Nahra | Angels, Demons & Sirens

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2017
  • Opdateret: 27 dec. 2017
  • Status: Igang
Sirenerne var engang et magisk og smukt væsen, der levede ude i det blå dyb. I kender dem sikkert, som havfruer. Kvindelige væsener, med en hale som en fisk og som tit sad og sang ved et rev.

Nogen af dem var lidt ligesom Ariel, fra disneyfilmen Den lille havfrue, der brændende ønskede at vide mere om menneskenes verden. Og så var der dem, der har givet sirenerne deres rygte i dag. De lå på lur. Ventede på, at et skib ville sejle forbi, så de kunne forføre og lokke de flinke, og til tider barske, sømænd i døden med deres uimodståelige sang.

Dette er dog ikke en historie om havfruer fra det blå dyb eller sømænd på et træskib. Nej. Vi skal frem i tiden. Til den tid, hvor sirener ikke længere levede i vandet, men iblandt mennesker. I en verden, hvor et væsen ikke kun består af én. Men i stedet er en kombination af flere.

0Likes
0Kommentarer
75Visninger

2. Prolog


 

Sirenerne var engang et magisk og smukt væsen, der levede ude i det blå dyb. I kender dem sikkert, som havfruer. Kvindelige væsener, med en hale som en fisk og som tit sad og sang ved et rev.

Nogen af dem var lidt ligesom Ariel, fra disneyfilmen Den lille havfrue, der brændende ønskede at vide mere om menneskenes verden. Og så var der dem, der har givet sirenerne deres rygte i dag. De lå på lur. Ventede på, at et skib ville sejle forbi, så de kunne forføre og lokke de flinke, og til tider barske, sømænd i døden med deres uimodståelige sang.

Dette er dog ikke en historie om havfruer fra det blå dyb, eller sømænd på et træskib. Nej. Vi skal frem i tiden. Til den tid, hvor sirener ikke længere levede i vandet, men iblandt mennesker. I en verden, hvor et væsen ikke kun består af én. Men i stedet er en kombination af flere.

Lyder det interessant? Tja. Det er det vel også. Men i stedet for at starte med at fortælle om mit eget liv, så vil jeg starte et helt andet sted. Et sted der begynder 25 år fra nu, hvor jeg endnu kun var en svag tanke i min mors hjerte…

Dog vil jeg lade min mor fortælle denne historie, fra hendes synsvinkel.

 


Macy's synsvinkel

 

Jeg kan huske det meste, af hvad der skete den nat. Det hele var.. Fredfyldt.. Perfekt. Min mor og jeg sad ved køkkenbordet, og talte om alle de gode gamle minder. Gåturene nede ved søen i den store by, hvor jeg legede med de små menneskebørn, som intet vidste om hvem jeg var, eller hvad jeg var.

Alle ulvene i den lille landby, udenfor den større by, frygtede mig. Hadede mig. Fra den dag jeg blev født. De vidste alle hvem jeg var, og hvad jeg kunne. Jeg var en sirene. Én af de mest hadede skabninger, i den magiske verden. Men hvorfor? Jeg havde jo ikke gjort noget? Ikke før de kom, og tog min mor.

 

”Mor? Hvad sker der?” Spørger jeg uroligt, da jeg ser en snert af frygt i hendes øjne, da hun vender sig væk fra køkkenvinduet, for at rydde tingene af bordet.

”Ikke noget, min skat. Vi får bare besøg” Siger hun med sin altid varme stemme, men jeg kan høre uroen i hendes stemme, selvom hun ihærdigt prøver at skjule det.

”Mor! Hvem er det?” Spørger jeg lidt mere kommanderende og forsøger at få øjenkontakt med hende, men hun undgår mit blik.

”Mor!” Halvråber jeg frustreret, idét der bliver banket på døren, og det giver et sæt i min mor. ”Lillian Wynther? Kom ud, darling” Lyder en dyb stemme, bag den lukkede dør.

Jeg ser kort imod døren, inden jeg ser på min mor, der ligner en, der ikke rigtig ved, hvad hun skal gøre af sig selv. ”Mor?” Jeg træder et skridt tættere på, men stopper øjeblikkeligt, da hun kigger på mig. Endelig! Mit blik følger hende nøje, da hun går hen til mig, Hun kigger mig dybt i øjnene, og jeg ser den tydelige frygt i hendes øjne. Hvad sker der? Hvem er det, der står udenfor døren? Hvorfor er hun bange?

”Macy. Jeg vil have dig til at løbe. Løbe alt hvad du kan, og kom ikke tilbage!” Siger hun lavt, og jeg ser uforstående på hende.

”Men mor-” Hun afbryder mig. ”Hvis de ser dig, så tager de dig med. Han ved ikke, at du lever” Jeg kan mærke mit hjerte slå et slag over. Hvem ved ikke, at jeg lever? Hvad sker der?!

”Hvem-?” Hun afbryder mig igen. ”Afsted Macy! NU!” Siger hun i en lidt hårdere tone og skubber mig ud af køkkenet – imod bagdøren, imens der høres hårdere og hårdere slag mod hoveddøren.

”Mor! Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der sker?!” Udbryder jeg frustreret, idét jeg vender mig om. Lige inden vi når døren, og hun kigger på mig med blanke øjne. Vent. Græder hun nu? Hvad sker der?!

”Jeg elsker dig, Macy. Husk det” Siger hun lavt, og med gråd i stemmen, hvorefter hun giver min pande et blidt kys. ”Mor! Hvad-” Jeg når ikke at sige mere, da hoveddøren bliver slået op og min mor giver mig et hårdt skub mod bagdøren. ”LØB!”

 

Jeg løb. Løb så hurtigt jeg kunne. Ind imellem træerne. Indtil jeg nåede den bare bakketop, hvor man kunne se ud over den lille by. Jeg kiggede tilbage imod mit hus, og så lygterne af en bil forsvinde. Med min mor i.

Et par timer senere fik jeg at vide, at hun var død. At englene – højesterådet. Havde sendt hende i døden, som alle de andre sirener. Hvad der skete derefter, husker jeg ikke. Alt er blokeret. Også minderne fra før hun døde er væk. Alle undtagen minderne om min mor.

Jeg kan svagt huske, at jeg stod foran englene, i højesterådssalen. I deres hvide jakkesæt, og med deres dømmende øjne. - De siger at jeg var heldig. Og med de, mener jeg, Alex. Alexander Jarret, en engel, der skulle straffes for at have krænket en mester. Og deres straf, var at han skulle være værge for mig, da jeg jo stadig kun var et barn. Men, hvorfor jeg var heldig, har han aldrig villet svare mig på. ”Måske har de en plan med dig” Sagde han en dag, med et smil, der gjorde mig usikker på, om han mente det, eller bare sagde det, for at skræmme mig. Men en plan? Hvilken plan skulle englene have med mig? En sirene, der burde være død – ligesom resten af flokken. Det er jo dét, de vil have. Er det ikke?

Jeg er egentlig også ligeglad. Hvis de vil bruge mig som 'eksperiment', så vil jeg da ikke stoppe dem. Jeg vil med glæde, ofre mig, for at de kan eksperimentere med mig, eller med min sirene. Kan i høre ironien?

Så. Hvad de vil med mig, er et rigtig godt spørgsmål. Et spørgsmål, jeg nok aldrig får svar på. Og hvis jeg gør, så bliver det vel nok på min dødsdag – få timer inden jeg bliver sendt ned i flammerne. Tsk. Og om jeg vil gå og spilde min tid, imens jeg venter på min 'rigtige' dom? Ikke tale om!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...