krop igen.

”Døden bør være en del af livet. Man kan enten gøre det til sit mål eller sin destination. Om man kan lide det eller ej, er andet unaturligt. Hvis døden ikke var til, ville livet miste sin betydning. Uendelig tid er mindre værd, fordi den aldrig vil ophøre. Derfor sætter man ikke pris på den tid, man har.”

Han kiggede desorienteret på hende. Hun vidste det var tid til at uddybe, hvad hun mente. Det ville være en smertefuld affære, men hun vidste, at det var nødvendigt. Det var ikke kun nødvendigt for, at han ville forstå hendes situation. Det var også nødvendigt for, at hun kunne blive mindet om, hvordan det er at leve.

”Jeg håber, at du har massere af tid, for det her kommer til at tage lang tid at forklare. Vi skal nemlig tilbage til begyndelsen. Vi skal tilbage til den dag en lille pige blev bragt til verden, men ikke var ment til at blive i den.

Det er historien, om en lille pige, der på den hårde måde lærte, hvad det vil sige at elske, at miste og at leve.”

Han rynkede brynene, men nikkede bekræftende til hende og lænede sig lidt tilbage i stolen. Han skiftede ben-stilling, så hans venstre knæ nu var placeret over det højre.

”Okay,” mumlede hun, ”lad mig nu se…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...