Pigen, der ikke kunne dø

Hun stod på kanten af taget på tiende etage af den høje bygning. Vinden piskede i hendes hår, og solen strakte sig i horisonten i sin morgengymnastik. Det var én af de mange tusinde solopgange, hun havde betragtet. Hun tænkte for sig selv, at hun havde mange tusinde i vente. Tristheden indfandt sig over hende ved tanken.
Derfor tog hun skridtet ud fra kanten af taget.

En historie om meningen med livet og døden.

En pige fortæller en historie om Luna, som er udødelig. Vi følger Lunas lange liv med familie, venskaber, kærlighed og knuste hjerter.

1Likes
2Kommentarer
947Visninger
AA

9. Amors badebold

(År 2016)

Der var godt fyldt op i restauranten. Det var en stor restaurant. I midten af rummet var en stor rund søjle. Rundt om denne var bordene opstillet i rundkreds i flere rækker. Der stod borde i forskellige størrelser, som kunne rumme forskellige mængder af gæster.

Væggene var blege med enkelt malerier som dekoration. Foran vinduerne hang de mest rædselsfulde røde velourgardiner. De blev holdt til siden af nogle guldbånd med kvaster for enderne.

Peter og Luna blev vist hen til et tomandsbord. Tjeneren forklarede dem menuen bestående af tre retter. Dertil kunne de selv gå op i salatbaren og tage, hvad de lystede.

Luna og Peter rejste sig, som de fleste andre gæster, og gik op for at få sig en lille salat. Da de gik hen imod buffeten, lod Luna sit blik glide hen over lokalet for at se, om han var der. Til sin store skuffelse, kunne hun ikke få øje på ham.

Når hun tænkte over det, var hun ikke engang sikker på, at billedet af ham i hendes hoved var rigtigt. Det sol-blonde hår, der krøllede så let og guddommeligt; hans markerede, muskuløse krop; den fantastiske dybe, men alligevel klokkeklare latter; det hele måtte være en drøm. Ingen kunne være så perfekt.

Luna greb en skål ved buffeten og begyndte at gå med mængden rundt. Peter fulgte hende i hælene. Hun følte, hvordan skuffelsen uventet ramte hende. Da hun begav sig rundt om bordet, forsøgte hun ikke at lade Peter mærke humørskiftet.

”Hvis din skål kun er halvt fyldt,” lo Peter til Luna, da de havde taget en runde, ”har du sikkert brug for en mindre BH.” Luna slog en lille, kunstig latter op og gik tilbage mod bordet med sin halvfyldte skål hvilende i hånden.

Hun satte sig og begyndte at stikke med sin gaffel ned i sin salat. Peter ville normalt have opdaget humørskiftet nu, men han havde for travlt med at sluge sin mad til at opdage det. Han skovlede maden ind, som havde han ikke fået mad i flere dage. Luna kiggede på ham med løftede øjenbryn.

Pludselig lød den mest guddommelige latter. Det var en latter, der kunne få en selv til at smile. Det var en latter, som skabte tryghed. Det var en latter, der var oprigtig. Den var dyb, let og legende; og den tilhørte ham.

Luna kiggede til sin højre side. Der sad han med et blændende hvidt smil og krøller på toppen. Han var akkurat lige så blændende skøn, som hun havde husket ham. En tanke ramte hende – hun kunne måske ikke selv hamle op med hans skønhed.

Luna var ikke selv nogen stor skønhed. Hun var ordinær. Hun havde langt brunt hår, brune øjne og en lidt for bleg hud, der var prydet med skønhedspletter. Hun havde ikke de store former, men var bare slank – uden at være supermodel tynd.

”Hvad kigger du på?” spurgte Peter mens han kæmpede for at få tygget den store mundfuld salat, han havde stoppet derind.

”Ikke noget!” svarede Luna hurtigt og hev blikket til sig. Hun havde ikke lyst til, at Peter skulle vide det. Meget fortalte hun ham, men dette var ikke en af de ting, hun havde lyst til at dele med ham.

Tjeneren kom og fjernede deres skåle, som hurtigt blev erstattet af tallerkener. Det var en kedeligt udseende pastaret med tomat. Der var intet grønt til at pryde de gule farver fra pastaen og røde farver fra tomatsovsen.

Da Peter igen kastede sig over sin mad, sneg Luna sig til et blik mere i retningen af fyren. Smilet var endnu ikke forsvundet. Han sad ivrigt og talte med nogle venner.

Så skete det; et kort øjeblik kiggede han direkte over på Luna. Deres blikke mødtes i få sekunder, før Luna fik hevet sit til sig. Den pink farve spredte sig i Lunas kinder, da flovheden overvandt hende.

Hun sneg sig ikke til et blik igen. Det turde hun ikke. Hvad nu hvis han kiggede? Hvad nu hvis han ikke kiggede? Hun vidste ikke, hvad der ville være værst.

 

***

 

(År 2196)

”Så Luna forelsker sig ved første blik i denne mystiske fyr?” spurgte Dr. Mortem koldt og lænede sig tilbage i stolen. Han foldede stift armene over kors. De indrammede mørket, der strålede ud fra hans ellers helt blege hud. Den mørke jakke brokkede sig lidt for højlydt. Pigen var sikker på, at den havde givet sig lidt i sømmene.

”Ja,” svarede pigen med et skævt smil. ”Jo, det kan man vist roligt sige.” Hun lo en lille uskyldig latter. Det var, som var hun teenager igen og oplevede sin første rigtige forelskelse. Sommerfuglene baskede næsten i hendes mave, som hun genfortalte historien.

Latteren ophørte. ”Kærlighed er en mærkelig skabning,” sagde hun tænksomt. ”Den kan pludselig blive til ilten, vi behøver for at overleve. Den kan pludselig blive bestemmende for vores lykke. Den kan regere vores hjerter, hvis den vinder slaget på kærlighedens slagmark.”

Hun sukkede. ”Men kærligheden kan også dø ligesom alt andet. Alligevel er døden ikke det største tab i verden. Det største tab er det, man mister i sig selv, mens man lever – mens man er forelsket. Man kan lade sig fortabe i kærligheden. Det kan være et mørke, man ikke kan finde helskindet ud af igen.

Kærligheden kan være noget af det smukkeste i verden. Den kan blænde en. Efteråret kan være noget af det smukkeste; og alligevel er den et tegn på, at alt er ved at dø. Det er skønheden, der fascinerer os. Døden kan være en lige så smuk ting som livet. Døden er et symbol på, at den smerte, man har oplevet gennem livet, langt om længe ophører. Alligevel bliver døden af mange betragtet som forfærdelig.

Jeg tror bare ikke, at man skal frygte døden. Nej, man skal frygte ikke at have levet livet. Man skal frygte døden, hvis man ikke har nået at leve sit liv. Men hvis man har nået at leve det, bør man byde døden velkommen. Ellers risikerer man at spilde en masse tid, mens man venter.”

Pigen kiggede tænksomt ud af vinduet. Hendes blik var fjernt, mens hun funderede over livets gåder og satte ord på disse tanker.

”Nåh,” sukkede pigen og vendte tilbage til virkeligheden. ”Hvor kom vi fra?” spurgte hun og kiggede over mod kulden. De sorte øjne kiggede udtryksløst på hende. De var helt tomme. Alligevel havde hun på fornemmelsen, at de rummede alt, man kunne ønske sig.

Pigen længtes efter, hvad han kunne give hende – og hun vidste ikke engang, hvad det var.

Psykiateren forblev tavs. Måske vidste han det ikke selv. Tavsheden var til at tage og føle på.

”Nåh,” mumlede pigen, da han ikke brød tavsheden. ”Så fortsætter jeg bare historien, hvor jeg nu finder det mest passende.” Hvis hun kunne, havde hun kløet sig på panden, men hendes fastspændte arme forhindrede hende i det.

Psykiateren nikkede så langsomt og kort, at hun ikke kunne gøre op med sig selv, om han rent faktisk havde gjort det.

 

***

 

(År 2016)

Solen brændte på hendes blege hud. Luna hadede følelsen af at have det så varmt, og det var også derfor, hun ikke havde klaret mere end maksimalt et kvarter i solen. Derefter havde hun rykket ind til Peter i skyggen af et træ.

Cikaderne sang højlydt deres sang. Det var så højt, at det helt overdøvede larmen fra poolen. Luna havde forsøgt at lukke øjnene, men når hun gjorde det, kunne hun ikke fokusere på andet end deres sang. Det var ikke en afslappende sang.

Luna sukkede højlydt, så Peter også kunne høre det. Hun havde altid været utroligt dårlig til at kede sig. Der gik ikke lang tid, før hun kedede sig alt for meget. Det med at lave ingenting, havde aldrig været hendes styrke. Hun skulle altid have et eller andet at foretage sig.

”Jeg har ligget her hele dagen og tænkt på, hvad jeg skal nå at lave i dag. Du ved... nå en tur ned til byen, svømme et par baner, tæske dig i kortspil!” Han trak på skuldrene og et uskyldigt smil bredte sig over hans mund. ”Det er vel tanken, der tæller.” Han lagde en arm over sit hoved og pustede ud i tilfredshed.

Luna lo og rystede på hovedet. ”Måske skulle vi få bare et af de mål til at lykkes?” sagde hun og kastede sin top over på ham. ”Gå med mig ned til poolen!” sagde hun og rejste sig fra sin liggestol.

Han kiggede på hende, som hun stod der i sin pink bikini. Han forstod hende ikke, når hun sagde, at hun hadede at have badetøj på. Hun sagde altid noget med, at hun ikke følte sig tilpas med at vise så meget af sin krop. Han forstod hende ikke. Hun var en sand skønhed, og alle kvinder måtte misunde hende hendes krop, og alle fyrene måtte sukke længselsfuldt efter den.

Han nikkede og rejste sig. Han greb hendes håndklæde og sit eget. Sammen, side om side, bevægede de sig ned mod poolen.

Luna mærkede en knude i sin mave. Hun var næsten ved at stoppe op ved synet af ham. Fyren, hun havde sukket så længselsfuldt efter var i poolen. Han spillede badebold ligesom dagen før med sine venner.

Hun havde lyst til at vende om og gå op og tage noget tøj på med det samme. Alligevel var der en stemme i hendes hoved, der sagde, at hun sagtens kunne vinde hans opmærksomhed, som hun så ud nu.

Peter gik hen og mærkede på vandet. Han lavede en lille kuldegysning for at demonstrere, at det var koldt. Det var måske ikke rigtig koldt – men sammenlignet med temperaturen i luften føltes det koldt.

Peter kæmpede sin krop ned i vandet. Luna gik hen og satte sig på kanten. Hun lod sine fødder og lægge mærke kulden. Hun havde ikke lyst til at nedkøle mere af sin krop lige med det samme.

Peter pjattede rundt, som han plejede. Han fortalte sikkert en masse jokes, hun normalt ville have grinet hysterisk af – men hun hørte intet af dette. Hele hendes opmærksomhed blev suget mod ham – og al hendes energi blev brugt på ikke at stirre savlende på ham. Hun kiggede stift på Peter og hans glattede lette smil, mens han grinte af sine egne vittigheder.

”Pas på!” lød en stemme. Luna kiggede op og blev mødt af en badebold, der ramte hende direkte i fjæset. Peter fortrængte et grin. Det blev fortrængt, fordi han vidste, hvor sur og skuffet Luna ville blive, hvis han lo af hende i sådan en ydmygende situation.

Pinligt berørt tog hun badebolden i sine hænder og kastede den tilbage mod fyrene, der stod og ventede på den.

De fortsatte med at spille; alle bortset fra en. En fyr kom vandrende over til hende. Vandet veg til siden, som hans muskuløse krop nærmede sig hende. Små vanddråber piblede ned ad den glatte hud.

”Det må du virkelig undskylde,” lød hans stemme rettet mod Luna.

Som han stod helt tæt på, blev hun fængslet af hans skønhed. Det var som, glemte hun, hvordan man snakker. Ordene kom ikke til hende i hendes hoved. Hun var lammet og kunne ikke føle andet end den fysiske tiltrækning.

Peter kiggede på Luna med løftede øjenbryn og rynket pande. Der hvilede en frygt i hans øjne, som Luna ikke engang kunne bide mærke i. ”Det er i orden,” svarede Peter, da Luna stadigvæk ikke havde fundet ud af at beherske ordets magt.

”Jeg hedder Felix,” sagde han og gav Peter hånden, som tilsyneladende var den eneste, der kunne skabes samtale med.

Peter gav ham hånden. ”Peter.” De rystede hænderne i et håndtrykt og slap derefter grebet. ”Og min yderste tavse ven derovre er Luna,” sagde Peter og svingede en hånd i hendes retning. ”Ja, altså, hun er ikke stum,” fortsatte Peter med et smil. ”Døren til denne verden er nok lukket i for nu – og hun kæmper tilsyneladende med at finde nøglen!”

Felix og Peter lo sammen.

”Ja,” svarede Luna og hoppede ned i vandet. Chokket fra temperaturskiftet ramte hende, men hun kæmpede imod det for ikke at ydmyge sig selv yderligere. ”Og nu er den fundet!” sagde hun skarpt til Peter, mens hun gav Felix hånden.

”Hey,” sagde Felix og fægtede med armene. ”Kunne I tænke jer at være med?”

Luna kæmpede for ikke at afsløre sin begejstring. Om hun kunne tænke sig at være med? Jamen, det kunne da godt være? Hvem ved, måske havde hun lyst, måske havde hun ikke?

Hvem prøvede hun at narre? Tilsyneladende ikke Peter, for han bed med det samme mærke i hendes begejstring, der strålede ud fra hele hendes skikkelse.

Peter svarede derfor også lettere modvilligt på deres begges vegne, at det kunne de da godt. Felix fulgte dem derefter med et smil over til deres venner, hvor han præsenterede dem. Han sagde Lunas navn forkert, så hun måtte rette ham og sige, at hun hed altså ikke Tina, men Luna. Det faldt hende underligt tungt i maven, da skuffelsen over, at han ikke kunne huske noget så simpelt som hendes navn, indfandt sig.

 

***

 

(År 2196)

”Således blev Luna ramt af Amors badebold,” sukkede pigen melankolsk. ”At Amor ikke selv var klar over, at han havde sendt den afsted er jo en anden sag. Men han fik da efterhånden øjnene op for hende, efterhånden som hun løsnede op i hans selskab.”

Pigen kiggede ud på duerne, der havde søgt hvile på kanten uden for vinduet. Som små turtelduer lænede de sig trygt op af hinanden. De hvilede deres kropsvægt mod hinanden, som var de hinandens klipper.

”Om aftenen, da Peter og Luna lå i sengen sammen, begyndte han forsigtigt at udspørge hende. Det var som om, han på den ene side godt ville vide, hvor hun stod – men på den anden side frygtede svaret og derfor hellere ville forblive i det uvisse.” Pigen havde et bedrevidende blik, der afspejlede den viden, hun gemte på. Alligevel så hun dette bedrevidende blik genspejlet i psykiaterens dunkle øjne.

”Peter spurgte på en påtaget drillende måde, om Luna var forelsket i Felix, mens han puffede let til hende. Benægtende svarede hun, at nej, det var hun ikke. Hun prøvede på at holde facaden. Det var så pokkers pinligt, syntes hun. Hun følte det, som var hun tilbage i niende klasse, og han forhørte hende i alle hendes småforelskelser. Dengang kunne hun heller ikke skjule sine følelser.” Pigen lo og havde lyst til at ryste på hovedet – men hun syntes alligevel, at hun ville skåne sin nakke den smerte.

”Dagen efter inviterede Felix hende på en date. Hun kunne næsten ikke skjule sin begejstring, da hun accepterede hans invitation.

Hoppende glad fortalte hun Peter om den gode nyhed. Aldrig havde hun oplevet ham så kold, som da han sagde tillykke. Det var fuldstændigt dødt, og hans blik var tomt. Han havde ikke engang forsøgt at fremtvinge et smil.

Luna var rasende på ham, da hun gik ned for at gøre sig klar til sin date.

Hun tog et bad. Derefter iførte hun sig sin mest sexede kjole, hun havde medbragt på turen. Det var en tætsiddende, lang, blomstret kjole med en meget høj slids ved det ene lår. Den havde spaghettistropper og var af et bomuldsmateriale. Håret blev sat op i en fin knold, da hun vidste, at der kunne være lidt blæst nede ved søen.

Hun mødte Felix ude foran hotellet, og sammen begav de sig ned mod Gardasøen. Der havde hun en af de bedste aftener i sit liv. De spiste sammen, snakkede – for ja, hun kunne rent faktisk snakke nu – og vandrede hånd i hånd langs den smukke sø, mens de betragtede solnedgangen ude bag bjergene.” Pigen smilede, og solnedgangen spejlede sig næsten i hendes øjne.

”Da hun kom tilbage havde hun besluttet sig for at tilgive Peter. Hun fik bare ikke mulighed for at gøre det den aften, for han sov allerede.”

”Var det da ham, der havde brug for tilgivelse?” spurgte psykiateren og støttede sit hoved på sin hånd. Albuen hvilede på stolens armlæn.

”Hvorfor skulle det da ikke være det?” spurgte pigen, men hun kendte jo egentlig godt svaret. Det var i virkeligheden Luna, der skulle tilgives. Hun tog Peter forgivet. Hun så ikke, hvor meget kærlighed han gav hende hver dag. Han elskede hende som ingen anden, og hun valgte en anden mand over ham; og det var endda en mand, han ikke kunne konkurrere med.

”Luna havde sit livs ferie,” sukkede pigen, ”lige indtil Felix tog hjem et par dage før Luna og Peter. Derefter havde Luna igen tid til sin bedste ven.” Pigen kiggede op i loftet. Det var som om, hun prøvede på at finde på en undskyldning på vegne af Luna. ”Men Luna kunne jo ikke gøre for den måde, hun behandlede ham på. Hun var jo bare blevet ramt af Amors badebold.” Hun sendte psykiateren et skævt smil.

Hun vidste godt, at det ikke var nogen undskyldning. Man dropper aldrig sine venner for kærligheden. Vennerne er de eneste, man har, når kærligheden brister.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...