Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1112Visninger
AA

6. En god lørdag - eller søndag

(År 2015)

”Far!” råbte Luna og kastede bogen ned i bordet. Hun gnubbede sine tændinger med sine pege- og langfingre. Hendes hoved dunkede, og øjnene brændte. Ordene fór forvirret rundt i hendes hoved. Hun forsøgte forgæves at finde hoved og hale i informationerne.

Luna og Peter havde siddet det meste af dagen og prøvet på at skrive opgaven om hekseforfølgninger færdig. Peter blev ved med at sige, at nu måtte opgaven da også snart være færdig. De havde allerede skrevet tyve sider, men Luna syntes hele tiden, at der manglede noget. Hun kunne hele tiden komme på noget, de endnu ikke havde nævnt i deres opgave.

”Hvad?” spurgte Martin, da han trådte ind i stuen. Han kørte hånden op i det let aftagende hår. Månen var begyndt at vise sig. Luna drillede ham ofte med, at det snart ville blive fuldmåne, når de sidste skyer var blæst væk med vinden.

”Hvordan så sådan en tommelskrue ud?” spurgte Luna og kiggede udmattet over på Martin. Hun håbede inderligt på et svar, hun kunne skrive direkte ned i opgaven, så de kunne få sat deres sidste punktum.

”Jeg tror, at jeg har en gammel historiebog stående,” sagde Martin og gik ind i kontoret for at finde den. Hun kunne høre, hvordan han skubbede skydedørene til side for at se ind i skabet. Det store skab rummede mange bøger og film. Skydedørene var til for at skjule hans rod, så alt så pænt og ordentligt ud.

”En bog,” sukkede Luna og gemte sit ansigt i sine håndflader. ”Det her kommer jo til at tage en evighed?” Hun kørte hænderne ned over sit ansigt. Hendes blik faldt frustreret på Peter, der sad og legede med sin kuglepen. ”Hvorfor spurgte jeg ham overhovedet? Vi kunne sikkert selv finde svaret hurtigere!”

Peter løsrev sig fra sin beskæftigelse og kiggede op på Luna. Han rodede sig i håret, mens han overvejede, om han turde sig noget til hende. Det kom han åbenbart frem til, at han godt turde. Med en alvorlig stemme sagde han: ”Vis lidt respekt overfor din far!” Smilet brød facaden. ”Han kom jo igennem skolen uden google,” lo han.

Det var en skræmmende tanke for dem begge. Det var svært at forestille sig, hvordan deres forældre var kommet igennem skolen ud den kære ven, Google. Bare at skulle slå et ord op i en fysisk ordbog. Det måtte jo tage en evighed!

De kiggede på hinanden og lo begge to. Det var, som havde de tænkt dette højt begge to.

Luna lagde træt sit hoved på bordet. Hendes krop føltes tung og hovedet endnu tungere. De lange mørke lokker lagde sig som en dyne omkring hendes hoved, og hun kunne ikke længere se noget. Derfor lukkede hun øjnene lod dem blive fugtet. Det hjalp på den brændende følelse.

Hun mærkede Peters hånd i sit hår. Han nussede hende i hovedbunden, før han fangede en tot af hendes hår, som han snoede om fingeren. Luna nød følelsen. Hun elskede at blive nusset i håret. Det gav hende en behagelig form for kuldegysninger.

”Her er det!” Martin afbrød dem. Luna rejste sig brat op og kiggede over på sin far, der kom gående med bogen. Hans finger kørte over bogen, efterhånden som han læste.

Han lagde bogen foran Luna og pegede på billedet. På billedet var der en tommelskrue. Den havde en bue foroven. I midten gik en stang ned, hvorpå en underdel var tilsluttet. Denne kunne skrues op, som en møtriks kan sættes på en skrue. Begge tommelfingre ville derfor blive sat i denne, og så ville den langsomt blive spændt om. Genstanden, den blev spændt op med, lignede den, man kan spænde en spilledåse op med.

Luna gøs ved tanken om, hvor smertefuldt det måtte være at få spændt sine tommelfingre i denne. Hun kunne forestille sig den knækkende lyd, når tommelskruen var blevet så stram, at den brækkede tommelfingrene på torturofferet – heksen.

Den værste tanke var, at det var helt almindelige kvinder, der blev anklaget for at være hekse. De vidste måske bare lidt mere om urter og andre måder at kurere sygdomme på. Men denne viden skulle være deres forbandelse, fordi omverdenen frygtede dem for dette. Det var magtfulde mænd, der skulle finde en fælles fjende. Denne fjende måtte de skabe. Uskyldige mennesker blev ofre for deres magtspil.

Luna rystede på hovedet, mens hun skrev det sidste ned i deres opgave. Skræmmende, tænkte hun for sig selv, da hun satte det sidste punktum.

 

***

 

(År 2196)

”Så, min pige,” lød sygeplejerskens stemme og afbrød pigens historiefortælling. Sygeplejerskens stemme lød varm og omsorgsfuld, som en bjørnemor, der tager sig af sin sårede unge. ”Nu får du lige lidt smertestillende til at tage toppen af smerterne.”

Hun nærmede sig lettere støjende med en bakke på en vogn foran sig. Vognens hjul arbejdede ikke sammen, så hun måtte kæmpe sig frem med den. Den gjorde sine små udsving, men hun nåede langt om længe frem til siden af sengen.

Hun vendte sig mod skærmen i væggen og tjekkede pigens tal. Pigen var sikker på, at hendes hjerte stadigvæk pumpede blod ud, som var hun sund og rask.

Sygeplejersken trykkede et par gange på skærmen, før hun vendte sig om mod pigen med et varmt smil plantet på læberne.

”Hvorfor står den stol dog der?” spurgte hun og rystede på hovedet. Hun tog et godt greb i dens arme og løftede. Med pingvin-lignende skridt bevægede hun sig over mod sofaarrangementet.

Pigen kiggede sig om i rummet. Hvor var psykiateren dog blevet af? Hun havde ikke set ham forsvinde. Havde han overhovedet været der, mens hun fortalte historien? Hun havde det med at blive revet med, når hun fortalte historie; det kunne jo være, at hun slet ikke havde opdaget, at han var gået sin vej. Han havde jo også sin måde at forsvinde på – helt lydløst.

”Hvad er klokken?” spurgte pigen desorienteret.

Hun kiggede på sine fastspændte arme og tænkte for sig selv, hvor dejligt det ville blive, når hun igen kunne bevæge dem. Hendes ben var også spændt fast. Hele scenen fik hende til at føle sig som en fange – et torturoffer, der kun ventede på, at det hele skulle starte. Eller måske var det allerede overstået, og hun lå nu tilbage med kvæstelserne.

”Det er ved at være morgen,” sagde sygeplejersken. Hendes blik faldt mod den blussende himmel. Fuglene fløj frit omkring derude og hånede pigen noget så forfærdeligt. Hun ville så forfærdeligt gerne flyve med dem; men det var allerede forsøgt og var tydeligvis en umulighed, selv hun ikke kunne flytte grænserne for.

”Du vil nok blive lidt døsig, når du har fået denne medicin,” informerede sygeplejersken. Hun førte nålen hen til den slange, der var fastsat til hendes hånd. Forsigtigt fjernede hun lige eventuel luft i sprøjten, før hun stak den ind i slang.

Pigen mærkede hurtigt, hvordan medicinen fik sin virkning. Hendes blik slørede, og en fugl på himlen blev pludseligt til tre. Derefter fyldte den himlen, og forsvandt ind i mørket. Det hele blev mørkt. Hun kunne ikke holde øjnene åbne. Øjenlågene var for tunge.

Hendes krop begyndte at summe. Det var en let fornemmelse. Alligevel følte hun sig træt ud i hvert lille, enkelt led i hele sin krop. Selv hvis hun ikke havde været fastspændt, ville hun ikke kunne bevæge en eneste muskel i sin krop.

Bare giv efter, tænkte pigen for sig selv. Og det gjorde hun så.

 

***

 

Det var ved at blive mørkt udenfor, da hun vågnede igen. Hun havde sovet dagen væk. Det gjorde hende heller ikke noget, for så skulle hun ikke få tiden til at gå, indtil psykiateren kom igen.

Han trådte ind af døren, idet hun tænkte på ham. Hans mørke skikkelse stod der i døråbningen en vis rum tid og granskede rummet. Så bevægede han sig lydløst over til sofaarrangementet for at slæbe stolen over på sin retmæssige plads. Igen slæbte han den støjende hen over gulvet. Det hvinede og skar ubehageligt i pigens øregang.

Idet psykiateren gjorde anledning til at sætte sig, blev en kold brise sendt hen imod pigen. Hun gøs ved temperaturskiftet. Psykiateren placerede sig i stolen med det ene ben hvilende over det andet. Hans hænder hvilede afventende i sit skød.

Det var ikke en akavet stilhed, men den varede længe. Det var som om, at ingen af dem ønskede at bryde den. Pigen ligefrem nød stilheden. Den var behageligt fredfyldt i hans tilstedeværelse. Den var ikke tom, som når hun var alene.

Psykiateren lod knappenålen falde til jorden, da han brød stilhed ved at spørge: ”Har du tænkt dig at fortsætte?”

Pigen kiggede længe på ham og overvejede, om hun bare skulle forsøge at genkalde den stilhed, der var for lidt siden. Hun havde dog på fornemmelsen, at det ikke var den eneste knappenål, han havde i baghånden. Han kunne dog finde ud af at vælge sine øjeblikke. Han var ikke et vandfald med ord. De kom nærmere listende i par – lige nok til at danne en sætning.

”Ja,” mumlede pigen. Hvis hun kunne klø sig i panden, havde hun gjort det. ”Hvor var det nu vi kom fra?” Hun kiggede over på psykiateren. Han fortrak ikke en mine. Det kolde ydre forblev udtryksløst – og han forblev lydløs.

Pigen ventede længe på et svar, der ikke kom. Stilheden ændrede sig hurtigt til en akavet stilhed. Derfor brød hun den.

”Okay, så finder jeg bare et sted at fortsætte,” mumlede hun og rynkede panden af ham. Han nikkede og lagde armene over kors.

 

***

 

(2015)

”Hold da op, hvor er jeg udmattet!” sukkede Luna og kastede sig ned i sofaen ved siden af Peter. Han nikkede og slog sin arm om hende. Hun lod sit hoved hvile på hans bryst og greb fjernbetjeningen for at zappe kanalerne igennem.

Hun zappede forbi en masse reality-tv, indtil hun endte på en kanal, hvor de sendte Friends. Peter og hende havde allerede set hele sæsonen omkring tyve gange – men det afholdt dem ikke fra at se den en enogtyvende gang. De kunne sagtens stadigvæk le af de samme jokes – måske endda på forhånd.

”Så,” mumlede Peter med en stille, tøvende stemme. Luna fortsatte med at se Friends, mens hun ventede på, hvad han ville. ”Jeg tænkte på noget…” fortsatte han stadigvæk lige så tøvende. Hun var i tvivl, om han overhovedet ville nå i mål med sin sætning.

”Hvad er det, du prøver at sige?” spurgte Luna, efter han havde snublet i sine egne ord et godt stykke tid.

Hun rejste sig op og kiggede på ham. Sveden piblede næsten frem på hans pande. Hans blik var boret ned i sit eget skød, da han undgik hendes blik.

”Hvad er det?” spurgte hun igen og gav ham et drillende skub på skulderen. ”Hvad er det, du ikke tør spørge mig om? Det ligner dig da ikke.” Hun sendte ham et skævt smil og kørte hånden igennem håret for at fjerne de lokker, der faldt ned i hendes øjne.

”Jo,” prøvede han igen tøvende. ”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at følges med mig til galla?” fik han langt om længe fremstammet.

”Selvfølgelig vil jeg det,” sagde hun og lo forstående. ”Vi følges jo altid!” Hun rystede leende på hovedet og lagde sig igen til rette.

”Nej,” sagde han fortvivlet. ”Det var ikke det jeg mente!” Han førte usikkert en hånd gennem sine brune lokker. Hans vejrtrækning havde ændret sig til nogle uregelmæssige gisp.

Luna rejste sig igen og kiggede på ham. Hun var forvirret over hans reaktion. ”Jamen, hvad mente du så?” udbrød hun forvirret. Hun satte et usikkert smil op for at hjælpe ham på vej og berolige ham fra hans mærkværdige reaktion.

”Jeg mener,” nærmest råbte han, ”om du vil være min galla-date?” Han kastede vildt med hænderne omkring sig i frustration over, at hun ikke kunne forstå, hvad han ville frem til, så han blev nødt til at forklare sige. Det var det mest irriterende tidspunkt, hun valgt ikke at kunne læse hans tanker på. ”Og med galla-date mener jeg, om du vil være min partner? Som i at vi følges derhen; vi danser sammen; vi får taget gallabillede sammen; og du er sammen med mig hele aftenen!”

Luna kiggede overrasket på ham. Hun var måske ikke så overrasket over, at han ville følges med hende. Det var jo lidt det, de havde gjort de andre år. Hun var nok mere overrasket over, hvordan han reagerede. Det lignede ikke ham at miste fatningen på den måde. Han plejede altid at holde en cool facade.

”Jamen, det vil jeg da gerne,” sagde hun og lagde sig atter engang til rette, før han ville få et uventet flip igen.

Peter åndede lettet op. Han var alligevel ikke sikker på, at hun helt havde forstået, hvad han havde spurgt hende om. Han var ikke sikker på, at hun havde forstået, hvad han lagde i det. Hun var tydeligvis blevet overrasket, men det var ikke ensbetydende med, at hun havde lagt to og to sammen. Hun havde jo altid kæmpet i matematiktimerne.

Et smil bredte sig over hans læber. På ny indfandt lettelsen sig. Ja, han var tilbage til sit gamle jeg – humoren var der igen.

Han greb en lok af hendes brune hår og snoede det om og om igen om sin finger. De lo i kor af en velkendt joke i fjernsynet. Forsigtigt lod han sin hånd nusse hendes hovedbund. Luna lukkede øjnene og nød berøringen.

”Min lørdag gik egentlig meget godt,” mumlede han med øjnene hvilende på Lunas smilende ansigt. Så sukkede han deprimeret: ”indtil det gik op for mig, at det er søndag.”

Luna lo stille af hans joke. Nu var alt tilbage til normalt. Peter vidste ikke, om det var en god ting; at alt var tilbage til normalt, var måske et tegn på, at intet var ændret. Det var måske et tegn på, at alt ville forblive sådan mellem dem for evigt.

Men hvis det skulle blive sådan for evigt, vidste han også, at han havde mange gode lørdage i vente; også selvom de var søndage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...