Lepic

I en lille lejlighed på hjørnet af Rue Lepic lever en kvinde hvis isolerede liv snart er forbi, i det hendes skæbne møder en andens, og nu må arbejde på at samle det puslespil som er hendes fortid.

1Likes
0Kommentarer
84Visninger
AA

1. Kapitel 1: comme çi comme ça

Det er en stille dag, men så alligevel en travl dag, for byen er fyldt med larm fra de berusede mennesker i højt humør, der fylder gaderne og scooterne der passerer forbi hvor larmen distræt bliver dybere og dybere. Her står jeg samtidigt på min altan ovenfor den lille bar med de grønne markiser på Rue Lepic og kigger ned langs den smalle stejle gade, hvor folk færdes frem og tilbage i et hastigt tempo. Jeg nyder at stå deroppe isoleret bag det rustne hegn, og lade som om ingen i verden kan se mig, men at jeg blot er til for at observere dem. Som var jeg en ligegyldig partikel, der svæver i luften.

Iklædt en fin rød kjole og et par af den slags høje hæle man kan få, som bindes på midten, træder en fin kvinde ud af brasseriet længere nede ad gaden; Hun må være i sine 20’ere. Kvinden er køn; hendes hud er bleg og fin og hendes læber er fløjlsrøde og små. Fra altanen kan man høre ekkoet fra hendes hæle der er bestemt på at kommer væk derfra i en fart.
Hendes kropsholdning er dog en snært akavet bemærker jeg straks, eftersom hun konstant må vende hovedet om, for at tjekke om der er nogen der forfølger hende.
–Ganske vidst træder der en ældre mand ud fra det selv samme sted kort tid efter. Han er iklædt et fint jakkesæt, men hans tilstand er snarere beruset. Han har et usselt udtryk i ansigtet, og har sandsynligvis andet i tankerne end kvinden.
Spændingen stiger, og jeg beslutter mig derfor for at fiske en cigaret op fra mit gamle tin-etui. Jeg slår en tændstik mod svovlsiden på tændstikæsken, og tænder den i det jeg inhalerer. Lyden og duften af tobakken der tændes fryder mit sind, og jeg samler mig hurtigt overblik over situationen igen, imens røgen stiger til vejrs.

Kvinden er tydeligvis bevidst omkring manden, og hun sætter derfor tempoet op. Da hun forsøger at dreje om en sidegade langs Rue Cauchois, når han dog at indhente hende og tager hende aggressivt ved skulderen og hiver hende til sig. Kvinden skriger af skræk, men ingen hører hendes skrig, kun mig.

Og der står jeg så på min altan med min cigaret i munden, som om mit liv for en øjebliks stund var idyllisk. Jeg kunne forsøge at hjælpe kvinden, men hvordan skulle jeg kunne nå til hende i tide? Trods alt er jeg blot selv en mager kvinde, der ikke kan opnå særligt meget andet end blot at stå lige her, hvor jeg hører til. Stadig er der noget i mig der raser over situationen, som om mit blod koger og jeg ikke kan trække vejret. Jeg forstår mig dog ikke på om det er min medfølelse for hende, eller om det blot er nikotinen der får mit hjerte til at slå. Derfor smider jeg alligevel skoddet, som om jeg smider min skæbne væk, og i det øjeblik har jeg ikke tid til at tænke rationelt. Men alligevel tid nok til at bemærke den gyldne, flotte farve på himlen, som om den har delt sig i et lyspunkt, som om det er sidste gang jeg skal se denne smukke farve.

Uden sko på farer jeg ud af døren, og ned af den snævre opgang, som fører ud til gaden. Jeg når at trække vejret cirka fem gange før jeg befinder mig ved baren med de grønne markiser, og tænker kortvarigt over at det vil tage mig omtrent ti sekunder at nå til hjørnet.
Da jeg ikke er mere end syv meter derfra, sniger jeg mig langsomt om bag mandens skygge, selvom jeg ingen plan har for, når jeg når til min destination. Da passerer en grum tanke mig, og jeg indser at det lige så vel kan være mig der står i hendes situation omlidt.
Nu står jeg lige bag ham, og ser kvindens bedrøvede ansigt, imens hun står presset op imod muren, som også er bagindgangen til brasseriet. Det undrer mig, hvordan det kan være, at der ikke er andre end mig, som griber ind.

Pludselig sortner det for mine øjne, som om klappen går ned. Jeg er syv år gammel og løber gennem vinplantagerne på fars gård. Vi befinder os i en lille by, isoleret fra bjergene udenom, der er placeret syd på hexagonet. Jeg husker ikke navnet på byen, og meget lidt fra min barndom, men jeg ved hvor plantagen ligger så længe man følger D11 langs floden der løber fra Rhône. Det er en varm sommerdag, og luften dufter sødt. Jeg kigger op på himlen, og ser den selv samme farve, som jeg så på himmelen for blot få minutter siden.
Imens jeg løber, hiver jeg efter vejret, som om jeg skal nå noget, men jeg husker ikke hvad. Alt jeg kan se er en skiggelse gennem buskaset, der følger mig i det jeg løber. Skiggelsen er varm, selvom jeg ikke kan mærke den, men alligevel føler jeg mig rolig så længe den er der.
Jeg smiler og løber og løber, selvom jeg ikke kan se enden på plantagen, men tror på at jeg nok skal nå derhen. Så sætter jeg tempoet op, retter ryggen og trækker vejret dybt. Nu kan jeg endelig se en lille åbning for enden, og tror på jeg nok skal nå det. Men lige i det jeg næsten er i mål, stopper en høj lyd mig og det er som om mit liv passerer revy. I det øjeblik forsvinder varmen i mit idylliske øjeblik, til trods for mit hjerte stadig banker med tusind slag i minuttet.
Jeg bremser op, og går tøvende tilbage, fordi jeg ser skiggelsen er stoppet med at løbe. Jeg går nærmere imod den, men så langsomt, at det føles som om mine fødder er bundet med vægte. Da jeg er helt tæt på, ser jeg skiggelsen; det er min far. Men ikke den glade mand jeg plejede at kende, han er død og tom for liv. Og der ligger han på jorden som ironisk nok er hans egen, imens blodet strømmer ud fra hans afblæste hjerne.
I det fjerne hører jeg en raslen, og frygter at den samme skæbne venter mig. Men i stedet er det det sidste minde jeg har fra min barndom. Jeg har ingen hukommelse siden da bortset fra den dag, hvor jeg flyttede i min lejlighed for to år siden. Det er som om jeg kender mit formål i livet, men alligevel lever jeg bare i et tomrum af uendelige gentagelser hver dag. Og det er som om jeg mangler mening.

En klam fornemmelse rammer mig, og trækker mig tilbage i nuet. Jeg når kort at se mandens ansigt; Hans øjne er tomme og livløse og hans hud er gammel og rynket. Jeg ser alt dårligt i mit liv i ham, og med blot reflekser sparker jeg ham mellem benene med alt min kræft, så han falder til jorden i smerte og ømmer sig.
Kvinden takker kort ”Merci” og går derefter i et hastigt tempo videre, som om intet var hent. Derefter vender jeg tilbage til mit normale hverdagsliv og drejer hundredeogfirs grader mod Rue Lepic, tilbage på min sædvanlige rute. Jeg tænder endnu en cigaret og vælger at ignorere menneskene rundt omkring på cafeerne der stirrer mærkeligt på min beklædning; bare fødder, morgenhår og det blå satinklæde udenom min natkjole. Jeg er tilfreds og går selvsikkert og målrettet tilbage til min lejlighed. Og lige i det jeg tror alt er som det plejer, bliver jeg forstyrret af en hånd der lander på min skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...