En anderledes pige

Leona er en pige fra landet. Hun er lige flyttet til Beacon Hills, og hun skal starte på skolen i Beacon Hills. Men hun er ikke helt almindelig...


Den her historie er et mashup i mellem Tv-serierne Teen Wolf og Wolfblood, men jeg har givet den mit eget personlige twist på dem.

3Likes
5Kommentarer
1273Visninger
AA

17. Fanget

 

"Leona, Leona vågn op!" Jeg vågnede ved, at Liam sad henover mig og ruskede i mig. 

 

"Jeg er vågen. Hvad skete der?" 

 

"Vi blev taget af Gerard. Hans sender lavede en høj lyd, som fik dig til at besvime, og han gav mig stød." Alt det Liam fortalte, vidste jeg allerede i forvejen, men det kunne han ikke vide. Det var først, da jeg kiggede lidt rundt, at jeg opdagede, at vi ikke var låst inde i en celle. Vi sad bare i et hjørne.

 

"De er da godt nok dårlige til at låse os inde." Jeg rejste mig op og begyndte at gå hen mod. "De har jo ikke engang-" så kom jeg ikke længere. Det var som, om der var en usynlig mur, der kastede mig ind i væggen. 

 

"Ja, det burde jeg nok have fortalt dig om." sagde Liam.

 

"Hvad er det?" spurgte jeg, mens jeg kiggede ondt på ham. 

 

"Det er Mountain Ash. Når man laver en linje af det, så kan intet overnaturligt væsen krydse den, eller Scott har gjort det en gang, og det tog næsten livet af ham." Det var ikke det, jeg ville høre.

 

"Så hvordan kommer vi ud herfra?" Jeg var ved at blive lidt panisk.

 

"Jeg er ked af det, men det kan vi ikke. Vi er nød til at vente på Gerard eller de andre?" Liam virkede nervøs, da han sagde det. 

 

"Nej, nej, nej, det her sker bare ikke!" Jeg kunne mærke, at jeg mistede kontrollen, og panikken overtog i stedet for. 

 

"Leona, du er ved at transformere dig!" Liam prøvede at berolige mig. "Du er nød til at få kontrollen igen." 

 

"Jeg kan ikke!" Jeg kunne snart ikke holde det nede længere. 

 

"Leona!" Liam prøvede virkelig at hjælpe mig. 

 

"KOM VÆK FRA MIG!" Jeg kunne ikke holde det nede længere, så jeg råbte bare af ham. Lige efter det transformerede jeg mig til min ulveform. Altså fuld ulveform.

 

Liam prøvede at komme væk fra mig, men det var meget svært, for der var ikke meget plads. Efter jeg bed ud efter ham, så viste han mig sine øjne og råbte efter mig. 

 

"Leona, tag det roligt. NU!" Liam brølede også af mig. Det var der, hvor jeg fik kontrollen igen, og jeg transformede tilbage igen. Liam kiggede underligt på mig. 

 

"Hvad er der?" Jeg prøvede at gengive hans blik. 

 

"Det her kommer til at lyde meget underligt, men du har tøj på, når du transformerer tilbage, og andre, jeg kender som, har gjort det, havde det ikke, da de transformerede tilbage." 

 

"Okay, du havde ret. Det lyder virkelig mærkeligt, men det er vel bare sådan, det er at være en wolfblood."
 

"Okay, en anden ting. Hvorfor flippede du sådan ud og prøvede at dræbe mig?" Forståeligt nok, at han gerne ville vide det, for han havde ret. Jeg prøvede jo faktisk at dræbe ham.

 

"Jeg hader små rum. Det giver glimt tilbage til fortiden." Liam kiggede spørgende på mig. "Jeg blev engang fanget i en lille hule, og når jeg siger lille, mener jeg lille. Jeg kunne kun lige sidde ned. Der gik et helt døgn, før min far og resten af flokken endelig fik mig ud. Siden da har jeg hadet små rum." 

 

"Så du har altså klaustrofobi?" Nu var det min tur til at kigge spørgende på ham. "Det er en fobi for små rum."  

 

"Ja, det har jeg så." Vi kiggede lidt på hinanden, mens der var stilhed lidt. "Jeg plejede altid at være bange for mørke, da jeg var lille. Virkelig smart, når du bor i skoven. Jeg var det i noget tid, indtil min mor fortalte mig, at jeg var et væsen af natten, så jeg burde egentlig at være gode venner med natten. Hun ville også altid fortælle mig, den her historie om, at når det var nymåne, så var det, fordi skovens andre dyr ville drille wolfbloods ved at tage månen." Det grinede vi begge lidt af. 

 

"Du har ikke snakket særlig meget om dine forældre." sagde Liam.

 

"Tja, jeg tænkte bare, at jeg lige så godt kunne fortælle dig lidt om mig. Vi kender jo ikke hinanden så godt igen." Der var stilhed i lidt tid. "Jeg fik aldrig fortalt jer, hvad der helt præcist skete, da mine forældre døde." 

 

"Det behøves du overhovedet ikke, Leona." sagde Liam. 

 

"Jeg vil gerne. I har hjulpet mig ret meget, plus det ser ud til, at vi har en masse tid." 

 

"Er du sikker på det, Leona" spurgte Liam. 

 

"Ja." Det her var en ting, jeg ikke havde fortalt nogle før. De eneste, der vidste det, var min bror og min flok, men jeg ville bare så gerne stole på dem, og det gjorde jeg også, så jeg ville gerne have, at de stolede på mig. Hvis de skulle stole på mig, skulle de også kende noget til min fortid.

 

"Okay, det hele skete en aften. Jeg var sammen med mine forældre og min bror. Vi var lidt væk fra flokken, så vi kunne træne lidt, men også så vi bare generelt kunne slappe af sammen. Det er der ikke meget af, når ens far er alfa, og ens bror er nød til at træne til det, hele tiden. Vi sad derude, og lige pludselig hørte vi en høj lyd. Lyden af en pistol, der gik af. Så derefter følte jeg en stor smerte i mit ene ben. Jeg kiggede og kunne se, at jeg var blevet ramt, men det var ikke en normal kugle. Der var et eller andet på, sådan så jeg ikke helede lige så hurtigt. Lige efter så min far en mand, der kom gående, og han sagde til min bror, at han skulle gemme sig sammen med mig." Jeg holdte en kort pause, fordi jeg var nød til at samle mig sammen. 

"Så vi gemte os bag en tæt busk, så manden ikke kunne se os. Så kom manden. Han sagde et eller andet til mine forældre, og så hører vi lyden igen, og vi ser dem synke sammen for øjnene af os. Jeg kom til at sige en lyd, så manden kom hen til os. Han pegede direkte på os med pistolen da han sagde: "Det er ikke jer, der skal dø i dag. Jeres lidelser er først lige begyndt." og så løb han bare væk. Vi løb over til vores forældre. De var stadig i live, da vi kom derover. Jeg var ved min far, og Varga var ved min mor. Vi krammede dem bare. Min far gav mig den her halskæde, jeg altid har på," jeg tog fat i min halskæde, der skulle forestille en ulv med en lille grøn ædelsten i,

"og et brev. Han sagde, at jeg egentlig først skulle have haft det her på min 13-års fødselsdag, men han kunne godt regne ud, at han ikke ville overleve indtil da. Efter det døde han, og det samme gjorde min mor. Flokken begravede dem, der hvor de døde. Sådan er traditionen." Jeg sad med tårer i øjnene, og det samme gjorde Liam. 

 

"Hvor rørende." Gerard kom gående ind, mens han klappede. "Jeg kan godt huske det. Alex Kingcate, der dræbte dine forældre, var en af mine gode venner." 

 

Jeg mærkede endnu en gang, vreden komme op i mig. Jeg lavede mine øjne gule, bevidst for en gangs skyld. 

 

"Luk os ud herfra! Hvad vil du med os?" råbte jeg af ham. 

 

"Dit ønske bliver opfyldt hurtigere, end du tror." Gerard smilede. Jeg vidste det ikke kunne være et godt tegn. 

 

Pludselig kom seks af hans jægere ind til Liam og jeg og greb fat i os. De var meget stærke, og uanset hvad vi gjorde, kunne vi ikke slippe fri. 

 

De slæbte os med ind i et lokale med to stole, der lignede stole fra et hospital. Der var lænker på, som kunne holde os fast uanset, hvormeget vi kæmpede. Det kunne man allerede se. De spændte os fast, selvom vi prøvede at stå i mod og kæmpe os fri. De var for stærke.

 

"Føl jer hjemme." sagde Gerard. 

 

"Hvad vil du med os, og hvad har du gjort ved min flok?!" råbte jeg. 

 

"Tag det roligt. Din flok er i live, lige som den anden flok. Lige nu er det jer to, jeg har brug for."

 

"Hvad vil du med os!" Denne gang var det Liam, der spurgte. 

 

"Kan du huske, dengang du nær havde dræbt Scott, Liam?" sagde Gerard. Jeg kiggede overraskende over på Liam.

 

"Hvor vidste du det fra?" spurgte Liam vredt. 

 

"Jeg har mine kilder. Nu hvor du lykkedes ikke første gang, hvad med at prøve igen?" Gerard kiggede meget fast på Liam. 

 

"Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det? Jeg er hans beta. Jeg ville ikke forråde ham igen." Jeg var så glad for, at Liam sagde det. 

 

"Tja, du har snart ikke længere et valg." Gerard gav tegn til en af de andre, og jægeren stak en kanyle ind i Liam's skulder. Liam begyndte at brøle, og hans øjne blev gule. 

 

"Hvad gjorde du ved ham?" Jeg var rasende. 

 

"Jeg gav ham en lille ting, jeg har arbejdet på. Det er et stof, der gør mig i stand til at kontrollere overnaturlige væsner, og nu kan du selv prøve det."

 

Lige efter han havde sagt det, kunne jeg mærke nålen gå ind i gennem min hud. Det gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg kunne mærke hadet komme op i mig. Jeg havde en blodtørst som aldrig før. Jeg tørstede efter en alfa. Ikke hvilken som helst. Scott McCall. Jeg ville dræbe ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...