Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1107Visninger
AA

18. Den fjerde badebold

Luna rystede helt på hænderne, så hun tabte pinden på gulvet. Hun kunne ikke fatte det. Hun støttede sig på håndvasken og kiggede på sit eget ansigt. Kvinden i spejlet kiggede tilbage på hende med store, forfærdede, brune øjne.

Hun tændte for vandet og pladrede det op i ansigtet på sig selv. Mascaraen dannede sorte rander under øjnene. Hun greb håndklædet og forsøgte at fjerne den udtværede makeup.

Hun kiggede tilbage på den forfærdede kvinde. De store øjne var ikke blevet mindre. Hendes hår var samlet i en knold i nakken. Lidt vand var dryppet ned på brystet af hendes bluse; men hun var ligeglad.

okay,” sagde hun til sig selv. ”Tag dig sammen. Måske så du bare forkert. Du må kigge igen. Den kan have nået at ændre sig.”

Hun trak vejret dybt. Hendes hænder rystede ukontrollerbart. Hun strammede grebet om håndvasken. Hendes knoer og fingerspidser blev helt hvide.

Okay,” hviskede hun for sig selv. ”En, to… to og en halv… to trekvart…”

Hun kunne ikke tage sig sammen. Hun frygtede, hvad hun kom til at se. Eller hvad hun ikke kom til at se.

Hun vidste egentlig ikke, hvad hun håbede på at se. Før havde hun nok håbet på det ene, men nu håbede hun måske på det andet.

Hun kiggede på kvinden i spejlet igen. Kvinden så forvirret ud. Hendes pande var helt rynket, og afstanden mellem øjne og øjenbryn var næsten dobbelt så stor.

Hun måtte finde ud af, hvad hun ville, før hun kiggede. Det var en ting mellem kvinden i spejlet og hende selv, der skulle løses først. Hvad ville den kvinde, der kiggede så forvirret på hende?

Var kvinden virkelig klar til det ansvar? Ville kvinden virkelig påtage sig det ansvar? Ville hun have det?

Hun så et billede af sig selv, Felix og en lille dreng. De var den lykkeligste familie. Drengen havde de smukkeste øjne, og sin fars små blonde krøller. Det lille smil var det bedste.

Kvinden i spejlet vidste, hvad hun ville have. Hun ville have det hele. Hun ville have en familie. Hun ville være mor til det dejligste lille barn. Hun ville elske dette lille væsen over alt på jorden.

Luna kiggede ned på sine hvide knoer. De klamrede sig stadigvæk til håndvasken. Hun turde ikke at give slip. Hvad nu hvis den var negativ? Hvad nu hvis hun ikke kunne få, hvad hun nu så brændende ønskede sig?

Tag dig sammen kvinde!” sagde hun alvorligt til kvinden i spejlet. Øjenbrynene var trykket alvorligt sammen.

Kvinden gjorde, som hun fik besked på. Deres blikke forlod hinanden. Luna kiggede ned på den hvide pind på gulvet.

 

***

 

(År 2196)

Pigen genoplevede hele historien igen. Hun havde fortalt den så mange gange, men hun følte hver gang panikken, der gik over i forvirring, for til sidst at blive til et håb. Hun mærkede, hvordan håbet fyldte hende op; spændingen og frygten, der spredte sig i hele hendes krop.

Frygten var det værste; frygten for, at håbet ville blive knust.

Pigen lod sig vende tilbage til virkeligheden. Hun fokuserede igen og lod sit blik hvile på psykiateren.

Han kiggede ned på sine hænder. De lange tommelfingre rullede omkring hinanden, som kedede han sig forfærdeligt meget. Pigen overvejede at kommentere på det, men gjorde det ikke.

Hun tiede i stedet og kiggede ud af vinduet. Der var tusmørke udenfor. Solen nærmede sig horisonten og ville snart bade himlen og byen i sine varme stråler.

Hun ville ønske, at hun aldrig skulle se de varme stråler. Hun ville ønske, at hun aldrig skulle mærke dem på sin krop igen. Hun ville ønske, at hun aldrig skulle føle vindens brise i sit hår eller høre fuglene kvidre igen.

Alt, hun ville, var, at hun kunne blive fri; fri fra dette evindelige liv fyldt med sorg og afsavn.

De dystre tanker omfavnede hende. Hun følte, hvordan hun langsomt blev omsluttet af mørket. Det åd hende op indefra. De skarpe klør flænsede hendes indre og efterlod hende blødende; men hun ville aldrig dø af sine kvæstelser.

Hun mærkede, hvordan hun blev revet ned i havets mørke. Hun kunne ikke længere finde ud af, hvad der var op og ned. Hendes lunger begyndte at krampe efter luft.

”Var Luna så gravid?” spurgte psykiateren og hjalp pigen op til overfladen. Pigen gispede desperat og hev oxygen ned i sine lunger. Lungerne var ufatteligt taknemmelige.

Pigen kiggede ned. Hun så på dynen, der omfavnede hendes slanke krop. Hendes ben hvilede let løftet på en pude. Hendes arme lå stadigvæk fastspændt i deres hvide fængsel, der lugtede kraftigt af sved.

Hun kiggede over på psykiateren igen. Han var holdt op med at rulle tommelfingre og sad nu og kiggede vurderende på hende. Hun følte et behov for at krympe sig under hans blik.

Alligevel kiggede hun ham stift tilbage i hans øjne. Det var som afholdt de en stirre-konkurrence. Selvom hun var stædig, havde hun på fornemmelsen, at hun ikke kunne vinde over ham; han var nok mere stædig.

”Var hun så det?” spurgte han igen.

Pigen sukkede. De brød øjenkontakten.

Pigens blik røg op mod loftet igen, mens hun lod sig vandre ind i historien atter en gang. Et smil voksede sig over hendes læber.

 

***

 

(År 2026)

Klokken var lidt i seks. Felix måtte være lige på trapperne.

Luna drejede nervøst guldringen på sin højre finger rundt. Hun blev ved med at dreje den med højre tommelfinger, mens tankerne hvirvlede rundt i hendes hoved.

Hun kiggede på uret, der hang på væggen. Sekundviseren trak sig langsomt afsted.

Hendes håndflader var fugtige. Hun kunne mærke hjertet sidde helt oppe i halsen. Det bankede hårdt og hurtigt.

Hun havde allerede vænnet sig til tanken. Hendes hånd hvilede et kort sekund på den stadigvæk flade mave. Det kunne slet ikke ses endnu.

Nervøsiteten skyldtes, at hun frygtede Felix’ reaktion. Hvad nu hvis han ikke blev glad? Hvad nu hvis han ikke ville have børn?

De havde været gift et lille stykke tid nu, men de havde egentlig aldrig fået snakket om de videre fremtidsplaner. Felix foretrak at leve i nuet.

Luna lod sine fingre vandre over den lille gave på bordet. Derefter kiggede hun på badebolden, som lå på stolen overfor hende. Hendes sirlige håndskrift dekorerede den side, der vendte opad. Du skal være far, stod der.

Døren lød ude i entreen. Luna mærkede, hvordan hendes vejrtrækning hørte op et kort sekund, og hendes hjerte slog et spring over.

”Hej, skat!” råbte Felix ude fra entreen, mens han tog sine sko af.

”Hej!” lød Lunas stemme en anelse skinger. Hun rømmede sig. Nervøst omfavnede hendes hænder hinanden. Hendes håndflader var fugtige. Hun mindede sig selv stille om, at hun ikke skulle holde Felix i hånden, før hun havde haft dem under noget koldt vand.

”Hvad så?” spurgte Felix og plantede et kys på kinden af Luna, før han satte sig i sofaen med fødderne på sofabordet. Normalt ville Luna blive irriteret over, at han havde fødderne oppe på bordet, men i dag var det andre ting, der optog hende.

”Kan du lige sætte dig her?” spurgte Luna med sin skingre stemme. Hun rullede øjne af sig selv og bad til, at hun snart ville få sig selv under kontrol.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Felix undrende. Hans pande være rynket og hans øjne let sammenknebne.

Han vandrede over mod stolen overfor Luna. Hun havde ikke tænkt sig at sige mere. Hun ville lade badebolden tale for hende.

Felix trak stolen ud og stoppede så brat. Hans øjne hvilede kort på badebolden, før han spærrede dem op i overraskelse – eller chok; Luna kunne ikke helt gennemskue ham lige nu.

”Hvad…?” fremstammede Felix og løftede badebolden op. ”Hvordan…?” forsøgte han at uddybe. ”Jeg forstår ikke?”

Felix satte sig på stolen stadigvæk med blikket hængende på bolden. Han blev bare ved med at stirre på badebolden.

Luna begyndte at blive endnu mere nervøs. Måske ville Felix slet ikke være far? Måske var han ikke klar? Hvad hvis han ikke var? Skulle hun have en abort? Kunne hun virkelig tage livet af den lille skabning inde i sig selv?

Hun kendte godt svaret på det sidste spørgsmål; nej, det kunne hun ikke!

Felix gnubbede sin pande med den ene hånd. ”Mener du det?” spurgte han og kiggede langt om længe på hende. ”Hans blik rummede en form for panik.”

”Ja,” svarede Luna usikkert på grådens rand.

”Skal jeg være far?” spurgte han igen. Luna vidste godt, at hun ikke skulle lægge noget i det. Selvfølgelig antydede han ikke, at hun havde været ham utro.

”Ja,” svarede Luna og kiggede ned på sine hænder i skødet. De var helt hvide, fordi hendes greb var så stramt.

”Jeg skal være far,” gentog han for sig selv. ”Jeg skal være far.” Han begyndte at nikke, mens han gentog det om og om igen for sig selv. Han lod det synke ind, vænnede sig til tanken, mens han mumlede det.

Et smil begyndte at sprede sig over hans læber. Luna kiggede forundret på ham. Måske var han alligevel klar til at være far? Måske havde det bare taget tid for ham at vænne sig til tanken.

”Jeg skal være far!” råbte han glad. Han rejste sig fra stolen og gik over til Luna. Uden et ord løftede han hende op og tog hende i sin favn. Han svingede hende let rundt, mens han lo: ”Jeg skal være far!”

”Du skal være far!” jublede Luna sammen med ham. Hun var så lettet, at tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.

Felix satte hende ned igen og lod sin en hånd hvile på Lunas stadigvæk flade mave. Samtidig lod han sine læber omfavne hendes. Luna blev helt ør.

”Jeg har noget til dig!” sagde Luna og rakte ham den lille pakke, som stod på bordet.

Felix smilede og slap ikke hendes blik, mens han tog imod pakken. Han rev papiret af som et lille barn åbner de alt for mange gaver juleaften – papiret blev flået i stykker og endte på gulvet. Luna tænkte for sig selv, at han ville få besked på at samle det hele op, for hun havde gjort rent så sent som i går.

Felix stod nu tilbage med en hvid kaffekop med skriften FAR på.

”Wow!” sagde Felix med et smil, mens han lod koppen hvile i sin hånd, som var den fyldt med brændende varm kaffe.

”Far!” sagde Felix. ”Det skal jeg lige vænne mig til.”

Luna lo og begyndte uden at tænke over det at samle papiret op fra gulvet. Hun kunne simpelthen ikke have, at det lå og rodede på den måde.

”Her,” sagde Felix og rakte hende koppen. ”Lad mig samle det op! Du skal ikke kravle rundt dernede på gulvet i din tilstand.”

Luna kiggede på ham med rynket pande. ”I min tilstand?”

”Ja,” svarede Felix, ”du må passe på den lille ny!”

Luna rystede på hovedet og rejste sig op. Hun satte koppen på bordet og begav sig over mod sofaen. Selvom det var rart, at Felix påtog sig lidt flere opgaver, kunne hun altså godt stadigvæk klare tingene selv. De kunne begynde at diskutere det, når hun ikke længere kunne se sine egne tæer eller binde sine egne snørebånd.

”Hvis du vil lave mere herhjemme,” sagde Luna, ”så kan du bare gøre det. Men du skal ikke påtage dig mere bare for at passe på mig. Jeg kan altså godt lave lige så meget som før!”

Felix kiggede alvorligt på hende. ”Nej, du kan ikke det samme som før! Du skal passe på dig selv og den lille, derinde!” sagde han og pegede på hendes mave.

Luna rullede øjne af ham. Hun var egentlig ligeglad med det lige nu. Det vigtigste var, at han var lige så begejstret, som hun selv var.

 

***

 

(År 2196)

Psykiateren rejste sig og gik uden et ord. Solen var begyndte at kysse horisonten og sprede sin kærlighed over hele byen. Kærligheden nåede ikke ind på pigens stue. Stuen forblev i sit dystre mørke. Pigen foretrak det også på den måde. Hvis hun kunne, ville hun lade mørket opsluge sig helt.

”Godmorgen!” lød en stemme. Pigen kiggede over mod døren. ”Hvordan har vi det her til morgen?” De gule tænder blev fremstillet i et påtaget smil.

Hvis hun kunne, havde hun gemt sig under dynen – men hendes arme ville ikke være behjælpelige til at føre planen ud i livet.

”Hvad kunne vi tænke os at få tiden til at gå med i dag?” spurgte sygeplejersken, mens hun rettede på gardinerne, der ikke var blevet trukket ordentligt fra dagen før.

Vi ønsker bare at være alene!” svarede pigen gnavent og kiggede op i loftet på de sorte huller i de hvide loftsplader.

Vi vil ikke ud og have lidt frisk luft?” spurgte sygeplejersken med sin bittersøde stemme. De røde krøller dansede om hendes hoved, da hun lagde hovedet let på skrå og kiggede på pigen med lidt for smilende øjne.

”Nej,” gentog pigen, ”vi ønsker bare at være alene!”

Sygeplejerskens smil stivnede, mens hun gik hen og rettede på pigens dyne. Pigen ignorerede denne ihærdige sygeplejerske og begyndte i stedet at tælle efter, om hun nu også havde talt rigtigt alle de andre dage.

”Som vi ønsker,” sagde sygeplejersken. Hun traskede ud af værelset og lukkede døren bag sig, så det kunne høres.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...