Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
1066Visninger
AA

15. Da tiden gik i stå

(År 2021)

”I dag er det Lunas fødselsdag. Hurra! Hurra! Hurra…!” Luna sad for bordenden og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. Alt var i dag centreret om hende, og hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle håndtere al den opmærksomhed.

For hvert blik følte hun, hvordan et stykke tøj efter et andet faldt til jorden. Hun følte sig efterhånden helt nøgen. Det var godt, at hun havde taget rigeligt med tøj på!

Det havde altid været sådan. Hver gang hun havde fødselsdag, og der blev sunget for hende, vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun sad bare og krympede sig under al den opmærksomhed, mens hun glædede sig til, at de sang det sidste hurra.

Hun kendte egentlig heller ikke nogen, der ligefrem nød den akavede situationen. Dertil ved man hverken, om man skal klappe eller ej, når de er færdige med at synge. Man sætter bare det bedste smil på, man kan, og håber, at det er nok.

Det er nogle lange to-tre minutter, mens musikken lyder skævt omkring én. Ja, for man må jo være helt ærlig; det er de færreste familie, der består fuldt ud af musikalske talenter. Og Lunas familie var ikke nogen undtagelse.

De skærende toner ophørte, og Luna sendte et taknemmeligt smil rundt. Hun var oprigtigt taknemmelig; taknemmelig for, at sangen fik sin ende.

”Pust lysene ud!” sagde Martin og kiggede på lagkagen med de 25 brændende lys. De stod i alle mulige farver og dansede i den lette brise, som folks bevægelser skabte.

Luna smilede, trak vejret dybt ind og bad til, at der kun ville være et lys tilbage. Taktisk fordelte hun luften ved ikke at bruge al luften på en gang. Hun pustede hen over kagen, mens hun bevægede hovedet fra den ene til den anden side.

Da hun ikke havde mere luft tilbage, stod to lys stadigvæk med deres flammer let dansende. De dansede hoverende af hende. Hun rynkede irriteret brynene ad dem, som om det var deres skyld.

Løgnere, tænkte hun vredt mod dem. Jeg har kun en kæreste, og den kæreste er Felix! Den kæreste, hun havde, var ikke til stede ved hendes fødselsdag. Han kunne ikke få fri fra arbejde, så hun måtte fejre sin halvrunde fødselsdag uden sin kæreste ved sin side.

Til gengæld var hun omringet af mange andre mennesker, der betød rigtigt meget for hende. Martin, Peter, Peters mor og far, Christina og Jacob. De var her alle for hende på denne halvstore dag.

Det var dejligt, at Peter kunne tage sig tid til hende. Han havde sjældent haft tid det seneste år. Hun havde været så frygteligt bange for, at han ville glide væk fra hende; bange for, at han ville forsvinde som sand i hendes hænder. Hun havde så ihærdigt forsøgt at holde venskabet i live; hun havde gjort sandet vådt, så det var nemmere at holde om. Men den varme sol blev ved med at udtørre det.

Luna pustede de sidste lys ud og begyndte at fiske dem op af kagen. Hun lagde dem alle sammen på en tallerken, som Peter rakte hende. Martin rakte hende redskaber til at skære kagen med. Hun tog imod dem med det bedste smil, hun kunne fremkalde.

Luna skar kagen ud og fik fordelt en tallerken ud til alle. Hun sad nu selv og stak til det lille stykke flødeskumsbelagte kaloriebombe.

Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det; men der var noget galt. Hun vidste ikke, hvad det var, men hun havde bare en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det var som et forvarsel om noget, der snart ville ske; men hvad der ville ske, vidste hun ikke.

Hun kæmpede ihærdigt for at holde den glade facade oppe. Alle var nu dybt koncentreret af at spise deres stykke kage, og de havde også rettet blikket mod hinanden i stedet, så en samtale kunne føres. Alligevel vidste Luna, at en facade måtte opretholdelse, da hun stadigvæk var dagens midtpunkt.

Hun kunne ikke tillade sig at sidde og se trist ud til sin egen fødselsdag. Alle disse elskede mennesker havde dedikeret dagen til hende. Hun kunne ikke tillade sig at tage deres tid for givet.

Tid er ikke noget, man skal tage for givet. Tiden er begrænset, og mange mennesker jonglerer rundt med den for at udnytte den bedst muligt; og i dag var bedst muligt i Lunas selskab. Derfor kunne hun ikke tage deres tid for givet.

Hun kiggede på Peter, der virkede mærkbart optaget af sit stykke kage. Det var nærmest, som om han undgik hendes blik. Hun søgte at fange det, men han blev stadigvæk mere og mere fascineret af det stykke kage, der stod foran ham.

Han gjorde det ikke nemt for hende at opretholde facaden. Hun fik lyst til at kyle sin tallerken i hovedet på ham. Det var nok ikke den bedste løsning på problemet – men det var en meget tiltalende løsning.

Hun bed sig selv i læben og strammede tøjlerne. For at distrahere sig selv fra sine frustrationer, kiggede hun i stedet over på Martin, som sad i en lystig diskussion med Peters far.

Luna kunne ikke helt finde ud af, hvad de snakkede om. Hun var egentlig også lidt ligeglad.

Følelsen af, at der var noget galt, kunne ikke rigtig forlade hendes krop. Hun forsøgte at smide den fra sig ved at fortælle sig selv, at det var noget hun bildte sig ind; men følelsen vendte bare ustandseligt tilbage.

Hun hakkede sin gaffel ned i kagen og skovlede en bid indenbords.

 

***

 

”Når,” sagde Peter drillende og gav Luna et puf på skulderen. ”Nu er du halvvejs til de halvtreds!” Smilet var smurt vittigt ud over hans ansigt. De oceanblå øjne udstrålede den omsorgsfulde kærlighed, der herskede imellem dem.

”Ja,” sagde Luna. ”Det er jeg vel.” Hun trak på skuldrene. Så vaklede hun bevidst ind i ham og skubbede ham lidt ud af balance. ”Men du må ikke glemme, at du fylder halvtreds før mig – og så er du jo halvvejs til de hundrede!”

Han rystede på hovedet, mens han lo en lille latter. Nu fik han sin egen medicin at smage. Det var en bittersød smag. Hans vittigheder kunne ofte være lige så sjove, som de var rammende på personen selv. Men Luna havde altid fundet det opfriskende, at hun kunne få en ærlig mening uden, at det hele skulle være så seriøst.

Sammen gik de side om side. Peter havde tilbudt at følge Luna til stationen, så hun ikke skulle gå alene i mørket. Han vidste godt, at hun brød sig meget lidt om at være alene ude på gaden efter overfaldet for omkring fem år siden.

Luna og Felix boede nu sammen inde i byen – selvom Luna stadigvæk ihærdigt forsøgte at overtale ham til at flytte væk fra byen. Hun brød sig ikke om miljøet. Hun savnede at kunne sætte sig ud i sin have og drikke en kop te, mens hun betragtede solopgangen. Det var ikke helt det samme at sidde i sit køkkenvindue og betragte en stribe af solopgangen mellem alle de høje bygninger.

Luna ville væk fra byen, så hun kunne få hus og have. Hun ville have muligheden for at tage skoene af og mærke græsset mellem sine tæer.

Hun ville væk fra byens støj, så hun ikke blev vækket af et bilhorn eller en flaske, som blev knust på brostenene. I stedet kunne hun blive vækket af fuglekvidder – eller blive vækket, når hun havde lyst til at vågne.

Hun havde længe forsøgt at overtale Felix, men han var ikke klar til at opgive bylivet. Han elskede at tage på cafe om dagen og i byen om aftenen. Om Luna ville med kunne være ligegyldigt, for han kunne bare tage med sine venner.

Når Felix tog på sine aftenture, blev Luna helst hjemme i sengen med en god bog. Af og til inviterede hun Peter forbi, men han havde sjældent tid til hende. Hun mistænkte ham af og til for, at han ledte efter undskyldninger for ikke at komme forbi. Af og til var det de mest mærkværdige og endda utroværdige undskyldninger.

Det sårede hende, at han tydeligvis ikke gad at være sammen med hende lige så meget, som de plejede. Det var som om, at der over de sidste år var blevet bygget en mur imellem dem. Hun følte ikke selv, at hun havde bygget den; men hver gang hun forsøgte at række hånden ud til ham, blev der tilføjet en mursten mere til bygningsværket.

”Se den smukke nattehimmel!” sagde hun og tog Peters hånd i sin. Det bragte hende tilbage til gymnasiet. Når de havde været til fest på gymnasiet, lagde de sig altid ud i liggestolene på terrassen med dyner på og kiggede på stjerner. De afholdt konkurrencer om, hvem der kunne se flest stjerneskud.

Selvom Luna ikke havde drukket, var hun altid den første til at falde i søvn. Hun var det mest frygtelige A-menneske. Hendes dag begyndte tidligt om morgen, og når aftenen faldt på, blev øjnene tunge.

I aften var der stjerneklart. De små stjerner skinnede lystigt. Månen var fuld og lyste den ellers så mørke nat op, så godt den kunne formå.

Peter kiggede bedrøvet ned på deres hænder. Det var som om, der udspillede sig en indre kamp inde i ham. Hans ansigt var forvrænget i de skiftende følelser, der strøg gennem ham på kort tid.

”Hvad er der?” spurgte Luna forvirret.

”Det er bare forkert,” sagde Peter og forsøgte at slippe hendes hånd. Hun holdt godt fast, så hendes arm blev bare hevet med hans op i luften. Det så helt sikkert mærkeligt ud udefra.

”Hvad er forkert?” spurgte Luna og holdt stadigvæk fast i hans hånd.

”Vi burde ikke holde i hånden!” sagde Peter og kiggede væk. Hans stemme lød fast og bestemt, men Luna kunne alligevel ane en usikkerhed bag det faste ydre.

”Det er ikke forkert at holde i hånden med sin bedste ven! Du er som en bror for mig! Og man må godt holde sin bror i hånden!” Hun kiggede irriteret og vredt på Peter. Det havde såret hende, at han havde taget den afstand fra hende, som hun længe havde gået og anet.

”Jeg er ikke din bror! Og vi kan ikke holde i hånden! Du er kærester med Felix, så det er bare forkert!” Han fik vredet sin hånd ud af hendes. ”Jeg ville heller ikke bryde mig om, hvis du gik og holdt i hånden med en anden fyr, mens vi to var kærester!” forsøgte han at argumenterer.

”Men vi er jo ikke kærester!” sagde Luna og himlede irriteret med øjnene. ”Du er min bedste ven – og det skal ingen kæreste tage fra mig! Jeg kan holde dig i hånden, hvis jeg vil! Det ændrer ikke på noget mellem Felix og mig, ligesom det ikke ændrer på noget mellem dig og mig.” Hun var næsten ved at græde af den frustration og vrede, der kogte i hendes krop.

Peter kiggede på hende med fugtige øjne. Hans pande var rynket, og det mørke hår bevægede sig let i vinden. Det dansede på toppen af hans hoved i en meget langsom og bedrøvet rytme.

Det var der midt i alt forvirringen mellem disse to venner, at det skete. Det var der, at livet ændrede sig for en person. Det var der, en skæbne skulle blive bestemt til ikke at få nogen ende. Det var der, at tiden i et kort sekund gik i stå.

Solen lod sit lys skinne lige igennem månen ned på Luna. Det gennemstrålede hendes krop, som et lysglimt – et lynnedslag. Det varede ikke mere end et sekund. Det var lige nok til, at de bemærkede det i deres underbevidste – men ikke nok til at de funderede mere over det.

Det kunne have været lyset fra et stjerneskud. Et lynnedslag i det fjerne. Men det var det ikke! Det var dødens gave til livet, solens gave til månen, nattens gave til dagen. Døden gav sjældent gaver til livet, men i nat var en undtagelse. Solen ofrede et lysglimt, for at månen aldrig skulle være alene. Natten opgav et sekund af sin tid, for at dagen ikke skulle føle sig ensom.

Der var blevet vendt op og ned på liv og død, dag og nat. Tiden var gået i stå et kort sekund.

 

***

 

(År 2196)

”Hvordan kan tiden gå i stå?” spurgte psykiateren. Han sad helt urørlig hende i stolen. Det var nærmest, som havde han været sat på pause. Af og til blev filmen sat i gang igen, men kun for en kort stund.

”Det er jo forbandelsen,” sukkede pigen. ”Eller magien – hvordan man selv vælger at betragte det.” Hun kiggede ud i mørket. Månen var godt skjult bag de stadigvæk tiltagende skyer.

”Tror du virkelig på magi?” spurgte psykiateren skeptisk og forsøgte at løfte det ene øjenbryn. Det lod sig ikke rigtig rokke ud af stedet.

”Hvordan kan jeg ikke tro på magi?” besvarede pigen spørgsmålet med et andet et. Hvordan kunne hun ikke tro på magi, når hun lå her? Hvordan kunne hun ikke tro på magi, når hun havde hoppet ud fra tiende etage af en høj bygning – og hun stadigvæk var levende til at fortælle om det?

Magi er ikke noget, man kan se. Magi er ikke noget, man kan føle. Det er noget, man kan tro på. Akkurat som tiden. Tiden er hverken til at tage og føle på; den er bare. Den eksisterer kun, så længe vi tror på den.

”Nogen ting eksisterer vel kun, så længe vi tror på dem. Kærlighed, tid, venskab, magi. Det er ikke noget du kan se – men hvis du tror på det, kan det stadigvæk eksisterer. Det er begreber, hvor vi selv skaber deres mening. Fratager du dem deres betydning, er de ikke andet end tomme ord.”

Psykiateren nikkede bekræftende af hendes filosoferende tankegang.

”Tiden kan være ufattelig tom. Men det er jo også det, denne historie handler om. Den handler om, hvordan tiden kan være alt, og hvordan den kan være intet.” Pigen kiggede tilbage på psykiateren og hans mørke øjne. ”Men da tiden gik i stå,” sukkede hun, ”startede den aldrig for Luna igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...