Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1140Visninger
AA

22. Efter han er væk

(År 2196)

”Døden er en mærkelig ting…” sagde pigen filosoferende, mens hendes blik forsvandt ud af vinduet i det fjerne. Hun så ikke rigtig noget. Hendes tanker fik lov til at vandre vidt omkring.

Så kiggede hun over på psykiateren. Han virkede oprigtigt interesseret ved hendes udsagn. Han havde lænet sig let frem i stolen og kiggede på hende med et intenst blik.

”En dag stopper man bare med at eksistere,” fortsætte pigen med sammentrykkede øjenbryn. ”Normalt ville folk nok sige, at man stopper med at leve,” sagde pigen og kiggede igen ud af vinduet. Hendes stemme var kun en svag hvisken, men hun var sikker på, at psykiateren kunne høre hende. ”Men det, synes jeg, er misvisende.”

”Misvisende?” spurgte psykiateren med en oprigtig interesse. Pigen havde lyst til at smile over, at hun langt om længe var trængt ind til ham.

”Ja,” svarede pigen. Hun kiggede igen over på ham og nød sin triumf. ”Man kan sagtens være i live uden at leve livet,” forklarede hun.

Psykiateren nikkede anerkendende.

”Hvorfor skulle jeg eller ligge her?” spurgte hun retorisk.

”Men,” indskød psykiateren, ”man kan vel også sagtens være død, men mindet om en kan fortsat eksistere.” Han kiggede udfordrende på hende.

”Du har ret,” sagde pigen med en rynket pande. ”Det er nok også misvisende at sige, at man helt ophører med at eksistere. Minder kan få en persons eksistens til at leve videre. Men død er personen vel.”

Pigen sukkede. ”Døden er vel så et ophør af en legemlige eksistens.”

Psykiateren kiggede længe på hende. Det virkede som om han smagte på hendes ord for at prøve sandheden i dem. Det syntes, at ordene smagte surt, men til sidst nikkede han anerkendende.

”Døden,” sukkede pigen. ”Luna mødte atter engang døden, da han kom efter en af hendes kære…” Pigen tøvede. ”Eller én, der havde betydet meget for hende engang.”

Psykiateren lænede sig opgivende tilbage i stolen. Al interesse var forsvundet fra hans ansigt. Pigen ignorerede det så godt, hun kunne.

”Tabet tog hårdt på Luna,” sukkede pigen. Hun kiggede stift op i loftet, mens hun fortsatte med at fortælle en af de mindre gode dele af Lunas livshistorie. Selv de mindre gode dele var vigtige for at forstå livet. De mindre gode dele er en del af livet, om man vil det eller ej. Det er, hvad man får ud af dem, når man skal videre, der er afgørende. Man kan helt vælge at glemme de dårlige dele, eller man kan lære af dem.

 

***

 

(År 2030)

Luna satte helt tårevædet noget vand over til te. Kamillete var, hvad hun havde brug for lige nu.

I virkeligheden havde hun brug for Felix. Hun havde brug for, at den idiot ikke var død. Hun havde brug for at stikke ham en lussing og råbe af ham, at han aldrig måtte forlade hende.

Men hun ville ikke have ham tilbage; og det var det værste! Hvordan kunne hun stå og tænke, at hun ikke ville have ham tilbage? Hvordan kunne hun ønske sin mand død?

Han havde såret hende! Han havde såret hende dybt! Men skulle han virkelig lade livet for det? Skulle straffen for utroskab virkelig være dødsstraf? Det var mange år siden, at der havde været dødsstraf for den synd; vi snakker århundreder.

Luna fandt et krus i skabet. Hun kiggede på det, lod det hvile tungt i sin hånd. Det føltes, som bar hun på en sten. Floden flød over sine breder igen.

Smerten omfavnede hendes hjerte. Alt blev vækket til live igen. Hun mærkede svigtet. Hun mærkede ensomheden. Den var som en knude, der blev bundet stramt om hendes mavesæk. Hun havde lyst til at kaste op.

Med et slyngede hun kruset ind i væggen. Det gav en høj lyd, da det ikke længere kunne læses på kruset, at der havde stået far. Nu lå de mange stykker ud over køkkengulvet, akkurat som hun følte, at hendes hjerte gjorde.

Hun var knust. Hun følte sig ikke længere som en hel person. Felix havde taget en del af hende med sig. Han havde revet hende itu. Kun halvdelen af hende havde overlevet biluheldet.

Hun lod sine arme omfavne sig for at holde sammen på sig selv. Hun faldt på knæ på gulvet og betragtede hulkende nuancerne i fliserne. De blev mere og mere sløret, efterhånden som strømmen af tårer blev kraftigere.

Hvordan skulle hun komme videre? Hvordan skulle hun kunne være alt, hvad hendes søn behøvede? Hvordan skulle hun kunne være både hans mor og far?

Hun følte sig utilstrækkelig. Sorgen rev hendes bryst åbent.

”Luna,” lød Martins stemme bekymret. Hun mærkede hans arme omkring hende. Han holdt sammen på hende og formåede at gøre, hvad hun ikke selv kunne gøre.

Hun lænede sig tungt ind mod ham. Hans skjorte kæmpede for at tørre bygen op. Den ville ikke overleve denne massakre, for Luna havde ikke vandfast mascara på.

Martin aede hende over håret, mens han sagde tyssende lyde, som var hun et lille barn; men det var okay, for hun følte sig lige så sårbar. Hun følte sig som et lille barn, der havde brug for at blive trøstet af sin far. Hun havde brug for, at han holdt om hende og fjernede alle hendes problemer.

Men han kunne ikke fjerne alle hendes problemer. Han kendte ikke engang til halvdelen af dem. Hun havde ikke fortalt sin far om Felix’ udskejelser. Det havde virket forkert at snakke med sin far om Felix’ mange seksuelle forhold. Ja, for der var mange. Hun havde lige hilst på dem alle ved begravelsen. Alle havde virket overrasket, da hun havde præsenteret sig som Felix’ hustru.

Luna væmmedes ved tanken om alle de smukke kvinder. De oversteg alle hver og en hende selv i skønhed. Hun følte sig lille og grim ved siden af dem. Hun havde hverken den flotte barm eller den fejlfrie, glatte hud. Hun havde ikke de perfekte, kysseklare læber og edderkoppelange øjenvipper.

Luna havde lyst til at sparke sig selv. Hvordan kunne hun være så overrasket over, hvor mange elskere Felix havde haft? Hun havde jo selv fundet beviset for hans utroskab. Hvordan kunne hun så blive overrasket over, at det ikke var den eneste gang, han havde været hende utro?

Hun kunne ikke være overrasket over, at han havde fundet nogle pænere piger end hende. Hun vidste jo godt, at hun ikke var nogen supermodel. Hun var bare ordinær. Felix var alt andet end ordinær. Hvordan kunne hun tro, at han ville tage sig til takke med hende. Han havde haft brug for nogen, der kunne måle sig med hans skønhed.

Tårerne brød endnu engang voldsomt frem. Hun havde lyst til at græde højlydt, men gjorde det ikke. Alexander var i rummet ved siden af sammen med Peter.

Luna hørte barnegråd. Denne gang var det ikke hendes egen.

Peter kom ud i køkkenet med Lunas Alexander i sine arme. Han sprællede vildt i Peters arme. Peter kæmpede for ikke at tabe ham.

Hun kunne ikke bebrejde Peter, at han ikke kunne få barnet til at falde til ro. Alexander ville jo blot have sin far, ligesom Luna ville.

Luna sparkede mentalt til sig selv. Nej, hun ville ikke have Felix tilbage. Hun var bedre end det.

Hver gang hun forsøgte at fortælle sig selv, at hun var bedre end ham, så hun de gudeskønne kvinder, der hver og en præsenterede sig selv for hende som Felix’ kæreste. Hun så for sig, hvordan hun var den grimme ælling ved siden af de mange svaner.

Hvordan skulle hun nogensinde finde noget bedre? Hvem ville have en grim ælling?

”Martin?” lød Peters stemme bedende over barnegråden.

Hvis Luna kunne, havde hun selv taget Alexander i sine arme. Men hun kunne ikke rejse sig. Hun var ikke engang i stand til at tage vare på sig selv.

Martin rejste sig og gjorde tegn til Peter om, at de måtte bytte opgave. De kunne tage hver deres grædende unge i deres arme.

Hun hørte Martin traske tyssende ud af rummet. Barnegråden blev dæmpet mere og mere ned, efterhånden som den kom mere på afstand.

Luna mærkede et par nye arme omkring sig. Det var en tryg følelse. Knuden i hendes mave blev løsnet en smule op. Den fyldte mere, men gjorde lidt mindre ondt.

”Hvordan skal jeg nogensinde komme på benene igen,” græd Luna ind i hans skulder. Også denne skjorte ville blive offer for stormfloden.

Hun følte alle sårene fra ulykken – som var helet – åbne sig op igen. Hun følte, hvordan hvert et brud brød op igen. Hun følte, hvordan hendes hjerte blev sønderknust atter engang.

”Det skal jeg fortælle dig,” sagde Peter og tog hendes ansigt i sine hænder. Han kiggede hende dybt ind i øjnene. Hun var sikker på, at det ikke var et kønt syn. Hendes øjne var uden tvivl forgrædte og næsen knald rød.

Han tog fat i hendes overarme og rejste sig op. Hun blev hevet med op at stå. ”Sådan!” sagde han med et trist smil.

Hun begyndte at græde og grine samtidig. Hun hverken fandt det sjovt eller sørgeligt. Nej, det var tårer og lettet, der udelukkende rummede den lettelse, hun følte i det øjeblik.

Hun omfavnede ham igen. Han lagde sine arme om hendes og hvilede sit hoved på toppen af hendes.

”Du ved vel, at jeg altid er der for dig, ikke?” spurgte han med en stille stemme. ”Jeg er der altid til at samle dig op, når du ligger ned. Jeg er der altid til at holde dig oppe, når dine ben ikke vil bære dig. Jeg er der altid til at få dig til at smile, når din dag virker lidt for mørk.” Han kyssede hende på panden. ”Altid!”

Hun sendte ham et taknemmeligt smil.

”Efter han er væk,” begyndte Luna. Hun kiggede ned i gulvet. ”Efter han er væk ved jeg ikke længere hvem jeg er. Jeg føler mig skyldig!” tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder igen.

”Skyldig?” spurgte Peter forvirret.

Luna nikkede. ”Hvis jeg ikke havde distraheret ham den dag, havde han set dådyret komme. Så havde han nået at bremse. Så var han ikke død.” Hendes blik var helt sløret.

”Luna,” sagde Peter. Han tog sin hånd under hendes hage og førte hendes hoved op, så de fik øjenkontakt. ”Det er meget vigtigt, at du lytter til mig nu!” Luna lød sløret forsvinde, så hun kunne se ham. ”Det var ikke din skyld! Det var et uheld. Selv hvis han havde se det, kunne han ikke nå at bremse. Vejen var glat. Det var et uheld!”

Luna omfavnede ham igen. Hun ville ønske, at hun selv kunne tro på det, Peter sagde. Hun ville ønske, at hans ord kunne være hendes sandhed.

”Han fortjener ikke dine tåre,” sagde Peter. ”Du skal ikke bruge resten af dit liv på at være ked af en person, der ikke ville dig!” Peter gav hende et klem.

”Han ville mig måske bare ikke, fordi jeg ikke gav ham nok opmærksomhed,” bortforklarede Luna. ”Jeg gjorde heller ikke rigtig noget for at fange hans.” Hun rynkede panden, mens hun så alle sine egne fejl i forholdet.

”Kom ikke med undskyldninger for idioter,” sagde Peter og holdt Luna ud i udstrakte arme. ”Du kan ikke kalde et røvhul for en vase og sætte en blomst i den.”

Luna lo halvhjertet.

”Men helt seriøst, Luna,” sukkede Peter alvorligt. ”Han var en idiot. Han var dig utro; og ingen fortjener den behandling. Selv hvis han var i live, ville jeg sige til dig, at han ikke er god nok til dig. Han var ikke god nok, og ingen af dine dumme undskyldninger kan ændre på det.”

Luna mærkede, hvordan hendes selvtillid gik fra at skrabe bunden til at kigge op mod lyset langt deroppe.

 

***

 

(År 2196)

Pigen lukkede øjnene. Psykiateren var gået på et eller andet tidspunkt under hendes historiefortælling. Hun havde bare ikke opdaget, hvornår han var forsvundet. Hun var efterhånden også mere og mere ligeglad. Denne historie blev fortalt lige så meget for hendes skyld som for hans skyld.

”Godaften,” lød den forfærdelige stemme. Pigen kiggede ikke over mod den. Hun vidste, at hun ville fortryde, hvis hun gjorde det. Bare tanken om det gule smile og de røde krøller var nok.

”Godaften,” svarede pigen stille. Tårerne pressede sig på. Hun havde endnu ikke forladt historiens univers rigtig.

”Har vi så mange smerte?” spurgte sygeplejersken nervøst. Pigen kunne høre hende bevæge sig hastigt over til sengen.

Pigen rystede på hovedet. Hun ville ikke fratages sine smerter igen. Smerten var det eneste hun havde nu. Smerten var det eneste, der kunne bringe hende tilbage til virkeligheden.

”Hvad er der så galt, min skat?” spurgte sygeplejersken og strøg hende over håret. Pigen rynkede brynene. Denne klamme damme skulle ikke røre hende. Endnu mindre skulle hun behandle hende som et barn.

”Ikke noget, der kommer dig ved,” snerrede pige og snøftede for at stoppe tårerne.

Sygeplejersken holdt afværgende hænder op. Hendes lange negle var dækket af en rød neglelak, der havde lidt skade under dagens arbejde.

”Som du vil,” svarede sygeplejersken. ”Du bliver bare nødt til at snakke med nogen om det på et eller andet tidspunkt,” rådgav hun. ”Ellers får du det aldrig nogensinde bedre. Og du vil vel ikke blive her resten af dit liv.”

Pigen gøs. Resten af hendes liv var frygteligt lang tid.

”Jeg snakker allerede med nogen om det,” svarede pigen og kiggede væk fra fugleskræmslet.

Sygeplejersken sukkede og rystede på hovedet. Hun vidste ikke længere, hvordan hun skulle trænge ind til dette pigebarn.

”Under alle omstændigheder,” sukkede sygeplejersken og fandt sin kunstige, sukkersøde stemme frem igen, ”er det i hvert fald på tide, at vi lægger os til at sove nu.” Hendes gule smile sikrede, at pigen nok skulle få mareridt i nat.

Pigen gengældte smilet med en påtaget taknemlighed. Derefter lukkede hun øjnene og beredte sig på den lange, mørke nat hun havde i vente med gule tænder, røde krøller og lange krakelerede klør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...