Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
945Visninger
AA

28. Det sidste åndedrag

(År 2196)

”Godmorgen,” lød en stemme. Det var lægen fra sidst. Han var her sikkert for at blive fascineret af hendes scanninger igen. Pigen tænkte for sig selv, at han havde ligget søvnløs om natten og bare tænkt på, hvor bemærkelsesværdigt det var.

”Godmorgen,” svarede pigen tøvende. Hun frygtede allerede, hvad dagen ville byde på i selskab med denne læge. Måske var tiden kommet til, at nogen langt om længe havde afsløret hendes hemmelighed?

Lægen hev sit lille apparat frem fra lommen i sin kittel. Han begyndte ivrigt og indtaste de nødvendige data.

Ind af døren kom en sygeplejerske. Det var hende den anden, der havde været der enkelte gange, når krøltoppen havde fri. Pigen sukkede lettet. I det mindste skulle hun ikke var krøltoppens forsøgskanin.

Sygeplejersken gik hen og fjernede stolen, som dr. Mortem havde siddet på de mange nætter. Derefter gik hun hen og tastede på skærmen i væggen. Hendes fingre bevægede sig hurtigt og sikkert. Hun var tydeligvis erfaren inden for sit fag.

Apparatet fra toppen af væggen kørte ud over pigens seng. Scanningen gik larmende i gang, mens boksen kørte frem og tilbage over pigen. Det lød som motorstøj fra hendes barndom. Den type motorstøj fandtes ikke længere. Ja, bilen som hun kendte den var ikke længere på markedet.

Scanning stoppede ved, at apparatet kørte på plads i væggen. Lægen fortsatte ivrigt med at indtaste oplysningerne.

Skærmen fra loftet kørte ned, og lægen kiggede fascineret op. På scanningen kunne de nu tydeligt se, hvordan pigens krop led under skader, man sjældent så hos mennesker, som lå og fortalte historier natten lang. Det måtte i det hele taget være et særsyn, at patient rent faktisk var i live efter et ti etagers fald.

Pigen lukkede øjnene og forberedte sig på det værste. Hun kunne allerede nu se for sig, hvordan hun skulle tilbringe en evighed på et laboratorium; og menneskerettighederne, dem ville de finde en måde at feje af vejen. De ville sikkert ikke engang gælde for hende. Måske ville de konstatere, at hun var et rumvæsen?

”Ja,” sagde pigen. ”Jeg har altid været mere heldig end normalt,” begyndte hun at forklare. En anden stemme i hovedet sagde til hende, at det da var den dårligste undskyldning i verden, som hun forsøgte at bilde en læge ind. ”Jeg må bare være landet rigtigt.” Hun satte et kunstigt smil op i håb om, at det ville sælge løgnen.

”Heldig er ikke ordet,” sagde lægen og lænede sig atter engang ind over pigens seng for at trykke næsen mod skærmen.

Sygeplejersken var pludselig også blevet fascineret af skærmen fra loftet. Hun nærmede sig også og lænede sig ind over pigens seng fra den anden side. Det var yderst klaustrofobisk for pigen, men hun sagde ikke noget. Hun tænkte bare stille for sig selv, hvor dårlig en placering af skærmen, det egentlig var.

”Det burde jo ikke være muligt,” mumlede lægen til sygeplejersken. Sygeplejersken rystede fascineret på hovedet.

”Der er meget, der ikke burde være muligt,” afbrød pigen. Det burde ikke være muligt at drikke gift og ikke lide under andet end en voldsom opkastning. Det burde ikke være muligt at skære sit hjerte ud af brystet og stadigvæk være i live. Der var meget, der ikke burde være muligt, men var det for hende.

 ”Men jeg er altså træt, så kan jeg få lov til at hvile mig nu?” løj hun.

”Ja, selvfølgelig,” svarede lægen uden at flytte på sig. De blev begge to stående lænet ind over hendes seng – ind over hende.

”I fred?!” indskød pigen.

”Åh, ja,” selvfølgelig svarede lægen kulret. Han rettede sig op og begyndte at indtaste det nødvendige på sit apparat. Skærmen kørte tilbage på sin plads i loftet.

Uden en høflig afsked bevægede lægen og sygeplejersken sig mumlende ud af rummet.

Pigen kiggede bange efter dem. Hvis hun kunne, havde hun taget sine ting og flygtet nu. Hvis hun kunne, var hun forsvundet ud i intetheden. Men hun lå stadigvæk fastspændt til sengen, og hendes knogler var stadigvæk brækkede.

 

***

 

Dr. Mortem kom hen ad aften. Han kiggede opgivende hen mod pigen og gik så hen og greb en stol. Han løftede den ikke, men slæbte den hen af gulvet, så benene hvinede mod gulvet.

Han hilste ikke på hende, men satte sig bare tilbagelænet i stolen med armene over kors. Pigen viste fra de mange forrige gange, at dette betød, at han var klar til at lytte. Alligevel begyndte hun ikke med det samme.

Til den næste del af historien, havde hun brug for at samle sig sin sidste styrke. Det var den del af historien, der var sværest at komme igennem.

Hun kiggede over på psykiateren. Hans blik var utålmodigt, trods hans udsagn om, at han var tålmodigheden selv. Pigen kunne ikke bebrejde ham det. Hun havde optaget en stor del af hans tid med en historie, han sikkert ikke så nogen mening i.

”Okay,” sukkede pigen langt om længe og gjorde sig klar til at fortælle næste kapitel i historien.

 

***

 

(År 2089)

Solen kastede sine sidste stråler ind gennem soveværelsesvinduet. Luna betragtede den smukke palet af farver med et vemodigt smil. Hendes hånd lå i Peters, hvor den hørte til.

”Det gik lige op for mig, at jeg lå og tænkte på dig,” brød Peter stilheden. Hans stemme var svag, næsten ikke andet end en hvisken. Alligevel kunne Luna høre smilet i hans stemme. ”Så slog det mig, at siden jeg mødte dig, har du altid været i mine tanker.”

Luna kiggede op på ham. De havblå øjne var det eneste tilbage, der lignede den lille dreng, hun mødte for så mange år siden. Hans rynkede hud og grå, tynde hår mindede hende om, hvor lang tid siden det egentlig var. Det er nemt at glemme tiden, når den ikke sætter sine spor på en selv.

”Da ikke altid,” sagde Luna med et skævt smil. Alligevel håbede hun på, at han talte sandt. Hun håbede på, at hun altid havde været i hans tanker – selv når vejen havde været for hullet og bumpet for dem.

”Jo altid,” svarede Peter sikkert og hostede let for at genvinde sin stemmes styrke.

”Hvad så med dengang, hvor du ikke havde tid til at se mig?” spurgte hun med reference til dengang efter brylluppet, hvor det pludselig begyndte at vælte ind med nye kvinder.

”Ja,” sukkede Peter lidt tøvende. ”Angående det.” Han hostede lidt. ”Felix gjorde det meget klart, at han ikke ville have, at jeg var en del af jeres liv.” Han kiggede forsigtigt på Luna. Hun rynkede uforstående brynene.

”Du var jo den eneste, der ikke havde gennemskuet, hvordan jeg følte for dig,” fortsatte han forklarende. Luna kiggede overrasket på ham. Havde Felix også vidst, at Peter havde følelser for hende dengang? Var hun virkelig den eneste i verden, der ikke havde forstået det?

”Så Felix bad dig om at holde dig væk fra mig?” spurgte Luna. Peter nikkede. ”Og du gjorde det bare?” spurgte hun og trak sig lidt væk fra ham, så hun bedre kunne se ham an.

”Nej,” svarede Peter hæst. ”Ikke rigtig…” fortsatte han usikkert. ”Jeg gjorde mine indvendinger… Men han gjorde det meget klart, hvad der ville ske, hvis jeg ikke holdt mig væk.” Han kiggede på Luna i håb om, at hun havde forstået, hvad han mente.

”Hvad ville der ske?” spurgte hun uforstående. Flere scenarier væltede rundt i sit hoved. Hun forestillede sig, hvordan han havde truet med at forlade Luna, eller hvordan han ville afsløre Peters følelser for alle til festen. Ingen af dem passede rigtig på Felix’ karakter.

”Du ved…” forklarede Peter. ”Han var jo en stor mand, og han vidste, at han var det.” Luna kiggede igen overrasket på ham. Hun havde ikke troet det muligt, men pludselig hadede hun sin afdøde mand lidt mere.

”Så en trussel fra ham var nok til at holde dig væk fra mig?” spurgte Luna og kiggede væk. Hun kunne ikke se ind i de havblå øjne. Hun huskede, hvor hårdt det havde været i den periode for så mange år siden. Hun havde følt sig usikker på Felix, hendes bedste ven havde ikke tid til hende og ja, så hev han den ene kvinde efter den anden med til familiearrangementerne.

Hun havde lyst til at le af sig selv, da det gik op for hende; hun havde været jaloux dengang. Hun var ikke sur over, at det var en ny kvinde hver gang. Hun var sur over, at han havde fundet en anden!

”Jeg var jo ikke bevæbnet med andet end mine jokes,” svarede Peter med et skævt, bittert smil. ”Og de var ikke meget værd mod ham!”

Luna lo. Hun kunne lige forestille sig, hvordan Peter havde forsøgt at afværge situationen med en plat joke. Samtidig vidste hun, at han havde ret. Hun kunne ikke bebrejde ham, at han havde overgivet sig.

”Så selv, da vi ikke så hinanden mere, tænkte du stadigvæk på mig?” spurgte Luna og hoppede tilbage i havet.

Peter nikkede. ”Hver evig eneste dag!”

Luna smilede stort og omfavnede ham. Hun var forsigtig med ikke at lægge sin fulde vægt på ham – han var jo ikke så ung og stærk længere.

De kiggede begge ud på solen, der kyssede horisonten. De smukke farver fra solnedgangen spillede på væggene i der soveværelse. Mørket ville snart falde på.

”Tid er en mærkelig ting,” sukkede Peter. ”Man går og føler sig så ung og tror, at man kan løbe fra den,” sagde han med et skævt smil. ”Og så pludselig en dag ser man sig selv i spejlet og opdager, at tiden har indhentet en.”

Tårerne begyndte at presse sig på i Lunas øjne. Hun vidste godt, at han var ved at tage sin afsked. Han havde taget afsked med hende de hver aften den sidste tid i det tilfælde, at han ikke ville vågne op næste morgen.

”Du må ikke forlade mig endnu,” græd Luna i hans arme. ”Jeg er ikke klar endnu!” Hun havde slet ikke nået at forberede sig på, hvordan livet ville være uden hendes elskede Peter. Hun havde ikke nået at forberede sig på den smerte, hun ville møde, når han var væk.

Luna vidste ikke, hvilken smerte der var værst; tabet af sin elskede eller tabet af, hvad der aldrig ville ske. Hun havde så meget, hun ville nå at opleve med Peter, men de aldrig fik muligheden for. Hun fik aldrig muligheden for at sidde med sin elskede på verandaen en lørdag morgen med børnebørnene løbende i haven. Hun fik aldrig muligheden for at blive gammel med sin mand. Han blev gammel, mens hun forblev ung og smuk; hvilken forbandelse.

Hun var ikke klar til at opgive, hvad hun aldrig ville få. Drømmene havde holdt hende kørende indtil nu. Håbet om, at hun en dag ville blive befriet, havde holdt hende fra at se virkeligheden i øjnene.

Nu hvor Peter lå der gammel og svag, begyndte hun at mærke, hvordan smerten bankede på døren. Hun ønskede, at han ville holde den hen lidt i nu. Hun var ganske enkelt ikke klar til at konfrontere den.

”Jeg kunne blive hundredehalvtreds år, og du ville stadigvæk ikke være klar,” lød Peters stemme blidt ved hendes øre.

”Du kunne i det mindste give mig chancen,” svarede Luna og kiggede fortabt op på ham. Han smilede medfølende tilbage til hende.

”Det, er jeg bange for, ikke er muligt.” Han lo en lille hæs latter. ”Vi kan ikke alle leve for evigt. Kun du kan det.”

Luna sukkede opgivende. Hun vidste ikke, hvad der var værst; at dø, når man vil leve, eller at leve, når man vil dø. Begge dele var frygteligt. Man kan både dø, før man har nået alt man vil, og man kan leve, efter man har oplevet alt. Begge dele rummer hver sin forbandelse.

”Luna,” lød Peters stemme alvorligt. Han kiggede på hende med sine havblå øjne. Poserne omkring dem havde vokset sig større den sidste tid, fordi de hver aften blev oppe og snakkede akkurat som nu. Det var en tid, der ikke måtte spildes. Hendes sidste tid med ham var kostbar.

Luna kiggede på ham igen. ”Lov mig,” sagde han og hostede let, så stemmen kom tilbage. ”Lov mig, at du vil leve videre, efter jeg er væk.”

”Det må du ikke sige!” sagde Luna. Hun ville ikke tænke på, hvordan livet ville være uden ham. Det skræmte hende.

”Det skal jeg sige. Det bliver jeg nødt til!” sagde han alvorligt. ”Luna, du må love mig, at du husker at leve.” Han kiggede bestemt ind i hendes øjne, indtil hun gav ham, hvad han ønskede.

”Du vil lede efter mig i en anden person,” sagde han og lagde sin let kolde hånd mod hendes kind. ”Du vil lede, det lover jeg.” Han sukkede og trak hånden til sig igen. ”Men du vil aldrig finde mig. Du kan lede lige så længe, du vil – men måske er det bedre at lade være med at lede efter mig og i stedet finde en, der kan gøre dig lige så glad, som jeg kunne. Du skal ikke finde en kopi af mig, men finde en, der kan gøre dig lykkelig.”

”Du kan gøre mig lykkelig,” snøftede Luna. ”Du har altid gjort mig lykkelig!”

Peter lo en lille, bitter latter. ”Og nu er det tid til, at en anden får lov til at gøre dig lykkelig.” Han kæmpede et opmuntrende smil frem på sine læber.

”Jeg vil ikke have nogen anden!” Hun lød som et lille barn, hvis legetøj var gået i stykker, og intet kunne erstatte det.

Hun mærkede, hvordan Peters krop vibrerede, da han lo. Hun vidste, at det varmede om hans hjerte, selvom han sagde, at han ville have, at hun fandt en anden. Virkeligheden var, at han ville være hendes eneste. Han frygtede sikkert, at hun ville finde en, som hun ville elske mere end Peter; men det, vidste hun godt, ikke var muligt.

”Dine vinger er klar til at lade dig flyve afsted mod den åbne himmel,” græd Luna mod hans skulder. ”Men mit hjerte er ikke klar til at slippe dig fri.” Hun omfavnede ham og tænkte for sig selv, at hun aldrig ville give slip. Hun ville aldrig lade ham flyve afsted.

”Mine vinger vil tage mig hjem, men jeg vil altid våge over dig,” sagde Peter og trykkede hende tætter ind til sig. ”Jeg vil aldrig forlade dig ligegyldigt, hvor langt væk jeg flyver.”

Luna kiggede op på ham. Hun kunne ikke se havet i hans øjne mere, for natten var faldet på. Hun kyssede ham godnat og krøb helt tæt ind til ham. Hun bad til, at hun ville få endnu en aften med ham akkurat, som hun havde gjort alle de forrige nætter.

Da Luna vågnede næste morgen, havde Peters vinger båret ham afsted. Luna havde ikke engang hørt ham tage sit sidste åndedrag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...